Nu hedder han vist bare Nielsen

Torsdag aften i Kunsthallen Nikolaj, den gamle Skt. Nikolaj Kirke i København. I det lille kammer Tårnrummet er der opstillet knap 40 stole og en enlig mikrofon. Der lugter en smule af stald. Kammeret er proppet med nysgerrige københavnere, kunstinteresserede, halvkendisser og pressefolk. Det er endnu svært at sige, om anledningen til, at så mange er dukket op, overhovedet eksisterer, men pludselig vandrer en mager skikkelse ind. Nogle tysser, selv om ingen siger en lyd. Skikkelsen er klædt helt i sort; stram rullekravetrøje, jeans og laksko.

»Godaften og velkommen. Mit navn er …«

Der er bomstille i 16 lange sekunder, indtil to gæster i munden på hinanden bryder tavsheden. Den ene foreslår »Kim«. Den anden, et barn på bagerste række, slet og ret »Nielsen«.

»Hvad sagde du,« spørger skikkelsen.

»NIELSEN,« råber barnet igen.

»Nielsen? Bare Nielsen?«

»Ja!«

»Hvad hedder du?«

»Max,« svarer barnet.

»Okay. Mit navn er Nielsen.«

10 minutter tidligere er det 800 år gamle kammer ved at være fyldt. Der er stadig trafik ved døren.

»Jeg havde håbet på at se en døbefont,« lyder det fra tilskueren Niels Christensen, der er på vej ind.

»Jeg er her for at se, hvad hypengår ud på,« siger han. Han læser litteraturvidenskab på Københavns Universitet, og han synes, Das Beckwerk er en spændende kunstner. Men han er i tvivl om, hvorvidt det hele er et stort stunt, som han siger.

Døde i 2001

Og det er da også svært at finde hoved og hale i miljøet omkring Das Beckwerk. I 2001 blev kunstneren Claus Beck-Nielsen erklæret død. Det skete med romanen Selvudslettelser(2002), som udkom sammen med et optryk af en gravsten med Claus Beck-Nielsens navn. Året efter kom biografien Claus Beck Nielsen (1963-2001), som altså ret eksplicit hævder, at han døde i 2001. I mellemtiden har han under utallige pseudonymer rumsteret i det københavnske kunstmiljø, men den 9. oktober 2010 blev Claus Beck-Nielsens kiste begravet på Assistens Kirkegård — for senere at blive gravet op igen. Og for et år siden pålagde den dengang navnløse forsøgsperson sig selv karantæne fra den skandinaviske offentlighed. En karantæne, der altså ophørte torsdag.

Efter dåben læser Nielsen op fra den nye udgivelse Beyond Identity. Først forklarer han, at navnløsheden og karantænen fra skandinavisk offentlighed havde til formål at være et tomrum til at skabe noget nyt.

Vil holde sin kæft

Herefter performer han en tekst fra samlingens første bind ,som er en beskrivelse af hans konkrete oplevelse af begravelsen af sin identitet. I ny og næ klukkes der indforstået i hjørnerne, indtil Nielsen afslutter teksten med ordene: »Jeg er væk«. Han fastholder blikket i et par sekunder og starter så selv en klapsalve.

»Nu vil jeg holde min kæft i resten af verdenshistorien,« siger han, da applausen ebber ud. Efter dåben får Information dog lejlighed til at tale med hovedpersonen, der altså nu blot hedder Nielsen.

— Nu har du fået din identitet tilbage. Hvad var meningen med navnløsheden?

»Fidusen med navnløsheden var at skabe et menneske, som ikke kunne ses af systemet eller markedet, og som dermed var uregerligt. Derfor skulle jeg leve som navnløs. I denne position fik jeg nogle forskellige opgaver. Jeg skulle rejse rundt i verden og gøre nogle ting, men også gøre ting her i Danmark. Det lykkedes — langt hen ad vejen.«

— Hvad lykkedes ikke?

»Det svære var, at den navnløse skulle være usynlig for markedet, hvilket han blev: Das Beckwerks bøger solgte overhovedet ikke. Men som årene gik, blev den navnløse genkendelig. Den var blevet til et abjekt. Altså noget, man ikke kunne identificere sig med, men som bare var en lidt uhyggelig eller lidt komisk ting.«

— Var det derfor, I lukkede Das Beckwerk?

»Ja, så lukkede vi og gav mig et års karantæne, men besluttede at give mig et navn, så jeg kunne vende tilbage til samfundet. Ikke som et abjekt — en fremmed — men som en del af samfundet. En del af os alle, men med nogle erfaringer udefra. Derfor skulle jeg have et navn. Og det navn er så blevet Nielsen. Det var umiddelbart lidt skuffende for mig, men samtidig — tænker jeg lige nu — er det gode, at der ikke er noget fornavn. Så jeg kan også være en kvinde. Jeg kan være hund, jeg kan være hvad som helst.«

Først hed han Claus Beck-Nielsen. Så blev han begravet, for senere at bliver gravet op igen. Torsdag genopstod manden bag Das Beckwerk under navnet Nielsen. foto: Carsten Snejbjerg