Læsetid: 9 min.

Da Det Arabiske Forår kom til Egypten

Essay: Mange arabiske forfattere har været optagede af at skildre det seneste års folkeopstande i Nordafrika og den arabiske verden — blandt disse er egypteren Ahdaf Soueif. Her bringer vi et uddrag af et endnu uafsluttet værk om en endnu uafsluttet revolution
Oprør. Den egyptiske forfatter Ahdaf Soueif var en af de demonstranter, der fredag efter fredag mødte op på Tahrirpladsen i Kairo for at protestere mod regimet og for præsident Hosni Mubaraks fald. Nogle dage brugte demonstranterne rekvisiter som stærke symboler som eksempelvis en hængt dukke.

Oprør. Den egyptiske forfatter Ahdaf Soueif var en af de demonstranter, der fredag efter fredag mødte op på Tahrirpladsen i Kairo for at protestere mod regimet og for præsident Hosni Mubaraks fald. Nogle dage brugte demonstranterne rekvisiter som stærke symboler som eksempelvis en hængt dukke.

Ria Novosti

20. januar 2012

For flere år siden skrev jeg kontrakt med et forlag om at skrive en bog om Kairo, mit Kairo. Men årene gik, og jeg kunne ikke skrive den. Da jeg prøvede, var det, som om, ordene blev til en elegi (et sørgedigt, red.), og en elegi om min hjemby brød jeg mig ikke om at skrive.

Men så, i februar 2011, var jeg med på Tahrirpladsen, hvor jeg både deltog i og rapporterede fra revolutionen.

»Nu må tiden være inde til din Kairo-bog,« sagde min ven og forlægger. Jeg var bange for, hun havde ret.

Dels fordi jeg hellere ville være revolutionens aktør end dens kronikør. Dels fordi jeg var bange for ansvaret. I Jean Genets bog om den palæstinensiske revolution, Un captif amoureux, hedder det: »Jeg er hverken arkivar eller historiker, så dette er min palæstinensiske revolution, fortalt i min egen valgte rækkefølge.«

Jeg kan ikke sige det samme. For nok er denne historie også fortalt i min egen valgte rækkefølge. Men den er i høj grad historien om egypternes revolution, om vores revolution.

Det viste sig umuligt at sidde i et hjørne og skrive om revolutionen. Uanset hvad der skete (og sker), måtte vi, der var med, være til rådighed på alle tidspunkter for at bidrage til hvad som helst, som ’den revolutionære indsats’ måtte kræve på dagen — at deltage i protestmarcher, at holde taler, at forhandle, at skrive pamfletter, at give moralsk støtte eller bare at være øjenvidne ... Så jeg prøvede at ’lave revolution’ og skrive på samme tid. Jeg indså dog hurtigt, at skulle bogen blive, som jeg ønskede — en intervention mere end en krønike — så måtte jeg nødvendigvis indfange så meget af nuet som overhovedet muligt. Og i sagens natur er nuet i konstant forandring.

En revolution er en proces — ikke en begivenhed. Og Egyptens revolution er stadig i gang. Dens forløb har på ingen måde været gnidningsløst. Hvordan kunne det også være anderledes, når de interesser, vi stadig forsøger at bryde fri af, er så magtfulde og så gennemgribende? Men vi fik i det mindste 18 gyldne dage — 18 dage, hvor vi alle lagde vores kræfter sammen for at slippe af med lederen af det regime, som havde ødelagt os, vores land, og alt, hvad vi havde kært; 18 dage, der bragte det bedste frem i os og ikke viste os blot hvad vi kunne gøre, men også hvordan vi kunne være. (...)

Fredag 28. januar, kl. 17:00

Floden flyder stille, stålgråt. Små spredte brande brænder og bobler i vandet. Vi stævner ud fra bredden ud for Ramses Hilton og er på vej ud midt i strømmen. Mine to niecer, Salma og Mariam, er på hver sin side af mig i den lille motorbåd. Efterhånden, som vi kommer længere ud fra bredden, aftager vores hosteanfald og kvælningsfornemmelser. Vi kan igen trække vejret, selv om det brænder i næsen. Og vi kan åbne øjnene.

Skumringen er uigennemsigtig, tung af tåregas. Forude, på Qasr el-Nil-broen, er en menneskemasse. Alle er i bevægelse og alligevel samlet på ét sted. Vi ser tilbage på, hvor vi var for kun få minutter siden, på Sjette oktoberbroen, og ser, at en af sikkerhedsstyrkernes mandskabsvogne er brudt i brand. Den prøver at bakke væk. Fire unge mænd jagter den, sparker på den, slår på dens forrude. Bag os lander en kugle af ild i floden. I den grå skumring luder Operahuset dystert på vores højre side, og vi kan knap skimte Kairo-tårnets slanke højde. Vi ved det ikke endnu, men lysene bliver ikke tændt i aften.

Mængden råber på Qasr el-Nil. Jeg ser på Salma og Mariam.

»Ja, lad os det,« siger de. Jeg siger til styrmanden, at vi har skiftet mening: Vi vil alligevel krydse floden til Giza og tage hjem. Vi vil gerne sættes af ved Qasr el-Nil-broen. Og derfor befinder vi — jeg selv og to smukke kvinder — os pludselig ved vejbanen under Qasr el-Nil-broen. Sikkerhedsstyrkernes køretøjer racer af sted for at komme ud af byen, og oppe fra broen kaster mænd sten imod dem — »Løb, løb«, råber de så og holder inde for ikke at ramme os, imens vi forsøger at redde os hen til et sted, hvor vi kan kravle op ad skrænten og slutte os til folk på broen.

Snart efter er vi selv en del af massen. På afstand virkede den kompakt og homogen. På tæt hold kan vi se, at den består af vidt forskellige mennesker med mellemrum imellem — mellemrum, hvor vi passer ind. Foran os ligger Tahrirpladsen, og vi gør, hvad vi egyptere er bedst til, og hvad det herskende regime derfor så ihærdigt stræber efter at ødelægge: Vi samler os, i millionvis, til en stor fælles indsats. Og denne gang er vores projekt at redde og at genvinde vores land. Det er, mens vi står her i midterrabatten, at jeg føler, jeg bliver en del af revolutionen.

Jeg har veget tilbage fra at skrive om Kairo. Det gjorde for ondt. Men nu, på mirakuløs vis, er smerten væk. For denne by er atter min.

’Masr’ betyder Egypten, og ’Masr’ er også, hvad egypterne kalder Kairo. Senere, tirsdag den 1. februar, ser jeg en mand tage bestik af scenen på Tahrir med et stort smil. Solen skinner, og der er folk overalt, gamle og unge, rige og fattige. De taler, synger, pjatter og messer. Så siger han højt.

»Åh ja, Masr. Det er så længe siden. Vi har savnet dig.«

Overalt på Tahrirpladsen er der mennesker. Jeg kan slet ikke tælle, hvor mange tusinder jeg kan se. Helt tæt på uddeles der klude vædet i eddike til næsen, Pepsi til at bade øjnene, vand til at drikke. Jeg snubler, men en hånd under min albue får mig til at genvinde balancen. Vejen frem er usynlig bag røgen. Buer af ild skyder frem. De store hoteller — Semiramis Intercontinental, Shepheard og Ramses Hilton har slukket alt lys på de nederste etager og låst deres døre. Fra altanerne på de øvre etager kan vi se mange små tændstikmænd holde øje med os. Fra taget på det amerikanske universitet bliver vi også iagttaget af snigskytter. I baggrunden høres den konstant knitrende lyd af skudild, der løsnes. Vi står der bare. Det er vores job — vi, der udgør bagtroppen. Vi står der og udråber højt vores ønske om fred — »Selmeyya! Selmeyya!« — imens vores ubevæbnede kammerater i frontlinjen slås med sikkerhedsstyrkerne. Med jævne mellemrum lyder der et højt kollektivt råb, og så bølger vi fremad: Vores venner har vundet endnu et par meter fremad, og vi følger dem, ivrige for at fastholde det erobrede rum. Vi synger nationalsangen. Den 28. januar står vi samlet ved en skæbnesvanger skillevej. Bag os ligger Nilen, til venstre for os Den Arabiske Ligas bygning, til højre det gamle udenrigsministerium — forude ser vi intet andet end den gas og røg og brand, der står imellem os og vores hovedstad. Vi holder stand, og vi synger og råber og lægger vores liv — i fuld gensidig tiltro og tillid — i hinandens hænder.

Nogle af os dør den dag. (...)

Fredag, den 4. februar

Det er morgen, og jeg tager af sted til Tahrir. Min familie er der allerede. Det er allerede blevet en tradition: Om fredagen og om tirsdagen kan vi få mindst en million mennesker på gaderne. Sidste fredag, den 28. januar, var Vredens Dag, i dag er Afgangens Dag — Mubaraks afgang, håber vi. Det er også blevet en tradition, at fredagens (muslimske) bønner på Tahrir bliver efterfulgt af (kristen) gudstjeneste—og at alle stemmer i begge slags ’amen’. Sheikh Mazhar Shaheen, den unge imam fra Omar Makram-moskeen, taler om, hvad der fylder alle folks hjerter, og om forbindelserne mellem vores handlinger og åndelige værdier. Han henvender sin prædiken til »egypterne« og taler om »Kristi eksempel«. Han slutter med at bede til Gud om, at vi alle må »holde stand« — »at vores rettigheder må blive genoprettet. Vi ønsker ikke krig, men fred. At vi får vores værdighed igen. At vi må forene os, og at intet blod må blive udgydt.«

Et stort fælles ’amen’ ruller gennem al-Midan-kvarteret.

Det spørgsmål, der afgøres på Egyptens gader, vedkommer alle: Kan det lykkes at gennemføre en folkelig revolution, der er målrettet demokratisk, drevet af græsrødder, inkluderende og fredelig?

Kl. 16:00

Fra mange egyptiske byer og provinser ankommer der delegationer. Regimet har ganske vist indstillet togdriften, men folk når alligevel frem. Der er flag og bannere fra Alexandria, Assiut, Beheira, Herghada, Port Said, Qena, Sohag, Suez og mange andre. Alle synger: »Legitimiteten kommer fra Tahrir.«

Mennesker i alle afskygninger camperer, slentrer, spiser picnic eller synger på gaderne mellem vores parlament og vores statsministerium. Vi er tusinder, inklusiv min moster og jeg selv, og kun nogle spinkle rækværk holder os tilbage. Det ville være den letteste sag af verden at gå ind og besætte begge bygninger. Og det er ikke frygt, der holder os tilbage. Hvordan skulle disse shabab (unge mennesker, red.) kunne føle frygt efter deres forsøg på at indtage indenrigsministeriet lidt længere nede ad vejen, efter deres tre dage lange stormløb mod denne ondskabens fæstning, hvor de blev mødt med kugler og gas? Eller efter Den Blodige Onsdag, da de forsvarede Midan imod kavaleri, molotovcocktails, snigskytter og militser. Nej, vi var dem, der gennemførte doktrinen om minimal magtanvendelse og minimale ødelæggelser. Det var en revolution, der holdt sig inde for retsprincippers rammer, som i sit hjerte ønskede at genoprette statslige institutioner, ikke at ødelægge dem.

Ville vi være nået frem til et bedre sted, hvis vi havde været mere voldelige?

Den 11. februar, kl. 16:00

Nu sker det. Omar Suleiman, der ser endnu mere død ud end sædvanligt, leverer en kort redegørelse. Bag ham står der en skulende, sværbringet mand i uniform: Hosni Mubarak er trådt til side, de væbnede styrker har taget kontrollen over landet.

Kl. 20:00

Man kan dårligt nok se løverne på Qasr el-Nil-broen for alle de børn, som klatrer på dem. Alle mobiler holdes højt i vejret, alle skal fotograferes i dette øjeblik. Jeg er en del af den bølge af glad menneskehed, der strømmer over broen. Under os funkler floden af lys og fyrværkeri, af sang. Alle vil til Tahrir.

Alle holder vejret på Tahrir. Et vedvarende brøl rejser sig på pladsen, og der er mere fyrværkeri, og en million flag og bannere vajer: »Slut med al tortur!« »Velkommen til morgendagen!« »Tillykke til verden!«

Vi græder og griner og hopper og krammer og synger. Atmosfæren er som ladet med elektricitet. Foran Mugamma-bygningen (der huser flere egyptiske ministerier, red.) synger grupper af unge: »Alle, der elsker Egypten, kom og vær med til at reparere Egypten.

»Vi bliver gift, vi får børn«, lyder det foran Det Egyptiske Museum: »Rank jer, I er egyptere, rank jer ...«

I al-Midan bliver der pludselig helt stille. Der vises billederne af de myrdede. Af martyrerne. Af en smilende Sally Zahran, som døde af de sår, hun fik i hovedet efter at være banket ned med knipler. Af Muhammad Abd el-Menem med omhyggeligt kæmmet hår — han blev skudt i hovedet. Ali Muhsin, der også blev skudt, holder et leende lille barn i sine arme på baggrund af et stort blåt hav. Muhammad Bassiouny, også skudt, ligger på ryggen med sine to børn omkring sig. Muhammad Emad, ligeledes skudt, slår imødekommende ud med sine arme og er iført en souvenir-T-shirt fra London. Ihab Muhammadi smiler også, men hans øjne er tænksomme ... og der er mange flere, 843 flere. I hele øjeblikkets triumf, glæde og usikkerhed er Shabab stadig i centrum — de unge mennesker, der gik ind i al-Midan i fredens navn for at redde deres land og for at frelse os. Vores fremtid er blevet betalt med deres liv. Men nu er der ingen vej tilbage. (...)

 

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer