Læsetid: 8 min.

Den amerikanske e-bogsrevolution

Apples lancering af iBook2 og iBooks Author sætter skub i den e-bogsrevolution, der er ved at ændre bogbranchen for altid. Traditionelle boghandlere tænker i nye baner for at overleve og investerer for eksempel i bogtrykkermaskiner, der kan printe en bog, imens kunden venter på sin kaffe
DIY. Apples nye lancering gør det nemt at udgive bøger, bl.a. til undervisningsbrug.

DIY. Apples nye lancering gør det nemt at udgive bøger, bl.a. til undervisningsbrug.

Shannon Stapleton

27. januar 2012

WASHINGTON DC — Der var lagt op til den helt store afsløring, da Apple i sidste uge inviterede den samlede verdenspresse til pressemøde på det fornemme Guggenheim Museum i New York. Rygterne var dog løbet i forvejen, også op gennem museets snørklede gange, og det var derfor ikke den helt store overraskelse, da Phil Schiller på Apples vegne lancerede virksomhedens nye store satsning: interaktive undervisningsbøger med Apples tablet iPad som platform. Med en opdateret version af Apples onlinebutik, iBook 2, samt værktøjet iBooks Author, håber Apple at erobre det store marked for undervisningsbøger i både grundskoler, på highschools og på universiteterne. Programmerne kan bruges til at udgive elle typer bøger, men Apple lægger særlig vægt på, at de interaktive bøger vil gøre undervisning både billigere og mere interessant for de studerende. Siden lanceringen har det nye tiltag alligevel mødt en del kritik: iPads er med mindsteprisen på 500 dollar (cirka 3000 kroner) for dyre for de studerende at anskaffe sig, lyder det. Og programmet iBooks Author, der skulle gøre det lettere for især lærere at udgive undervisningsmateriale, binder forfatterne på hænder og fødder: En bog kreeret i iBooks Author skal udgives gennem iBook Store og må maksimalt koste 90 kroner, har Apple bestemt. Derudover går 30 procent af indtjeningen ubeskåret til Apple.

På trods af kritikken vil Apple ganske sikkert ændre bogmarkedet. Virksomheden har allerede allieret sig med tre af de største forlag inden for undervisningsbøger, og mange skoler er allerede i gang med at eksperimentere med brug af iPads i undervisningen.

E-bogslæsere hitter

Med Apples nye tiltag er der sat yderligere skub i den amerikanske e-bogsrevolution, som er ved at vende fuldstændigt op og ned på bogbranchen.

Salget af både e-bogslæsere som iPad’en og e-bøger eksploderede i USA i julen, og i dag læser én ud af fem amerikanere e-bøger i en eller anden form. I mandags offentliggjorde Pew Research Center en rapport, der viser, at hvor 10 procent af amerikanerne ejede en e-bogslæser i november, så er det tal nu steget til 19 procent. Samtidig kunne avisen USA Today rapportere, at 42 af de første 50 bøger på bestsellerlisten solgte flere e-bøger end printbøger i ugen efter jul.

Hos en del forlag udgør e-bogsalget i dag 30 procent af deres samlede overskud, og mange af dem forventer, at det vil stige til 50 procent allerede i 2015. Ifølge udgivernes blad, Publishers Weekly, er de dog ikke længere skræmt af udviklingen. De forsøger tværtimod at få det bedste ud af en fremtid, der, med forlagsdirektør Dominique Raccahs ord, har »flere læsere, flere forfattere og flere platforme end nogensinde.«

Vicedirektør i Amazon, Russ Grandinetti, er enig:

»Tiderne har aldrig været bedre for dem, der går op i bøger. Mulighederne har aldrig været så mange — for hvad man kan læse, hvornår og hvordan,« sagde han forleden til USA Today.

Som chef for Amazon har Grandinetti grund til at være optimist, og han har også ret i, at læsere i dag har flere bøger at vælge imellem end nogensinde. I 2010 blev der solgt 3.2 milliarder bøger alene i USA, 10 bøger for hver eneste amerikaner, og intet tyder på, at det tal falder.

Ironisk nok har udviklingen alligevel betydet, at mange boghandlere har måttet dreje nøglen om, mens nogle forlag har følt sig pressede af e-bogsalget og haft svært ved at opretholde indtjeningen.

Betalingsstandsning

Bradley Graham og hans kone Lissa Muscatine er optimister. »Ellers ville vi ikke være gået ind i den her branche,« siger han.

Sidste år overtog parret en af de bedst kendte boghandlere i USA, Politics & Prose, i Washington DC, og ligesom alle andre boghandlere i USA står de over for en enorm udfordring. De store boghandlerkæder er i knæ, fordi stadig flere amerikanere køber deres bøger billigere på nettet, og stadig flere er gået over til at læse e-bøger: Borders lukkede deres omkring 600 butikker i 2011, og den anden store boghandlerkæde, Barnes & Noble frygtes tæt på betalingsstandsning.

»Blandt boghandlerne hersker der stadig en vis usikkerhed om, hvor den her e-bogsrevolution vil føre os hen. Men det er sikkert, at vi bliver nødt til at udvikle andre indtægtskilder end trykte bøger, hvis vi skal overleve,« siger Bradley Graham.

Hans boghandel skal ikke bare sælge bøger, siger han. Den skal være en oase, et samlingssted, hvor folk kommer for at diskutere bøger, politik og ideer og måske for at få en kop kaffe i cafeen. Politics & Prose har haft den funktion i mange år, og det er måske stedets største fordel. Hver aften er her forfatteroplæsninger med nogle af de bedste forfattere i USA. Oplæsningerne er gratis, men de trækker mange kunder til, som da det for nylig var USA’s tidligere præsident Bill Clinton, der signerede sin bog. Politics & Prose har 8.000 støttemedlemmer, hvoraf mange vælger at købe deres bøger i butikken i stedet for på nettet, alene for at støtte »deres« boghandel.

Ikke desto mindre er det nødvendigt at tænke nyt, hvis stedet skal overleve, mener Bradley Graham. Derfor har ejerne for nylig investeret i en avanceret bogtrykkermaskine, der kan printe bøger på stedet: Kundernes egne bøger eller bøger, som boghandlen ikke har hjemme. Derudover arrangerer de også en række populære litterære kurser — studiegrupper og skrivehold. Og de arrangerer rejser og ekskursioner for medlemmerne.

Litterære fællesskaber

På mange måder gør Politics & Prose det helt rigtige, hvis man skal tro Richard Eoin Nash. Han ledede det succesfulde forlag Soft Skull Press fra 2001 til 2009 og kalder i dag sig selv for »bogentreprenør«. De seneste år har han haft travlt med at opfinde nye måder at tænke bogbranchen på, og han bliver ofte brugt i branchen og i medierne til at forudsige, hvor udviklingen bærer hen. En af hans grundlæggende ideer er, at læsere og forfattere ofte er de samme mennesker, og at de har lyst til at mødes om det, de brænder for. Hvis boghandlere og forlag skal overleve, må de dække det behov, mener han:

»Boghandlerkæderne vil næsten helt sikkert forsvinde, men en lille håndfuld selvstændige boghandlere vil formå at overleve, hvis de vel at mærke fokuserer på at blive centrum for litterære fællesskaber, « siger han til Information.

Richard Eoin Nash er i dag leder af kultur-sitet Small Demons og den sociale netværksplatform Cursor, der skaber litterære fællesskaber på nettet. Et af disse er Red Lemonade, hvor skribenter og læsere mødes online og giver hinanden feedback. Nogle af manuskripterne bliver derefter udgivet både digitalt og på print.

Han sammenligner udviklingen på bogmarkedet med den udvikling, man har set i musikindustrien. Tidligere solgte man ’bare’ lp’er. I dag handler det om meget andet:

»Lp’er eksisterede, fordi det var billigere og mere profitabelt at sælge ti sange på en stor plade for ti dollars end på at sælge dem individuelt. I dag producerer musikindustrien T-shirts og vinyl og cd’er og downloads, og der er house parties og private koncerter og store arenabegivenheder. Der er masser af måder, hvorpå musikere finder deres publikum. På samme måde bør vi tænke på, at det, vi laver, handler om at forbinde skrivning og læsning, ikke om at sælge bøger.«

Richard Eoin Nash mener, det er forkert at tale om en e-bogsrevolution i dag, for revolutionen skete langt tid før e-bøgerne, nemlig i midtfirserne med desktop publishing. Da blev det med ét langt lettere at producere bøger, og på meget få år steg antallet af bogtitler eksplosivt. Hvor der i 1990 blev udgivet 25.000 titler i USA, var det tal steget til hele 2.8 millioner i 2010.

»Det har været et skift fra knaphed til overflod, og det er sket indenfor både musik, videoer, meninger, nyheder, software osv.« siger han.

Flere titler

Apples nye iBooks Author app vil betyde, at der fremover vil blive udgivet endnu flere titler. Richard Eoin Nash tror ikke, at deciderede forfattere vil komme til at bruge programmet.

»Men iBooks Author har gjort det lettere for den almindelige computerejer at kreere og udgive collager, kompendier og den slags,« siger han.

I løbet af de næste få år vil forlagene dog blive tvunget til at foretage dramatiske ændringer i deres forretningsmodel, mener den tidligere forlægger. Og her vil det ikke være tilstrækkeligt at omfavne e-bøgerne.

»Den store ændring vil blive, at bogbranchen vil ophøre med at være en selvstændig industri. Jeg ved, det er en dramatisk og provokerende udtalelse, men jeg mener ikke, at folk vil holde op med at læse eller købe bøger. Jeg tror bare, at store dele af de bøger, der bliver udgivet i dag, vil blive udgivet i andre brancher og formater: kogebøger, undervisningsbøger, medicinske bøger osv.«

»Derimod vil fiktion og fortællende faglitteratur stadig handle om ’bøger’, men det vil også kræve nye forretningsmodeller at udgive dem. Kan vi bevare den store infrastruktur, der er nødvendig for at distribuere mange papirbøger? Der vil stadig være en efterspørgsel efter dem, men ikke nok til at bevare den infrastruktur, vi har i dag.«

Richard Eoin Nash tror heller ikke på, at forlagene kan bevare de høje priser, som de i dag får for e-bøgerne. En e-bog i USA koster mellem 60 og 90 kroner, næsten det samme som en paperback, og det kan de ikke kræve i længden, mener han. Chad Post, der er direktør for forlaget Open Letter Books, frygter, at bogpriserne bliver presset i bund på grund af de mange billige e-bøger. Open Letter Books udgiver oversat kvalitetslitteratur, og det er ikke den slags bøger, der sælges mange af som e-bøger. Forlaget vil aldrig kunne sælge bøgerne så billigt, som mange selvudgivere gør, siger han: »Jeg har principielt ikke noget imod, at folk udgiver deres egne e-bøger. Men på Amazon er der flere millioner titler, som folk selv har udgivet, og som de sælger for mellem én og tre dollar. For de fleste læsere, der måske køber tre-fire bøger om året for underholdningens skyld, kan man ikke bebrejde, at de køber en af dem, hvis den ser underholdende ud.«

Det kan imidlertid få store konsekvenser for de små nicheforlag, der i forvejen kun lige får økonomien til at hænge sammen, mener Chad Post. Han kan heller ikke lade være med at ærgre sig over, at de mange selvudgivelser — og som regel dårlige bøger — gør det sværere for læserne at få øje på de gode bøger.

»Det kan godt være lidt frustrerende. Men jeg tror, der kommer til at ske det, at vi udgivere vil opfinde nye måder at matche vores bøger med deres læsere,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Få e-bøger til gratis udlån nu!

Når nu de danske bogforlag af al kraft modarbejder udbredelsen af danske e-bøger (de få danske e-bøger er som oftest dyrere end fysiske bøger) så er det godt at vores fælleskab (staten) kan hjælpe til.

Det er nu muligt at låne e-bøger på dit bibliotek hjemmefra via den nye side https://ereolen

For at kunne låne ebøger på eReolen.dk, skal du være registreret som låner på dit lokale folkebibliotek. Hvis du ikke allerede er registreret bruger på biblioteket, skal du henvende dig på dit lokale folkebibliotek (husk at medbringe gyldig billedlegitimation), hvor du vil blive oprettet som låner og få udleveret lånerkort og pin-kode, som du skal anvende for at låne ebøgerne via eReolen.dk.

Adgangskoderne til eReolen.dk er altså de samme koder som du bruger på dit lokale bibliotek.

En e-bog skal ikke afleveres, og man kan derfor aldrig få en bøde for at overskride afleveringsfristen. Når lånetiden er udløbet, holder filen simpelthen op med at virke, og man har ikke længere adgang til ebogen. Hvis man ønsker at spare hukommelse på sin enhed, sletter man blot filen.

E-bøgerne på eReolen er kopisikret med Adobes DRM, hvilket betyder at din e-bogslæser skal kunne håndtere DRM for at du kan læse biblioteksbøgerne.

På din Android smartphone eller tablet benyttes en e-bogslæser som fx den meget populære Aldiko book reader, der kan afkode DRM. Du finder applikationen på Google Market og fåes som gratis eller betalings app.

God fornøjelse :-)

Udvikling er noget godt. Men man, samfundet, EU, bør lægge pres på alle involverede for at få åbne formater, så vi ikke bliver gjort til gidsler eller malkekvæg for apple eller andre grådige kapitalistiske virksomheder!

Lennart Kampmann

For ti år siden ville jeg måske have troet på Apples oprigtige ønske om at revolutionere branchen for lærebøger, men siden iPoden og iPhonens fremkomst har Apple ændret karakter. Man er ikke længere den lille og opfører sig som den mastodont man oprindeligt modsatte sig.

IPaden er et bjergtagende produkt, men dog et sæt lyserøde håndjern. De kommende lærebøger bliver smukke og fantastiske og forankrede i et lukket økosystem. iPad ejerne vil religiøst forsvare Apples ret til at skabe det lyserøde paradis, hvor alt er smukt, så længe der er det rette logo på det,

Om læringen bliver forbedret er dog mere tvivlsomt. Det er ikke lærebøgernes skyld at unge mennesker i dag ikke stiller de dybe abstrakte spørgsmål, men i højere grad opfører sig som uddannelsesforbrugere. Læring forekommer der hvor vi stiller spørgsmål, og så er det ligegyldigt om vi har en lærebog til rådighed. Den er blot et opslagsværk.

Apple vil sikkert få solgt nogle iPads til skolerne, der dermed fremstår handlekraftige og progressive på den teknologiske front. Men eleverne bliver ikke dygtigere fordi de får en iPad. De bliver dygtigere hvis de tvinges til at tænke over hvordan verden hænger sammen.

Men verden er flottere på en iPad, hvis du spørger iPad ejerne.

Med venlig hilsen
Lennart

Henrik Brøndum

ISheeps har det da godt - og lige nu er I saa mange og staar saa taet sammen at vi ulve ikke rigtig kan komme til fadet - saa vi kan bare hyle til himlen om natten indtil vi finder ud af hvordan angrebet skal saettes ind.

Jeg lever selv paa et marked med fuld konkurrence og er principielt ikke imod at boeger er blevet saa billige at markedet tilsyneladende oversvoemmes med tilbud.

Men markedets teoretiske forudsaetning er jo netop fuld gennemskuelighed, og hvis den er gaaet floejten er det jo lige foer en skat paa bogudgivelser - med henblik paa faerre titler - kan vise sig lige saa vaerdifuld som en skat paa finansielle transaktioner, som der ogsaa er for mange af.

Gad vide hvordan de radikale stiller sig?

Niklas Monrad

Herligt med e-bøger. De sidste par år har jeg ikke haft brug for at rydde ud på hylderne for at få plads til nye bøger og det er da skønt at kunne vælge mellem et utal af bøger hvorsomhelst og nårsomhelst lejlighed byder sig, uden at behøve slæbe rundt på mere end et par hunderede gram tundg Kindle (at læse bøger på en I-Pad er bare så håbløst). Tænk også på alle de resourcer der spares i tryk og transport.

Hvor er det fantastisk, at det kreative nu kan tage over fra levebrødsproducenterne!

I den nye verden er den fysiske bog "merchandise" for fans; det koster omkring en dollar at trykke en t-shirt eller en bog eller en dvd. Det kunstneriske produkt derimod, det er en biografbillet eller en ebog eller en mp3.

En fair ny ordning må indeholde både stipendier for håbefulde talenter, og kontanthjælp til værdiløse dinosaurer, der engang var nødvendige. Og så en tidsbegrænset copyright, der hjælper fans med at give en slags bonus til de ganske få kunstnere, der bliver kendte.

Interessant, at artiklen refererer små forlag med økonomiske problemer, uden at påpege, at forlag ikke længere producerer bøger, men kun formidler dem, ligesom aviskisoker og supermarkeder og boghandlere. Mig bekendt har der ikke været skræmmehistorier om, at alle aviskioskerne uddør... Der er heller ikke for få blogs eller wikipedia-artikler.

Det professinelle arbejde for editoren er ikke blevet mindre, men nogle helt overflødige (og hæmmende) funktioner er ved at forsvinde: trykning, forsendelse, distribution, tilbagekaldelse, udgivelses-timing, boghandleraftaler.

Når der nu er mere end hundrede gange så mange bøger, og nogle forlag alligevel kan se en "krise", så udstiller det, at de har et identitetsproblem, eller nærmere at de sikkert hele tiden var værdiløse...