Læsetid: 10 min.

Umberto Eco: Folk gider ikke læse simple ting

Forfatteren til ’Rosens navn’ fortæller her om, hvorfor det er menneskeligt at lyve, om Berlusconis brug af konspirationsteorier til at fastholde magten — og om sit had-kærligheds-forhold til sin mest berømte bog
Udfordring. Det er kun forlæggere og visse journalister, der tror, ??at folk ønsker det ukomplicerede, siger Umberto Eco.

Udfordring. Det er kun forlæggere og visse journalister, der tror, ??at folk ønsker det ukomplicerede, siger Umberto Eco.

Magnus Hallgren

30. december 2011

»Omsider er mine prøvelser til ende,« siger Umberto Eco — filosof, semiotiker, romanforfatter, bibliofil og sprænglærd klæbehjerne — der netop har været på en 20 dages verdensomspændende turné for at promovere sin nye roman, Kirkegården i Prag.

Af en mand, der har gennemgået prøvelser, ser Eco, der fylder 80 til januar, nu ikke værst ud. Hans kuglerunde figur gør, at han sidder lidt akavet i sin stol, men han er en livlig og spøgefuld samtalepartner, der bestandig tygger på en lille cigar. Han holdt op med at ryge for otte år siden, men stadig kan lide at have en cigar i munden. Han taler et særpræget engelsk med raspende stemme.

Henlagt til anden halvdel af det 19. århundred følger Ecos nyeste roman Kirkegården i Prag mesterfalskneren og morderen Simone Simoninis omflakkende liv. Han er en gennemfordærvet slyngel, der præsterer at have en finger med i spillet i de fleste af denne periodes store begivenheder (Italiens samling, den fransk-tyske krig, Pariserkommunen, Dreyfus-affæren).

Bogen er blevet kaldt en tilbagevenden til formbevidsthed og er under alle omstændigheder en tilbagevenden til et af Ecos foretrukne emner: konspirationer. Simonini fremstilles som selveste ophavsmanden til Zions vises protokoller, et berygtet falskneri fra begyndelsen af det 20. århundred, der foregiver at være planen for en jødisk sammensværgelse om at erobre verdensherredømmet. Efter at være offentliggjort i Rusland i 1903 blev dokumentet læst og i vide kredse taget for gode varer, skønt det snart viste sig at være et falsum. Adolf Hitler citerede det flittigt, og også i dag er det i omløb. Eco sammenstykker de sparsomme kendte oplysninger om tekstens oprindelse, og indsætter Simonini, en amoralsk italiener bosat i Paris, som forfatteren til dette det mest giftige af alle falsknerier.

Fra løgn til falskneri

Konspirationer i almindelighed og Protokollerne i særdeleshed er gennemgående temaer hos Eco, især i hans anden roman, Foucaults pendul, hvor tre bogredaktører opdigter en sammensværgelse, der ender med at tage magten fra dem. Hvorfor er Eco så optaget af Protokollerne?

»Som forsker er jeg interesseret i sprogfilosofi, semiotik — kald det hvad du vil — og et af de vigtigste særtræk ved det menneskelige sprog er muligheden for at lyve. En hund lyver ikke. Når den gør, betyder det, at der er nogen udenfor. Dyr lyver ikke. Det gør mennesker. Og fra løgn til falskneri er skridtet ikke så stort. Jeg har skrevet analytiske essays om falskneriernes logik og om, hvordan falsknerier har påvirket historien. Det mest berygtede og frygteligste af dem alle er Protokollerne«.

Sammensværgelsen

Eco præciserer, at det ikke så meget er konspirationer, der tiltrækker ham, som den paranoia, der tillader dem at blomstre. »Der findes mange mindre konspirationer, men de fleste af disse bliver afsløret,« siger han.

»Derimod er paranoiaen i den universelle sammensværgelse mere magtfuld, fordi den er evig. Man kan aldrig gennemskue den til bunds, for man ved ikke, hvem der står bag. Den er en psykologisk fristelse for vores art. Karl Popper skrev et smukt essay, hvori han hævder, at det hele begyndte med Homer. Alt hvad der skete i Troja, var noget guderne havde konspireret om dagen før på Olympens top. Konspirationer er en måde at fralægge sig et ansvar på. Derfor bruger diktaturer begrebet om den universelle konspiration som et våben. I de første ti år af mit liv blev jeg i skolen uddannet af fascister, og også de brugte en universel sammensværgelse som referenceramme — det var englænderne, jøderne og kapitalisterne, der havde svoret sig sammen imod det stakkels italienske folk. Hitler benyttede samme taktik, og Berlusconi har brugt alle sine valgkampagner på at tale om den dobbelte sammensværgelse af dommere og kommunister. Nu findes der ikke kommunister i dag, selv ikke, hvis man leder efter dem med lup, men for Berlusconi eksisterer de og er opsatte på at overtage magten.«

Eco vil næppe gå så vidt som at sammenligne Hitler og Berlusconi, men han er ingen fan af Italiens nyligt tilbagetrådte statsminister. Eco har altid været en fremtrædende skikkelse på den politiske venstrefløj og modstander af Berlusconi siden denne trådte ind på den politiske scene i 1994. Eco er glad for, at den store festoriginal er faldet, men advarer mod at afskrive ham, for han kan stadig forsøge et comeback efter valget i 2013.

»Berlusconi er et kommunikativt geni,« siger Eco. »Ellers ville han aldrig være blevet så rig. Fra starten af identificerede han sin målgruppe: midaldrende mennesker, der ser fjernsyn. Unge mennesker ikke ser fjernsyn, de er på nettet. Berlusconis støtter er i 50- og 60-års-alderen — gamle damer og pensionister, der i et land med en aldrende befolkning udgør en magtfaktor. Selv om nogle af hans berømte bommerter for dig og mig må virke totalt diskvalificerende, er det ikke sikkert, at den 60-årige provinsbo, mand eller dame, ser ligesådan på det. Berlusconis storsælgende budskab handlede om at ’betale mindre i skat’. Når premierministeren siger, at man gør ret i at ikke at betale skat, så bliver disse mennesker glade.«

Hvordan kan et land med en kultur så intellektuel og kunstnerisk bevidst som Italiens dog vælge en klovn som statschef?

»Berlusconi har altid været udpræget antiintellektuel,« siger han, »f.eks. har han pralet med ikke at have læst en roman i 20 år. Der har været en frygt for den intellektuelle som en kritisk magt, og i den forstand har der været et sammenstød mellem Berlusconi og den intellektuelle verden. Men Italien er ikke et intellektuelt land. Tag en tur med undergrundsbanen i Tokyo — alle læser. Det gør de ikke i Italien. Man må ikke vurdere Italien ud fra faktum, at det i sin tid frembragte Raphael og Michelangelo.«

Folk vil udfordres

Ecos nye bog er af nogle blevet angrebet for at opgylpe en antisemitisk tekst, der var bedre tjent med historiens glemsel. Men selv hævder han, at Protokollerne uden besvær kan findes på internettet, og at eventuelle ’svage læsere’, som måtte misforstå hans hensigt, så også ville blive vildledt andre steder.

»Man er ikke ansvarlig for perverse læsninger af ens bog,« siger han. »Katolske præster sagde engang, at man ikke måtte give Madame Bovary til unge piger, fordi denne bog kunne lokke dem til at begå utroskab.«

Ærgrer det ham, at det halve dusin romaner, han har skrevet siden Rosens navn — bogen, der gav ham skønlitterært gennembrud og international berømmelse i begyndelsen af 1980’erne — har fået så blandet modtagelse?

»Man bliver altid chokeret over, hvor forskellige, kritikeres vurderinger kan falde ud,« siger han. »Jeg tror, at en bog rettelig bør bedømmes ved genlæsning ti år efter, at man læste den første gang. Jeg er altid blevet sat i bås som alt for lærd og filosofisk, alt for vanskeligt tilgængelig. Men så skrev jeg en roman, der ikke er spor lærd, men som er skrevet i et almindeligt sprog, Dronning Loanas mystiske flamme, og det er den blandt mine romaner, som har solgt dårligst. Så måske skriver jeg for masochister. Det er kun forlæggere og visse journalister, der tror, at folk ønsker det ukomplicerede. Folk gider ikke læse simple ting. De ønsker at blive udfordret.«

Eco havde en 30 år lang karriere i den akademiske verden med lejlighedsvise optrædener i kulturelle tv-programmer og et job som redaktør i Milano, før han udgav Rosens navn. Hvorfor følte han et behov for at tilføje fiktion til et allerede overbelastet cv? Til dels skyldtes det en tilfældighed, siger han. En veninde bad ham om skrive en kort kriminalroman til en ny serie, hun var ved at forberede.

Han svarede, at hvis han skulle skrive en krimi, skulle den foregå i Middelalderen og være på 500 sider. Det var for meget til den foreslåede serie, men ideen havde nu slået rod i hans sind (eller, som han selv foretrækker at sige: hans mave) og en gigantisk oplagssucces var født.

Selv uden venindens intervention, antyder Eco, ville han nok alligevel være endt med at skrive romaner. Forestillingen om at forgifte en munk tiltalte ham, og han havde allerede en liste over velegnede munkenavne gemt væk i sin skuffe til eventuel senere brug.

»Jeg har altid haft en narrativ impuls,« siger han. »Jeg skrev historier og begyndelser på romaner i en alder af 10 eller 12. Derefter tilfredsstillede jeg min hang til fortællinger ved at skrive essays. Alle mine undersøgelser har en krimis struktur.«

En af hans professorer påpegede, at selv hans ph.d.-afhandling om Thomas Aquinas havde denne struktur, med en konklusion, der først melder sig drilsk efter en lang proces med efterforskningsdiskussioner, der går i mange retninger.

»Jeg forstod, han havde ret, men også at jeg selv havde ret: Netop sådan skal forskning være. Jeg tilfredsstillede min narrative impuls, da mine børn var små ved at fortælle dem historier, men da de var blevet voksne, følte jeg behov for at skrive fiktion. Det skete for mig, som det sker for folk, når de forelsker sig i hinanden. ’Hvorfor blev du ramt af forelskelse lige på den dag, den måned og i denne person? Er du sindssyg? Hvorfor?’ Den slags man ved ikke. Det sker bare.«

Som en club-sandwich

Rosens navnskabte Ecos ry som romanforfatter, men ryet viste sig også vanskeligt at leve op til.

»Nogle gange, det må jeg tilstå, så hader jeg Rosens navn«, siger han, »fordi mine næste bøger måske var bedre. Men den slags sker for mange forfattere. Gabriel García Márquez kan skrive 50 bøger, men han vil blive husket altid for Cien Anos de Soledad[ Hundrede års ensomhed]. Hver gang jeg udgiver en ny roman, stiger salgstallet for Rosens navn. Hvad er folks reaktion? ’Aha, en ny bog af Eco. Men jeg fik aldrig læst Rosens navn. Som forresten nu også koster mindre, fordi den fås som paperback’.«

Han griner. Ecos store fordel er, at han er en intellektuel, der ikke tager sig selv alt for alvorligt. Ganske som fiktionen er livet et vidunderligt spil.

Det hævdes, at han engang skal have kaldt filmatiseringen af Rosens navn en parodi, men det forekommer lidet sandsynligt. Han siger blot, at en film ikke kan gøre alt, hvad en bog kan.

»En bog som denne er ligesom en klubsandwich med kalkun, salami, tomat, ost, salat, men filmen er forpligtet til at vælge kun salat eller ost og fjerne alt det andet ... den teologiske side, den politiske side osv. Det er en glimrende film. Jeg fik at vide, at en pige kom ind i en boghandel, så bøgerne og sagde: ’Åh, har de allerede lavet en bog ud af den’.« Mere latter.

Rosens navnsolgte — og sælger fortsat — i store oplag. Den gjorde ham rig, berømt, feteret. Men han fortsatte med at undervise på universitetet i Bologna og sin akademiske løbebane. Bibliografi over hans fagbøger om sprog, kultur og tro er respektindgydende. Skjult bag Eco romanforfatteren og Eco den udøvende kunstner findes den seriøse filosof og litteraturkritiker.

Bevidsthedens korridorer

Det er ofte blevet sagt, at han konstruerer sine romaner ud fra andre bøger. Kirkegården i Prag både udforsker det 19. århundreds romaner, der blev plagieret i Protokollerne, og er struktureret som en sådan. Alexandre Dumas er en slags åndeligt forbillede, navnlig i hans roman Joseph Balsamo, og intertekstualitet er navnet på Ecos fiktionsspil.

Han har elsket bøger, siden han var barn og voksede op i byen Alessandria i det nordlige Italien blandt ikke specielt boglige ’småborgerlige’ forældre, men også med en bedstemor, der elskede at læse. Han læste med enorm glubskhed og gør det stadig. Hans to biblioteker i de boliger, han deler med sin tyskfødte kone, Renate Ramge, i Milano og Rimini indeholder 50.000 bøger, herunder 1.200 sjældne titler.

Han har kaldt bøgerne for »bevidsthedens korridorer« og for nylig var han medunderskriver på en kærlighedserklæring til den trykte tekst under titlen Dette er ikke bogens endeligt. Men dette gør ham ikke til modstander af de nye digitale medier. For ikke at skulle bære rundt på poser fulde af bøger har han på denne tur i stedet medbragt en iPad med 30 titler. Alligevel står han ved sin påstand om, at vi ikke kommer til at opleve bogens undergang. Aflæsningsudstyr er fint til lange rejser og har fordele, når det gælder opslagsværker, men engagerede læsere vil altid begære bogens materialitet — »ikke bare Peter Pan, men min Peter Pan«, som han udtrykker det.

Ikke skizofren

Det faktum, at han kan rumme alt fra illuminerede manuskripter til iPads er typisk for Eco. Han er optimistisk, eklektisk, evigt ung, interesseret i alt og kan lige så veloplagt tale om Radisernesom om Proust. Jeg spørger ham, hvordan han vil blive husket — som romanforfatter, kritiker eller polyhistor?

»Normalt har en romanforfatter længere levetid end en akademisk forfatter, medmindre selvfølgelig, man hedder Immanuel Kant eller John Locke. Mange af de tænkere, som var berømte for 50 år siden, er allerede glemt,« siger Eco.

Vil han da resignere over for det uafvendelige: at blive husket som forfatten til Rosens navn frem for sine bidrag til semiotikken?

»I begyndelsen«, siger han, »havde jeg det indtryk, at mine romaner ikke havde spor at gøre med min faglige interesser. Så opdagede jeg, at kritikerne vitterligt fandt mange forbindelser, og redaktørerne af Library of Living Philosophers besluttede sågar, at mine romaner skulle inddrages i deres udgivelsesrække som filosofiske bidrag. Så måtte jeg overgive mig. Men jeg accepterer selvfølgelig tanken om, at de passer sammen. Skizofren er jeg jo åbenlyst ikke.«

Rosens navn, Thomas Aquinas’ æstetikog Semiotik og sprogfilosofi er således alle alen af det samme stykke. Kun deres globale salgstal er forskellige.

 

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Ecos romaner har desværre aldrig sagt mig noget, men resten af hans virke er interessant. Semiotikken, hans essays - flere af dem humoristiske, og jeg konstaterede lige, at han stadig skriver klummen "La Bustina di Minerva" i L'Espresso.
http://espresso.repubblica.it/lista/opinioni/umbertoeco

Hvad med at Information oversatte og bragte et par af disse indlæg - bare for at vise andre sider af Eco end det roman-konspiratoriske univers?

Og så noget andet: Kommer der ikke snart en artikel om Giorgio Bocca? Han døde juledag - og nok er han måske ikke hot stuff i Danmark, men skal denne store italienske journalists liv og virke gå helt upåagtet hen?

Niels Engelsted

Fra borgiaerne til P2 har Italien altid været i en klasse for sig selv, hvad angår konspirationens ædle kunst, og det er svært for en almindelig gennemsnitsdansker at følge den sprænglærde Eco igennem labyrinterne i Kirkegården i Prag, hvor man introduceres til en verden, hvor sandhed præsenteres som løgn og løgn som sandhed i forbundne kæder, der tillader sindet på freudiansk vis (Freud er også med i romanen) at beskæftige sig med og samtidig benægte den forbudte tanke.

Nikolaj Petersen

Søren Lom : Dyr lyver alt hvad de kan, bare se en lærke, dyrerigets mesterløgner

Nordkorea Uglene græd da den kære leder døde ;)

vi mange som hellere vil kommunisme end middelalder, er jo temmelig enige, med bla. eco,
i bekymringerne for at middelalder i stedet vinder frem.

Umberto Eco: Folk gider ikke læse simple ting

----------------

jo vi gør,
og hvordan kan eco dog finde på at hævde det,
for han må jo da vide at de værker han har offentliggjort er blevet læst.

Søren Kristensen

Vi er mange, der gerne vil have komplicerede problemstillinger fremstillet på en forenklet måde, ligesom vi gerne vil have simple budskaber underlagt en detaljeret analyse. Det vi ikke vil have er komplicerede budskaber gjort endnu mere komplicerede alene for diskursens skyld. At vi ikke uden videre køber simple budskaber, som nu den der med at folk ikke gider læse simple ting, burde være en selvfølge og det tror jeg såmænd også Umberto Eco er klar over. Det han mener er nok, at folk der læser romaner vil have noget for pengene og derfor forlanger tykke bøger.

nogle spørgsmål,

såsom om det er
er kommunismen eller naturhistorien
( naturforløbet, naturhistorisk udvikling),
som bør bestemme? der er svaret jo: både-og.

mht. spørgsmål
såsom om det er kommunismen eller astrologi som bør bestemme?
at der kan et virkeligt gyldigt svar vel ikke være
noget: både-og

–––

eksempel:

så masserne, folket, proletarene, løntrællene,
lader sig næppe narre til at nøjes med sovjetkommunisme, de vil maoisme

----------------------


imo: umberto eco, gør for meget i fiktion, opdigetheder

visse litteraters tagen afstand fra trivi, kunne mere skyldes af at de evt. næppe kan li´ dokumentar, eller dokumetarisme, ja end ikke socialrealisme;
end det skyldes de litteraters betænkeligheder ved trivis evt. mangler på lødigheder.