Læsetid: 2 min.

Krisemøde på Det Kgl. Teater efter chefafgang

Operachef Keith Warners dramatiske exit har fået presset på Det Kongelige Teaters øverste leder, Erik Jacobsen, til at stige. På et hasteindkaldt krisemøde i går fik den interne utilfredshed frit løb hos det kunstneriske personale
27. januar 2012

Det kom som et chok for Det Kongelige Teaters ansatte, da operachef Keith Warner i en tale mandag aften sagde, at hans afgang ikke alene har rod i de voldsomme besparelser på teatrets budgetter, men i lige så høj grad skyldes utilfredshed med Det Kongelige Teaters øverste ledelse, der ikke i tilstrækkelig grad har taget ham med på råd og involveret ham i sparebestræbelsen:

»I begyndelsen af besparelserne blev jeg forsikret om, at alt kunne komme på bordet til diskussion, men det var kun meget lidt, der i sidste ende kom op — og slet ikke noget, jeg var del af«, forklarede Keith Warner i sin afskedstale.

Siden har stemningen blandt det kunstneriske personale været præget af dyb frustration og forvirring.

Information erfarer, at repræsentanter fra samtlige kunstneriske faggrupper — med undtagelse af skuespillerne — på et møde allerede onsdag diskuterede, om de skulle stille Erik Jacobsen et mistillidsvotum, men at flertallet i stedet besluttede at give teaterchefen mulighed for at forklare sig ved endnu et møde, der blev afholdt i går.

Frustration fik frit løb

Ifølge operasanger og tillidsmand Sten Byriel var mødet »en voldsom oplevelse«, hvor de interne frustrationer fik frit løb.

»Frustrationen kommer til at vare noget tid, og folk skal have lov til at være både rasende og kede af det. Men det er vigtigt, at ledelsen hele tiden kommer ind og giver faktuelle oplysninger — og det synes jeg, Erik Jacobsen gjorde,« siger Sten Byriel.

Ved mødet blev Erik Jacobsens ledelsesstil blandt andet kritiseret for at være for topstyret og uden tilstrækkelig dialog — en kritik også Keith Warner formulerede i sin tale med henvisning til, at han selv ønskede at se på produktionsomkostningerne til forestillingerne, som »nogle gange virker alarmerende«, men at han var blevet »ignoreret« af ledelsen.

På mødet luftede flere af de kunstnerisk ansatte desuden deres irritation over, at Erik Jacobsen ikke i tilstrækkelig grad er i stand til at forsvare sin institution mod det politiske pres fra Christiansborg.

En anklage, Erik Jacobsen dog selv afviste med en formulering om, at han hverken er eller har været »stik-i -rend-dreng for Folketinget«.

I alt har den seneste sparerunde kostet 81 stillinger på Det Kgl. Teater, hvoraf 33 er fundet blandt de kunstneriske medarbejdere.

Hårdest ramt er operakoret, der er blevet reduceret med 16 mand, balletten skal spare 11 stillinger væk, mens skuespillet må vinke farvel til to fastansatte skuespillere.

Vi er kulturens flagskib

Ifølge Sten Byriel lykkedes det på mødet Erik Jacobsen at bringe større klarhed over situationen for de frustrerede medarbejdere — og nu er det eneste rigtige at forsøge at arbejde sig ud af krisen, mener han.

»Jeg forstår godt folks frustrationer, men vi skal passe på ikke at ødelægge den goodwill, der trods alt stadig er omkring Det Kongelige Teater i befolkningen. Vi står stadig som et flagskib for kulturen i Danmark, der modtager en halv milliard kroner om året, så vi skal stadig kunne levere kunst på et højt plan. Det er den eneste måde, vi kan komme videre på,« siger tillidsmanden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Byriel kan ikke redde situationen med retorik, folk vil have myterne punkteret eller bekræftet - f.eks. lønningernes voksende andel af budgettet, som kortlagt af Stig Jarl for flere uger siden. Hvis DKT skal være det nationale teater, må institutionen spille med langt mere åbne kort, end det har været traditionen.
Desværre har det jo også været tradition, at den absolut bestemmende røst på teatret, chefens, bliver givet som sinecure-post til en embedsmand uden praktisk indsigt i andet end lovgivning. Det er mildt sagt uheldigt - andre steder ansættes folk med specifik uddannelse i kulturproduktion. Det er næppe heller et tilfælde, at chefposterne i de førende europæiske huse, og København har for tiden et af slagsen, går på omgang mellem en lille, eksklusiv kerne af stærkt specialiserede og indsigtsfulde personer med et grundigt forankret kunst- og institutionssyn. Og jeg siger bare, at det ikke er tilfældigt, at to operachefer under den tidligere teaterchefs ægide har overtaget et af verdens absolut førende operahuse.