Ai Weiwei beskrives som verdens mest magtfulde kunstner, og han er den højst profilerede kritiker af det kinesiske styre. Alligevel har den danske kulturminister Uffe Elbæk (R) ikke ønsket at møde Ai Weiwei i løbet af sit officielle besøg i Kina.
Ministeren siger, at et møde med Ai Weiwei »ikke har været et issue« for ham i planlægningen af sit besøg til Beijing og Hongkong. Og han begrunder det med »respekt« for sine officielle kinesiske værter.
Det er en beslutning, der møder kritik.
»Ministeren skulle have gjort en indsats for at møde Ai Weiwei,« mener Renee Xia, international leder af menneskerettighedsorganisationen China Human Rights Defenders. »At besøge Ai Weiwei ville være et udtryk for støtte og ville hjælpe med til at øge offentlighedens opmærksomhed på Ai Weiweis situation.«
Ifølge Renee Xia er Uffe Elbæks beslutning i tråd med mange vestlige regeringers tilbageholdenhed, når det kommer til at konfrontere Kinas menneskerettighedsproblemer:
»Vestlige regeringer lader til at praktisere en dobbeltmoral, når det handler om menneskerettigheder: De har en tilbøjelighed til at ville undgå at ’fornærme’ den kinesiske regering på menneskerettighedsområdet, fordi de er bange for, at den kinesiske regering vil svare igen ved at skade deres landes økonomiske interesser.«
Anders Kold, museumsinspektør ved kunstmuseet Louisiana i Humlebæk, som for tiden har en Ai Weiwei-udstilling, vurderer, at et ministerbesøg hos den kinesiske kunstner kunne have haft en positiv effekt og ville være »et signal om støtte«.
»Jeg mener, at Ai Weiweis overlevelse som kunstner og som menneske i Kina i høj grad hænger på den internationale anerkendelse, han nyder både som menneskeretsforkæmper og som kunstner. Og der kunne et ministerbesøg godt have haft en forstærkende effekt og kunne have bestyrket Ai Weiweis position. Det ville have været en flot gestus,« siger han.
Museumsinspektøren siger dog, at »et besøg hos Ai Weiwei som privatperson eller som professionel i kunstverdenen er én ting, et besøg som minister er noget andet. Man kan ikke totalt improvisere midt i et fastlagt program, og man kan forestille sig, at Kulturministeriet har vurderet, at effekten af et besøg hos Ai Weiwei ville være overvejende negativ for det samarbejde, man ellers vil oprette med Kina.«
Ai Weiwei nævnt
Ai Weiwei er kendt for sin kritik af Kinas kommunistiske system — formuleret både gennem kunst, der har givet ham international anerkendelse, og gennem åbne angreb på Kinas manglende ytringsfrihed og menneskerettigheder. Det sidste har i særdeleshed tiltrukket sig styrets vrede. Sidste år blev han bortført af myndighederne i 81 dage og efterfølgende anklaget for skattesvig — en anklage, som han selv og hans støtter afviser som politisk motiveret. I efteråret blev Ai Weiwei kåret til verdens mest indflydelsesrige kunstner af det ansete kunstmagasin ArtReview, der begrundede valget med, at kunstneren »i både værk og ord er blevet en katalysator for internationale politiske debatter, som påvirker alle nationer i verden«.
Uffe Elbæk siger, at han i en samtale i Beijing med den kinesiske vicekulturminister Zhao Shaohua nævnte Ai Weiwei, men han vil dog ikke uddybe, hvad han præcist sagde.
— Er det vigtigt for en dansk kulturminister at understrege over for den kinesiske regering, hvordan den danske regering ser på myndighedernes behandling af kunstnere som Ai Weiwei og andre?
»Det er vigtigt. Det er næsten protokol,« siger Elbæk.
