Læsetid: 7 min.

Kunsten er nyliberalismens guldkalv

Trods et par magre år efter finanskrisen er samtidskunsten stadig en integreret del af den neoliberale kapitalisme. Måske neoliberalismen og samtidskunsten simpelthen er skabt for hinanden?
Trods et par magre år efter finanskrisen er samtidskunsten stadig en integreret del af den neoliberale kapitalisme. Måske neoliberalismen og samtidskunsten simpelthen er skabt for hinanden?
10. januar 2012

Da finansboblen brast, og lån i imaginære værdier blev til tydelige tab, begyndte luften hist og her at sive ud af det oppustede samtidskunstmarked, der siden midt-90’ernes vilde investeringer var blevet en stor aktør på det finansielle marked. Ifølge kunsthistoriker Mikkel Bolt blev både det internationale og danske kunstmarked i en vis grad støvsuget for de enorme summer, der cirkulerede indtil 2008. Indtil da var gallerier skudt op alle vegne, og unge danske kunstnere kom på etablerede gallerier, før de forlod akademiet. Ikke desto mindre har meget lidt ændret sig siden da:

»Den internationale samtidskunst er stadig kendetegnet ved de store kunstmesser, samlere, som stadig har enormt mange penge, og museer, der stadigvæk tænker sig selv som en del af et oplevelsesøkonomisk paradigme og fungerer som udflugtsmål for en velbjerget middelklasse fra USA og Vesten og i stigende grad også fra Kina og dele af Mellemøsten,« siger Mikkel Bolt.

En grund til, at krisen ikke har lavet radikalt om på kunstmarkedet er, at samtidskunsten og den neoliberale kapitalisme er som skabt for hinanden, mener Carl Martin Faurby. Han har netop afsluttet sit speciale på Moderne Kultur på Københavns Universitet med den tese, at samtidskunsten bekræfter neoliberalismens logik:

»Den neoliberale ideologi er den nuværende, senkapitalistiske styringsform, som ikke har brug for at være tydelig som ideologi, men som helst vil være usynlig,« siger Carl Martin Faurby.

Britiske Damien Hirst er et eksempel på en kunstner, der i tråd med den neoliberale logik både spiller højt på markedets præmisser og garderer sig mod kritik. Hirst blev symbol på samtidskunstens økonomiske boom lige før krisen, da han i 2008 sprang galleriledet over og solgte sine udstillede værker direkte på auktionshuset Sotheby’s for en af 111 millioner pund.

»Det spektakulære salg har haft afgørende betydning for, at samtidskunsten er blevet en del af den offentlige bevidsthed i så vid udstrækning, som den er i dag,« siger Carl Martin Faurby.

Som det er tilfældet neoliberalismen, ser samtidskunsten ofte en fordel i ikke at være et tydeligt ideologisk udsagn, men i stedet at være i konstant diskussion med sig selv, påpeger han.

»Meget af diskussionen om samtidskunst og kapitalisme handler ikke om kapitalismebegejstrede kunstnere, men om at de bekræfter kapitalismen i deres praksis — uden at bekende sig til en ideologi,« siger Carl Martin Faurby.

Det er ikke alene priserne på kunsten, der er sigende, men også det, at værkerne ofte garderer sig mod kritik ved at inkorporere kritikken. Hirsts The Golden Calf, en skulptur af en kalv med 18 karats guldhorn i formaldehyd, kan for eksempel ses som en ironisk kommentar til Hirsts egen popularitet: Alt, hvad han laver, bliver til guld. Til trods for — eller måske på grund af — denne indbyggede kommentar til markedsmekanismerne, blev skulpturen solgt for svimlende 100 millioner kroner. Alt — også samtidskunstens bløde selvkritik — bliver til guld.

