Kære Mai består kun af Merete Pryds Helles mails til veninden. Mais mails er ikke med i bogen, men hendes historie kommenteres løbende, så man kan følge, at hun bliver skilt, får en ny kæreste, bliver gravid og får et nyt barn i det tidsrum, korrespondancen dækker.
— Hvorfor udgiver du kun din side af korrespondancen?
»Det er et litterært greb, at læseren selv må lave Mais historie. Den danner en skyggebaggrund med et andet forløb og en anden rytme end min. Det giver en vis spænding i teksten, synes jeg. Skulle hendes mails også have været med, ville det være blevet lidt tungt, det synes jeg ofte sker med brevvekslinger. Jeg tror, det bliver mere spændende at læse, når en hel masse skal udfyldes af læseren selv.«
Virkelighed
Merete Pryds Helle har altid interesseret sig for virkelighed, siger hun. I bogen skriver hun om van Goghs breve, og faktisk kom inspirationen til udgivelsen fra hendes læsning af Lars Noréns dagbøger, fortæller hun. Derimod er der ikke tale om autofiktion i eksempelvis Karl Ove Knausgårdsk forstand. Merete Pryds Helle har ikke læst ham, og hendes egne mails er stort set uredigerede.
»Tre mails om, hvad Agathe, vores yngste barn, skulle have i fødselsdagsgave, er røget ud. Og noget, jeg har skrevet om nogle fælles venner, der har det svært, er heller ikke med. Men ellers er der ikke redigeret. Alt hvad der handler om mig og mine idiotier er med. Jeg har forsøgt at finde en balance, hvor det trivielle bliver lidt sjovt, samtidig med at det forbliver trivielt. Men jeg skriver også om alvorlige ting. Vi er alle i 30’erne, man er glad og fuld af livskraft og vil gerne have børn. Det går ikke altid lige nemt, og samtidig begynder folk at dø omkring en.«
— Mange af dem, du skriver om, er jo kendte mennesker. Hvad tror du, de siger til at optræde i din bog?
»Det er jo ikke en konfliktbog. Mai, som man får mest at vide om, har godkendt det hele, og det samme har den mand, som hun bliver skilt fra undervejs. Jeg føler ikke, at jeg lægger mig ud med nogen.«
»Faktisk mener jeg, at bogen kun er interessant, fordi vi er som alle andre. Jeg tror, at både Mai og jeg er meget almindelige, og at det er der, det interessante opstår. Man er mor, ægtefælle, kæreste, skal tjene penge og have skrivearbejdet puttet ind imellem alt det andet. Og også de folk, der nævnes i bogen, omgås man jo for det, de er som mennesker. Naturligvis har vi også unikke problemer, men det har alle jo.«
Man må gerne grine
»Som forfatter kan jeg måske beskrive noget på en anden måde end ikke-forfattere, men det betyder på den anden side ikke, at jeg kan se mig selv! Når jeg læser mine mails, kan jeg se, at jeg gentager de samme fejl igen og igen. Man bliver ved at længes efter noget og tro, at hvis bare det gik i opfyldelse, så var man lykkelig. Jeg kan eksempelvis se, at jeg hele tiden fra 1998 til 2006 taler om at tabe mig, og jeg taber mig aldrig! Jeg har vejet det samme i ti år, men jeg bliver ved med at bruge energi på det. Man drømmer, og man længes — men folk må gerne grine ad mine fjollerier.«
— Hvad betyder den elektroniske form for dig?
»Jeg ved ikke, om det er anderledes end breve. Jeg skriver i 1998, at jeg kun kan maile hver anden dag, fordi det er så dyrt, men det er jo fortid! Der er selvfølgelig hurtigheden, og man kan skrive seks gange på en dag — også om småting — men jeg synes alligevel, at resultatet bliver mere litteratur end mails. Bogen kommer til at handle om, hvordan vore liv går, hvad tiden betyder, hvad vi er som tænkende væsener, den får sin egen rytme.«
— Hvad med sproget? Jeg har grebet dig i at begynde tre sætninger i træk med ’men’!
»Der er et vist tempo i sproget, når man skriver mails, og det har jeg ikke redigeret. Det er noget andet end at skrive fiktion. Men også mine andre bøger er meget forskellige, man har flere forskellige sprogmotorer til sin rådighed.«
