Læsetid: 3 min.

Som frikasse eller ragout

Denne uge har stået i vredens tegn på det årlige seminar ’Tag og Læs’ på Testrup Højskole, så lad os hylde en af verdenslitteraturens store, vrede stemmer
Absurd. Satirikeren Jonathan Swift havde et helt særligt forslag til, hvad man skulle gøre af alle de fattige irske folks børn i 1730: de skulle stuves, steges, bages eller koges.

Absurd. Satirikeren Jonathan Swift havde et helt særligt forslag til, hvad man skulle gøre af alle de fattige irske folks børn i 1730: de skulle stuves, steges, bages eller koges.

Nanne Bisp

11. januar 2012

Den engelsk-irske satiriker Jonathan Swift levede fra 1667 til 1745 og var i løbet af sit omtumlede liv skamløs propagandist, irsk nationalhelt og domprovst i Dublin. Han var også det kontrollerede raseris og det falske ræsonnements mester. I sine prosapamfletter skrev han aldrig som sig selv. I stedet svælgede han i de sorte absurditeter, han kunne lægge i munden på andre. I Et beskedent forslag (1730), taler han med den engelske kolonialmagts stemme, fuld af rationelle planer til forbedringen af forholdene i Irland. Hvad skal man dog gøre med alle de irske fattige, hvis børn forpester Dublins gader og deres forældres liv?

Hundrede og tyve tusind børn hvert år har et problem, der skal løses. Det løses sådan her: »En meget vidende amerikansk bekendt i London har forsikret mig om, at et ungt sundt barn, vel opfedet, ved etårsalderen er et særdeles lækkert, nærende og sundt måltid, uanset om det er stuvet, stegt, bagt eller kogt, og jeg er ikke i tvivl om, at det også vil gør sig i en frikasse eller en ragout. Jeg fremlægger derfor ydmygt til offentlighedens overvejelse, at man ud af de et hundrede og tyve tusind børn, som vi allerede har beregnet, sætter tyve tusind til side til opdræt, kun en fjerdedel af dem hanner, hvilket er mere end vi tillader får, sort kvæg, eller grise; min begrundelse er at disse børn sjældent er ægteskabets frugter, en tilstand vores vilde ikke går meget op i; derfor vil en han være tilstrækkelig til fire hunner. De øvrige hundrede tusind skal ved etårsalderen udbydes til salg til velstående og anstændige mennesker i hele kongedømmet. Moren rådes altid til at lade dem amme godt den sidste måned, for at gøre dem fede og fyldige til en god servering. Et barn vil række til to måltider når man har venner på besøg, og når familien spiser alene vil for- eller bagdelen være et fornuftigt måltid, og krydret med lidt peber eller salt vil de være gode kogt på fjerdedagen, især om vinteren.«

Kreaturer

Ifølge Et beskedent forslag er der ingen ende på fordelene. Ikke bare ville man holde mængden af forræderiske katolikker nede i Irland. De fattige familier vil få en ny indkomstkilde, mødrene vil passe bedre på deres småbørn, fædrene bedre på deres koner. For hvem sparker sin drægtige ko i maven? Man ødelægger ikke en mulig indkomst.

Swift skriver, mens den moderne politiske økonomi fødes. For den var optimeringen af nationens ressourcer det centrale spørgsmål, og for den var også befolkningen en ressource, der skulle optimeres — som når en bondemand optimerer sin bestand. I Et beskedent forslag er det forbavsende, så hurtigt en sådan optimering af livet slår over i en optimering af døden — så hurtigt det viser sig umenneskeligt at se andre mennesker som kreaturer, der skal forvaltes. Men 1730 er lang tid siden. Jeg mener, ingen moderne politiker kunne insistere på at samfundets fattigste to tredjedele må ofre sig, sådan at helheden bliver mere velstående. Ingen tænker i dag, at de fattige er vor tids vilde, som helst skal møde hårdhed og mistro og modstand fra det offentlige. Ingen forestiller sig, at alle de uproduktive — de gamle, de arbejdsløse — skal chikaneres så sindrigt, at de igen bidrager til vores andres velfærd. Den slags er ikke del af vores politiske retorik. Håbløst uaktuel, ham Swift, uden for journalistisk rækkevidde. Men han skrev nu godt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fantastisk artikel, som anvender ældre klassisk litteratur til at kommentere et nutidigt (men selvfølgelig også almengyldigt) emne.

Meget mere af det i litteratursektionen tak, der er alt for mange anmeldelser af ligegyldige nye romaner som alligevel er glemt i morgen. Jeg vil ikke klage hvis bogsektionen tog lidt mere udgangspunkt i ældre litteratur som har vist sit værd, og som stadig kan læses med lige så stort udbytte som da det blev udgivet.

Bogsektionen synes også fuldstændig at overse brugt og antikvarmarkedet for bøger. Hvis en bog ikke er nyudgivet, så er det som om den slet ikke eksisterer (bare rolig, i er ikke den eneste bogsektion der lider af det symptom, det gør de alle, med enkelte periodiske undtagelser såsom bibliopatens forlængst hedengangne klumme og Hans Hertels klassikerserie).