Læsetid: 7 min.

Kritik af vulgaritet og grådighed

Vil man forstå, hvad kapitalismen har betydet for litteraturen, kommer man ikke uden om at gå tilbage til dengang, den slog igennem. Vi har nemlig vænnet os til den; det, der forfærdede Balzac, accepterer vi i dag som et vilkår
Litteratur. Nutidens litteratur om kapitalismen peger i to retninger; Mod Occupy-bevægelsen og en overordnet kritik af den altdominerende finanskapital og mod en helt konkret kritik af vulgaritet og grådighed.

Litteratur. Nutidens litteratur om kapitalismen peger i to retninger; Mod Occupy-bevægelsen og en overordnet kritik af den altdominerende finanskapital og mod en helt konkret kritik af vulgaritet og grådighed.

Tao Lytzen

13. januar 2012

En amerikansk kapitalfond beslutter at købe Danmark. Statskuppet skal forandre landet til en nation drevet som et firma, Dania. Men Holger Danske vågner, og en hemmelig undergrundsbevægelse rejser en folkelig modstand. Sådan er ideen i forfatteren Dan Larsens roman Holger fra 2007. Hvad der ellers sker af fantastiske tildragelser, kan lades ude af betragtning i denne sammenhæng.

I Anders Bodelsens novellesamling Varm luft fra 2009 optræder en række velkendte bedragere som Peter Brixtofte, Anna Castberg og Stein Bagger, kaldet Steen Baxter. En oppustelige it-milliardær bulldozer blandt andet et Arne Jacobsen-hus på Strandvejen for at opføre en prangende rædsel ved hjælp af rockere og polske håndværkere. Til sit bryllup med en Anni Fønsby-type lander han i haven med en varmluftballon. Fortælleren sælger sit hus for otte millioner til Steen Baxter, der får dem investeret hos en vis Bernard Madoff, hvor de bliver til — varm luft.

I denne sammenhæng kan disse to bøger tjene som eksemplerne på nutidens litteratur om kapitalismen. Den første peger (måske) frem mod Occupy-bevægelsen og i hvert fald en voksende modstand mod tidens altdominerende finanskapital. Den anden skildrer i god nyrealistisk 1960’er-stil periodens fænomener, som de kan iagttages via medierne. Den første vil oprøret mod tidens liberalistiske trends, økonomisk såvel som politisk, den anden kritiserer vulgariteten og grådigheden. En nøjere analyse af bagvedliggende samfundsstrukturer er ingen af bøgernes ærinde, men helt ud i titlen signalerer Bodelsens bog pointen i den klassiske kritik af kapitalismen: »Alt fast og solidt fordufter,« som Marx og Engels skriver i Det kommunistiske manifest.

Kapitalens gennembrud

Det er imidlertid i analysen, at de moderne eksempler adskiller de sig fra den tidlige kapitalismes store romaner, først og fremmest Honoré de Balzacs (1799-1850) kæmpe romancyklus Den menneskelige komedie. Balzac leverer gennem tidstypiske karakterer som ’den ærgerrige’, ’kapitalisten’, ’samfundsstøtten’, ’ notaren’ osv. en analyse af det klassesamfund, der opstod i en tidsalder, hvor alt — dagligliv, bolig, samfærdselsmidler, belysningsteknik, mad og påklædning og ikke mindst forholdet mellem menneskene — ændrede sig som følge af maskinen, kapitalens gennembrud og borgerskabets opkomst. Enkemanden og nudelfabrikanten Goriot i Le Père Goriot gør eksempelvis alt for sine døtre og bruger sin formue på at få dem standsmæssigt gift, den ene med en adelsmand, den anden med en tidstypisk bankier — med det resultat, at de af lutter fornemhed ikke længere kan omgås ham. De var »tvungne til at afslå ikke alene at tage ham til sig, men endog til at se ham åbenlyst«. Det samfund, hvor man var født ind i sin stand, blev på sit sted og sin plads og tog sig af sine gamle, er blevet uberegneligt, ikke længere til at stole på.

Den realistiske, sociale roman

Hos Balzac er det omvæltningen i samfundslivet og konsekvenserne for bevidsthedsformerne, der kritiseres. Og med ham bliver den sociale roman til. Herefter er det umuligt at skildre en person uafhængigt af samfundet eller at lade ham udvikle sig og uden for et bestemt socialt miljø. »Samfundslivets kendsgerninger rykker ind i menneskenes bevidsthed og kan ikke mere fortrænges derfra. Det er først den sociale problematik i deres tilværelse, som gør dem til egnede emner for den nye realistiske roman,« skriver den marxistiske kulturkritiker Arnold Hauser.

Og det er kapitalens økonomiske logik, der giver kapitalismen den dæmoni, Balzac skildrer i Den menneskelige komedie. Det er den økonomiske logik, der afgør sagen uanset menneskelige forsøg på indgriben. Alt bliver på den måde provisorisk, intet synes at være pålideligt og stabilt. Balzacs beskrivelser ligger helt på linje med det omtrent samtidige kommunistiske manifests (1848) karakteristik, hvor »de stadige omvæltninger i produktionen, de uafbrudte rystelser af alle sociale tilstande, den evige usikkerhed og bevægelse udmærker bourgeoisiets tidsalder frem for alle andre.« Hvor »alt fast og solidt fordufter, alt helligt bliver klædt af, og menneskene bliver endelig tvunget til at se nøgternt på deres egen stilling i tilværelsen, på deres indbyrdes forhold,« skriver Marx og Engels. Balzac ser med lige dele klarsyn, forfærdelse og nostalgi, hvordan »det fromme sværmeris, den ridderlige begejstrings, det spidsborgerlige føleris hellige stemning« med Marx og Engels’ ord druknes i »den egoistiske beregnings iskolde vand,«, hvordan »den personlige værdighed opløses i bytteværdi«, og »den åbne, skamløse, direkte, beregnende udbytning« hersker.

For periodens litteratur er resultatet en nagende skepsis, en dybtgående pessimisme og kynisme og en snigende livsangst. Balzac verden er fyldt af den, alle epokens naturalistiske romaner gennemsyres af den.

Et vilkår

Meget af det har vi jo vænnet os til. Hvis ikke lige en af kapitalismens kriser rusker op og minder os om økonomiens overvældende magt, så accepterer vi i dag som et vilkår, hvad der forfærdede Balzac. Hos ham kan man se, hvordan en lang række betingelser, vi i dag tager for givet, dengang de var nye blev opfattet som djævelske overgreb på det forsvarsløse individ. Ved at læse Balzac, kan vi så at sige få en indblik i, hvad vi har vænnet os til. Hvis en virksomhed må skære ned og er nødt til at fyre folk, tager enhver moderne fagforening det til efterretning. De fyrede tager det til efterretning, og deres kolleger tager det til efterretning. Vi ved alle, at vi er nødt til at bøje os for den økonomiske logik. At virksomheden forfølger sine egne interesser og mål og retter sig efter sin egen indre logiks love, og at disse i afgørende omfang unddrager sig menneskelig indflydelse, accepteres. I konsekvens heraf accepterer vi også, at der kun kan tages hensyn til personlige omstændigheder, i det omfang økonomien tillader det. Det er ikke længere forfærdende, blot trist.

Måske en medvirkende årsag til, at romanen i nutiden retter blikket mod menneskers psykologi snarere end mod kapitalismens betydning for denne. Det er påfaldende, at ’den store samtidsroman’, der er blevet efterlyst i 50 år, af en eller anden grund stadig udebliver. Hver gang er det alligevel ikke dén. Fordi de økonomiske sammenhænge er blevet for uoverskuelige?

Ifølge den ungarske marxist, Georg Lukács’ klassiker Den historiske roman undergår litteraturens beskrivelse af samfundet en forfaldshistorie fra 1830’erne og frem. Det begynder allerede at gå galt med Gustave Flaubert (1821-1880). I stedet for, som Balzac, at skildre en hel samfundsform og de mekanismer, der styrer den, gennem et repræsentativt persongalleri, psykologiserer Flaubert overfladefænomenerne, som de kan iagttages uden analyse, og han ‘forfalder’ af samme grund til eksotisk ornamentik og perversioner som sadisme for at sætte kulør på fortællingen, mener Lukács. Det samme kan (med visse modifikationer vedrørende perversioner ganske vist) siges om Varm luft. Uden at man nødvendigvis accepterer den lukácske skematik.

For forståelsen af, hvad realisme i litteraturen er, forandrer sig. En nutidig forfatter som Karl Ove Knausgård ser eksempelvis ikke Flaubert som overfladisk. Han ser ham tværtimod siddende trygt i midten af sin virkelighed, bagudskuende mod et velordnet landskab, som han kan skildre i al magelighed. For Knausgård er Flaubert en Balzac for så vidt angår overblikket over samfundet.

Infantilisering

Men han er først og fremmest en voksen mand. Generationen efter med Proust, Kafka, Hamsun med flere forbliver derimod i Knausgaards øjne børn i deres passive eller aggressive forhold til omverdenen. For ham har den fortsatte udvikling bevæget sig fra et voksen- mod et børnestade.

Er det sådan fortsættelsen tager sig ud? Som en infantilisering? I hvert fald kan man vel sige, at ungdomsdyrkelsen er et fremtrædende træk ved nutidens bevidsthedsformer, godt stimuleret af borgerens forvandling fra myndigt samfundsmedlem til forbruger. For på en måde sætter forbruget udviklingen i stå.

»I de samfund, hvor den kapitalistiske produktionsmåde hersker, viser rigdommen sig som en uhyre vareophobning,« konstaterer Marx i Kapitalens I. bind. Men det betyder også, at vi får stadig mere af det samme. Skal man tro en anden af det kapitalistiske samfunds kritikere, Theodor W. Adorno, så standser varesamfundet på en måde samfundets dynamik.

»De maskinproducerede varers evindelige ensartethed, samfundsmæssiggørelsens net, som i lige høj grad indfanger og assimilerer objekterne og blikket på dem, forvandler alt, hvad man støder på, til noget, der altid har været, til det tilfældige artseksemplar, modellens dobbeltgænger,« skriver han i Minima Moralia. Med skiftet fra analog til digital produktion får den endda en ekstra tand: Modellen er ikke længere eksisterende. Varekonsum, shopping bliver en båndsløjfe, der er med til at fastholde individerne i en fantasitilstand af evig ungdom.

At familien har fortsat sin opløsning fra Père Goriots dage, i stadig stigende omfang til fordel for singlelivet, kunne tyde i samme retning. Udviklingen er gået fra slægt til kernefamilie og via skilsmisse til singleliv. Andre tendenser, der peger den vej er opløsningen i de institutioner og sammenhænge, der fastholder et vist rum omkring individerne. Interessefællesskaber som fagforeninger og lignende bliver til hobbybaserede og sociale netværk på internettet. Arbejdet er endegyldigt blevet en omskiftelig, ustabil størrelse, og industrisamfundets hierarkiske lagkagestruktur er afløst af en flydende netværksstruktur med digitale kommunikationsformer som de dominerende.

Alt dette får individualismen til at grassere, sådan som både ældre forfattere som Anders Bodelsen og yngre som Jan Sonnergaard og Benn Q. Holm skildrer det. Men de yngres bøger er karakteristiske ved helt at koncentrere sig om forbruget, om mærkevarer, cafeer, dyr sprut og stoffer samt en omgangsform, især blandt mænd, der består af lige dele narcissisme og (voldelig) konkurrence om magt. Det er folks egen skyld, hvordan de har det, og klarer man sig ikke, er man en tabernar. Sådan ser samfundet ud i deres øjne. Afspejler litteraturen den samfundsmæssige udvikling, kunne noget altså tyde på, at infantiliseringen breder sig.

Men så kommer krisen, og så dukker en bevægelse som Occupy-bevægelsen op, og den politiske kamp mellem samfundets lag og klasser bryder ud i hidtil usete (globale) former.

En roman som Holger, der selvfølgelig kan downloades fra nettet, sætter fingeren på, at kampen nu står imod finanskapitalens varme luft. Og så må man jo bare sige: Fortsættelse følger ...

Serie

Seneste artikler

  • Da kongerne holdt op med at beskytte de svage

    10. januar 2012
    Virtuelle penge og vækst på kredit er ikke et moderne fænomen. At bruge penge, man ikke har, har altid været hjørnesten i økonomien. Det nye er, at vi har opbygget et system, der beskytter kreditoren, ikke debitoren
  • Kunsten er nyliberalismens guldkalv

    10. januar 2012
    Trods et par magre år efter finanskrisen er samtidskunsten stadig en integreret del af den neoliberale kapitalisme. Måske neoliberalismen og samtidskunsten simpelthen er skabt for hinanden?
  • Riskær: Markedet kannibaliserer sig selv

    4. januar 2012
    Finanssektoren avler på sig selv, og derfor degenererer den, siger finansmanden Klaus Riskær Pedersen. Han vil have indført Tobin-skat og ser på Occupy-bevægelsen i New York med en følelse af … lykke
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom W. Petersen

Det er da en aldeles fremragende præcis fremstilling af tilstanden, som den er.
Uhyggeligt, skræmmende præcist.
Og med udgangspunkt i Marx' superaktuelle beskrivelse af vort samfunds mentale karakter, som vi uafbrudt ser bekræftet i praksis.

Claus Oreskov

Spændende læsning og en god vinkel på emnet kapitalisme. En anden god pointe er at se litteraturen som en del af den overbygning som med Marx ord tilsløre udbytningsforholdene i et samfund. Engang imellem bryder nogen igennem, som f.eks. Balzac, med en modsatrettet samfunds fortælling men i vor tid er der langt mellem snapsene. Derfor: ”Vi ved alle, at vi er nød til at bøje os for den økonomiske logik”. For det er vi jo ikke når det kommer til stykket. Vi er kun nød til at bøje os, så længe vi befinder os indenfor den kapitalistiske produktionsform. Så vil det altid betyde fyringer og nedskæringer i velfærden, når krisen krasser i systemet. Ingen tænker på at der er penge nok, at de bare går i den arbejdsfrie klasses lomme. Kun en revolutionær omvæltning af den økonomiske struktur, kan forandre, denne fatalistiske tro på nødvendigheden i kapitalismens elendighed.
Sjov beskrivelse af den stadig omsiggribende infantilisering og kære Karen Syberg det er ikke kun mændene der ender i primitiv narcissisme også madammerne er ramt af infantilisering. Flere og flere voksne kvinder går omkring med Micki Muse og Anders And frakker og de har tillagt sig en udtale som små piger. Måske hænger denne tendens også sammen med en længsel efter nærværd og en overskrivelse af ”sjælens ubodelige ensomhed” (Det er jo Strindberg år!)

mange kommunister siger jo at hvis
(gen)vindingerne, (re)volutionerne, (gen)vendingerne, kommer, er det mindre for at opnå det meget bedre, men mere for at
afskaffe det for dårlige.

Andreas Trägårdh

“People who dismiss the unemployed and dependent as ‘parasites’ fail to understand economics and parasitism. A successful parasite is one that is not recognized by its host, one that can make its host work for it without appearing as a burden. Such is the ruling class in a capitalist society.”

— Jason Read

Martin Haastrup

Fint at fokuset på 'kapitalisme-kritikken' holdes hos Information.

Den økonmiske kasse-tænkning skal skubbes tilbage og ud alle forhold i samfundslivet, hvor den truer RETS-FORHOLDET mellem mennesker.

MAO - når det (RETS-)forhold som er karakteristisk mellem to mennesker der udveksler en vare - OGSÅ anvendes (ensidigt...)i rets-statslige/politiske og kulturelle forhold er fanden løs i Laksegade.
Hele samfundet på intensivafdelingen og alt hvad artiklen ellers nævner.

Dog jeg bliver nødt til at fastholde og henvise til Dr. Rudolf Steiners ’Social Tregrening’
http://www.tregrening.org
http://www.tregrening.org/download/index.html - ’Det sociale spørgsmåls kernepunkter’

F.eks. er man også nødt til at gøre op med tanken om varebegrebet, anvendt på det forhold mellem den arbejdende, som skulle kunne sælge sin arbejdskraft som en vare til den som leder en produktionsvirksomhed.

Yderligere må den socialdemokratiske og socialistiske tankegang kritiseres for at sammenblande rets-og-politisk liv/statsliv med åndslivet/kulturlivet. Hvis man ønsker sig en virkelig fri presse feks – et virkeligt frit ånds-og kulturliv.

’Social Tregrening’ giver i min optik et helt klart grundlæggende billede af hvad årsagerne til nuværende krise består i og hvordan de kan afhjælpes gradvist.

Det drejer sig altså ikke kun om at kritisere den kapitalistiske tankegang og ensidighed men OGSÅ om at forstå sammenblandningen mellem de tre hovedområder i den sociale tregrening: 1) Økonomisk liv – 2) Rets-og politisk liv – 3) Åndsliv – (kulturliv osv)

Vi er nødt til tage med i betragtningen at den socialistiske ide er en reaktion og en sund og berettiget en – det skal anerkendes – men at der stadig mangler noget i at forstå hele problemets omfang – derfor faldt Sovjet – for HVERKEN den socialdemokratiske/socialistiske ide, som den kapitalistiske kan ALENE (!) ISOLERET SET - HVER FOR SIG redde os ud af den nuværende krise. De er dem, det er den ensidige andvendelse af dem, som har skabt krisen.

Det er meget meget vigtigt med den ’kapitalisme-kritik’ som også denne artikel plæderer for –men det er også vigtigt at erkende socialdemokratiets ide om hele fagforeningensbyggeriets fataliteter som skulle beskytte den arbejdende i sit RETS-FORHOLD til sin chef/leder mod den kapitalistiske
Udbytning, ved det at man troede og stadig i dag gør – at dette retsforhold IKKE trues ved at man blander økonomisk tænkning ind i dette retsforhold=betragter arbejderens arbejdskraft som en vare på lige fod med en enhver anden simpel vare.

Man skal selv læse social tregrening for at nå til lignende aha-erkendelser.

Og de i artiklen nævnte forfattere kan sikkert også bringe os/den enkelte derhenad. Balzac – Marx – Engel osv. Men efter min forståelse og begrænsede viden mangler forståelsen for netop den SKARPE ADSKILLELSE mellem de tre KERNEPUNKTER. Der viser Steiner en vej.

Jeg kan foreløbig kun formulere det i mit eget sprog således: Det synes således at forekomme at være således beskaffent at det ikke alene drejer sig om i første linje at komme med kritik af hverken kapitalisme eller socialdemokratisme/socialisme, men om at få skubbet disse tilbage til de områder hvor deres præmisser og fundering kan virke efter den hensigt de er baseret på. Altså meget forenklet sagt: Kapitalisme på det 1) Økonomiske liv – Socialisme/socialdemokratisme på det 2) Retslige-/politiske liv – og 3) helt frigøre åndslivet/kulturlivet osv. fra de to første.

Dette er selvfølgelig en meget firkantet forenkling. Der er mange detaljer der skal afklares og et vigtigt er vare-liggørelsen af menenskets arbejdskraft. Arbejdskraft kan ikke ses som og behandles som en vare på lige fod mod alle andre. Og fagforeningerne og hele den socialdemokratiske models institutioner kan ikke opveje den udbytning som sker som følge af dette rets-forhold som trues ved en sådan varelig-gørelse af menneskets abrejdskraft.

Læs og døm selv. Tak for en udmærket artikel til Information.

Martin Haastrup

Der er desværre kun ét eneste men også altafgørende begreb, som hindrer mig i, at anerkende fuldt ud - Claus Oreskov udmærkede, intelligente og klartseende kommentar foroven 13. januar 2012 kl. 20:25 - Og det er '...Kun en revolutionær omvæltning af den økonomiske struktur, kan forandre, denne fatalistiske tro på nødvendigheden i kapitalismens elendighed.'

'Revolutionær omvæltning' - Men det er svært det her - jeg ville helt undgå enhver form for VOLD og MAGT i en REFORMISTISK FORANDRING af det økonomiske livs og dets interesser osv - som peger i retning af Den Sociale Tregrening + alt det andet jeg har nævnt og som Steiner nævner.

Men det er vanskelig at spå hvordan dette bedst muligt finder sted og så er vi tilbage igen i 70'rne eller i 30rnes krise. HVORDAN GØR VI??! Hvordan får vi skubbet det økonomiske livs betragtningsmåder tilbage til sit områder??? I øjeblikekt er det ALTDOMINERENDE => Den socaile kræftsvulst.

Dog må jeg stadig fastholde at jeg stadig tror på at hvis man virkelig satte sig ind i Den sociale tregreing så ville man se at det er muligt at rede alle disse tråde ud mellem hinanden - så alle 3 grene nævnt ovenfor får delvis indrømmelser og delvise må skubbes tilbage til sig selv om jeg så må sige.

Men ellers tak til Oreskov for kommentaren. Godt og klart formuleret!

Martin Haastrup

Uddrag fra Social Tregrening til belysning af mit ovenstående (kap2.afsnit 23) :

"I den sociale organisme, således som den er fremgået af menneskehedens historie og således som den gennem maskinetiden og den moderne kapitalismes tid præger den sociale bevægelse, omfatter det økonomiske liv langt mere, end det bør omfatte i en sund, social organisme. I det økonomiske kredsløb cirkulerer, der hvor egentlig blot varer burde cirkulere, nu både den menneskelige arbejdskraft og rettigheder. I erhvervslivet, som hviler på arbejdets deling, kan man i vor tid ikke alene bytte varer mod varer, men på samme økonomiske vilkår også varer imod arbejde og varer imod rettigheder. (Jeg kalder alt det for vare, som ved menneskearbejde har fået en sådan form og er bragt til et sådant sted, at det kan benyttes til menneskers konsumtion. Lad denne betegnelse forekomme mangen nationaløkonom anstødelig eller utilstrækkelig, den gør dog tjeneste til forståelsen af, hvad der bør tilhøre det økonomiske liv*.

*Det drejer sig i forbindelse med en fremstilling som bliver gjort i livets tjeneste ikke om at give en definition som stammer fra en teori, men derimod om ideer billedliggøre det som spiller en livsfuld rolle i virkeligheden. Begrebet "vare" peger hen på noget som mennesket oplever, hvis den bruges på den ovenstående måde; ethvert andet begreb af "vare" udelader noget eller tilføjer noget således at begrebet ikke dækker sig med livsforløbet i livet virkelige virkelighed. Hvis nogen ved køb erhverver et grundstykke, er det det samme som et bytte af grundstykket mod varer, der repræsenteres af pengene. Men grundstykket selv virker ikke som vare i det økonomiske liv. Dets plads i den sociale husholdning bestemmes ved den ret, mennesket har til at benytte det. Men denne ret er noget væsentlig andet end det forhold, hvori en producent står til sin vare. Det ligger i det sidstnævnte forholds natur, at det intet kan have til fælles med det forhold, hvorved enkelte får eneret til at benytte et stykke jord. Denne ret bringer andre mennesker, som tjener til deres livsunderhold ved arbejde på dette grundstykke, eller som må bo der, i afhængighed af ejeren. Derved, at man gensidig bytter virkelige varer, som man producerer eller konsumerer, opstår aldrig et sådant afhængighedsforhold. "

selv om der kom den røde blok, og måske snart kommer nogen og noget mere socialistiske
end den røde blok, fællesejetilhængere;
og der tales om og for det i island, norge, sverige, danmark, kan man ane
at de måske snart er endnu mere materialister sydpå, altså i tyskland...

Michael Kongstad Nielsen

En rigtig god artikel med en masse rammende og
præcise afdækninger af litteraturens forhold til kapitalismen eller mangel på samme.

Det er dog som om, at den periode, der kom efter 1800-tallets kapitalismekritik, mangler at komme til sin ret. Det er for let (og forkert) at afskrive den som en forfaldsperiode, som Lukács gør, eller en infantilisering, som Knausgaard gør, for på mange måder var industrialiseringen og overgangen fra agrar-samfund til industrisamfund, fra land til by, det helt store brede tema i litteraturen omkring 1900-tallets første halvdel. Realismen - som epokens litteratur ofte kaldes - blev nødt til at inddrage samfundsfænomenerne for af kunne forstå menneskenes situation og udvikling. Med navne som Zola, Steinbeck, Mann, Aakjær, Pontoppidan, Andersen Nexø som nogle få eksempler. Det var sørme ikke litteratur i forfald. Og senere kom hele mellemkrigstidens kulturradikalisme og politisk inspirerede litteratur, hvor det ikke skortede på analyse og beskrivelse af, hvad samfundet og kapitalismen gør ved mennesker.

Men at vi idag har overgivet os totalt til kapitalismen, markedet, konsum, varefetish, er en vedtagelse, der ikke engang tales om, sådan er det bare. At vi er nødt til at bøje os for den økonomiske logik, er ikke ensbetydende med, at vi behøver at elske den. Men vi har taget logikken og pengene og lånefinansieringen så meget til sig, at det nærmest er blevet kærlighedsforhold. Halvdelen af Danmarks befolkning sidder hjemme foran computerne og handler aktier og værdipapirer på nettet.
Selv litteraturen synes af være blevet en vare.

randi christiansen

Når man ikke kan skille tingene ad, og placere dem hvor de hører hjemme, går det galt. Hvad er forudsætningen for et frit åndsliv ? At man ikke går sulten i seng ! Derfor MÅ vi have gjort op med den feje ressourcefordeling. Det ødelægger alt, at den 1% kontrollerer biotopens fælles ressourcer.

vi bør og må videre mht. at finde svar på spørgsmålet
om det er “astrologi” eller
kommunisme og kommunister, der bør råde ?

Claus Oreskov

@Michael Kongstad Nielsen. Er enig langt hen af vejen i det du skriver. Dog er jeg selv ikke så forgabt i kulturradikalismen, idet den forekommer mig underlig tandløs. Steinbeck er nok også mere underholdende end han er farlig for det bestående, så er der mere bid i Upton Sinclair. Når man nævner Andersen Nexø må man vel også have Maksim Gorkij med og måske også den ukrainske sovjetiske forfatter Nikolaj Ostrovskij:
http://kilaasi.blogspot.com/2011/11/nikolaj-ostrovskij-1904-1936.html
PS: Det er ikke altid de store litterære opsætninger der sætter sig spor – jeg selv vender altid tilbage til en lille bog af Harald Rue, når jeg skal inspireres i socialrealistisk retning den hedder ”Litteratur og Samfund” – det er en fuldblods marxistisk litteratur analyse.

Michael Kongstad Nielsen

Claus Oreskov: - tak for replik. Ja, de kulturradikale
var nok lidt tandløse i det, men det må alligevel have været befriende, at de kom og sparkede til det vedtage og den borgerlige konsensus. De var frem for alt kritiske og turde sætte spørgsmålstegn ved alt lige fra seksualmoral til byens indretning. I kredsen omkring dem fandt man vel også forfattere som Hans Hirk, H. C. Branner, Hans Scherfig m. fl. Funktionalismen i arkitekturen og bylanlægningen var fin nok til at få lys og luft og sundere boligforhold, men det var jo naivt at tro, at det fornuftige, enkle, velindrettede liv kunne stille noget op overfor kapitalismen og Verdenskrisen. Naivt var deres natursyn i øvrigt også. PH skrev, at naturen var til for mennskets skyld og skulle bruges til menneskets fremskridt. Man behøvede ikke at bekymre sig om den, den skulle nok klare sig. Og naturfredning foragtede han. Det var som "en samarittergerning for en syg moster"

Men, men, de havde en funktion,og de satte sig spor, så stærke endda, at en kulturminister ved navn Brian Mikkelsen fra 2001 og frem anså sin kamp (sammen med DF) mod kulturadikalismen som det vigtigste i dansk politik. Hvilket jo var en mærkelig kamp mod vindmøller, både de imaginære og de reelle.

Og så er det bare, at man tænker, hold da op hvor vi mangler noget kritik i dag, nogle, der kan ruske op i geledderne og blæse frisk luft og samfundskritisk eftertanke ind i dagens kunst og litteraturverden. (ps. jeg har ikke læst
Dan Larsens roman "Holger" fra 2007. ).

randi christiansen

Kim - kunne du forklare, hvad du mener med ´astrologi´? Vi ved jo alle, hvad den faktuelle, etymologiske betydning er : læren om stjernerne. Denne anvendes af såkaldte stjernetydere med ofte forbløffende resultater. Som du måske ved, påvirker månens faser flod og ebbe og ligeledes kvindens cyklusser. Derfor er det nærliggende at forstå, at universet, hvis indre og ydre grænser vi ikke kender, påvirker og interagerer med alt, efter lovmæssigheder som ikke er fuldt erkendte.

Du bruger ordet i en kryptisk sammenhæng, som undslipper min forståelse .

Michael Kongstad Nielsen

Ved nærmere eftertanke er jeg nu forresten ikke så sikker på, at kulturradikalismen var tandløs. Den var med til at sikre Danmark mod fascismen i 1930-erne, mod støvletramp og efterligning af den store nabo mod syd.

Jens Overgaard Bjerre

Så længe vi har et tv, som alene beskæftiger sig med (ca. 90 procent) med kapitalisme som en naturgiven ting. Og med dens produkter som glorificerer den de kapitalistiske udtryksformer i film og andre udsendelser, så bliver det svært at forstå, at der kan være andre former.
Men men ødelæggelse af klimaet, bliver man nød til at finde på andre former for økonomiske og social relationer. Men selvfølgelig igen: det bliver i første omgang de fattige som det vil gå ud over. Her i landet som i Afrika.

Kapitalismen vinder.

Den vinder i sådan en grad, at kritik af kapitalismen også kan blive til en vare, der kan opleve efterspørgsel og som derefter bliver mødt med et udbud fra diverse forfattere med sans for købedygtige niche-segmenter.

Lidt ligesom at samtlige "mod-kulturer" og "sub-kulturer" idag kan opleves som udbudt af store multi-nationale firmaer komplet med tøj, holdninger, musik, film, attitude og så videre.

At være imod kapitalisme er også en vare, der kan købes og sælges. På markedsvilkår naturligvis.

Erika Grann, kodeordet er: "i mangel af bedre". Forbrug er narkomani, hvis det ikke skal opfylde primære formål. - Og så skal vi huske, at al udvikling i kapitalismen foregår på trods af det heskende paradigme.

Til Peter Hansen:

Min eneste anke med den måde hvorpå vi har indrettet kapitalismen: Vi lader ikke de store gå til grunde, og samfundet tilbyder ikke basis-ydelser.

Jeg mener egentlig der burde være en Dansk Folkebank, der tilbød ind- og udlån til individer og intet andet. Ligesom jeg mener at al infrastruktur, herunder i særdeleshed mobil- og internet bærende anlæg burde være statsejede og tilbudt samtlige borgere til en flad pris, der blev omkostningsreguleret hvert år. Samme idé med Postvæsen og DSB. Det er ikke områder hvor "private enterprise" egentlig har noget formål.

Bevares, private firmaer måtte da gerne byde ind på disse områder, men det skulle ikke ændre det statslige udbud. Samtidig skulle disse statslige virksomheder naturligvis heller ikke drive forretning udenfor deres kerneområder, men alene sikre en ensartet service til alle borgere til den samme pris for alle.

Erika Grann, man skal bare fortsætte diskussionerne længe nok, så viser det nuancerede billede sig. Jeg er selvfølgelig ikke uenig med dig i dine ønsker om klassisk offentlig service. - Jeg er også enig med dig i, at det ville være enklere, rimeligere og bedre for alle med en basisindkomst. Det er iøvrigt ikke engang særlig socialistisk, men mere samlende for mange fløje.

randi christiansen

Det, der er galt med det kapitalistiske system, er at det tillader en ureguleret "først til mølle" tilgang til de fælles ressourcer.

En problematik som kapitalisterne lader som om ikke eksisterer ? Og som socialisterne heller ikke taler om. Derfor har socialisterne ikke den nødvendige gennemslagskraft - den hellige ko, tør de ikke slagte.

Det er kun retsliberalisterne - og andre nye og ældre bevægelser, Hippierne, Occupy, økologiske økonomer og - uha - Zeitgeisterne - som forstår, at det er lige præcis der, hunden ligger begravet, og lige præcis der alt kører af sporet. Og Marx, som forudså at kapitalismen qua sit indbyggede konfliktstof ville undergrave sig selv, eller i hvert fald uundgåeligt mutere ud i andre former.

Det er så her den intelligente del af menneskeheden - og den del der ikke er ved at dø af sult,nød og elende - på grundlag af sine efterhånden mange erfaringer bør kunne nærme sig den fornuftige, hensigtsmæssige og retfærdige løsning.

Martin Haastrup

Udvalgte uddrag fra Dr. Rudolf Steiners 'Social Tregrening :

http://www.tregrening.org
http://www.tregrening.org/download/index.html
Vælg : 'Det sociale spørgsmåls kernepunkter.'

(Kapitel, afsnit)

(2-19) Nu kunne man jo tro, at der allerede var taget tilbørligt hensyn til denne adskillelse, når der i erhvervslivets institutioner også blev sørget for de rettigheder, som deltagerne i dette erhvervsliv må have. En sådan tro har ikke sin rod i det virkelige liv. Det retsforhold, som må bestå mellem menneskene indbyrdes, virker kun tilfredsstillende, når det ikke praktiseres på erhvervslivets enemærker, men på derfra ganske adskilte områder. Derfor må den sunde sociale organisme ved siden af det økonomiske liv udfolde et selvstændigt retsliv, hvori de mellem menneskene gældende retsforhold udvikles og håndhæves. Men retslivet bør tilhøre det egentlig politiske område i staten. Fører menneskene de interesser, de må tjene i det økonomiske liv ind i retsstatens lovgivning og forvaltning, så vil retten blive udtryk for de økonomiske interesser. Er retsstaten selv økonomisk interesseret, mister den Evnen til at regulere menneskets retsliv. Dens forholdsregler og indretning skal nemlig tjene menneskets behov for vare; den bliver så dermed trængt bort fra de impulser der tager sigte på retslivet.

(2-21) Den betragtning, som førte til kravet om retsstatens fuldstændige adskillelse fra den økonomiske organisme udspringer fra selve det virkelige menneskeliv. De, der vil knytte retslivet til det økonomiske liv, kan ikke påpege et sådant udgangspunkt. Deltagerne i det økonomiske liv har selvfølgelig en vis retsfølelse; men på basis af den kan de kun varetage lovgivning og forvaltning i den rette ånd, ved udelukkelse af deres økonomiske interesser, når de har mulighed for at forme deres retsskøn indenfor en uafhængig retsstat, der som sådan ingen andel har i erhvervslivet. En sådan retsstat har sine egne lovgivnings- og forvaltningslegemer, der begge bygger på principper som udgår af den nyere tids retsbevisthed. Den vil bygge på impulserne i menneskebevidstheden som man for tiden kalder for de demokratiske. Det økonomiske liv vil ud fra sine egne impulser danne sine egne lovgivnings- og forvaltningskorporationer. Og det nødvendige samarbejde mellem ledelserne af disse to led, retsstaten og erhvervslivet, bliver omtrent som mellem suveræne staters regeringer. Adskillelsen vil medføre, at det, som udfolder sig i det ene led, kan få den nødvendige virkning på det, som opstår i det andet. Denne virkning hindres nu ved, at de enkelte områder indenfor sig selv vil udfolde det, som bør tilflyde dem fra de andre.

(2-29) De bestræbelser, visse regeringer er begyndt med og som førte til, at Staten overtog nogle af erhversgrenene (post, jernbane, osv.) må vige for det modsatte: udløsning af alt økonomisk fra det politiske statsvæsen. Tænkere, som med deres bestræbelser tror at være på rette vej mod en sund social organisme, drager yderliggående slutninger af disse, de gamle regeringers socialiseringseksperimenter, og anbefaler samfundsovertagelse af alle de økonomiske hjælpekilder, der kan kaldes produktionsmidler. En sund udvikling vil give det økonomiske liv fri selvstændighed, og den politiske stat mulighed for ved retsordningen at påvirke erhvervslivet, på sådan måde, at det enkelte menneske ikke kommer i modstrid med sin retsbevidsthed ved at indlemmes i den sociale organisme.

(2-37) En sådan anskuelse, der som denne lægger menneskets åndelige liv øde, vil ophøre når følelsen dukker op: på det åndelige område findes en virkelighed, der går ud over det ydre materielle liv, og bærer sit indhold i sig selv. Men en sådan følelse er utænkelig, sålænge et samfunds åndsliv ikke frit kan udfolde sig af sine egne impulser og i frihed styre sig selv. Kun et selvstyrende åndslivs frie udfoldelse giver det kraft til at erobre sig den plads i samfundet, det har krav på. Kunst, videnskab, verdensanskuelse og alt, hvad dertil hører, behøver en selvstændig fri stilling i det menneskelige samfund. Thi i det åndelige liv hænger alt sammen. Den enes frihed kan ikke trives, uden at den andet også har frihed. Selv om matematik og fysik ikke umiddelbart i deres indhold påvirkes af det staten har behov for, vil dog det man benytter dem til, den værdi, man tillægger dem, den virkning deres røgt får for hele det øvrige åndsliv og meget andet, betinges af det staten anser som mest formålstjenligt for sig, sålænge visse grene af åndslivet er afhængige af den.

Det bliver noget andet, når lærerne i skolens lavere klasser, ikke mere følger statens ønsker, men får deres impulser fra et åndsliv, der står på egne ben. Socialdemokratiet har på dette område arvtaget de ledende klassers tænkemåde og sædvaner, og anser det som idealet, at det åndelige liv inkorporeres i den økonomiske samfundsbygning. Thi derved vil de kunne fortsætte ad den vej, hvor åndslivet har mistet al betydning. Socialdemokratiet har udviklet en rigtig følelse i dets fordring om at religion bør være en privatsag. I et sundt statslegeme må nemlig alt åndsliv være en "privatsag" overfor staten og erhvervslivet. Men socialdemokratiet tænker sig ikke at religionens overførelse til privatlivet skulle skabe mulighed indenfor samfundet for en åndelig værdi, som derved kunne udvikles friere og højere end under statens kontrol. Det mener, at staten kun må bruge sine midler til røgt for det, der er livsbehov for den selv. Og dertil menes det religiøse åndsliv ikke at høre. Men ved en sådan ensidig frigørelse fra staten kan en enkelt gren af åndslivet ikke trives, når al det øvrige er kneblet. Den nyere tids religiøse liv vil kun sammen med hele det befriede åndsliv kunne udvikle sjælsbærende kræfter for fremtidens menneskehed.

(3-06) Et af de fundamentale spørgsmål, som opstår af denne kritik er, på hvilken måde det tryk kan ophøre, som proletariatet må døje under den private kapitalisme. Kapitalens indehaver eller forvalter kan tage andre menneskers legemlige arbejde i sin tjeneste for at producere. Man må skelne mellem 3 led i den sociale samvirken af kapital og menneskelig arbejdskraft: 1. Foretagsomheden, der beror på enkeltmands eller på en gruppes dygtighed, 2. Driftsherrens forhold til arbejderen, som bør være et retsforhold og 3. Fremstillingen af en Ting, der får værdi som vare i det økonomiske kredsløb. Foretagsomheden kan kun på en sund måde gribe ind i den sociale organisme, når der sørges for, at menneskenes individuelle evner kan udfolde sig bedst muligt. Det kan kun ske, når der findes en ordning, som giver den dygtige frit initiativ til at virkeliggøre sin dygtighed og gør det muligt for andre mennesker frit at bedømme værdien af denne dygtighed. Et menneskes sociale arbejde med kapital bør derfor høre til det område af den sociale organisme, i hvilket åndslivet besørger ledelse og lovgivning. Overlades det den politiske stat at bedømme de individuelle muligheder, vil nødvendigvis mangel på forståelse gøre sig gældende. For den politiske stat må være baseret på og må kun give de livskrav lejlighed til fri udfoldelse, der er ens for alle mennesker. Den må indenfor sit område lade alle mennesker nyde lige rettigheder uden hensyn til deres individuelle evner, derfor må den ingen indflydelse have på sådanne evners benyttelse. Ligesålidt må økonomiske fordele være bestemmende for den ved kapitalens hjælp muliggjorde udfoldelse af individuelle evner. Mange lægger ved bedømmelse af kapitalismen dog stor vægt herpå, idet de påstår, at uden gevinstens spore ville den personlige dygtighed ikke komme til udfoldelse. Og som "praktikere" beråber de sig på den "ufuldkomne" menneskenatur, som de mener at kende. Ganske vist har gevinsten en dybtgående betydning indenfor den nuværende samfundsorden. Men dette er just en af de væsentlige årsager til de tilstande vi nu oplever. Og just derfor bør vi søge at finde andre drivkræfter til de individuelle evners udfoldelse. Og de findes i den sociale forståelse, som et sundt åndsliv indebærer. Opdragelsen og skolen vil udruste mennesket med impulser fra det frie åndslivs impulser, som får ham til at virkeliggøre sine individuelle evner i kraft af den sociale forståelse, han har opnået.

urfællesskab, ursocialisme, urcommunisme, agrarkommunisme,
urhumanisme, agrahumanisme,
“atlantis” “eden” “paradiset”

lidt trist hvis de goder mere var i fortiden end i fremtiden

lyset, lyden, lydene, lyset, lys, lyd, sangen
sang, sange også
som mennesker, som mennesket, som arbejdere, som arbejderne, som jo er meget sikre på
at hvis noget, nogen , det eller de eller de
var, er eller kan blive virkelige
må det være af verden, som verden og i verden

fremtiden skulle jo da helst blive bedre end fortiden

randi c, skrev:

Kim - kunne du forklare, hvad du mener med ´astrologi´? Vi ved jo alle, hvad den faktuelle, etymologiske betydning er : læren om stjernerne. Denne anvendes af såkaldte stjernetydere med ofte forbløffende resultater. Som du måske ved, påvirker månens faser flod og ebbe og ligeledes kvindens cyklusser. Derfor er det nærliggende at forstå, at universet, hvis indre og ydre grænser vi ikke kender, påvirker og interagerer med alt, efter lovmæssigheder som ikke er fuldt erkendte.

------------------------

næppe med forbløffende resultater,

ve den verdensdel der har brug for ledestjerner

communisme og communister som alternativer til astrologi ville være bedst; men

det kunne se ud som om vi må nøjes med enhedslisten og enhedslistetilhængerne, som alternativer til astrologi;

det kunne endog se ud som om vi må nøjes med 1968-oprører og 1968-oprør som alternativer til astrologi

ja det kunne endog se ud som om vi må nøjes med socialdemokratisme og socialdemokrater,
som alternativer til astrologi;

andre nævner

tilhængerne af, og selve retningerne:

verdenslære, urverdenslære ( naturlære)
mere / mindre-"fri" vilje lærer
fler"gude"retninger, poly"te"isme
dialektiske materialismer
algudretninger (panteismer),

som jo oftest er noget andet end deres "genstand(e)":

verdenen, urverdenen,
mere/mindre-"fri" vilje
animisme, animatisme
mange"guder", poly"teiteterne"
den dialektiske materie,
alguden, panteiteten

som (mulige) alternativer til astrologi

---

@randi

selv hvis, på hele kloden, noget svarende til rød blok var regering, bør middelklassen ikke satse meget på at det kunne standse udtyndingerne i middelklassen