Læsetid: 5 min.

Ezra Pounds datter vil befri sin far

Eftermæle. Den 86-årige Mary de Rachewiltz forsøger at få rettens ord for, at den neofascistiske gruppe CasaPound ikke må bruge hendes fars navn som ’intellektuelt dække’
Eftermæle. Den 86-årige Mary de Rachewiltz forsøger at få rettens ord for, at den neofascistiske gruppe CasaPound ikke må bruge hendes fars navn som ’intellektuelt dække’
20. januar 2012

I 1958 trak Ezra Pound — en af den modernistiske lyriks ubestridelige ikoner — sig tilbage for at hellige sig det fortsatte arbejde på sit episke langdigt, The Cantos. Som tilflugtssted udså han sig i første omgang et afsides liggende bjergslot på et klippefremspring inden for synsvidde af de sneklædte tinder, der markerer den østrigske grænse.

Over et halvt århundrede senere sætter Pounds 86-årige datter stadig pris på den isolation, som Brunnenburg-slottet tilbyder. I sale med høje træpaneler og bugnende bogreoler får hun tiden til at gå med at læse digte op for de få besøgende, hvis hun da ikke mindes sin usædvanlige opvækst. Men nu er Mary de Rachewiltz’ fred blevet forstyrret af den italienske neofascismes skumle verden. Offentligheden fik i sidste måned et makabert indblik i denne, da en fascist gik amok i Firenze med en Magnum 357 og plaffede løs på en gruppe sorte gadesælgere. To blev dræbt og tre såret. Gerningsmanden Gianlucca Casseri — en 50-årig revisor, Tolkien-sværmer og forfatter af historiske romaner — skød sig derpå en kugle for panden.

I sin indignation over, at den neofascistiske gruppe CasaPound har antaget hendes fars navn, søger de Rachewiltz nu at få rettens ord for, at gruppen skal droppe det. Og efter at det er kommet frem, at Casseri var CasaPound-sympatisør er hun kun blevet yderligere opsat på at forfølge sagen: »Jeg blev flov og såret, da jeg hørte om det,« siger hun. »Fascisterne vil gøre krav Pound som en af deres egne, men de har intet at gøre med Pound. De er en pestilens, og der må være noget, jeg kan gøre for at stoppe dem.«

De Rachewiltz, der selv har ry for at være en fortræffelig digter, har i Brunnenburg omgivet sig med Pounds ejendele, herunder skulpturer og gamle skolehæfter, hvori han med forskelligt farvet blæk nedfældede sine skitser til The Cantos, der regnes for et af det 20. århundredes helt store digte. Selv kalder hun værket for »min bibel«.

Hemingway og boksning

Rachewiltz’ hengivenhed over for hendes karismatiske far er aldrig aftaget, uagtet at hendes opdragelse fra fødslen af blev betroet til et bondepar i Sydtyrol af Pound og hendes mor, den amerikanske violinist Olga Rudge, der var digterens elskerinde. Før datterens fødsel havde Pound slået sig ned i Italien med sin kone efter først at have sat sit glødende præg på Londons poesiscene for siden at blive fast inventar i det litterære liv på Paris’ venstre bred, hvorfra han bl.a. hjalp T.S. Eliot med at redigere The Waste Land og blev mentor for Ernest Hemingway, som på sin side forsøgte at lære ham at bokse.

Stor var kontrasten i forhold til de Rachewiltz’ tidlige barndom, der mest handlede om biavl og fårehold om end afbrudt af jævnlige besøg hos faren og hans elskerinde i deres hjem i Venedig.

»Den tyrolske bonde ligger stadig dybt i mig,« siger De Rachewiltz, som husker, hvordan hun engang smadrede en violin, som hendes elegante mor forærede hende. Forholdet mellem Olga Rudge og hendes dialekttalende datter var som oftest anspændt. »Jeg tror, jeg var påvirket af mine plejeforældre. Sandsynligvis misundte de den ’dame i silkestrømper’, der kom for at hente mig,« siger hun.

Men hun knyttede stærke bånd til faren, og husker deres mange udflugter i Venedig, hvor de gik i boglader eller tog vaporettoen ud for at svømme på Lidoen. Senere skulle Pound bede sin datter om at oversætte det langdigt, han havde påbegyndt helt tilbage i 1915, The Cantos, til italiensk.

»I 1943, da krigen var på sit højeste, og da jeg var sendt tilbage til det sikre Sydtyrol, lykkedes det for Pound at rejse helt herop fra Rom. Han ville forvisse sig om, at jeg var i sikkerhed,« fortæller de Rachewiltz. Under besøget tilstod han omsider for hende, at han havde en kone i Rapallo på Italiens liguriske kyst. På det tidspunkt var Pound en eftersøgt mand i USA som tilhænger af Mussolinis udgave af fascismen og talerør for samme i en række propagandistiske radioudsendelser, som var fyldt med antisemitiske udsagn og forsøg på at overtale USA til at holde sig ude af krigen.

Efter Pound i 1945 blev anholdt af amerikanske tropper og tilbageholdt i et bur i tre uger, hvor han viste tegn på psykisk sammenbrud, blev han anklaget for forræderi og tilbragte de næste 12 år på en sindssygeanstalt i USA. Siden har de Rachewiltz kæmpet en lang kamp for, at der bliver skelnet mellem digteren Pound og fascisten og antisemitten Pound. Dette er grunden til, at hun har oplevet fremkomsten af CasaPound, som kan prale af hele 5.000 medlemmer, så smertelig.

Hun afviser, at CasaPounds forherligelse af faren kun er, hvad han fortjener. »Pound nøjedes altid med at citere, hvad Mussolini sagde,« siger hun. »Den organisation, der gemmer sig bag hans navn, søger et intellektuelt dække,« tilføjer hun. »Han begik sine fejl, men vi er nødt til at have blik for hans gode sider, ligesom han altid selv havde det i forhold til andre. Men ja, han faldt for visse antisemitiske klicheer, der florerede i Europa og USA på den tid.«

Pound skulle senere betro den (jødiske) amerikanske digter Allen Ginsburg, at hans største fejltagelse i livet var hans »stupide antisemitiske forstadsfordomme«. Pound blev løsladt i 1958 og vendte straks tilbage til Italien. På den italienske presses spørgsmål om, hvornår han var blevet udskrevet fra anstalten, svarede han, at det var han ikke, for »hele USA er en sindssygeanstalt.« I første omgang slog han sig ned hos sin datter, der havde giftet sig med en italiensk egyptolog af russisk afstamning, Boris de Rachewiltz. Sammen havde parret købt Brunnenburg, som dengang lå i ruiner. Pound flyttede ind i slottet for at fortsætte arbejdet med The Cantos. Her fik han selskab af sin kone, Dorothy. Men efter de mange år på anstalten havde Pound ikke fysik til at bo i et utæt bjergslot, og i 1960 vendte han tilbage til Rapallo, hvor Olga tog sig af ham frem til hans død i 1972.

Årtier senere, omgivet af sin familie, bruger de Rachewiltz sine dage på at læse og skrive, kun afbrudt af frokost med brød og ost og et glas rødvin fra hendes egne vinstokke efterfulgt af en kop Earl Grey kl. 16. Hun insisterer på, at retssagen mod CasaPound ikke må forstyrre hendes rutiner. »Jeg ønsker ikke at møde dem,« siger hun. »Hvis Pound stadig var i live, ville han sige til dem, at de skulle skrubbe tilbage til børnehaven.«

 

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu