Kommentar
Læsetid: 4 min.

Arabiske stemmer

Den arabiske litteratur har haft stor betydning for europæisk litteratur, så hvorfor er den ikke mere synlig?
Kultur
13. januar 2012
Feminisme. Hvordan det er at være kvinde i dagens Egypten, kan man bl.a. læse om hos landets grand old lady Nawal El Saadawi, der her deltager i en Occupy demonstration i London.

Feminisme. Hvordan det er at være kvinde i dagens Egypten, kan man bl.a. læse om hos landets grand old lady Nawal El Saadawi, der her deltager i en Occupy demonstration i London.

I kronikken ’Mahfouz og Det Arabiske Forår’, Information den 6. januar, undrerskribenten sig over, at den arabiske litteratur ikke er mere synlig herhjemme, og denne forundring er han ikke alene om.

Den arabiske litteratur har haft stor betydning for europæisk litteratur, idet en af verdenslitteraturens hovedværker Tusind og En Nats Eventyr stammer herfra, og herhjemme er historierne om Aladdin, Sindbad Søfareren og Ali Baba og de fyrretyve røvere skattet børnelæsning. Mange voksne kender historien om Scheherazade, der redder sit liv ved at fortælle historier for sultanen og introducerer os for rammefortællingen.

Forskere mener, at bogen blev nedskrevet i Middelalderen, og de voldelige byscener er blevet til i Kairo, der på dette tidspunkt var en storby. Vores egen eventyrfortæller H.C. Andersen, der ganske vist er fra en senere tidsperiode, har skabt et anderledes fredeligt univers med baggrund i det danske landbosamfund, og han nøjes med at lade Lille Claus smide Store Claus i vandet i en sæk, men han bad jo selv om det.

Den arabiske litteratur bredte sig sammen med den islamiske tro til de nordafrikanske lande, helt ud til Maghreb El Aksa (det yderste vest), som Marokko kaldtes på arabisk. Den danske journalist Knud Holmboe beskriver i sin fantastiske rejsebeskrivelse Ørkenen brænder fra 1931, hvordan han på pladsen i Fez mødte en historiefortæller, der gik fra by til by og fortalte historier fra Tusind og En Nats Eventyr.

Det moderne Egypten

Egyptens historie har været turbulent, og landet har gennem århundreder været under fremmedherredømmer. Den egyptiske historiker Tarek Osman skriver i sin bog Egypt on the Brink fra 2011, at siden Alexander den Stores erobring har landet været under udenlandske herskere, og den første rigtige egyptiske leder var Nasser.

Nobelpristageren Naguib Mahfouz og den lidt senere Alaa al-Aswany, forfatteren til Yacoubians Hus, skriver nøgternt om livet i gaderne, og man møder såvel rig som fattig i deres forfatterskaber. Mahfouz’ Midaqgyden fra 1946 og Yacoubians Hus fra 2002 har mange fællestræk, bl.a. møder man de samme figurer i de to romaner: den fattige tigger, den unge pige, der har ambitioner om gennem ægteskab at kravle op af den sociale stige, den homoseksuelle og den korrupte politiker. Men hvor fjenden hos Mahfouz er englænderne, er det den islamiske terrorisme under Mubaraks styre hos al-Aswany. Efter 1952-revolutionen er Egypten blevet ledet af egyptere, men fattigdommen og korruptionen eksisterer stadig og giver landets forfattere stof til fantastiske beretninger og indignation. I sin essaysamling On the State of Egypt fra 2011, er Alaa al- Aswany inde på de problemstillinger, det moderne Egypten yderligere kæmper med, og en af disse er den tiltagende censur. En gruppe advokater har forsøgt at forbyde landets kulturarv Tusind og En Nats Eventyr samt andre gamle arabiske værker som Kitab al-imtá wa-l-mu’anasa (The Book of Enjoyment and Conviviality) på grund af obskøne scener, de mener, kan være skadelige for befolkningen.

Den marokkanske sociolog og forfatter Fatima Mernissi fortæller i sine erindringer Grænseløse drømme fra 1994, hvordan kvinderne når de var alene i huset, hørte Radio Kairo, og her kunne de høre historier om kvindeliv i 1950’ernes Egypten, f.eks. at kvinder kunne bevæge sig frit omkring.

Hvordan det rent faktisk er at være kvinde i dagens Egypten, kan man bl.a. læse om hos landets grand old lady Nawal El Saadawi i dennes roman Imanens fald fra 1988. Historien har flere fortællere, dels imamen, og dels hans datter Bint Allah, der er bogens hovedpersoner, men derudover optræder der andre fortællere. Det er en historie om kvindeundertrykkelse i et unavngivent muslimsk land. Anderledes positive er Ahdaf Soueifs beretninger, selvom man ikke kan kalde dem uproblematiske, men det positive ligger i kærligheden, som den skildres mellem mennesker, forældre og deres børn, mand og kvinde og bror og søster. Særligt romanen The Map of Love fra 1999 skal nævnes. Ingen af Ahdad Soueifs bøger er oversatte til dansk.

Handlingen i romanen foregår i to tidsperioder, dels begyndelsen af 1900-tallet, hvor den engelske overklassekvinde Anna Winterbourne på en rejse til Egypten møder den egyptiske advokat og nationalist Sharif. Perioden er en brydningstid med nye tanker om uddannelse, demokratisering og afkolonisering, og der mærkes en tydelig modvilje mod englænderne: »The british came in at a crucial point in our history. They froze our development; our move towards democracy«. Og kvinderne tisker om den nye kvinde, som har mulighed for uddannelse og ikke behøver at bruge slør.

En anden del af historien foregår i 1990’erne, hvor vi møder Annas og Sharifs efterkommere, en af disse er den amerikanske kvinde Isabel, og gennem hende og hendes møde med familien i Egypten introduceres vi for et kosmopolitisk og vidtfavnende Egypten, hvor religion og nationalitet ikke spiller den store rolle.

Kulturel diversitet

Det Arabiske Forår ligesom den arabiske kultur er præget af diversitet. Et ønske om demokratisering blandt de unge er fælles for landene, og det er et faktum, at de bygger på samme kulturgods. Men ligesom de nordiske landes kulturer er forskellige, gælder det de nordafrikanske, som her er omtalt. Der er store forskelle landene imellem bl.a. på grund af deres historie, men også nationale sammensætning. Tonen i Egypten er mere politisk og indigneret, end det er tilfældet i Marokko, hvor magien er mere udpræget som f.eks. i Tahar Ben Jellouns tidlige bøger Sandbarnet og Den hellige nat fra henholdsvis 1985 og 1987. Men i begge lande vil man opleve den kulturelle mangfoldighed, der udover den arabiske kultur rummer elementer fra afrikansk kultur samt fra de europæiske kolonimagter.

Egyptens beliggenhed mellem to kontinenter, landets store befolkningstal og ikke mindst rige kulturarv har sandsynligvis betydning for den kreativitet og dynamik, der præger landet og gør Kairo til Mellemøstens Paris.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her