Læsetid: 5 min.

Langsom, men sikker normalisering

Ligesom for 20 år siden var Danmark i går i finalen ved et europamesterskab, hvor Beograd spillede en central rolle. Men meget er ændret siden 1992
Serbiens Dalibor Cutura bryder igennem det kroatiske forsvar i semifinalen ved håndbold-EM   i fredags.

Serbiens Dalibor Cutura bryder igennem det kroatiske forsvar i semifinalen ved håndbold-EM i fredags.

Srdjan Suki

30. januar 2012

Fredag den 27. januar blev en stor dag for serbisk sport: En sejr til den serbiske favorit i tennis i Australian Open, en sejr i vandpolo, og den helt afgørende kamp, Kroatien mod Serbien i herrehåndbold. Kampen fandt sted i Beograd om aftenen og blev spillet efter semifinalekampen mellem det danske og det spanske landshold. En dramatisk kamp, som endte 26-22 i Serbiens favør, efter at det havde stået 13-14 ved halvleg. Man havde bevidst lagt kampen mellem de to nabolande sidst for ikke at få ubehagelige oplevelser med ophidsede fans.

3.500 politifolk var i alt blevet udkommanderet for at holde situationen under kontrol, herunder få eskorteret de kroatiske tilskuere sikkert tilbage over grænsen. Man havde smerteligt i erindring de overfald af serbiske hooligans mod kroatiske tilskuere, som tidligere i forløbet havde fundet sted i nordvest-serbiske byer. Denne gang tog man ingen risici, og 27 serbiske tilskuere blev i fredags anholdt og sigtet for mindre forseelser, herunder chikane af politiet.

Selvfølgelig dukkede erindringen om tidligere tiders begivenheder op i medierne. Og serbiske hooligans optræden over for kroatiske fodboldfans tændte advarselslamperne hos de lokale myndigheder. Det er mindre end 25 år siden, at en fodboldkamp mellem Kroatiens og Serbiens førstehold endte i så voldsom en konfrontation mellem parternes tilhængere, at man derefter i mange år veg tilbage fra at gentage eksperimentet. Og nervøsiteten i fredags var ikke til at tage fejl af.

Hvilken rolle det store politiopbud har spillet for, at situationen ikke gik over gevind, er ikke muligt at vurdere nu bagefter. Heller ikke hvad der ville være sket, hvis udfaldet var gået serberne imod. Det pyntede ikke på situationen, at en serbisk tilskuer smed en flaske mod en af de kroatiske spillere, som ironisk nok ramte en af de serbiske. Mange af tilråbene fra serbiske fans var heller ikke for positive, og der var både skældsord, fuckfingre og mordtrusler. Men at fredagen alligevel forløb så godt, må trods alt ses som et positivt udtryk for normaliseringstendenserne på Balkan. De kroatiske kommentarer til kampen har også gennemgående været meget positive og lagt ansvaret for nederlaget på kroatiske fejl.

Klart flertal for EU

Et andet udtryk for afspændingen på Balkan var det klare flertal for tilslutning til EU ved den netop afholdte folkeafstemning i Kroatien. Det havde været frygtet, at det nationalistiske yderste højre ville have forsøgt at forhindre kroatisk tilslutning til en ny union efter frigørelsen fra det gamle Jugoslavien. Det har været fremhævet i den forbindelse, at det kun var et mindretal af vælgerne, som rent faktisk deltog i folkeafstemningen, og at dette er demokratisk betænkeligt. Men som ESI (European Security Initiative) har fastslået i en analyse på Internettet, er antallet af folk med stemmeret ved valg i Kroatien oppustet i sammenligning med, hvad vi anser for en selvfølge i Danmark.

Hos os mister man stemmeretten, hvis man i længere tid tager bolig i udlandet, ved valg i Kroatien regnes alle voksne udlandskroater med til vælgerskaren, herunder kroaterne i Bosnien-Hercegovina, den mindste befolkningsgruppe i Kroatiens sammensatte nabostat. De sidste er altså valgberettigede i to stater, noget som der har været megen utilfredshed med i Bosnien, og som også er blevet kritiseret af en del kroatiske politikere. Fra et dansk synspunkt, hvor danskere, som har bosat sig i Sverige, men arbejder i Danmark, er udelukkede fra de danske valg, kan dette virke helt urimeligt, men på den nationalistiske fløj i Kroatien er der en tradition for at opfatte Bosnien som mere eller mindre en del af det historiske Kroatien — og under Anden Verdenskrig var hele Bosnien-Hercegovina en del af den ’Uafhængige Stat Kroatien’, som var et fascistisk diktatur støttet af Hitler.

