Læsetid: 5 min.

Ungdomssind

Der sker ting og sager i dansk litteratur. Der er gang i generationsdebatten. En række unge debutanter har det tilfælles, at de skriver med deres kroppe og med deres ungdom. Debutbøgerne er ikke længere ældre end debutanterne selv
23. december 2011

Det nye ved den unge ’generation’ af forfattere er, at den er ung. Hold kæft en tautologi. Men det er mere end det. For første gang i lang tid er (mange af) de seneste års debutbøger lige så gamle eller rettere unge, som forfatterne selv. Der er en helt ny forbindelse og overensstemmelse mellem bøgernes sprog og forfatternes alder.

Der tales allerede en del om en denne nye generation inden for litteraturen. Generationstrommerne buldrer. Er der en ny generation på vej? Tue Andersen Nexø påpegede for nylig her i avisen nogle nye og interessante forbindelser mellem mange af de danske (primært uddannede fra Forfatterskolen) debuter fra de sidste par år. Theis Ørntoft, Rasmus Graff, Bjørn Rasmussen, Asta Olivia Nordenhof (der kunne nævnes flere). Forbindelser vedrører fællestemaer såsom begæret, kønnet og kroppen. Prostitution, kapitalisme og identitet. Sex.

Men jeg vil mene, at det mest markante fællestræk er, at tiden ikke længere er ude af led, dvs. en debutant på 20 skriver ikke længere som én på 50. Eller værre: Som én, der ikke har nogen alder, der står uden for både historie, verden og krop.

Naturligvis er der også forskelle på de pågældende forfattere: Fra en omfavnelse af pop (Ørntoft) over en inspiration fra koncept- og avantgardekunst (Graff), til skriftens vilde vaskemaskine, hvor i hvert fald identitetens, jegets og kønnets spændetrøjer hvirvles rundt og centrifugeres med en sådan fart, at de krymper en størrelse eller to, misfarves (af kropsvæsker, blod, sædpletter) eller helt går op i syningen (Rasmussen og Nordenhof).

Men de her nye forfattere skriver alle sammen om kroppen, med kroppen og som krop, og hvis man gør dét, så kan man ikke se bort fra den alder, kroppen har, og det sprog og den skrift, der strømmer ud af den selv samme krop.

Sut mit plot

Hos Bjørn Rasmussen, der debuterede tidligere på dette efterår, kommer (og her må man også gerne tænke på komme i seksuel forstand) skriften ofte fra røvhullet. »Skriv med røvhullet«, står der et sted i bogen — som et ekko af Artauds idé om et røvhuls tale, en anal tunge, et skriftens skrig fra hullet deromme.

Bjørn har en krop. Især når han skriver. Det står der i bogen: »Jeg har et dokument på min computer, navngivet: Bjørn har en krop«. Der er en anatomisk interesse i kroppen i bogen (som jeg forventer, man også vil støde på i Olga Ravns kommende debut, der sigende nok bærer betegnelsen Pigesind), hvor man også kan finde guddommelige og ungdommelige sætninger som »sut mit plot« og »pik og forelsket Line, computer og skør Karina, pomfritter og død. Ja.«

»Rosa har sat sig på en af kirkens bagerste bænke, hun er pissefuld af hjertesorg«, skriver Asta Olivia Nordenhof i Et Ansigt til Emily. »Fuck præsidenten … nu er det historie og prosa og narrativt Toyota« og »Vi måtte hele tiden passe på, selv den mindste lyd kunne nå zombiernes ører. Det er svært at forestille sig hvordan lydene når dem, i hvilken form deres hjerne registrerer dem. Er det bare ren: FRISK HJERNE I KØLEDISK NR. 2?« lyder nogle af sætningerne i Rasmus Halling Nielsens nye zombiebog Det lille robotøje siger. »Skider to gange den dag — wow« og »det er bare lækkert sagt! Kan virkelig sagtens relatere til det« er resultaterne af to tilfældige opslag i Theis Ørntofts Yeahsuiten (2009), hvis tone og stemmeføring flere ældre kritikere virkelig havde svært ved at se meningen med. Det er ungdommens sprog, der tales her. Et sprog fyldt af begær, smerte, ungdom og humor, ikke mindst. Det er i alle tilfælde eksempler på en ung krops sprog, og jeg vil vædde med, at man ikke kan finde lignende eksempler fra 90’ernes debutanter, for det er som om den generation i stort omfang blev født helt uden krop. 90’erne er definitivt slut: politisk, økonomisk og litterært! Det nye ved de nye forfattere er, at de er unge i selve skriften. De taler et sprog, som det tales på gaden, blandt venner og på Facebook.

Statusopdateringer

Der er god grund til at blive venner med den nye ’generation’ på Facebook. Fordi der ikke altid er så langt fra Facebook til litteratur. Det er som regel det samme sprog, der skrives i og med. Og ofte har statusopdateringerne endda litterære kvaliteter. I Asta Olivia Nordenshofs tilfælde bliver det ret ekstremt. Provokerende kunne man hævde, at en enkelt statusopdatering fra hendes hånd kan nå samme højder og til tider overgå Karl Ove Knausgårds feterede seks-bindsværk. Men hendes egen debutbog går på den anden side heller ikke ram forbi: Den føles mærkeligt hæmmet og tæmmet i forhold til hendes skrift på nettet, præget som bogen er af en forestilling om, hvordan et litterært værk skal se ud. Men det er en anden historie (som sikkert fortsætter på det gode gamle world wide web).

Men man skal også blive facebookfriends med forfatterne af en anden grund. For det er også her, at de fleste litterære debatter på godt og ondt finder sted. Efter Andersens Nexøs artikel om den nye generation kom der eksempelvis gang i debatten på Facebook og naturligvis også på blogs. For kan man overhovedet tale om en generation, blev der med rette spurgt. Giver det mening? Rasmus Graff anfægtede på sin blog det, han kaldte trangen til at udpege generationer. Og naturligvis skal man være på vagt over for alle former for kategoriseringer og identificeringer (som generationsbegrebet jo også er: I er en generation, dét er jeres identitet) — men brugen af generationsbetegnelsen kan på samme tid være et udtryk for læselyst og meningsskabende kontekstualiseringer og forbindelser på kryds og tværs. Ligesom det, som en ven påpegede over for mig i et helt igennem privat og ikke-virtuelt rum, vel ikke er bedre at udpege individuelle forfatterskaber end generationer? En kollektiv identitet (generationen) er vel ikke værre end en personlig ditto (forfatteren)? Ord slår ikke dét ihjel, de beskriver. Heller ikke generationer.

Under alle omstændigheder er det her både en konstatering af nogle nye generationelle fællestræk og en opfordring til at blive venner med den nye generation af forfattere på Facebook (men køb stadig deres bøger — de har brug for det). Det synes endelig at være besværet værd. Og så kan man dér, ved selvsyn, se noget af den jargon, det ungdomssprog, den ekshibitionisme og henkastede hastighed, som overføres til deres respektive bøger i en grad og på én måde, som må være ny. De fleste debutbøger føles i hvert fald ikke længere ældre end den skrivende bag bogen. Sådan må det være, når der skrives med sindets ungdom, kroppen og dens ædlere dele.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer