Læsetid: 7 min.

Juniormesteren og skeletbokseren

Som voksen har jeg fattet afgrundsdyb respekt for min fars klasserejse og både grædt og grinet af historien om, hvordan han som arbejdsdreng på smedeværkstedet håndterede en kost
Poul Dahlgreen er 13 år på billedet. Han er for nylig begyndt at bokse og har udvist talent; han er på vej til at blive Jyllandsmester i fluevægt. Men han opgav bokserkarrieren for en cand.mag. i engelsk og tysk.

Poul Dahlgreen er 13 år på billedet. Han er for nylig begyndt at bokse og har udvist talent; han er på vej til at blive Jyllandsmester i fluevægt. Men han opgav bokserkarrieren for en cand.mag. i engelsk og tysk.

Skabelund fra Poul Dahlgreens biografi ’Ind på halvdistancen’

2. januar 2012

Når jeg ser det billede af min far, ser jeg min søster. Når jeg ser det billede af min far, ser jeg mine sønner. Når jeg ser det billede af min far, ser jeg forbindelsen mellem fotografiet og døden. Når jeg ser det billede af min far, hører jeg en gammel kones dødsrallen bag forhænget.

Fotografiet pryder forsiden af min fars selvbiografi Ind på halvdistancen. En samling fortællinger fra hans ungdom i Aarhus, centreret omkring kaffebaren Uptown (udtales med dansk u, slapt p og tungt århusiansk stød på første stavelse) i Rosenkrantzgade. Her hang min far ud med Cirkus-Jens, Silde-Kaae (som solgte sild under sloganet: »Hvad er fisk uden k?«), Bellahøjsmeden (med tryk på ’høj’), Anker Kanin, Mutter Billigkut og hvad de nu hed alle sammen. En verden af arbejdsmænd, boksere og bumser, som gennem min fars fortællinger blev et mytisk univers i min barndom.

Min fars fortælling om fotografiet er en Vanitas-fortælling, som på hans veloplagte anekdotiske 50’er-danske fremsætter samme teori, som Roland Barthes har gjort på akademikerfransk: at fotografiet er dødens kunstart.

Bokseranekdoter og franske akademikere, det er min arvemasse. Min fars sorte proletarblod forfinet af hans og min mors mønsterbrydende universitetseksamener, som gjorde mig til andengenerationsakademiker.

Min far er 13 år på billedet. Han er for nylig begyndt at bokse og har udvist talent; han er på vej til at blive Jyllandsmester i fluevægt. Han har opsøgt kanonfotograf Skabelund for at få et billede af sig selv som bokser.

Der er en uhyggelig rallende lyd i atelieret, og Skabelund forklarer min far, at i værelset ved siden af ligger hans mor for døden. Billedet bliver taget til lyden af denne dødsrallen; bag forhænget ligger en gammel kvinde og dør, mens min purunge far poserer som fighter.

Med denne viden bliver min fars trøje også et forhæng; dens rynkede stof ligner baggrundstæppet, og som tæppet dækker over døden, således dækker trøjen over en torso, der inderst inde er et skelet. Et skelet, som nu er kremeret.

Bag billedet af den unge bokser findes den skeletbokser, som min far har tegnet, og som er optrykt midt i hans selvbiografi med underteksten: »I am greater than the greatest!« Fotoet af den unge fighter og tegningen af skeletbokseren hører stereoskopisk sammen.

Bag det hele

Det var så næsten rigtigt genfortalt. Da jeg genlæser historien, som min far fortæller den, opdager jeg, at min erindring om den er en kondenseret version. Billedet blev slet ikke blev taget i Skabelunds atelier, men nede i Frederiksbjerg Athletklub. Ikke fordi Skabelund ikke ville fotografere til sin mors dødsrallen, men fordi min far insisterede på at blive fotograferet i bokserdress.

