Læsetid: 2 min.

David Hockney tildelt fornem orden

Kunstneren, der nægtede at male dronning Elizabeth og lade sig slå til ridder, er nu faldet til patten og har accepteret at modtage verdens mest eksklusive royale orden
Kunstneren, der nægtede at male dronning Elizabeth og lade sig slå til ridder, er nu faldet til patten og har accepteret at modtage verdens mest eksklusive royale orden
Kultur
3. januar 2012

Han var en af 1960’ernes mest radikale pop art-kunstnere, men søndag blev hans gradvise transformation fra rebel til britisk nationalklenodie fuldendt, da dronning Elizabeth tildelte den 74-årige kunstner og tidligere normbryder David Hockney verdens mest eksklusive royale orden, the Order of Merit. Det skrev avisen The Guardian i går.

Ordenen, som kun bæres af 24 mennesker ad gangen og skal leveres tilbage til dronningen efter dødsfald, gives til medlemmer af det britiske samfund, som har ydet en exceptionel indsats inden for kunst, læring, litteratur, videnskab eller andre områder, der tjener almenvældet. Hockney overtager ordenen fra sin gode ven, kunstmaleren Lucian Freud, der døde sidste år.

Selv om valget på mange måder bekræfter det etablerede Storbritanniens syn på Hockney som tidens førende britiske maler, er udnævnelsen alligevel kommet bag på flere iagttagere. For David Hockney har flere gange i tidens løb været på kollisionskurs med kongehuset. For nylig afviste han en anmodning om at male et portræt af dronningen med den begrundelse, at han havde alt for travlt med at male landskaber — og i 1990 takkede han pænt nej til at blive slået til ridder.

»Jeg mener ikke, livet handler om titler,« forklarede han i 2003 til Bradford Telegraph Argus. »Jeg lægger dem i den nederste skuffe, og dér får de lov at ligge. Jeg sætter ikke pris på nogen form for priser. Jeg sætter pris på mine venner. Enhver form for priser er en smule suspekt,« uddybede han.

Ingen fordomme

Da Hockney, som er storryger og i årevis aktivt har støttet rygernes sag, søndag kommenterede sin orden, var han ganske fåmælt:

»Ingen kommentarer,« sagde han — men tilføjede så alligevel: »Andet end at det er rart at vide, at de ikke har fordomme over for en gammel ryger.«

Hockney er et af de mest kendte ansigter fra den britiske pop art-bevægelse i 1960’erne. Hans figurative tegninger og malerier har givet ham ry som en kunstner, der har forstået at bygge bro mellem det smalle og det brede; det elitære og det populære.

Senest i forbindelse med sin udstilling på det danske kunstmuseum Louisiana sidste år, hvor den stadig aktive kunstner udstillede flere hundrede iPad-malerier under titlen Me Draw on iPad.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Overgaard Bjerre

Jeg havde aldrig hørt om han før de der Ipad-malerier, men hvad man ikke læser når man keder sig....

@ Jens O B: Du burde kede dig noget mere. Så havde du måske tændt for: David Hockney, 15. september 2011 kl. 16:25 på DR K. Kunstprogram fra BBC fra 2009.
Nu kan du jo surfe i BBCs arkiver og se om du kan købe eller leje dig frem.
Her er der en fantastisk indsigt i denne mands måde at tænke kunst på. Når man har set den, bliver man lidt mere forstående for, hvad der kan have bevæget nogen til at tildele ham The Order of Merit.
Det er selvfølgelig helt ok, ikke at interessere sig for billedkunst, men respekt for andres respekt er der vel ikke noget i vejen med, som Hockney jo også selv siger sådan da - i artiklen.