Det er sporene fra denne stat, som har hvilet over den første virkeligt uafhængige kroatiske republik, som fra 1990 til 1999 havde dr. Franjo Tudjman som præsident. Det var under Tudjman, at Kroatien i kraft af sin alliance med USA blev i stand til stort set at eliminere det serbiske mindretal i Kroatien og medvirke til at reducere det serbisk-dominerede område i Bosnien-Hercegovina fra 70 til 49 procent. Metoderne var hårdhændede, også forsøgene på at gøre byen Mostar til en ren kroatisk by. Det sted, kroatisk nationalisme traditionelt har været stærkest, har netop været i Hercegovina og i de kroatiske miljøer i Vesteuropa og på den vestlige halvkugle.

Trodsede nationalisterne

Imidlertid har Kroatien flyttet sig meget siden Tudj-mans død i december 1999. Både venstre- og centrum-højrefløjen i kroatisk politik har haft kursen rettet mod optagelse i EU, og man har trodset de nationalistiske kredse blandt andet med udleveringen af general Ante Gotovina, øverstkommanderende under den kroatiske eliminering af det serbisk-dominerede Krajina-område i Kroatien i august 1995 — en principielt FN-beskyttet zone. Præsident Tudjman kunne have været draget til ansvar for dette, som Milosevic blev det senere. Men nu blev det en mand, som den kroatiske højrefløj anser for en frihedshelt, der blev dømt for forbrydelsen mod menneskeheden.

Kroatien har også gjort en betydelig indsats for at rydde op i indre korruption, og landets tidligere premierminister, Dr. Ivo Sanader, som mange havde ventet ville ende som Kroatiens præsident, er i dag på anklagebænken. Folkeafstemningen om EU, hvor mange har været skuffet over den lave stemmeprocent, ser anderledes ud, hvis man ser på, hvor mange af de i Kroatien bosiddende kroater, der har stemt. Her har det været klart over 50 procent, mens der blandt de bosniske kroater kun er omkring 10 procent, der har stemt. Det vil sige, at afstemningsresultatet i virkeligheden viser en meget større interesse for at blive en del af Europa, når det ses alene med Kroatiens egen bosiddende befolknings som udgangspunkt.

Også på det sportslige område har Kroatien gjort det godt — ikke mindst inden for håndbold. Respekten i de serbiske medier omkring de kroatiske mestre er stor, og den klare sejr har derfor vakt stor glæde hos serberne. Kroaterne har så til gengæld kunnet glæde sig over bronzen i kampen mod Spanien.

Om danskerne eller serberne vandt finalen, er i denne forbindelse mindre afgørende. Men på en ejendommelig måde er dog igen dansk sport blevet knyttet sammen med det centrale Balkan. I 1992 skulle Danmark slet ikke have haft en chance ved fodbold-EM, men kom med alligevel i sidste øjeblik, fordi Jugoslavien blev diskvalificeret på grund af krigen i landet. Og det endte så med et dansk europamesterskab.

20 år efter Jugoslaviens diskvalificering er begge de to største efterfølgerstater med på helt normal vis — endnu et godt tegn på, at udviklingen går den rigtige vej i det tidligere krigshærgede område i Sydøsteuropa.

Karsten Fledelius er forfatter og lektor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Carsten Boserup

Dette må vist være en af de både gode og dårlige dage da ! Det er selvfølgelig positivt med de mange finalepladser, og håb om fine medaljer. Men dagen satte også endnu en lille sort balkan plet i det at deres egen håndboldspiller blev ramt af en mønt i øjet, da der var ballade blandt tilskuerne i kampen mod Kroatien.

En kamp hvor der blandt andet også blev piftet under den Kroatiske nationalsang, hvilket jo heller ikke klæ'r nogen nation.

Michael Knudsen

Jeg forstår ikke, at hver gang Serbien deltager i en form for sport, så skal det lige nævnes at der var krig, for ''et antal år siden''. Hvad med at nævne Holocaust i hver artikel der omhandler tysk sport?