Auktionshusenes efterår

Siden da er Hirsts popularitet og værdien af hans værker ikke blevet mindre. I denne måned udstiller han 300 af sine ’spot’-malerier på 11 gallerier over hele verden. Halvdelen sættes til salg. Carl Martin Faurby mener, at trækket virker desperat: at Hirst sælger ud en gros:

»Han er gone wholesale.«

Alligevel forventes Hirst ifølge avisen Los Angeles Times at sælge for mindst 550 millioner kroner.

For verdens største auktionshuse har den finansielle nedtur da også begrænset sig til én hurtig lussing i begyndelsen af 2009, da giganten Christie’s måtte skære ned på antallet af medarbejdere ved udsigten til at kunne sælge væsentligt mindre end de foregående år. I november sidste år imponerede konkurrenten Sotheby’s kunstauktion i New York så med høje salgstal: Otte malerier af Gerhard Richter røg for 422 millioner kroner. Det var knap tre gange vurderingsprisen, og samlet var auktionen over samtidskunst den tredje mest indbringende i firmaets historie. Sammen med Christie’s og det tredje førende auktionshus, Phillips de Pury, blev der således alene i november spenderet for sammenlagt 6,3 milliarder kroner.

Det skyldes ifølge det britiske magasin The Economist auktionshusenes diskrete ’tredjeparts-garantier’: Auktionshusene sælger først værket til en samler, der står som ’garant’ for en minimumspris. Det giver potentielle købere tillid til, at værket er værd at investere i. Overbydes garanten, får vedkommende en vis procentdel af overskuddet.

»Ingen har lyst til at ødelægge underholdningsværdien ved en aften på auktionshus, men samtidskunsten har troværdighedsproblemer nok i forvejen uden denne unødige fordækthed,« kritiserer The Economist de usynlige mekanismer .

Ifølge bl.a. The Art Newspaper beror auktionshusenes vækst også på ’BRIC’-effekten. Mange nye milliardærer fra Brasilien, Rusland, Indien og Kina køber, uagtet vestlig recession, løs hos auktionshusene. Samlet er der ifølge Forbes blevet 200 milliardærer flere i år, end der var sidste år, i alt 1.210 styk. For dem og andre investorer er kunst i lyset af krisen et langt mere sikkert investeringsobjekt end aktier.

Kina og samtidshelvede

Kina har til stor interesse for Vesten været en stor spiller på samtidskunstmarkedet de senere år. Carl Martin Faurby har i den sammenhæng kritiseret det toneangivende kunstmagasin e-Flux for essaybogen What is contemporary art? Bogen udkom i forbindelse med kunstmessen SH Contemporary i Shanghai, som e-Flux medkuraterede, og som havde til formål at præsentere kinesiske købere for det vestlige marked. Mens e-Fluxs skribenter principielt burde stå på kritisk afstand af samtidskunstmarkedet, kom essaybogen stedet til at bidrage til udvidelsen af dette marked. Med deres essays var kritikerne med til at forklare de kinesiske købere, hvorfor de skulle investere: Deres præsentation af kunstens kritiske potentiale blev en ukritisk del af markedsliggørelsen. Som indirekte kommentar til det paradoks beskrev den verdenskendte belgiske kunstkritiker, Jan Verwoert, i sit resignerede essaybidrag samtidskunstens forhold til kapitalismen som et »helvede«, som han også selv var indspundet i. Hverken købere, kunstnere eller kritikere kan gøre sig fra af markedskapitalismen. »Der er intet udenfor«, skriver Verwoert.

Lotte Philipsen er post. doc. ved Aarhus Universitet og forfatter til bogen Globalizing Contemporary Art. Hun mener ikke, at man kan kritisere kineserne for at spille med på markedspræmisserne:

»Kina har ingen tradition for den frie kunst, men har været underlagt propagandavirksomhed i over 60 år, så vores århundreder gamle traditioner er jo helt nye for dem. At forvente, at de skulle have vores institutionelle ballast, svarer til at efterlyse demokrati i Afghanistan fra dag ét. Hvis man tager helikopterblikket på, så er vores måde at forstå kunst som en autonom, uafhængig størrelse bare én af mange i et historisk og globalt perspektiv.«

De danske museer

I Danmark er Damien Hirst aktuel på Arken, der har indrettet et rum dedikeret til ham i forbindelse med en privat donation af otte værker. ARoS i Aarhus er aktuel med en omdiskuteret udstilling af advokat Leif Djuurhus’ private samtidskunstsamling, mens Louisiana udstiller kinesiske Ai Weiwei, der er elsket i Vesten for sin systemkritik i hjemlandet, men som også er tegn på Kinas øgede betydning på kunstmarkedet.

