Læsetid: 3 min.

Golden Globes gør altid det rigtige

Folkene bag Golden Globes er ofte mere fremsynede end Det Amerikanske Filmakademi, som uddeler de eftertragtede Oscarstatuetter, lyder kritikken fra onlinemagasinet Slate
19. januar 2012

Da Hollywood Foreign Press Association (HFPA) søndag aften dansk tid skulle uddele sine Golden Globes, var der store forventninger til showet. Ikke mindst fordi den britiske komiker og skuespiller Ricky Gervais for tredje gang skulle stå i spidsen for Hollywoods næstmest populære filmpris. Ud over et godt show formåede de 88 medlemmer af HFPA — der stort set alle skriver for obskure publikationer i udlandet — samtidigt at give priserne til adskillige af de mennesker og film, som rent faktisk fortjener at få dem. Noget, der sjældent er tilfældet, når Hollywoods vigtigste filmpris, Oscar, uddeles. F.eks. vandt den sort-hvide stumfilm The Artist helt fortjent tre Golden Globes, og spørgsmålet er, om den også kommer til det ved Oscaruddelingen om fem uger.

Den virkelige skandale

Et par dage før Golden Globe-uddelingen skrev Tom Shone i onlinemagasinet Slate om netop dette paradoks, at udskældte HFPA — der anklages for at være til fals for dyre gaver og stjernedrys — rent faktisk oftere end Det Amerikanske Filmakademi rammer rigtigt.

»Skandalen er ikke, at Golden Globes bliver uddelt af en bunke stjerneforblændede, udenlandske bladsmørere,« skrev Tom Shone: »Den virkelige skandale er, at en bunke stjerneforblændede, udenlandske bladsmørere foretager æstetiske valg, der konsekvent er lige så gode, hvis ikke bedre end de 6.000 medlemmer af Det Amerikanske Filmakademi. De valgte (fortjent) Francis Ford Coppola til bedste instruktør for Dommedag nu i stedet for Robert Benton for Kramer mod Kramer. De valgte Tom Hanks, da han stadig var sjov, i Big, længe før alle andre blev løbet over ende af Forrest Gump. Og de var den eneste filmpriskomité af betydning, som værdsatte Marilyn Monroes kvaliteter som komedienne, og de gav hende en pris som bedste skuespillerinde for hendes præstation i Ingen er fuldkommen, en film, der vandt en håndfuld Golden Globes, men humpede væk fra Oscaruddelingen med blot en enkelt, sølle Oscar: Bedste kostume.«

Tyngde og holdbarhed

Tom Shone mener, at hvor de film, som vinder Oscars som bedste film, ofte er mere eller mindre ligegyldige — men giver akademiet god samvittighed, fordi de er politisk korrekte — så er der tyngde og holdbarhed i de film, HFPA vælger som de bedste. Samtidig forstår HFPA altså at sætte pris på de komedier, der ofte overses ved Oscaruddelingen. Og det hænger selvfølgelig også sammen med, at der er to bedste film-kategorier ved Golden Globes: En til drama og en til komedie og musical. Shone sluttede af med at konkludere, at listen over Golden Globes-vindere ligner en liste fra »et alternativt univers, hvor entertainere bliver belønnet for at være, du ved, underholdende. Hvis akademiet mener sin jagt på flere yngre seere alvorligt, vil jeg foreslå, at de henter lidt inspiration hos Golden Globes: »1. Sørg for mere alkohol (man må drikke under Golden Globe-uddelingen, red.). At se George Clooney være vittig på scenen efter et par glas whisky er, hvad Hollywood burde handle om (og det skete til søndagens uddeling, hvor Clooney modtog en skuespilpris, red.). 2. Drop bandlysningen af komedier og komiske præstationer. 3. Lad være med at straffe stjernerne for at ’være sig selv’. Det er en sjældnere gave end blot at spille skuespil. Bill Murray har vundet en Golden Globe. Han har aldrig vundet en Oscar. Jeg afslutter hermed min bevisførelse.« På Oscaraftenen den 26. februar vil det så vise sig, om Det Amerikanske Filmakademi i år rammer ved siden af igen, eller om de er enige med Hollywood Foreign Press Association.

 

Se alle Golden Globe-vinderne på www.goldenglobes.org. Den 24. januar offentliggøres årets Oscarnomineringer på www.oscars.org

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu