Læsetid 3 min.

Nu hedder han vist bare Nielsen

En mystisk personage er forsvundet fra den danske kunstscene, og en ny er kommet til. Information tog til genopstandelse og dåb for den forhenværende leder af Das Beckwerk
En mystisk personage er forsvundet fra den danske kunstscene, og en ny er kommet til. Information tog til genopstandelse og dåb for den forhenværende leder af Das Beckwerk
23. januar 2012

Torsdag aften i Kunsthallen Nikolaj, den gamle Skt. Nikolaj Kirke i København. I det lille kammer Tårnrummet er der opstillet knap 40 stole og en enlig mikrofon. Der lugter en smule af stald. Kammeret er proppet med nysgerrige københavnere, kunstinteresserede, halvkendisser og pressefolk. Det er endnu svært at sige, om anledningen til, at så mange er dukket op, overhovedet eksisterer, men pludselig vandrer en mager skikkelse ind. Nogle tysser, selv om ingen siger en lyd. Skikkelsen er klædt helt i sort; stram rullekravetrøje, jeans og laksko.

»Godaften og velkommen. Mit navn er …«

Der er bomstille i 16 lange sekunder, indtil to gæster i munden på hinanden bryder tavsheden. Den ene foreslår »Kim«. Den anden, et barn på bagerste række, slet og ret »Nielsen«.

»Hvad sagde du,« spørger skikkelsen.

»NIELSEN,« råber barnet igen.

»Nielsen? Bare Nielsen?«

»Ja!«

»Hvad hedder du?«

»Max,« svarer barnet.

»Okay. Mit navn er Nielsen.«

10 minutter tidligere er det 800 år gamle kammer ved at være fyldt. Der er stadig trafik ved døren.

»Jeg havde håbet på at se en døbefont,« lyder det fra tilskueren Niels Christensen, der er på vej ind.

»Jeg er her for at se, hvad hypengår ud på,« siger han. Han læser litteraturvidenskab på Københavns Universitet, og han synes, Das Beckwerk er en spændende kunstner. Men han er i tvivl om, hvorvidt det hele er et stort stunt, som han siger.

Døde i 2001

Og det er da også svært at finde hoved og hale i miljøet omkring Das Beckwerk. I 2001 blev kunstneren Claus Beck-Nielsen erklæret død. Det skete med romanen Selvudslettelser(2002), som udkom sammen med et optryk af en gravsten med Claus Beck-Nielsens navn. Året efter kom biografien Claus Beck Nielsen (1963-2001), som altså ret eksplicit hævder, at han døde i 2001. I mellemtiden har han under utallige pseudonymer rumsteret i det københavnske kunstmiljø, men den 9. oktober 2010 blev Claus Beck-Nielsens kiste begravet på Assistens Kirkegård — for senere at blive gravet op igen. Og for et år siden pålagde den dengang navnløse forsøgsperson sig selv karantæne fra den skandinaviske offentlighed. En karantæne, der altså ophørte torsdag.

Efter dåben læser Nielsen op fra den nye udgivelse Beyond Identity. Først forklarer han, at navnløsheden og karantænen fra skandinavisk offentlighed havde til formål at være et tomrum til at skabe noget nyt.

Vil holde sin kæft

Herefter performer han en tekst fra samlingens første bind ,som er en beskrivelse af hans konkrete oplevelse af begravelsen af sin identitet. I ny og næ klukkes der indforstået i hjørnerne, indtil Nielsen afslutter teksten med ordene: »Jeg er væk«. Han fastholder blikket i et par sekunder og starter så selv en klapsalve.

»Nu vil jeg holde min kæft i resten af verdenshistorien,« siger han, da applausen ebber ud. Efter dåben får Information dog lejlighed til at tale med hovedpersonen, der altså nu blot hedder Nielsen.

— Nu har du fået din identitet tilbage. Hvad var meningen med navnløsheden?

»Fidusen med navnløsheden var at skabe et menneske, som ikke kunne ses af systemet eller markedet, og som dermed var uregerligt. Derfor skulle jeg leve som navnløs. I denne position fik jeg nogle forskellige opgaver. Jeg skulle rejse rundt i verden og gøre nogle ting, men også gøre ting her i Danmark. Det lykkedes — langt hen ad vejen.«

— Hvad lykkedes ikke?

»Det svære var, at den navnløse skulle være usynlig for markedet, hvilket han blev: Das Beckwerks bøger solgte overhovedet ikke. Men som årene gik, blev den navnløse genkendelig. Den var blevet til et abjekt. Altså noget, man ikke kunne identificere sig med, men som bare var en lidt uhyggelig eller lidt komisk ting.«

— Var det derfor, I lukkede Das Beckwerk?

»Ja, så lukkede vi og gav mig et års karantæne, men besluttede at give mig et navn, så jeg kunne vende tilbage til samfundet. Ikke som et abjekt — en fremmed — men som en del af samfundet. En del af os alle, men med nogle erfaringer udefra. Derfor skulle jeg have et navn. Og det navn er så blevet Nielsen. Det var umiddelbart lidt skuffende for mig, men samtidig — tænker jeg lige nu — er det gode, at der ikke er noget fornavn. Så jeg kan også være en kvinde. Jeg kan være hund, jeg kan være hvad som helst.«

 

Først hed han Claus Beck-Nielsen. Så blev han begravet, for senere at bliver gravet op igen. Torsdag genopstod manden bag Das Beckwerk under navnet Nielsen. foto: Carsten Snejbjerg

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for William Jansen
William Jansen

Men er der nogen der overhovedet køber hans bøger? Er der noget sted, hvor årenes mange avishistorier om manden diskuteres eller på anden måde er gentand for interesse?

Er han noget i sig selv, eller er han bare jeres Anni og Erik?

Brugerbillede for Ursula Nielsen
Ursula Nielsen

Jeg fatter simpelthen ikke at denne fyr betragtes som kunstner. Men manden får legater etc. Så han må bidrage med noget vigtigt?

Brugerbillede for peter fonnesbech
peter fonnesbech

At vise identitetsløsheden aspekter som et kunstnerisk projekt, hvori ens egen person er det vigtigste fokus i denne proces, kan umiddelbart let forveksles med narcisisme.

Jeg kan ikke entydigt afgøre hvorvidt det er det, eller hvor godt det projekt er lykkedes, men jeg finder problematikken meget spændende, selv om hele dette tema nærmest forekommer lidt tabu belagt i denne tid , hvor effektivisering og realisering af individuelle mål, netop har til formål at konsolidere og optimere de personlige identifikationer af kraft af forskellige præstationer.

Bevidst at frasige sig identifikationerne og opleve virkeligheden fra det perspektiv, kan for de fleste være en temmelig skræmmende oplevelse , at indtræde i det store tomme rum ,som den forfatteren Franz Werfel kaldte: "Horror Vacui".

Hvis man ellers kan udholde at være der et længere stykke tid, vil man opleve af skrækken fortager, og giver plads en helt ny dimension af oplevelser og virkelighed.

Der findes med andre ord flere former identitetsløshed.
Den kan opleves hos samfundets udstødte, de ofte psykisk syge hjemløse ,som lever på kanten af samfundet med en fuldstændig
gennem-perforeret jeg-bevidsthed ,hvis artikulationer ofte er fuldstændig uforståelige for de fleste.

En anden for for identitetsløshed kan måske opleves hos en buddhist munk, som i gennem et langt liv har arbejdet på at fjerne alle identifikationernes lag, fordi de så at sige skyggede for en ren oplevelse af virkeligheden uden identifikationernes ubevidste censur af samme.

Jeg ved ikke helt ,hvor Nielsen har befundet sig på en skala i mellem de nævnte eksempler, men jeg synes stadig at det er prisværdigt at forsøge at vise denne tematisk frem for en større offentlighed.

Forleden var der en artikel her i samme avis om en arbejdsløs, som efter et stykke som arbejdsløs valgte at begå selvmord.
Jeg vil ikke påstå at han udelukkende gjorde det i kraft det identitetstab , som har fundet sted i skiftet ,fra at være i arbejde til at blive arbejdsløs,men det kan sagtens have været en medvirkende årsag.

Identifikationer er generelt meget vigtige for de allerfleste, dels for definerer sig selv , men osse pejlemærker i tilværelsen.
Men intet menneske i udvikling oplevet i gennem et lang liv, vigtige skift i netop identifikationer, og de værdisæt, som følger de enkelte identifikationer.

Og ingen kan vel være uenige om at et hver menneske har indtil flere lag af samme.

Derfor er tematikken her interessant og vedkommende.

Velkommen tilbage Nielsen

Brugerbillede for Jesper Wendt

Mon ikke werfel bare led afsavn fra rampelyset, det lyder som det vakuum.

Identitet er ikke bestandigt, men tilpasses. Ellers ville du være i det vakuum altid. Så det er nok i højere grad en process, fremfor lag.

Brugerbillede for Bertel Brander
Bertel Brander

Jeg må tilstå at jeg er en af dem der ikke rigtigt forstår projektet. Det er selvfølgelig interessant at lege med identitet. Men her er det intet andet end leg. Han døde jo ikke, han ophørte ikke med at eksistere, det er kun tomme postulater. Han var hele tiden Nielsen, han var hele tiden levende, og vi skulle hele tiden høre om hans projekt. At kalde sig noget andet, er ikke leg med identitet, det er bare uinteressant. At arrangere sin egen begravelse, selv om man ikke er død, er ikke kunst, men fidus.

Brugerbillede for olivier goulin
olivier goulin

Om ikke andet, så har han da i hvertfald utilsigtet præsteret at iscenesætte et metakunstværk - en parodi på den neurotisk narcistiske kunstner.

Bør hele projektet mon ikke i virkeligheden ses som noget midt mellem en komedie og en tragedie?

/O