Lana Del Rey: Overlæben, der talte over sig

Det var overlæben, der fældede Lana Del Rey. Det var overlæben, der afslørede den 25-årige amerikanske sangerinde som en falskspiller.

Efter en solid omgang hype efter alle kunstens regler viste det sig i september sidste år, at den gavmildt kurvede, øverste kødpude ikke bare var en overdrivelse fra naturens hånd, men en senere tilbygning.

Det er selvfølgelig set før, herregud, men ikke i det segment, som Del Rey ramte så hårdt med gennembrudshittet og -videoen »Video Games«. Nemlig indiesegmentet, der har det med at se sig selv som et inderligt alternativ til mainstreams overfladiske glitter og pop.

»I det miljø er der en underliggende idé om, at kunstnere skal være autentiske. Kunstneren skal helst komme fra en ikke for privilegeret baggrund, have arbejdet sig op nedefra, selv skrive sine sange, være tro mod sine rødder, ikke være for iscenesat,« fortæller Anya Mathilde Poulsen, kulturjournalist på DR og forfatter til bogen Feminint Forstærket om kvinder og køn i dansk musik.

»Hun er et falsk produkt,« lyder det i en kommentar til Elizabeth Grant, som hendes borgerlige navn lyder, på den toneangivende indiehjemmeside Stereogum: »Hun har brugt internettet til at kreere en faux hipster, faux viralt, faux internet-fænomen. Hun er bare endnu en singer/songwriter-dukke med et multinationalt pladeselskabs hånd stoppet op i røven.«

Jo, reaktionerne har været voldsomme over for damen, der bruger autentiske markører fra de alternative græsgange, men viser sig at være lige lovlig iscenesat for de fleste beboere på selvsamme græsgange. Ikke desto mindre er hendes virale markedsføring lykkedes i så ekstrem grad, at hun p.t. er det mest hypede og omdiskuterede navn overhovedet.

Det begyndte, da BBC Radio 1 i juli spillede den melankolsk mættede »Video Games« og eksploderede for alvor i august, da videoen blev uploadet til Youtube — nu set over 21 millioner gange. Med mindelser om Chris Isaak og Lee Hazlewood & Nancy Sinatra er sangen blevet hyldet af flere vigtige medier som årets sang i 2011.

Én bjælke i øjet

Hun synger fløjlsblødt og inderligt om uheldssvangre, vanedannende eller dødsdømte forhold. Linjer som »Swinging in the backyard/Pull up in your fast car/Whistling my name« er ikke uefne. Og hun synger dybt, og det skaber problemer for hende live — hvilket selvfølgelig også har affødt foragt.

Musikvideoen i sig selv har i dén grad boostet hendes popularitet: En perfekt følelsesforstærker i kornet 8 mm-billedkvalitet — optagelser fra en svunden tid, populærkulturelle erindringsglimt og private situationer, der giver en fornemmelse af at være tilskuer til en særlig vemodig forevisning af hjemmeoptagelser.

»Musikvideoen udløser i første omgang tre forskellige autenticiteter: For det første indikerer privatoptagelserne en ægthed, som man kunne kalde en oprigtighedsautenticitet. For det andet er der den David Lynch-agtige americana-stemning, som man kunne kalde for nostalgiautenticitet, og for det tredje udløser videoens hjemmelavede præg noget, man kunne kalde en ’gør det selv’-autenticitet,« fortæller Mads Nygaard, der er forsanger i bandet Sterling og forfatter til specialet 4-Real? — Om rockens autenticitetsideologi på kanten af det nye årtusinde.

Men der er én bjælke i øjet: overlæben. Del Rey står ellers på afstand i halvtotal, lænet op ad en mur, men hendes overlæbe springer i øjnene, ser ud som om den er hævet efter et slag — eller måske lige lovlig gavmild brug af collagen.

Spot blev føjet til skade, da det viste sig, at Lana Del Rey tidligere havde haft sig en lidet succesfuld karriere som platinblond mainstream-popsanger med akustisk guitar under det umage navn Lizzy Grant aka Lana Del Ray. Og det blev endnu værre, da det viste sig, at hendes debutalbum var blevet trukket tilbage fra markedet to måneder efter udgivelsen.

Iscenesat ’sex kitten’

Og frøken Grant fandt ikke engang, oh, skræk, på sit kunstnernavn.

»Lana Del Rey kom fra en række af managere og advokater, som over de seneste fem år har villet have et navn, som de syntes passede bedre til lyden af musikken,« fortalte hun i juni til repeatfanzine.co.uk, hvilket nærmest gjorde hende til en klasseforræder.

Og den pop-ironiske blogger Hipster Runoff spurgte, om Del Rey var »the Frankenstein of Indie?«

»Vi ved ganske enkelt ikke, hvor meget af hende, der er ægte og uægte, og det vil være svært at stole på hende, hvis det er sandt, at hun er et hologram, der dækker over en bunke grådige, åndløse pladeselskabsbosser i jakkesæt,« stod der i den britiske avis The Telegraph.

Egentlig burde det ikke komme bag på nogen, at en musiker er formet og iscenesat. Det er der ikke nogen popstjerner eller indiemusikere, der ikke er. Alle præsenterer en persona for omverdenen, hvor autentisk denne persona så end måtte synes. Men det har rockkulturen og herunder indiekulturen det bare med at glemme.

»Autenticitet blev et kvalitetskriterium for rockmusik i 1960’erne. Der har været flere angreb på den i tidens løb — man kan nævne David Bowies eller Lady Gagas maskespil — men ideologien er kommet stærkt tilbage — hver gang. Det er nemt nok at sige, at man skal lukke øjnene og kun forholde sig til musikken, men det er det altså langt de færreste, der gør,« fortæller Mads Nygaard, der mener, at problemet med autenticitet er, at det er en følelse camoufleret som et argument.

»Hun holder ikke længe. For der er ingenting derinde,« lød det fra den anerkendte branche-blogger Bob Lefsetz dagen efter Del Reys nervøse optræden i Saturday Night Live. »Enhver kan se, at Lana Del Rey har fået pustet sine læber op og savner talent og karisma.«

Og skuespilleren og sangeren Juliette Lewis skrev — og slettede senere — denne post på Twitter: »Wow, at se den her ’sanger’ på SNL er som at se 12-årige i soveværelset, når de lader, som om de synger og optræder.«

Skepsissen over for Del Rey blev ikke mindre, efter hun i et fransk talkshow i novembersatte sig op i stolen, vendte sig om og trak op, så man kunne se det nederste af hendes balder — som svar på hvad hun kunne gøre for at få seertallene til at stige. Den slags går kun i popland.

»Rihanna har f.eks. ikke de store problemer med sin autenticitet, Lady Gaga virker skideligeglad. Lana Del Rey burde være i opposition til alt det. Når hun på én gang spiller på de her autenticiteter og samtidig forråder dem og har stor succes med det, udsætter hun sig for kritik,« fortæller Mads Nygaard.

Og Del Rey bidrager selv til forvirringen — eller påtager sig i hvert fald ikke noget ansvar for autenticitetslegen.

»Mine sange er cinematiske, så de synes at referere til en glamourøs æra eller at fetichere en særlig livsstil. Men det er ikke mit mål. Jeg forsøger ikke at skabe et image eller en persona. Jeg synger bare, fordi det er det, jeg kan,« siger hun til Pitchfork: »Jeg har sunget i Brooklyn siden jeg var 17, og ingen i industrien tog notits. Jeg har ikke ændret noget siden dengang, og alligevel ser det ud til at min lykke er vendt.«

Men det er ikke ubetinget sandt. Der er et markant imageskift fra den platinblonde collegepige Lizzy Grant med den tynde overlæbe, og den 50’er-bedårende Lana Del Rey med det lange mørke hår og den hævede overlæbe. Og den slags imageskift kan udtrykke manglende autenticitet og samtidig signalere intervention fra pladeselskabet.