Ingen markeringsstrategi
Som kulturminister repræsenterer Uffe Elbæk en regering, som i sit regeringsgrundlag bl.a. skriver, at Danmark »skal yde støtte til fremme af menneskerettigheder«, »skal turde kritisere alle, der groft krænker menneskerettigheder«, og at det er »nødvendigt at føre en aktiv og ansvarlig udenrigspolitik for at påvirke den verden, vi lever i«. Desuden hedder det, at dansk kulturpolitik også har demokratisering som mål.
— Ville det på den baggrund ikke være naturligt for en dansk kulturminister at opsøge Ai Weiwei?
»Jo, det ville være meget naturligt, hvis man havde det som markeringsstrategi. Det har jeg ikke,« siger Elbæk. »For mig er det vigtigt, at du på ingen måde skal sælge ud af dine holdninger og din integritet, og du skal sige det, du skal sige, men hvis du ønsker en reel dialog, så skal du også gå ind og have respekt for dem, du besøger. Og det har jeg.«
»Jeg kommer ind med den respekt, som jeg synes, man skal have, hvis man gerne vil have et samarbejde, ellers kan man jo bare blive væk, altså, længere er den ikke,« siger han.
»Det betyder ikke, at jeg ikke synes, det er en alvorlig situation, han (Ai Weiwei, red.) befinder sig i, og man skal italesætte det, men det, der var mit formål med at komme herud, var at afsøge, om der er en mulighed for at lave et reelt værdifuldt og meningsfuldt samarbejdsprojekt inden for kulturområdet.«
Ønsker nuanceret viden
Uffe Elbæk siger, at et møde mellem ham og Ai Weiwei ikke var del af konkrete overvejelser i planlægningen af Kina-besøget.
»Jeg har sagt, at jeg gerne ville snakke med så mange stemmer i det kinesiske samfund, og jeg synes, der har været en god vurdering af, hvad der kunne lade sig gøre, og hvad der ikke kunne lade sig gøre. For mig er det vigtigste, at jeg får en tilstrækkelig nuanceret viden omkring, hvad der sker i det kinesiske samfund, og det synes jeg, jeg har fået i forhold til det program, der blev lagt,« siger ministeren, og tilføjer, at han har mødt andre kinesere, som er »ekstremt kritiske« over for udviklingen i Kina.
Flere betegner Ai Weiwei som en yderst vigtig stemme i det kinesiske samfund. Til det svarer Uffe Elbæk:
»Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvad der er en vigtig stemme. Jeg snakkede tidligere, uden at nævne navne, med to unge bloggere, som ikke nødvendigvis er kendt af Informations læsere, men jeg synes, at det, de sagde, var så interessant, at det var mere interessant end at høre en konkret, meget verdenskendt kunstners udsagn — eller jeg vil sige, det var lige så vigtigt.«
Vestlig infiltrering
Ud over den kinesiske vicekulturminister har Uffe Elbæk i Beijing haft møder med folk fra den kinesiske kulturscene, bl.a. Beijing Dance Theatre, National Center for Performing Arts, kinesiske kunstnere, musikere, akademikere og bloggere.
Kulturministerens besøg i Kina sker samtidig med, at ledelsen af landets styrende kommunistparti advarer mod vestlig kulturs indflydelse på Kina. I et essay trykt i partiets officielle tidskridt, Søg Sandheden, advarer præsident og partiformand Hu Jintao lederskabet mod at løsne grebet om Kinas kulturscene.
»Vi skal indse, at de internationale fjendtlige kræfter optrapper deres strategiske forsøg på at indføre vestlig kultur i Kina, og de fokuserer på de ideologiske og kulturelle områder for deres langsigtede infiltrering,« skriver præsidenten.
Uffe Elbæk siger dog, at »der slet ikke var de toner«, som Hu Jintao slår an, i hans møde med det kinesiske styre. Han siger, at han mødte stor interesse for et større kulturelt samarbejde, og ministeren håber på, at det vil udmønte sig i et dansk-kinesisk kulturår — muligvis inden for de næste tre år.
Hans ønske er at få danske »institutioner, kunstnere og kulturfolk til at forstå, at de er del af en større verden, og tingene hænger sammen og kan være med til at berige os derhjemme, og forhåbentlig har vi også noget, der kan berige derude«.
Ministeren forestiller sig, at Danmark kulturelt kan præge Kina ved at inspirere med »den måde, vi har indrettet vores samfund på i Danmark — hele vores måde at tænke foreningskultur, ngo-kultur og andelsbevægelse«.
Ai Weiweis bekrives som verdens mest magtfulde
kunstner, skiver Martin Gøttske. Uha, man bliver helt bange. Han er også på Louisiana i Humlebæk, en udstilling som nærværende dagblads anmelder har sablet ned som ligegyldig.
Renee Xia, international leder af menneskerettighedsorganisationen China Human Rights Defenders, har også en mening om sagen. Sådan nogle vil jeg altid gerne høre fortælle om, hvem der finansierer dem.
Men hvorfor den danske kulturminister bruger tid på Hongkong, der intet kulturelt har at byde på ud over penge, stilles der ikke spørgsmålstegn ved.
Såfremt kulturministeren mener, at en kunstner kan true hans embede (eller verdensfreden), bør han måske nok overveje det. Altså embedet. Hvorfor? Fordi tankepolitiet åbenbart spiller en større rolle end fagligheden.
Det er simpelthen noget af det mest radikale spinvås, man nogensinde er blevet præsenteret for. Er han minister for kulturen, eller for en bigot benovelse for en aggresssiv kinesisk udenrigspolitik? Eller er det blot i den arabiske verden, at regeringen puster sig op i ly af alliancerne? Man fristes til at tænke: i guder, for en medløbende tøsedreng...
Med venlig hilsen
Det er reelt ikke nogen forskel mellem den forrige og den nuværnede regerings pragmatiske håndtering af menneskerettighedsproblemer.
Man tør godt kritisere vores egne allierede og stater, der er "ufarlige" for dansk eksport og danske interesser, men Kina bukker man for.
Det er sådan set OK, for realpolitik er sund fornuft - men man bør så ikke på hyklerisk vis prøve at "snik-snakke sig " fra, at man prioriterer økonomi og samarbejde højere end menneskerettigheder.
Realpolitik er OK - hykleri er uacceptabelt.
Jeg synes det er lidt morsomt, at blogging nu åbenbart regnes for en kunstart. Eller måske var det bare et forsøg på at aflede opmærksomhed.
Meget klogt af Uffe Elbæk. Det er til ingen nytte at kontakte kinesiske systemkritikere, særligt i Kina og især for et land som Danmark!
Østrigs udenrigsminister har også været i Beijing og tog sig tid til et uformelt besøg hos Weiwei. Den danske minister nøjedes med at nævne kunstneren under sine samtaler med den kinesiske ledelse, og det er såmænd fint nok for mig. Lille Danmark har ikke den store betydning ude i verden, selv om alle kinesere læser lidt HCA i skoletiden. Fromme ønsker om at lære kineserne andelskultur lyder sympatisk, men ret 70eragtigt - jeg tror ikke landets teknokratiske herskere køber ideen...
Fantastisk dårlig timing for et officielt besøg i Kina, når der dels er kulturel manifestation fra EU-formandslandet (os!), dels ikke er udnævnt en ny bestyrelse for Det Kgl. Teater - og endelig store problemer med en kulturel forarmelse, som denne regering har lovet at kæmpe imod.
Der er en teaterchef, der skal skiftes ud, med andre ord.
Det kunne være ret interessant at se kilderne til udsagnet om at "Ai Weiwei beskrives som verdens mest magtfulde kunstner".