Ifølge Mikkel Bolt kan de tre store samtidskunstudstillinger i et bredere kunsthistorisk perspektiv ses som udtryk for, at forholdet mellem samtidskunst og kapitalisme ikke har ændret sig mærkbart siden krisen:

»De tre tilfælde viser, hvordan kunst og kapitalisme i løbet af de seneste 30 år er smeltet tættere og tættere sammen, og at det derfor er blevet stadigt sværere at opretholde forestillingen om en autonom og kritisk kunst. Nu fungerer kunst som en integreret del af en udvidet oplevelsesøkonomi, hvor billedkunst ikke er til at skelne fra andre former for kulturturisme og storbybranding,« siger han.

ARoS som museum og Damien Hirst som kunstner står for Bolt som mønstereksempler på, hvordan kunst bliver til ren underholdning på markedets betingelser.

»Kunstens rolle som medium for kritik eller undersøgelse af samfundet er forsvundet til fordel for en omfavnelse af kunst som business. Produktionen såvel som receptionen af kunst har gennemgået en form for neoliberalisering, der har betydet, at samtidskunsten i dag skal være spektakulær og storslået. Olafur Eliasson er et godt eksempel på det. Men selv en kunstner som kinesiske Ai Weiwei kan ses som eksponent for den udvikling.«

Kunst eller verden

Er samtidskunstens og kapitalismens forhold således befæstet for evig tid? Lotte Philipsen mener grundlæggende ikke, at det er muligt for kunsten at gøre sig uafhængig af det kapitalistiske system:

»Selvfølgelig er kunsten helt generelt, spundet ind i kapitalismen. Det ville være underligt andet. Den er nu engang en vare. Værker bliver købt og solgt, og kunstnere skal have brød på bordet. Samtlige avantgarder har fejlet i forsøget på at gøre op med den institutionelle omklamring af kunsten. Og hvis man forestiller sig det ultimativt åbne, grænseløse værk, der ikke indstifter en forskel, så er det ikke kunst — så er det bare verden.«

Mikkel Bolt ser derimod nye muligheder for den kunst, der med afsæt i politiske oprør kloden rundt frigør sig helt fra institutionerne.

»I takt med at protesterne mod den neoliberale kapitalisme vil tage til, vil der blive rig mulighed for, at politisk orienterede kunstnere yder et bidrag til kampen på den ene eller anden måde. Og der findes en lang tradition for kunstaktivisme, hvor kunstnere er involveret i politiske kampe og forlader kunstinstitutionen til fordel for gaden,« siger Mikkel Bolt, der i sin debatbog En Ny Verden: Små kritiske epistler om de seneste årtiers antikapitalistiske satsninger i kunst og politik og forsøgene på at udradere dem netop beskæftiger sig med den tendens.

»Herhjemme så vi det bl.a. i forbindelse med Ungdomshus-protesterne, hvor aktivister forvandlede hundredvis af gader til Jagtvej ved hjælp af klistermærker med gadeskilte på. Andre nylige eksempler kunne være den russiske gruppe Voina, der i 2010 malede en 60 meter lang penis på en klapbro over for det russiske efterretningsvæsens lokale hovedkvarter i Sankt Petersborg. Da broen blev hævet, var pikken stiv. Sådanne former for kreativ forstyrrelse kan synliggøre igangværende politiske kampe eller skandalisere den herskende orden.«

Serie

Seneste artikler

  • Kritik af vulgaritet og grådighed

    13. januar 2012
    Vil man forstå, hvad kapitalismen har betydet for litteraturen, kommer man ikke uden om at gå tilbage til dengang, den slog igennem. Vi har nemlig vænnet os til den; det, der forfærdede Balzac, accepterer vi i dag som et vilkår
  • Da kongerne holdt op med at beskytte de svage

    10. januar 2012
    Virtuelle penge og vækst på kredit er ikke et moderne fænomen. At bruge penge, man ikke har, har altid været hjørnesten i økonomien. Det nye er, at vi har opbygget et system, der beskytter kreditoren, ikke debitoren
  • Riskær: Markedet kannibaliserer sig selv

    4. januar 2012
    Finanssektoren avler på sig selv, og derfor degenererer den, siger finansmanden Klaus Riskær Pedersen. Han vil have indført Tobin-skat og ser på Occupy-bevægelsen i New York med en følelse af … lykke
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det skifter fra kunstnergeneration til -generation. Kunsten afspejler på godt og ondt sin tid, så når neoliberalismen står stærkt, vil den være reflekteret i kunsten. - Men jeg ser frem til, at kunsten sender et andet signal, så vi kan vide, at vanviddet er overstået, at stormene er stilnet af, og at ikke alt er slået til pindebrænde (forhåbentlig).

Dan Johannesson

Og "sjovt" at der står en gylden tyr foran Wall Street, og en Tyr i samme positur som wall streets inden for i Saxobank.. Ikke?..

Som altid, "intet sammenfald", ingen direkte bevidste, symbolske referencer..konspirationer..osv osv.. - ikk?

Eller måske står visse organisationer mere bevidst ved deres arbejde end vi bryder os om at tænke på..

ja hva fan, lidt selvreferet selvironi, hvad så?

Men man må vel sande at kunst som kritik af samfundet har haft sin storhedstid samtidig med de hundrede års socialistiske bevægelser, resten af tiden har den mest været noget de rige havde råd til, og støttede. Men hvor det i tidligere tider var noget personligt, at en mæcen enten godt kunne lide godt håndværk, eller havde bestemte personlige estetiske præferencer, eller hvor portrætmaleri aldrig foregav at være noget som helst andet end narcissistisk personlighedsdyrkelse,
så foregiver samtidskunsten at være kunst, skønt det for det meste blot består i eksekveringen af den ene pudsige fikse ide efter den anden, eller er helt ideforladt. Indkøbet af det er da osse meget passende udelukkende en investering uden noget reelt påskønnende forhold til andet i kunstværket end dets antageligt tiltagende pris. Som sådan er det en fremragende offergave på den neoliberale kapitalismes alter.

En af kapitalismens ypperste styrker er evnen til at tingsliggøre og udvande altting.
Der var mere gods i Diego Rivera og Rockefellers impassé.

Og hvor kejserens nye klæder nok kunne vække lidt eftertanke for halvandet hundrede år siden gider vi knapt trække genkendende på smilebåndet længere.

Søren Furbo Skov

Som Peter Hansen siger har kunsten altid afspejlet sin samtid.

Jeg vil dog skærpe det lidt og sige, at kunsten altid har støttet dem, der betalte den. I middelalderen var det konger eller kirke, hvilket medførte kunst, der styrkede netop disse magtpositioner. En delvis undtagelse var skuespillet, der til en vis grad blev betalt af borgerskabet, hvorfor den støttede dem imod staten og kirkens magt(misbrug). I 1800-tallet blev kunsten hovedsageligt betalt af borgerskabet, og støttede borgerskabets idealer over for stat og adel. I sidste halvdel af 1900-tallet overtog staten rollen som kunstmæcen, hvorfor vi får kunst, der er kritisk overfor borgerne på kollektivets vegne. Det gælder ikke den aller-dyreste kunst, som støtter de aller-rigestes verdensbillede.