»Hvis man sætter popmusikken ind i et historisk perspektiv, så har kvinder meget tit optrådt i roller, hvor de var iscenesat af mandlige branchebagmænd. Hvor de fremstillede mænds seksuelle drømme, og hvor deres numre, både tekster og musik, var komponeret af mænd. Det var en tid, hvor kvindelige ikoner, f.eks. Brigitte Bardot og Nancy Sinatra, blev iscenesat meget sex kitten-agtige, og det kan jo godt ses som en gøren sig til for mændene og en underkastelse. De strenge spiller Del Rey på og vikler sig ind i,« fortæller Anya Poulsen.

Lana Del Rey fortæller selv til Pitchfork: »Folk har tilbudt mig muligheder i bytte for, at jeg gik i seng med dem. Men det er ikke 1952 længere. At gå i seng med bossen fører ikke nogen steder hen i disse dage.«

Indiemiljøets naive selvforståelse

Ikke fordi der ikke tidligere har været kønne eller sexede indiesangerinder: PJ Harvey, Sonic Youths Kim Gordon, St. Vincent etc. Men de har aldrig spillet på de gængse og måske lige frem stereotype erotik- og skønhedsidealer. Det gør Del Rey. Og her rammer hun altså en blottet nerve i den del af musikkulturen, der kræver — eller mener at kræve — en uantastelig inderlighed af sine udøvere.

»Det er en gammel gammel kritik, som nærmest går helt tilbage til Marilyn Monroe. Kunne hun overhovedet spille skuespil eller var hun kun i film, fordi hun så godt ud?« siger Rikke Andreassen, lektor og ph.d. i kommunikation på RUC. Hun mener, at den holdning rummer en naiv forestilling om, at rigtige kunstnere ikke gør noget ud af deres performance. Og hun påpeger, at kritikken siger mindre om Del Rey end om indiemusikmiljøet, som i debatten om Del Rey har afsløret, at der åbenbart stadig er grænser for, hvilke roller kvindelige musikere kan indtage.

»Det er jo ikke nødvendigvis frigørende, at man SKAL ligne PJ Harvey. Kritikken af Del Rey afspejler, at indiemiljøet har en naiv selvforståelse, hvis de tror, at der ikke er kønsdiskrimination i dét miljø. Men det er næppe mindre begrænsende for den enkelte kvinde at være tvunget til at skulle leve op til en helt bestemt ’indie kvindetype’, end det er at skulle leve op til traditionelle mainstream pop-kvindebilleder,« lyder det fra Andreassen.

»Hvis unge kvinder ikke allerede var forvirrede nok over, hvordan de skal se ud, så må de være fucking mystificerede, når de læser nogle af disse kommentarer,« lyder en kommentar på Stereogum, hvor debatten brager løs. Ligesom den også gør på utallige andre musikblogs og på Youtube.

» Not real. Sorry,« lyder den korte afvisning blandt kommentarerne på indiebloggen Gorilla vs. Bear.

Der bliver i hvert fald scramblet autenticitet, leget med kønsroller og talt i semiotiske tunger i Lana Del Reys lejr. Samtidig med at damen formår at appellere til både mainstream og indiekultur. Hvilket er befriende, fordi det skaber et anseligt rum for diskussion, som den 25-årige Elizabeth Grant altså befinder sig midt i.

Men her befinder hun sig måske godt. Hun virker i hvert fald ikke som en nikkedukke, når hun forsvarer sig på Twitter, eller når man erfarer, at hun er medkomponist på sangene og selv har instrueret og klippet flere af sine musikvideoer, herunder »Video Games«.

Vil hypen eller hadet kvæle hende? Hvem ved.

Men udstillingen af indieautenticitetens illusion og eksponeringerne af kønslig konservatisme har sat sig spor — og afstedkommet et væld af forsvarstaler i alt fra Pitchfork til The Guardian. Der er kommet rav i den. Det var godt at overlæben talte over sig. Nu skal der synges.