Analyse
Læsetid: 3 min.

Elbæks dilemma

Med blot 14 dage tilbage at løbe på er kulturministerens stort annoncerede musikplan i overhængende fare for at ende som en fuser. Det er godt nyt for den klassiske musik, men ikke for Uffe Elbæk
Kultur
21. januar 2012

Det har været ét skridt frem og to tilbage for Uffe Elbæks (R) planer om at ændre på støtten til dansk musikliv. I sin Marshallplan, der blev fremlagt under valgkampen sidste år, foreslog han at skære i antallet af symfoniorkestre, så den rytmiske musik kunne få næsten lige så mange penge som den klassiske. Men da regeringsgrundlaget lå klar godt en måned senere var de konkrete planer reduceret til luftige formuleringer om, at regeringen ville sørge for »en styrkelse af den rytmiske musik« — og torsdag kom det frem, at ministeren nu helt har skrottet sin idé: »Der bliver ikke lukket nogen symfoniorkestre,« slog han fast, da han på et tre timer langt dialogmøde torsdag eftermiddag mødtes for at diskutere planen med musiklivets interessenter.

Ministerens kovending skyldes ikke så meget, at han er kommet på bedre tanker, som at han har måttet acceptere de realpolitiske kendsgerninger. Både Venstre og Enhedslisten har modsat sig ideen om at spare på landsdelsorkestrene, og uden de to partier kan planen ikke få flertal. Ifølge Informations oplysninger har både Sønderjyllands Symfoniorkester og Sjællands Symfoniorkester ellers været i ministerens søgelys.

Uffe Elbæks udmelding er godt nyt for den klassiske musik, men ikke for Uffe Elbæk selv, der nu skal ud og finde finansiering til sin plan andetsteds. Hvor mange penge, han skal skrabe sammen for med rette at kunne hævde at have ’styrket den rytmiske musik’, kan diskuteres, men i SRSF’s egen plan ’Op på Beatet’ fra oktober 2010 opererer regeringspartierne selv med et beløb i størrelsesordenen 40 millioner kroner. De fleste beløb herunder vil blive betragtet som en skuffelse af både de rytmiske spillesteder og -organisationer, men formentlig også af Uffe Elbæk selv, der kan se frem til at indkassere sit første politiske nederlag på en sag, han har investeret stor politisk troværdighed i.

Præcis hvor, Uffe Elbæk har tænkt sig at finde pengene, er, som en kilde på Christianborg formulerer det, »et ufattelig godt spørgsmål, og jeg tror ikke engang selv, han ved det endnu.«

Lala-plan

I Kulturministeriet har ministeren og hans embedsmænd den seneste tid arbejdet med tre forskellige planer: en plan A, en plan B og en plan C. De færreste, der følger sagen tæt, tror længere på et markant udspil, men forventer en »lala-plan«, der hverken gør fra eller til, men som til gengæld kan glide ned på tværs af politiske skel. Ganske vist er 40 millioner kroner peanuts i det store budget, men det betyder ikke noget, så længe den politiske vilje mangler. Som en kilde siger til Information: »Jeg tror gerne, kulturministeren vil det her, men jeg tvivler på, at han kan få flertal for andet end en meget lille model.«

Uffe Elbæk har yderligere det problem, at musiklivet over en bred kam slet ikke er interesserede i et blodigt ministerielt indgreb. Ved torsdagens dialogmøde med musiklivets aktører gjorde repræsentanterne for den rytmiske side det klart, at de ikke ønsker at falde ind i rollen, som den store stygge ulv, der spiser af den klassiske musiks støtte for selv at vokse sig større. Flere føler sig tværtimod taget som gidsler af kulturministerens retorik, som de mener sætter skel imellem dem. Uffe Elbæk skal med andre ord ikke forvente at kunne skabe sig nye venner ved at tilgodese den rytmiske musik på bekostning af den klassiske: »Og det er jo lidt træls at gøre noget kontroversielt, hvis ingen støtter det,« som en kilde formulerer det.