Den kunst, der ikke er målrettet mod sit publikum, kommer ingen vegne, både fordi kunstneren skal leve, og fordi kunst uden publikum er ligegyldig. På den måde kan man vel sige, at kunsten altid har været markedsorienteret, at den altid må være markedsorienteret af natur. Eller i hvert fald publikumsorienteret. Er det et problem? Kan vi andre ikke bare lade være med at kigge, hvis vi ikke kan lide budskabet? Og kan det være anderledes?

når eller hvis masser og mængder af masserne's og communisterne's lærer udbreder sig kønnere og mere end masser af mængdelærer, så ?

Thorsten Lind

Medvirkende dødsårsag:
Billedstormen af de 7.000.000.000 Jordboere.

Kan bevægelsen henimod
det 100% virtuelle stoppes,
&
Nattergalen overleve?
...tjah, Th

John Vedsegaard

Næsten alle ønsker at eje kunst fra de mest berømte kunstnere i verdenshistorien. Da der simpelthen ikke er nok af den slags, produceres "kunst" på samlebånd af mere eller mindre talentfulde personer, eller i enkelttilfælde aber. På den måde får alle mulighed for at eje noget kunst og kan påstå det er meget værdifuldt.

Ser man på den seance der lige har været, hvor en kvinde smadrede nogle gibsting med patterne, kunne den smadrede del helt sikkert være solgt. Men ser man på hvad udstilleren selv har lavet, er det rent faktisk ret godt, efter min ringe evne iagttagelsesevne.
Det viser så at god kunst forsvinder i mængder af dårlig kunst og masseproduceret kunst, der skal noget helt specielt til, for at nogen lægger mærke til kunstneren. Museerne er kraftigt medvirkende til dette, da mange af dem udstiller det værste crap man overhovedet kan forestille sig.
For museerne drejer det sig om kroner og ører, frem for at fremvise god kunst, på samme måde som gallerierne.
Lad os så få fjernet den kunststøtte helt. På den måde vil den levedygtige kunst overleve og man holder ikke liv i overflødigheder.

Jeg har som tidligere bygningsmaler været hos kunder der havde råd til meget dyre ting, nogle har for eksempel købt et billede af guldkalven for 100.000 men kan senere ikke engang sælge det for 3.000. Tja jeg kan kun grine af dem, da de oftest har købt det fordi de troede det ville stige til 10 gange det de har givet, frem for at købe det til sig selv fordi de kan lide det.

Thorsten Lind

Pengene
er bedre givet ud
på en tømmerflåde,
......i dette årtusinde.

Empati a/s og Sensibilitet a/s
er børsnoterede selskaber,
med et enormt potentiale
for kustoderne,
......før de lider druknedøden.

Vi drukner i ´kunst´..! Th :-)

Lars Henning Osvaldsen

"Hirst blev symbol på samtidskunstens økonomiske boom lige før krisen, da han i 2008 sprang galleriledet over og solgte sine udstillede værker direkte på auktionshuset Sotheby’s for en af 111 millioner pund."

Øh ja..
Det der IKKE fremgår af historien er at Hirst forinden havde propfodret sin gallerist med 'værker' for mindst det samme beløb ..
Hvorefter han 'sprang et led over' og fordoblede udbuddet af sine 'værker' .
Kan I selv regne ud hvem der var stor-byder på den auktion Hirst 'selv' holdt ?
Rigtigt, hans gallerist, for at forhindre 'kursfald' .

Insiderhandel og kurspleje, helt lovligt .
Man må ikke engang gøre det her med koncert-billetter,på trods af at de faktisk har en 'pålydende værdi', men i "kunstverdenen" er der frit slag .
Naturligvis er det guld for nyliberalister !

løntrællene, arbejderne hopper næppe længe på neoVenstre forførelser.

