Nyhed
Læsetid: 1 min.

Gyldendal: iBooks Author vil få folk til at eksperimentere

Forlagenes opgaver forsvinder ikke, selvom bøgerne bliver udgivet digitalt, siger digital chef
Kultur
27. januar 2012

Endnu udgør e-bogsalget kun en lille del andel af Gyldendals samlede omsætning, men det er et marked, hvor forlaget ser en meget stor vækst, fortæller Karen Westman Hertz, der er chef for Gyldendal Digital.

Hun tror ikke, at udviklingen kommer til at gå så stærkt som i USA, fordi Amazons kombination af e-bogsalg og deres e-bogslæser, Kindlen, reelt var det, der fik salget af e-bøger til at stige eksplosivt på det amerikanske marked.

»Amazon er endnu ikke aktive på det danske marked, og vi har ikke set andre aktører med samme gennemslagskraft endnu — selvom Apples platforme, især iPad’en, er godt på vej og kan blive en vigtig løftestang for e-bogmarkedet i Danmark,« mener hun.

Eksperimenter

Karen Westman Hertz er ikke skræmt ved tanken om, at flere og flere forfattere vil udgive deres egne bøger og til priser, der ligger langt under forlagenes priser.

»Apples nye iBooks Author vil formentlig betyde, at flere får mod på at lege med e-bogudgivelserne, og vi vil se flere eksperimenter.«

»Det er for tidligt at sige, om det kommer til at betyde noget for os. Men enhver god og gennemarbejdet bog vil altid kræve redigering, sparring, korrekturlæsning, produktion og markedsføring. De opgaver forsvinder ikke bare, selv om en bog udkommer digitalt. Og vælger en forfatter selv at udgive sin bog, flyttes opgaverne blot fra forlaget til forfatteren selv. Vi vil se flere forfattere eksperimentere med det, og der vil også være nogen, der får succes — ligesom vi ser på det engelske marked — men formentlig vil vi også se en del selvpublicister opgive igen, fordi det er mere krævende, end man umiddelbart skulle tro. Men grundlæggende er de nye digitale muligheder da virkelig spændende og interessante for hele forlagsbranchen, og jeg tror, vi kommer til at se et endnu mere varieret og mangfoldigt bogmarked fremover.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her