Uffe Elbæk står med andre ord i et grimt dilemma: På den ene side er han gennem regeringsgrundlaget forpligtet til at skaffe flere penge til den rytmiske musik — en opgave, som han ikke kan løse uden at skære i støtten til den klassiske musik, idet der hverken er eller vil blive bevilget nye penge til området. På den anden side er han minister for et musikliv, der tilsyneladende har valgt at stå sammen, og som ikke ønsker at deltage i den skyttegravskrig, som en kannibalisering af det klassiske område til fordel for det rytmiske vil afstedkomme. Det efterlader Uffe Elbæk med den tvivlsomme fornøjelse at skulle vælge mellem på den ene side at lave en radikal musikhandlingsplan, der flugter med regeringsgrundlaget, men som ingen i musiklivet vil blive glade for — eller at lande en blød aftale, som musiklivets aktører kan leve med, men som til gengæld ligger milevidt fra hans tidligere bebudede radikale forandringer og dermed vil føje musikhandlingsplanen til regeringens bugnende bunke af brudte valgløfter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jakob Brixvold

Det er ganske utroligt, at der - hvis artiklen taler sandt - ikke findes politisk vej til at prioritere sølle 40 mio.kr. anderledes i et musikbudget på 2,1 mia.kr. (iflg rambølls pengestrømsanalyse). Hvis ikke en minister kan få opbakning til at gennemføre så 'billig' en del af sin egen erklærede og regeringens officielle politik, har det parlamentariske system så ikke spillet fallit?
- og iøvrigt: Elbæk skaber ikke skel, han nedbryder netop de strukturelle skel som allerede er en solidt forankret del af vores støttepolitik til hhv rytmisk og klassisk. Det der er fremhævet i debatten, er at rytmisk og klassisk musik flyder naturligt sammen og kunstnerisk set er en del af samme virkelighed - ja selvfølgelig, kunsten kender ikke grænser. Men ministeren har på intet tidspunkt hævdet det modsatte, han peger på de eksisterende, strukturelle skel, med to konservatorier, to forskellige arbejdsmarkeder osv.

Brian Pietersen

det er trist hvis den rytmiske musik ikke får bedre kår.

Det er interessant at Information i denne kommentar/analyse mener, at jeg som kulturminister er havnet i et grimt dilemma. Selvfølgelig kan man godt se det på den måde. Men man kan også se det kommende musik-udspil som et konstruktivt resultat skabt på baggrund af en reel dialog mellem musiklivets mange aktører og undertegnede. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg var klar til at lave en mere markant prioritering. Men omvendt har jeg også meldt ud fra dag et, at jeg ville vente med at konkludere noget som helt, før det allersidste (af en lang række) dialogmøde med musiklivets aktører var afviklet. På dette sidste møde (der fandt sted i torsdags), var det stort set et enigt musikliv der meldte tilbage, at i lyset af den nuværende økonomiske situation, var det ikke nye penge man skulle gå efter. Men derimod skulle man satse på et langt mere intensivt samarbejde mellem alle aktører på musikscenen. Hvis jeg ikke tog bestik af den udmelding, ville jeg - efter min egen målestok - ikke være min opgave som minister voksen. Så jeg står overhovedet ikke overfor et grimt dilemma. Jeg står derimod overfor at skulle løse en spændende opgave sammen med alle aktører på musikscenen. Nemlig hvordan man får maksimalt ud af de penge der i dag er afsat til musiklivet i Danmark, ved at få parterne til at arbejde endnu mere ambitiøst og målrettet sammen. Det er den tænkning og den ambition, der vil præge den kommende musikhandlingsplan. Så ingen grimme dilemmaer her. Kun interessante udfordringer. Og lige der efter: Spændende politiske processer der folder sig ud i en ikke perfekt hverdags-virkelighed. Hvor det for undertegnede handler om at finde bæredygtige pragmatiske løsninger på de ofte bøvlede komplekse (politiske) problemstillinger.

Niels Erik Philipsen

Forhåbentlig kommer Elbæks svar også i den trykte udgave. Det er skuffende at hele to af Informations journalister slutter sig til Venstres og stort set hele den danske presses mobbekor om brudts valgløfter.
Ikke bare skuffende: Det er efterhånden oprørende så elendig den journalistiske standard er blevet på IInformations dækning af den nye regering.