Interview
Læsetid: 5 min.

En film til jyder og dynejakker

’En femårig kunne lave en film om dronning Margrethe, og en million mennesker ville se den,’ mener dokumentarist Christian Sønderby Jepsen. Med sit vilde, anmelderhyldede familiedrama ’Testamentet’ vil han ophøje almindelige mennesker til filmkunst og introducere ’dynejakkerne’ fra Jylland for dansk dokumentar
Christian Sønderby Jepsens film ’Testamentet’ er nomineret til en Bodil og en Robert for bedste danske dokumentarfilm.

Christian Sønderby Jepsens film ’Testamentet’ er nomineret til en Bodil og en Robert for bedste danske dokumentarfilm.

Michael Bothager

Kultur
31. januar 2012

»Det vigtige for mig er at ophøje de almindelige menneskers virkelighed og lave kunst ud af den,« siger dokumentarfilminstruktør Christian Sønderby Jepsen. Hans forrygende Testamentet, aktuel som første film i årets landsdækkende DOXBIO, er en grundfascinerede demonstration af, hvad virkeligheden formår at levere af uforudsigelige karakterer og plot-twist.

»En film om dronningen kan du sætte et femårigt barn til at lave,« siger han. »Den vil stadig blive set af en million mennesker. Det er meget sværere at lave en historie om mennesker som Henrik og Christian — uden at det bliver en socialrealistisk film om tabere.«

Det er Testamentet langt fra. Den er en bastardunge og sin helt egen: en grovkomisk roadmovie og et dybt alvorligt familiedrama. Den er stranger than fiction, større end livet, fortalt med mesterlig sans for fiktionens dramaturgiske greb. At lave den, fortæller Sønderby, var pissehårdt, men også noget, der »faldt ned fra himlen«. At dømme af presseomtale og prisnomineringer siden premieren på CPH:DOX er filmens publikum enige. Også selv om dem, han gerne vil nå, ikke har fået den at se.

Karakter fra himlen

Både Testamentet og historien om dens tilblivelse begynder i 2010 med en e-mail fra en kriseramt, alkohol-sølle fyr, Henrik Ernst Steffensen, i Skals. Sønderby og filmens producer Julie Pedersen har efterspurgt historier fra virkeligheden på diverse hjemmesider. Og sådan en har Henrik: »Jeg har set, at I søger en historie til en dokumentar. Jeg kommer fra en velstående familie, hvor hele min opvækst har været præget af svigt og skandaler,« skriver han. »Nu ligger min morfar for døden, og jeg står til at arve mange millioner. En ny begyndelse?«

En af dansk films mest fascinerende karakterer stak hermed hovedet ud af mulden. Henrik er en mand helt uden filter, som krænger sig selv ud med poesi, sort ironi og charme. Da to Jehovas Vidner ringer på i en herlig stemningsangivende scene, trumfer han deres virkelighedsbillede med sit eget: »Jeg tror jo, at 20 procent af Jorden består af psykopater, og det er dem, der styrer Jorden lige nu,« siger han indforstået.

»Jo, der er i hvert fald nogen …,« moderer det ene ’vidne’ høfligt. I sådanne situationer kan det være svært at vide, hvornår han er ironisk, medgiver Sønderby. Det er denne tvetydighed, der gør hans hovedperson så fængende.

Instruktøren begynder at følge Henrik og hans storebror, Christian, »en on and off-eksnarkoman«, helt tæt på. Han er der, da de to brødre sover over sig på dagen for morfarens begravelse og bæller morgenguldøl og ryger joints, mens de jager ned gennem Jylland i bil. Han er der, da testamentet ankommer og ikke ser ud som forventet. Og han er der, da faren spiller sine sønner ud mod hinanden, og familien selv bliver et monster større end arvesagen.

»Henrik er sådan en goble, lidt som Dostojevskijs Idioten, der bare gør, hvad alle andre siger,« forklarer Sønderby. Dét bliver langsomt filmens egentlige fokus. Instruktøren får filmstøtte til at følge historien helt til dørs, og i et år flyver han fra København til Karup over 40 gange og overnatter igen og igen på Henriks børneværelse oven over Palles Solcenter i Skals.

»Overordnet synes jeg jo, at det er en pissegod historie, som mange kan nikke genkendende til. Det handler om en far-søn-konflikt, om selverkendelsen ved at skabe sin egen familie og ikke mindst om en arvesag, som jo er noget, alle skal igennem.«

At ophøje virkeligheden

»Jeg vil gerne fortælle til et bredere publikum, fordi jeg selv kommer fra Jylland og gerne vil have, at folk fra min hjemegn får adgang til dokumentarfilm som denne her. Det er ikke dem med dynejakkerne, der normalt kører til DOXBIO på deres knallerter, og der er ingen i Jylland, der ved, at der findes en filmskole med en dokumentarlinje. Det siger noget om, hvor lille dokumentarverdenen stadig er. Man bliver nødt til at gøre en film som Testamentet mainstream for at få folk ind. Ellers bliver det kun kunst for det grå guld og Informations læsere.«

Sønderby var, sammen med filmens klipper Rasmus Stensgård Madsen, også i sinefterredigering meget opmærksom på at give filmen bred appel. Virkeligheden blev redigeret og farvelagt og sat ind i en æstetisk ramme, der meget bevidst benytter sig af fiktionens virkemidler. Her er musikvideoagtige sek-venser og flashbacks og et hav af smukke naturbilleder, der sætter stemningen. I alt tog det et halvt år at sætte de 300 timers optagelsers sammen på den helt rigtige måde. Til hjælp brugte Sønderby, ganske sigende, manuskriptforfatter Rasmus Heisterberg, der har skrevet stramt komponerede film som Nikolaj Arcels Borgen-thriller Kongekabale (2004) og krisekomedien Sandheden om mænd (2010). Den handler som filmnørdet metaplan om en manuskriptforfatter, der stik imod sin vilje lever et liv med en klassisk plotstruktur. Den er den slags strukturer, som Sønderby også gerne vil sætte ned over virkeligheden i sine film, og Testamentets vildtvoksende og uforudsigelige historie holdes sammen af et klassisk dramaturgisk skelet med alt, hvad dertil hører af højde- og vendepunkter.

Tidligere har han blandt andet instrueret anden sæson af det fængende DOXWISE, en håndfuld dagligt opdaterede dagbogsdokumentarfilm om unge. Også her sætter han en fængende dramaturgisk ramme for de ’almindelige’ unges liv, så de selv gider se på det.

»Jeg tror og håber virkeligt, at en film som Testamentet måske kan nå nogen af dem, der bor i den rådne banan,« konkluderer han.

På vej ud af Sønderbys lejlighed render vi på to unge kvinder fra Jehovas Vidner. Han bliver tydeligt begejstret. Virkeligheden har i det øjeblik, virker det til, leveret en intertekstuel reference til den scene i Testamentet, hvor Henrik trumfer de to dørklokkeprædikanter med sin egen syrede virkelighedsopfattelse. »I burde virkelig se en dokumentarfilm, der hedder Testamentet!,« anbefaler Sønderby. »Der er også Jehovas vidner med,« forklarer han. »Testamentet!« gentager han fra sin cykel og suser afsted på arbejde. Den film skal alle se.

 

Testamentet får gennem DOXBIO premiere landet over 1. februar 2012 og vises dernæst i udvalgte biografer. Se mere på www.doxbio.dk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her