Jeg vil ikke betvivle at nogen har beskrevet ham på denne måde, selv om jeg vil betvivle udsagnets faktuelle sandhedsværdi. Ai Weiwei har utvivlsomt sluppet ekstremt godt af sted med at udfordre den kinesiske regering, men jeg tvivler temmelig meget på at det er hans rolle som kunstner der har afstedkommet dette, det er nok snarere hans rolle som den vestlige presses mediedarling. Dette være sagt uden at være fordømmende overfor hans virke, jeg er ekstremt imponeret overfor hans handlemåde, men han er altså hverken den første eller den mest gennemførte kinesiske systemkritiker, og det er gået meget værre for mange andre (Den Himmelske Freds Plads demonstranterne som det mest kendte eksempel).
Men det vil alligevel være interessant at høre hvem det er der har beskrevet ham på denne måde.
Sune Olsen, først og fremmest er han vel den mest prominente - fordi han bl.a. har udført markant værker i officielt regi...
V og DF vil gerne have at den danske kulturminister vender ryggen til de kinesiske ledere og trækker bukserne ned. Det er nemlig efterhånden en særlig dansk måde at 'sende signaler' på. Allerhelst så man vel dansk udenrigspolitik blive drevet af de frihedselskende genier på jyllandsposten.
Peter Hansen:
Men det gør ham vel ikke til den "mest farligste". Snarere tværtimod?
Kun, Sune Olsen, hvis han lader sig koste rundt med af det. Det gør han tydeligvis ikke, han har klaret flagskibet til Olympiaden, men han har ikke opgivet sin kritik.
Det kunne man lære noget af i dansk debat, hvor man også er endt med at mene, at den, der betaler, også køber sig et fripas; men lige præcis for at det ikke skal være tilfældet, er det hos os i høj grad staten, vi bruger til at betale igennem - og hvis det ikke var for den misforståede borgerlige opfattelse, der har grebet nationen, så ville det stadig være sådan, at staten netop er garant for, at der ikke følger betingelser med.
Danske regeringer har længe været hykleriske over for Kina og systemkritikere. Hvor mange minutter fik Dalai Lama lige uofficielt i en lufthavns hal? Oven i købet mens han var her i landet.
De danske regeringer (uanset påstået farve) tænker alene på eksport muligheder og indtjening. Der var penge i at smide Ghadaffi ud for menneskerettighedskrænkelser, der ikke var specielt anderledes end de Kinesiske. Til gengæld er der penge i ikke at fornærme Kina. Menneskerettigheder og systemkritik er altså kun væsentlige når der er penge i dem.
Pudsigt i øvrigt hvor stor bevågenhed denne Ai Weiwei har i Danmark. Der er ikke ret mange i min kinesiske omgangskreds, der ved noget om ham. Få genkender navnet, og de fleste af dem forbinder det med OL.
Godt at Weiweis sag eksponeres globalt i tid og rum, alle på kloden kender hans menneskerettighedssituation. Rigtig godt.
Informations yderlige eksponering heraf kan vi måske også blive klog på. Timingen. At denne fokus lige præcis finder sted samtidig med at USAs militær tilstedeværelse i Asien nu får første prioritering er interessant. Denne tilstedeværelse er led i USAs endeløse krigsekspansion, denne gang rette primært imod Kina. Som er The USA Military Industrial Complex´s efterhånden eneste tilbagebleven økonomiske aktiv.
The US just doesn´t have any economic productive growth left, except for the WAR INDUSTRY.
Information og denne WAR INDUSTRY går, som aktiv medspiller, mht. timingen, hånd i hånd, lige ind i en ny ekstrem farlig verdens våbenkapløb. Al skyts skal nu rettes imod Kina. Kære Information, jeres skriverier forgår ikke i et verdens tomrum. Når man tager proportionerne i betragtning er Ai Weiwei overeksponeret i forhold til verdens katastrofale udvikling lige ind i en World War lll. Ret skytset hellere imod den allerstørste fare idag. Global atomar krig med civilisationens endeligt som udfald.
Jeg håber at alle der læser dette vil se min nye TV udsendelse herom nu på YouTube - læs i dette tilfælde Iran i stedet for Kina. Det er det samme USA som never ending, eternal world mass murderer:
"The Real & Propaganda War Against Iran Is On. Attacking Iran Is Starting World War lll Including Nuclear Bombs " - klik på:
http://www.youtube.com/watch?v=bXQ7TVA1Qk8
Underlig overskrift til billedet. Det er vel næppe Weiwei, der er farlig for Kulturministeren, men Kina der er farlig for Danmark.
I det omfang kineserne ønsker vestlig kultur kan de jo bare kopiere den.
Det må bare ikke være sjovt at være kulturminister i diplomatiets tjeneste.
Nemt for en opposition at være chokerede og vrede, men var de selv i hans sted ville de skulle gøre nøjagtigt det samme som Uffe Elbæk.
Enhver ved da, at ministrene er bange for Kinas dominans på verdensmarkedet, og i den angst krænker danske ministre både menneskerettigheder, ytringsfriheder og kulturelle personligheder. Behøver man at nævne andre lignede historiske tilfælde hvor Danmarks ministre nægtede at hilse på og være tilstede: Tibets Dalai Lama og Salman Rushdie er også eksempler på mennesker Danmark ikke ville anerkende med ministerhåndtryk.
Der er ikke meget kaospilot tilbage i Elbæk.
EK:
Ja, Compassion-værdien er nedprioriteret:
http://www.kaospilot.dk/our-values_cp.aspx
Ja, og i høj grad også idéen om Risk-taking.
Mennesket ændrer sig, værdier og idealer kunne godt ønskes mere konstante.
Men var det ikke også en radikaler der engang udtalte: Man har et standpunkt til man tager et nyt.
Et såkaldt ægte blæsevejrssynspunkt for de ægte vejrhaner.
Dermed blæser vindene, imens bjerget står stille. (Zen).
Nej, det var selve Jens Otto Krag der sagde "Man har et standpunkt til man tager et nyt." Undskyld.
Men i mine øjne vil Uffe Elbæk altså fremstå som en vejrhane, blæsende for vinden. Nu afhængig af magtens vinde.
Realiteter.
Verden og mennesket er ikke perfekte og styreformer rundt i verden langtfra.Men hvornår er det væsentligt at råbe op og hvorfor? Er det når ytringsfriheden krænkes? er det når mennesker sulter fordi magthavere ikke vil dele rigdom? eller er det når ideologien ikke passer ind i vores,læs Vesten.
Kinas befolkning bruger vi gladeligt erhvervsmæssigt for at vi kan købe billigt og helt ærligt så er befolkningen i Kina vel på trods urimeligheder bedre stillet end befolkningen i Indien.
I Sydsudan myrdes folk uden skrupler,det samme i Syrien. Israel vil stadig ikke følge FN.
Så er denne sag værd at bruge megen krudt på?
Jeg anser det for problematisk, at kulturpolitik har fordrejet sandheden til fordel for andre kræfter.
Uagtet, ministerens besøg, må det anses for en "issue", at forholde sig, til andet, og ikke kun landets, for mig, kontroversielt system.
Ministeren anser det, for ikke så afgørende, måske, eller er det for voldsomt, at skulle forholde sig til andet end tilfældet er, for hans besøg. Så mener jeg, vi har en forkert repræsentant på posten. Ja, lyder som om det flyder bare med strømmen.
@ E.K: du siger det høfligt rigti.. "... at det ikke er sjovt.. at være kulturminister i Diplomatiets tjeneste.."
Men: husk nu at Uffe Elbæk-, som grundlægger af "kaospiloterne", som er `embedded´ i traditionerne af
det danske og europæiske, sæculære oplysningens tidsalder- er velvidende om "hvad han gør" i kina !
--------------------
På een idéhistorisk måde vil jeg pege på filosoffen G.W.F. HEGEL , som i sit store værk "phänomenologie des Geistes" (åndens fænomenologi) , taler om den dialektiske forhold imellem KUNSTEN og VIDENSKABERNE som den primære kreative `motor´ for statens og samfundets udvikling. I Hegels ideal er KUNST (æstetik, Fantasi og Kritik) som visionært `foretænker´ fri. Som VIDENSKABERNE med dens rationalitet burde være fri. Iflg. HEGEL findes kun mulige begrænsninger i KUNSTENS og VIDENSKABERNES frihed igennem `statens/ nationens/kulturens... etiske og moralske, historisk udviklede "RECHTSZUSTAND" (rettens tilstand) .
Og sådånne begrænsninger kan betegnes som "CENSUR" , for at undgå `kaos og anarki, sammenbrud´ af staten...
Den dansk/europæiske `rettens tilstand´ mht. frihed i kunst og videnskab og kultur, moral og etik er i hvertfald meget forskelligt til `rettens tilstand´ i kinas samfund og stat i dag !
Som jeg ved ud fra pressen, er kina i dag fikseret på, til at bringe gang i kunstens frihed- til deres samfunds gavn, til verdens gavn. Men: et negativt historisk arv som "kolonial slavenation" og indre splittelse og smerte, er stadigvæk toneangivende i kina. Som fører til "angst" ovenfor visionære kinesiske kunstner, som EiWeiwei etc.
Uffe Elbæk har nu ikke udelukket EiWeiwei som evtl. fremtidig `kina-kunst-kontakt´ !!!
Jeg mener at U.E. på een klog vis har udvist respekt ovenfor de positive dialektiske udviklingsprocesser som er i gang i kina!
Jeg har nogne venskabelige kontakter til "KAOSPILOT" studerende her i Århus, som var deltagende i projekter i kina, bolivia etc. (til at sætte gang i kreative projekter dernede), alle studerende, jeg talte med, var bevidst om `kulturhistoriske´ og værdimæssige forskelle, de måtte forholde sig til, til at opnå nogen suces´ !!! Og så? Jeg mener, at Uffe Elbæk, i hans funktion som dansk kulturminister, er ikke forpligted til at agere som et politisk- rationalistisk- humanistisk `revolutioær´ i udlandet..
Hans opgave er det - mere- til at repræsentære æstetisk-kreative-fantasi af dansk oprindelse !!!
Og så var der jo Arthur Schopenhauer, som vilkår af sin forståelse af "verden som vilje og forestilling" bibeholdt sin åbentlyse kritik af mainstream-filosofien. Pointen er her forestillingen. Man kaldte kritikken for marketings-filosofi i firserne. I erkendelse af dens tandløshed...
Med venlig hilsen
En anden form for idehistoriker
Jeg glemte at tilføje for Schopenhauer's vedkommende: i sin samtidige kritik af Hegel's dengang uforståelige succes med hensyn til at trække publikum. Måske man skulle have lært noget siden...
Med venlig hilsen
taak hugo barlach !!! Men: Schopenhauer gik, i mine øjne, "privatefilosofisk" ok.. Men: Schopi´s tendens til India- Vedic-Hinduistisk - spiritualistiske Kastsystem og dens dogmata, er imod oplysningens tidsalders, sæculære concept af "lige rettigheder" til alle folks, mænd og quinder. Er et "nej til" dialektisk udvikling...
hen til et modernt velfærdsstat...(correct/criticise me if you think I am wrong!!!) Hegel i dag, passer vel til de 99%... Schopi´ hør til de 1% !!! (mener jeg !!) Og kina? er veltjent med foremands MAO´s abstraherede MARX dialektik, men: burde forholde sig lidt mere til den "førmarxistiske" Gl. HEGEL...
Med venlige hilsner fra Århus !!! KWK
Såså Kurt Willy - og godt ord igen, men dialektikken i 1800-tallet er vel ikke referencen idag. Og nej, Hegel har heller aldrig været grundlag for de læsninger af linierne til en moderne forståelse af magt-relationerne, som gør sig gældende nu om stunder. Her er de filosofikritiske læsninger rundet af Nietzsche milevidt længere fremme i skoene en Hegel. Behøver jeg at nævne Michel Foucauldt?
Og ydermere, oversøisk udenom Europa, har de betydninger en langt stærkere rækkevidde. I f.eks Sydamerika. Så beklager, omend Hegel er interesseant på mange leder, så er han ikke den mest aktuelle repræsentant for eoropæisk filosofi, når man bevæger sig blandt dissidenter...
Med venlig hilsen
kurt- willy küh : Så rigtigt skrevet af dig, ja, jeg foretrækker meget den nuværende kulturminister fremfor rigtig mange af hans umiddelbare forgængere.
Weiwei er en kunstner der i højeste grad udfordrer Kinas - og måske endda verdens internet-kukltur, og er meget avantgardistisk. Når denne mand ligefrem bruger sig selv og sin krop - hele sin integritet for at fremme en ny form for direkte cyberkunst, er han meget ukonventionel, og kan have mange kritikere, ikke kun i hans eget oprindelsesland, men over hele verden.
Fordi der sker så meget på internette i det hele taget der udfordrer alle menneskers måde at forholde sig til hinanden og sig selv på, mener jeg at Weiwei er et menneske, der er en frontfigur for denne form for kunst.
Derfor undrer det mig at Elbæk ikke tager forbindelse til Weiwei, fordi netop Elbæk skal lave en hel del reformationer vedr. nettet og kultur i Dk.
Det har jeg ihvertfald hørt, fordi feltet interesserer mig meget.
Viggo Okholm skriver:
"helt ærligt så er befolkningen i Kina vel på trods urimeligheder bedre stillet end befolkningen i Indien."
Det kommer an på hvad du mener med bedre stillet. Muligvis materielt, men de er ikke bedre stillet i forhold til medbestemmelse i samfundet.
Og der er vel også noget principielt her: Jeg kunne argumenterer for at jeg var bedre stillet hvis jeg supplerede min indkomst med kriminalitet, men det er jo principielt forkert.
Hvis jeg overtager min nabos hund, som han har slået hver dag, og nu kun slår den i weekenden, er den "bedre stillet", men det er vel stadig ikke acceptabelt?
Søren Mollerup.
Du har ret ud fra at præmisser for lykke og velstillethed ikke er det samme de to lande imellem og reelt ved jeg ikke nok til bare at slynge det ud, men kastesystemet er ikke afskaffet endnu, frie valg ja, men forskellen på rig og fattig virker umiddelbart som større i Indien, trods demokrati på papiret.
Fint Kurt-willy, så fik vi vist rundet et af kerneskismaerne imellem magt og kunst, som Uffe Elbæk (eller hans embedsmænd) tilsyneladende har fået galt i halsen. Under alle omstændigheder, når man blander kultur og politik sammen uden at skele til, hvad kulturen kan være rundet af. Nemlig omtanken...
Med venlig hilsen
claus skytte siger:
"Det er vel næppe Weiwei, der er farlig for Kulturministeren, men Kina der er farlig for Danmark."
Mon ikke snarere at danmarks deltagelse i diverse krigsførende koalitioner er det der er farligst, også for danmark.
Jeg ved godt at det ikke er særligt 'kunstnerisk', men jeg mener nu stadig at man skal feje foran egen dør før man begynder at feje foran de andres.
Det er som om at hvis man laver larm nok, så er der ingen der lægger mærke til at skidtet bare breder sig, og breder sig. Og 'kunst' fungerer tilsyneladende rigtig godt som afledningsmanøvre.
Stort, flot, prangende og højrøvet, men møgbeskidt når man kigger udenfor rammen.
Som nævnt har jeg fortsat intet problem med at Elbæk ikke besøgte Weiwei, da han på anden måde tog emnet op over for kineserne. Weiweis betydning ligger ikke i kultur og kunst, men i hans politiske aktivisme.
Louisiana har en udstilling af diverse ikke særligt opsigtsvækkende værker af Weiwei, men supplerer med en række langt mere interessante videoer. Disse viser det store og modige arbejde fra diverse græsrødder i kampen for åbenhed og menneskeret i Kina. Sæt et par timer af alene til dem!
Som alle i denne tråd ved, har jeg den sidste uge været i Beijing og Hong Kong. Den sidste dag under mit besøg i byen, blev jeg interviewet af Informations journalist. Det kom der både en forsidehistorie ud af samt et opslag inde i bladet (hvor stort opsat det var, fandt jeg først ud af i dag).
Overskriften på artiklen var: For farlig for den danske kulturminister. Om det er journalistens formulering eller det var redaktionssekretærens skarpe vinkling hjemme i Danmark, ved jeg jo ikke. Men jeg ved, at jeg ikke var eller er bange for Ei Wei Wei. For han er jo en kunstner jeg sætter pris på. Og som jeg stod op for over for vice-kulturministeren, da jeg mødtes med hende. Men Information mener der er en historie i, at jeg ikke mødte Ei Wei Wei personligt. Hvorfor egentlig det? Der ville selvfølgelig være gode aktivist-feelgood-billeder i det. Men er det ikke mere relevant som minister at markere regeringens holdninger direkte overfor de kinesiske myndigheder? Dvs. tage dialogen og diskussionen på ministerniveau - hvor svært, delikat og følsomt det end kan opleves...for begge parter? Det mener jeg.
Afslutningsvis har jeg lyst til lige kort at fortælle, hvad jeg brugte de syv-otte dage til:
Formålet med turen Kina og Hong Kong var at undersøge, om der er grundlag for et dansk-kinesisk kulturår i 2014 eller 2015? Et år hvor danske kunstnere og kulturelle iværksættere får mulighed for at arbejde sammen med deres respektive (potentielle) kinesiske kollegaer.
Derfor mødtes jeg med både repræsentanter fra de officielle kinesiske myndigheder og kulturinstitutioner. Men også uafhængige kunstmiljøer, systemkritikere og sociale aktivister.
I den officielle ende af skalaen var der eksempelvis møder med den kinesiske vice-kulturminister, direktøren for National Center for Performing Arts, chefen for Beijing Dance Theatre og medarbejdere fra Institute for Cultural Industries på Peking Universitetet. Disse møder blev suppleret med samtaler med nogle af de mest kritiske bloggere og sociale aktivister i Kinas hovedstad.
I Hong Kong var der den samme mangfoldighed over møderne. Her nåede jeg at besøge Create Hong Kong, Hong Kong Design Center og West Kowloon Cultural District-projektet. Men også kunstnerne i Fotan Artist Community og sociale aktivister i Choi Yuen landsbyen i The New Territories. Turen sluttede med besøg hos Hong Kong Institute for Contemporary Culture, Lee Shau Kee School of Creativity og Hong Kong Jazz Festival.
Efter alle disse møder i både Beijing og Hong Kong er jeg ikke et sekund i tvivl om, at der er grundlag for en mere ambitiøs kulturel og kunstnerisk satsning mellem os i Danmark og alle de gode folk jeg den sidste uge har mødtes med. Det er egentlig ikke underligt, at jeg flere gange under mit ophold i Kina kom til at tænke tilbage på Next Stop Sovjet-projektet i 1989 (stort kultursamarbejdsprojekt mellem græsrødder og kunstnere i Skandinavien og tilsvarende miljøer i Sovjetunionen). Den gang var kodeordene også dialog, erfaringsudveksling og kulturelt samarbejde. Det virkede den gang. Så hvorfor skulle det ikke også gøre det i dag?
Super godt Uffe Elbæk, det lyder godt. Selvfølgelig
skal vi undersøge disse muligheder for kulturel kontakt.
Men sig mig lige: - hvorfor Hongkong som det andet step?
At Hong Kong kom på programmet var først og fremmest fordi, at jeg skulle tale for 1200 unge sociale iværksættere og studerende på en stor konference om social forandring. Men derudover er der en levende kontakt mellem det kunstneriske miljø i Hong Kong og Beijing. Som man klart kan bygge på, hvis det omtalte dialogprojekt bliver en realitet.