Der var en gang, i de gode gamle dage, dvs. før neoVenstre, hvor de fleste, i grunden så socialdemokratiserede danskere,
undrede sig lidt fordi:

så mange amerikanere ikke gjorde op med deres mere tilsyneladene liberale samfund;
fordi mindst de halvfems procent blandt amerikanerne burde jo let kunne indse: at den amerikanske drøm, kunne næppe mange af dem alligevel vinde;

men det synes som om at de dumheder, fik neoVenstre også danskerne til at godtage

Henrik Rude Hvid

I dag er kunsten i et stort omfang markedsgjort, og har efter min vurdering i vid udstrækning mistet sit samfundskritiske bid. Den er blevet kommerciel metervare, der hænger hos jurister og velrenommerede borgere som en god investering. Den har derved også mistet sin relevans og betydning. Udviklingen har også materialiseret sig hos en række dygtige kunstnere, der, efter international anerkendelse med deraf følgende skyhøje priser, mister alt kunstnerisk bid. Jeg taler ikke nødvendigvis for den fattige kunstner, men der synes ofte at indfinde sig en vis magelighed, når den økonomiske værdi af et maleri bliver skyhøj, der ikke er særlig befordrende for skabelsen af kunst.

Har selv malet i 8 år, men stoppede da Adam Smiths usynlige hånd greb penslen. ;-)

»I takt med at protesterne mod den neoliberale kapitalisme vil tage til, vil der blive rig mulighed for, at politisk orienterede kunstnere yder et bidrag til kampen på den ene eller anden måde. Og der findes en lang tradition for kunstaktivisme, hvor kunstnere er involveret i politiske kampe og forlader kunstinstitutionen til fordel for gaden,« siger Mikkel Bolt

Lad os så håbe på mere kunstaktivisme! Hvor er det dog enormt ulækkert med 100vis a millioner for en gang maling og en dårlig skulptur af en dum kalv. Jeg har set Hirsts kæmpelærred med en omgang farvede tal - solgt for et svimlende beløb. Forargeligt og samtidig viser det hvor vanvittigt den neoliberale verden er skruet sammen. Hvor er udgangen forresten...?

claus raunholt jensen

Den sejrrige kapitalisme har siden 1770'erne avlet et kunstnerisk oprør mod sig selv. Men samtidigt har markedet med stigende succes opslugt oprør og provokation og spyttet dem ud som varer.

Det 19. århundres bourgeois-kapitalisme havde en vis puritansk stivhed og var til at provokere. Både Courbet, Manet og impressionisterne nød for en tid det permanente oprørs giftige glæder. Det samme gjaldt symbolister og senere fauvister og kubister.

Men disse værker blev i det 20. århundrede til varer, til afficher og plakater, i den tekniske reproduktions tidsalder, som Walter Benjamin valgte at kalde den.

1900-tallets avantgarde forsøgte at etablere at absolut oprør, et urørligt nej til kapitalismens normer. Men paradoksalt nok blev denne permanente revolution historisk hurtigt varegjort. Kapitalismen havde taget fart, burgøjseren var blevet frisindet og det nye, det evigt nye var markedets fremmeste krav.

Således var dada og surrealisme comme il faut i 1950'erne, og inspiration for reklame -- og mediefolk. Duchamp og Schwitters blev gårsdagens varer og situationistisk internationale kan have influeret nyliberalismens kreative klasse.

Den analoge kapitalisme gennemløb faserne provokation - accept - vare over et par årtier. Men under den aktuelle digitale kapitalisme forløber disse faser samtidigt. som i et lynglimt. Nyhed og provokation stimulerer væksten, og den gammeldags bourgeois går ned med stress.

Selv det eftertragtede gadeoprør vil være street-wear og salgbart, allerede før den første brosten er kastet.

@ Claus r. j.: det virker nu som om de indkasplede og salgbare oprør har undergået en forvandling. Noget i retning af: blevet suget fri for indhold og den komme kapsel blir derefter solgt som vare - derfor kan den ægte vare vel stadig indeholde det oprindelige bid, selv om 'kapslerne' hænger som trofæer på rigmandsmure. Eller unge går rundt i modeefterligninger af streetwear osv...

Ellers må man vel lave øjeblikskunst, der destrueres øjeblikkeligt, så det ikke kan angribes af snylterne og kunstvampyrerne!