Nyhed
Læsetid: 4 min.

Kampen om ikonet

Kierkegaard. Mens forberedelserne til næste års fejring af 200-året for Kierkegaards fødsel er i fuld gang, tager debatten om Kierkegaards antisemitisme til. Ifølge Kierkegaard-forskeren Peter Tudvad er Kierkegaards jødehad en del af en udbredt kristen tradition for antisemitisme, mens kierkegaardianerne hårdnakket nægter enhver beskyldning i forsøget på at redde Kierkegaard som nationalt ikon
Kultur
27. januar 2012

Søren Kierkegaard er ikke bare Danmarks største filosof gennem tiderne. Han er også et brand. Et ’geni i en købstad’, som Danmark kan bryste sig af på det globale marked for viden og uddannelse. Næste år fejrer vi 200-året for geniets fødsel, og selvom det næppe bliver helt så heftigt, som da vi fejrede H.C. Andersen i 2005, så skal Kierkegaard markeres, så det kan mærkes.

Der er bare ét problem. For at et brand kan være så værdifuldt som muligt, må det nemlig samtidig være helt pletfrit. Men pletter var lige præcis, hvad der kom på brandet Søren Kierkegaard, da Kierkegaard-forskeren Peter Tudvad i 2010 udgav bogen Stadier på antisemitismens vej — Søren Kierkegaard og jøderne.

Siden har debatten raset. Ikke mindst i Kristeligt Dagblad er bølgerne gået højt. Tudvad, som fastholder at Kierkegaard indiskutabelt havde antisemitiske holdninger, bliver kaldt alt fra kværulant og fuglekonge til antikrist af kierkegaardianerne, som hårdnakket hævder, at Kierkegaards kritik af jøderne var almindelig for hans samtid og i øvrigt stærkt begrænset og uden betydning for det samlede forfatterskab. Det er virkelig enten-eller.

»Når debatten er så heftig, skyldes det ikke mindst, at Søren Kierkegaard er blevet et nationalt ikon og et brand for Danmark på linje med H.C. Andersen. Han skal på en og samme tid rumme det universelle og det særligt danske. Og så skal han være stueren. Derfor går det bare ikke, at han også var antisemit,« påpeger Hans Hauge, lektor ved Institut for Æstetik og Kommunikation, Aarhus Universitet.

»Ligesom Norge ikke kan brande sig med Hamsun, som var nazist, og svenskerne heller ikke kan føre sig frem med Strindberg, simpelthen fordi han var for mærkelig,« tilføjer han.

Kristendommens antisemitisme

Tudvads anliggende er imidlertid ikke kun en kritik af Kierkegaard. Ved at gøre Kierkegaards anti-semitisme til et aspekt ved kristendommen, forsøger han samtidig at påvise, at antisemitismen har været indeholdt i religionen som sådan. I den forstand bliver den antisemitiske position heller ikke længere et personligt, psykologisk fænomen, men et grundlæggende teologisk problem.

»Antisemitismen har også et teologisk moment. Der er jo også teologer i dag, som har det svært med det gamle testamente og gammeltestamentlig teologi. Og der har bestemt været en tendens herhjemme til at nedtone det jødiske ved kristendommen eller det jødisk-kristne,« siger Hans Hauge.

Det er ikke mindst kristendommens iboende antisemitisme, som er Tudvads centrale argument for at bringe den i forskerkredse forholdsvis velkendte ’nyhed’ om Kierke- gaards krasse kritik af jøderne til offentlighedens kendskab. En antisemitisme, som vi i dag på den anden side af holocaust naturligt nok ser anderledes alvorligt på, end man tidligere har gjort.

Men samtidig også en antisemitisme, som fortsat findes, og hvis idéhistoriske tilblivelse ifølge Tudvad alene derfor er væsentlig at beskæftige sig med. Den argumentation er biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm, der har skrevet flere bøger om Kierkegaard, grundlæggende enig i.

»Tudvad fortjener ros for at turde drage Kierkegaards antisemitisme frem. Akkurat som Martin Schwarz Lausten fortjener ros for så entydigt og klart at have fremdraget Luthers antisemitisme. Det er væsentligt at forstå, hvorfor de positioner var mulige i det omfang, de var. Og der findes ingen gode argumenter for at pakke det væk,« siger Kjeld Holm.

Han mener heller ikke, at man kan sondre afgørende mellem Kierkegaards kritik af jødedommen som religion og den mere private antisemitisme, som Niels Jørgen Cappelørn, professor MSO i Kierke- gaardstudier og direktør for Fonden Søren Kierkegaard Forskningscenteret, har foreslået.

»Hvad man siger og skriver i det offentlige rum, må man også kunne stå inde for i sit privatliv og omvendt. Man kan ikke have en skjult dagsorden på den måde,« siger Kjeld Holm.

Ifølge ham er den udbredte trang til at forsvare Kierkegaard mod alle beskyldninger karakteristisk for kierkegaardianerne.

»Der er virkelig tale om et enten-eller, hvor man lader hans filosofiske og teologiske genialitet skygge fuldstændigt for hans antisemitisme og hans reaktionære politiske holdninger,« påpeger Kjeld Holm.

Kritik forsvinder ikke

Det synspunkt kan Hans Hauge nikke genkendende til. I 1989 skrev han doktordisputats om teologen og filosoffen K.E. Løgstrup, hvis opgør med Kierkegaard i 1960’erne aldrig er blevet tilgivet i Kierkegaard-kredse. Den dag i dag bliver der stadig set skævt til ham, når han fremfører Løgstrups kritik for kierkegaardianerne.

»Tudvad er i dag den frie intellektuelle, som er blevet udstødt af den snævre Kierkegaard-kreds. Og i virkeligheden er hans bog jo ikke så meget et opgør med Kierkegaard, som den er et opgør med de kierkegaardianere, der forsøger at skjule antisemitismen i stedet for at diskutere den åbent,« siger Hans Hauge.

Men uanset hvor omhyggeligt Kierkegaard-folket forsvarer mesterens eftermæle, er det ifølge Hauge uundgåeligt, at den aktuelle debat vil påvirke vores billede af Kierkegaard. For selvom 200-års jubilæet for Kierkegaards fødsel i 2013 næppe vil blive plastret til med foredrag om »Kierkegaard og jøderne«, så vil den aktuelle kritik ikke forsvinde: »Der kommer en revne i billedet, og den er ikke til at fjerne igen. Når først man har den viden, kan man ikke se bort fra den. Så er man nødt til at tænke den med,« siger Hans Hauge.

Men tidens hang til afsløringer hører ifølge ham også med til historien om afmytologiseringen af ikonet Kierkegaard. Det skjulte skal frem i det åbne, og intet er for privat til at blive offentliggjort. Alt skal frem.

»Den aktuelle debat skal jo også ses i lyset af, at Peter Tudvad netop som fri intellektuel er nødt til at virke på markedets betingelser. Hans bøger må nødvendigvis rumme et skær af sensation, som kan stimulere salget. Derfor er debatten om Kierkegaard også en konflikt mellem staten og markedet,« siger Hans Hauge.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her