Læsetid: 3 min.

Det kære barn tager til genmæle

Den svenske børneopdragelsesguru Anna Wahlgrens metoder kritiseres — af hendes egen datter. I bogen ’Felicia forsvandt’ fortæller hun om en ustabil barndom præget af alkohol, utryghed og krænkelser
Kultur
11. januar 2012

Anna Wahlgrens bog Sove hele natten udkom på dansk i september, og hendes bog De kære børn er allerede etableret som bibel for usikre småbørnsforældre.

Ikke mindst i hjemlandet, Sverige, hvor Barnaboken er solgt i mere end en halv million eksemplarer, og Anna Wahlgren betragtes som en af landets førende eksperter og debattører, når det drejer sig om børneopdragelse. Men i disse dage er svenske medier fyldt med omtale af en erindringsbog, der tegner et noget andet billede af Wahlgrens evner som mor.

Hendes nu 44-årige datter Felicia Feldt er Anna Wahlgrens tredje barn ud af ni. Det er netop erfaringen som mor til ni, Anna Wahlgren trækker på, når hun skriver sine bøger, og Felicia Feldt og hendes søskende har gennem det meste af deres opvækst oplevet, at blive brugt som eksempel i morens bøger og at blive stillet op foran fotografen som led i promoveringen af dem.

Men i Felicia forsvandt fortæller Felicia Feldt nu om en langtfra rosenrød barndom med Sveriges supermor. Hun fortæller om et hjem hvor alkohol var en følgesvend, hvor mennesker konstant kom og gik, hvor børnene ofte måtte passe hinanden og ikke ønskede at komme for tæt på andre mennesker, fordi de sikkert snart skulle flytte igen, når moren havde fundet en ny mand. 

Anna Wahlgren er i dag 68 år og har været gift syv gange. Hun har ikke kun skrevet bøger om børneopdragelse, men også romaner, noveller og et trebinds erindringsværk.

Felicia Feldt flyttede hjemmefra som 17-årig, og for ti år siden brød hun kontakten med moren fuldstændig.

Bruddet handlede blandt andet om, at hendes barndom blev så offentlig — ikke mindst gennem Wahlgrens selvbiografi — og hun medgiver da også over for Svenska Dagbladet, at hun har overvejet, hvad forskellen egentlig er på det, hendes mor har gjort, og det, hun nu selv gør, men er kommet frem til den konklusion, at det er vigtigt, at »også barnets stemme skulle komme til udtryk i den monolog, som min mor har ført. Hun har belært om, hvordan man skal opdrage børn og opføre sig som forælder. Hun har skrevet om os, alle sammen, men der er aldrig kommet nogen replik fra nogen kant, hverken fra min far, fra nogle af os søskende eller nogen af hendes andre mænd«.

Venner i sengen

Felicia Feldt barndomshjem var i begyndelsen af 80’erne påvirket af morens store succes med udgivelsen af Barnaboken, der udkom første gang i 1983. Der var altid fest og glade dage i huset. Fyldt med folk, fulde folk.

En mand bad Felicia Feldt og hendes søster om at tage højhælede sko på og vandre frem og tilbage på gulvet, mens han sad i en stol og onanerede. En anden ven af huset forsøgte en nat at kravle ned i Felicia Feldts seng. Moren blev rasende og skældte vennen huden fuld, men, fortæller Felicia Feldt Svenska Dagbladet:

»Morgenen efter sad han i vores køkken og spiste morgenmad. Hjemme hos os samledes hele kultureliten, og i begyndelsen af min bog skrev jeg: Til alle som så, men ikke gjorde noget.«

Efter at det store interview blev bragt i Svenska Dagbladet, har historien om Felicia Feldts barndom spredt sig til samtlige svenske medier. Anna Wahlgren har ikke ønsket at kommentere den. I en meget kort mail rundsendt til flere medier forklarer hun datterens bog med hendes alder:

»Mange midaldrende mennesker har behov for at bearbejde hændelser i deres barndom, men gør det sjældent offentligt. Jeg har ikke i sinde at diskutere Felicia i offentligheden. Jeg ville have foretrukket, at vi kunne have taget denne diskussion i familien i stedet. Med sin bog, som kom som en overraskelse for mig, forsøger Felicia at tage hæder og ære fra mig, og jeg svarer ved ikke at tage hæder og ære fra hende. I øvrigt har jeg ingen kommentarer.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak til Felicia Feldt uagtet hun kaster skam over Wahlgren. Wahlgrens henvisning til hellere at ville have taget diskussionen i familien virker noget forloren i lyset af den offentlighed, hun selv påduttede sine børn.
Guru: Fame & money

Forældre er ikke hævet over kritik. Det er alle børns pligt at kritisere deres forældre.

Hvorfor skal børn af kendte mennesker misrøgtes?

Vores egen forfatter, H.C. Branner, bliver betragtet som dansk litteraturs store, indfølende skildrer af børn. Læs hans søn, Jens Branners bog "Opbrud. Historien om en far og en søn."

Martin Haastrup

Hva' mutter gør er altid det rigtige.