I min fars fortælling er Skabelunds mor død i de timer, der går fra, han bliver opsøgt af min far i atelieret, til han om aftenen kommer ned i klubben og fotograferer ikke bare min far, men også Den Hvide Neger, Forbryder-Henrik og den pilskaldede Harald Hårfager (oh, skrønens herlige epiteter!).

Men også i min fars erindring er fotografiet og den døendes rallen trukket sammen: »Når jeg i dag, 53 år senere, ser på Skabelunds billede, der viser mig som 13-årig i ’fighting pose’, sund og veloplagt, drømmende om den ventende fremtid, så mindes jeg bag det hele: et gammelt menneskes dødsrallen.«

Mønsterbryder

Min far blev født på Langeland og voksede op i Aarhus med en mor, der endte som psykiatrisk tilfælde, og noget af tiden en far, der endte som bums. Desuden to brødre, som han lavede krudt og andre drengestreger med. Familien boede på skiftende lejemål, som måtte fraflyttes, når der ikke var penge til lejen — og det var der ofte ikke. Kaffebaren og bokseklubben blev hans tilholdssteder, og han har haft et godt blik og øre for de originaler, der færdedes her. Jeg har leet den lille piges utrøstelige kluklatter over den fyr, der sprang op på en stol i kaffebaren og råbte: »Vi kommunister kræver: SMØR på begge sider af brødet, ØL på begge sider af flasken — samt våben til Spanien.«

Eller over ham langturs-chaufføren, der hilste alle farvel med »oh, dellavar« og ikke lod sig korrigere af en næsvis student, der diskret foreslog ham at sige »au revoir« i stedet — for havde den student mon nogensinde været i Frankrig?

Min fars sprogøre, hvor end det kom fra, afsporede ham fra sin karriere blandt boksere og bumser og førte ham på studenterkursus og siden på universitetet. Som voksen har jeg fattet afgrundsdyb respekt for hans klasserejse og både grædt og grinet af historien om, hvordan han som arbejdsdreng på smedeværkstedet håndterede en kost. Han gik og trak kosten ind mod sig, til hans chef kom løbende og irriteret viste ham, at han skulle skubbe den bort fra sig i stedet. »Nårh, nu forstår jeg,« sagde mig far: »Hvad fanden tror du, du forstår?« skreg den vrede chef.

»Nu forstår jeg, hvorfor englænderne kalder en kost for en push broom

Arbejdsdrengen var mere interesseret i at lære sprog end at håndtere en fejekost; han opgav bokserkarrieren for en cand.mag. i engelsk og tysk.

Derfor havde jeg som lille pige en skaldet far (hårpragten var røget ved en kranieoperation), som man kunne trykke helt flad på næsen (knoglen var faldet ud under en kamp — nej, han havde NYST den ud i en spand bagefter!), og som lirede en blanding af proletarårhusiansk, Goethe-tysk og Shakespeare-engelsk af sig, så ingen rigtig vidste, hvilket sprog han talte.

Drengekroppen

Det gjorde indtryk på mig, da min søster for nogle år siden, med henvisning til fighter-fotoet sagde, at hun havde fået vores fars kropsbygning. Jeg havde altid tænkt, at hun og min mor var to alen af ét stykke, og det var kvindelighedens stykke; det var dem, der havde former og figurer og langt mørkt hår, mens jeg var lys og spinkel. Hvis der var nogen, der havde min fars drengekrop, var det mig. Men nu så jeg på min søster og kunne godt se, at hun havde trænet sin krop slank og adræt, så den godt kunne ligne en ung fluevægters. Og var det mon fordi, hendes krop genetisk lignede vores fars, eller fordi hun havde formet den i fotografiets billede?

Hvad min søster ubestrideligt har arvet fra vores far, er hans øjne. Mørke sydlandske øjne, som han henførte til de spanske soldater, der var kommet til Langeland under Napoleonskrigene. (En af de familieskrøner, jeg som barn synes var spændende og særlig, men siden har fundet overordentlig udbredt blandt slægter i det sydlige Danmark.) De øjne ville jeg også gerne have arvet, men jeg fik min mors limpopofarvede.

Ordet ’limpopo’ har jeg til gengæld fra min far. Ligesom jeg har så mange andre ord og sprogbrokker fra ham, en broget blanding af aarhusianske jovialiteter og citater fra verdenslitteraturen.

»Det gælder ikke om at være hård, men hårdig,« som boksetræneren sagde. »Hier bin ich Mensch, hier darf ich es sein,« som Goethe sagde.

»Use every man after his desert, and who should ’scape whipping,« som Hamlet sagde.

»Jaj græjer, jaj græjer,« som Gretchen ifølge min far sagde, da hun stod på scenen i Aarhus i en purung Lily Brobergs skikkelse.

I dag synes jeg, det er min yngste søn, der bærer min fars krop. (Og faktisk også hans brune øjne, blandet op med grønt.) Han går ludende og fjedrende som en bokser. Og han spiser som en bokser, bøjet over tallerkenen med den ene underarm hvilende på bordpladen, mens den anden arm skovler ind. Men jeg ved også godt, at jeg ikke skal låse ham fast i bokserbilledet, i morfarmyten.

Når jeg i dag, 77 år senere, ser på billedet, ved jeg slet ikke, om jeg overhovedet er i stand til at se på det — det er så overskrevet med tekst og andres blikke og slægters gang. Ser han virkelig sund, veloplagt og drømmende ud, denne unge mand (dette fikserbillede af min far, min søster og min søn)? Eller ser han ikke snarere lidt trist og sammenbidt ud, om end også stolt og selvbevidst?

Fars stemme

Historien om dét fotografi er for længst fortalt af min far. Og jeg har læst den højt for mine sønner, mens deres demente morfar lå i sin plejehjemsseng og lyttede, og hans store mørke øjne blev tindrende igen, for lige så lidt han var i stand til at orientere sig i sin nutid og nærmeste fortid, lige så sikkert navigerede han i sin ungdoms Aarhus. Det føltes godt at give stemme til min fars tekst for mine sønner, at være slægtens formidlende led.

Min far var den skrivende og den der opmuntrede mig til at skrive. Jeg kan ikke have været særlig gammel, da han belærte mig om, hvad en god metafor var. Den skulle være original, ikke noget som andre gik og sagde. Som forbillede anførte han den mand, der var hans store læremester: boksetræneren Sigurd Myken. Sigurd Myken sagde ikke om en bokser, at han blev groggy, men at han »fik marieglas for øjnene«.

Dét var en god metafor. Jeg anede ikke hvad marieglas var, men jeg elsker stadig ordet.

Min far har fortalt historien om Skabelunds foto så godt, at det på en måde føles åndssvagt, at jeg nu også har forsøgt at gøre det. Denne spalteplads ville have været bedre brugt på at genoptrykke hans fortælling, tænker jeg. Jeg nærmer mig i foruroligende grad den zone, hvor fars stemme hænger over mit skriveri. Som Blixens fars geværer hænger over hendes skrivebord på Rungstedlund, tænker jeg. Men gad vide om min far ville have syntes, det var en god metafor?

Serie

Seneste artikler

  • Gensyn med familiebillederne

    3. januar 2012
    Jeg overtog barndommens album med fotos fra et Danmark, der var engang. Der var fortællende tidsbilleder, men mine forældres hemmelighed afspejlede sig ikke. Den forblev i deres personlige mørkekammer
  • En plads i hjertet

    31. december 2011
    Fjordidyl ved Kalundborg blev afløst af storbyliv og verdenskrig. Torben Brostrøm genkalder sig en fjern sommer og undrer sig over sine forældres beslutninger
  • Midt i en stille revolution

    30. december 2011
    I 1970’erne og 80’erne ændrede familiestrukturen sig, da par flyttede sammen og fik børn uden at gifte sig. Men følelserne fulgte ikke altid med de moderne mønstre. Anders Haahr Rasmussen tænker tilbage på en barndom indrammet af en skilsmisse
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu