Læsetid: 4 min.

Leve Bitterfissen Bethany!

Tiltrængt. I en tid, der domineres af selvtilfredshed, kynisme, hykleri og egoisme, træder Bitterfissen Bethany frem som et hårdt tiltrængt åndehul. Med befriende respektløshed overfor et tiltagende konformitetstyranni har hun de sidste par måneder skabt stort ståhej i det ideologiske, kulturelle og kønspolitiske landskab
Tiltrængt. I en tid, der domineres af selvtilfredshed, kynisme, hykleri og egoisme, træder Bitterfissen Bethany frem som et hårdt tiltrængt åndehul. Med befriende respektløshed overfor et tiltagende konformitetstyranni har hun de sidste par måneder skabt stort ståhej i det ideologiske, kulturelle og kønspolitiske landskab
20. januar 2012

Jeg kan ikke skjule det længere: Jeg har simpelthen tabt mit hjerte til Bitterfissen Bethany. Selvom jeg ikke nærer nogen tvivl om, at Bitterfissen ville frabede sig at blive feteret af en ’Kloge Åge’ som undertegnede, tøver jeg alligevel ikke med at give min hyldest til hendes brutalt undergravende, men også subtile ideologikritiske satire. Ja, jeg skynder mig på forhånd at undskylde, hvis jeg hermed får Bethany til at få Fernet Branca’en (det naturlige valg for en bitter pille) galt i halsen.

I en tid, der ikke sjældent domineres af selvtilfredshed, kynisme, hykleri og egoisme, træder Bitterfissen frem som et hårdt tiltrængt åndehul. Med befriende respektløshed overfor et tiltagende konformitetstyranni har hun de sidste par måneder skabt stort ståhej i det ideologiske, kulturelle og kønspolitiske landskab. Med andre ord må der skarp lud til skurvede hoveder — og det er den opgave, Bethany tager på sig med sin nådesløst spottende blog (bitterfissen-bethany.dk).

Men hvem er Bethany? Først og fremmest er Bethany helt sin egen. Hun er ikke for fastholdere og erklærer som Groucho Marx, at hun ikke gider tilhøre en klub, der vil have hende som medlem. Modsat dem, som hun spidder med sin spidse pen, nærer Bethany intet ønske om at gøre sig til. Bitterfissen er imidlertid en moden livsklog kvinde (»ensom fucking dame 40 år«), der hverken tilhører den kreative klasse, de politisk korrekte, Østerbro-segmentet eller good-for-nothingcelebrity’-kulturen (talentløsmassen af folk fra diverse reality-programmer, reklamer, etc., der udelukkende er kendte for at være kendte). Idet Bethany for længst (med Bob Dylans Subterranean Homesick Blues) har gennemskuet, at succes staves suck-cess, skriver hun fra et aldeles uimponeret og ubestikkeligt ståsted.

Bethany legemliggør et modbillede på en kultur, der manisk higer efter anerkendelse, individualisme og succes. Hendes blog ræber lystigt af alt, hvad det sidste tiår har repræsenteret: hykleriet, kynismen, forbrugerismen, nydelsessygen og småborgerligheden. Med sin obskøne og subtilt plumpe humor udgør Bethany den kreative klasses vrængbillede og den nye middelklasses værste skræk — nemlig dem (samfundets marginaliserede grupper), som truer glansbilledboblen.

’Fortæl om jeres lorteunger’

Hulheden i den nye selvcentrerede klasses selvrealiseringsprojekt latterliggøres konsekvent: »Fortsæt med jeres candyflossblogs, fortæl om jeres lorteunger og deres moderigtige tøj, strikketøj, hæklede flødekander, madopskrifter og jeg ved ikke hvad ellers«. De fleste af bloggerne udviser, ifølge Bethany, en »ynkelig selviscenesættende adfærd«, hvis selvcentrerede og eskapistiske dyrkelse af det kønne, yndige, bedårende og pusse-nusseagtige ikke formår at skjule usikkerheden, kujoneriet og (selv) foragten.

Bethanys insisterende tourettestil (der vrænger ad dem, der afviser det ufuldkomne og ’grimme’ i længslen efter det perfekte og usårlige) peger således på et manglende livsmod og berøringsangst overfor det levede liv. Dyrkelsen af det kønne og ’æstetiske’, som det undertiden hedder på bloggene, er særligt usympatisk, idet forkastelsen af de lidelsesfulde og grimme aspekter fordrer udgrænsning og forkastelse af det ufuldkomne, hvilket i sidste ende rummer et dybt usolidarisk og menneskefjendsk potentiale. Den kreative klasses påbud om selvrealisering efterlader således mænd og kvinder som neurotisk navlebeskuende »klynkekusser« og »klynkeklunker«. Bethany afslører, hvorledes en kultur, der dyrker »sit forstilte særpræg«, og som er manisk optaget af det individuelle projekt, i virkeligheden er selvmodsigende, når den desperat halser efter ethvert tegn på anerkendelse og beundring. I Monty Pythons Life of Brian giver titelpersonen, som folk har forvekslet med Messias, en prædiken for en folkemængde. Han messer: »You’re all individuals«, hvortil hele pøblen begejstret samstemmer i et »Yes, we’re all individuals!« — undtagen hin enkelte, der naivt og muntert erklærer: »I’m not!«. Bethany er et sådan sandt undtagelsesmenneske, der — idet hun udbryder: »ikke mig!« — knivskarpt udstiller de skurrende paradokser i vores kultur. Her på falderebet synes jeg, det er på plads med et par opbyggelige ord fra nytårstalen af »Dronning Bethany d. I«: »Er vi ved at blive mistroiske overfor hinanden og tillægge hinanden mindre pæne motiver? Så er det ikke alene, en økonomisk krise vi befinder os i, så er det vore holdninger, der er ved at komme i skred, hvilket kan forgifte vort forhold til hinanden. Det går ikke. Vi skal tale pænt til hinanden. Vi skal være gavmilde med kussen, og vi skal huske kun at spytte på dem, der fortjener det som eksempelvis førtidspensionister, psykisk syge og fattige, der er til så stor belastning for vort samfund, at vi må se os nødsaget til at drive dem udi kollektiv depression og deraf selvmord.« Hvad der på grovkornet vis latterliggøres her, er jo netop middelklassens og de borgerliges omfortolkning af et begreb som ’solidaritet’. Passagen udstiller lige præcis, hvorledes solidaritet nu forstås som det, der mystificerende kaldes ’sammenhængskraft’: Ideen, med hvilken man tidligere generøst magtede at inkludere de marginaliserede, er nu erstattet af tidens seneste newspeak, der signalerer, hvordan den privilegerede middelklasses gode selskab er truet af de marginaliserede, som derfor effektivt må ekskluderes herfra. Men i og med det er Bethany, der giver nytårstalen, er der selvfølgelig en krølle på historien. Hun fortsætter nemlig: »Derfor er det vigtigt, at vi skiller os af med de individer, der ikke formår at bidrage, men kun forstår at nasse. Bethany skal gøre sit. Jeg foreslår, vi starter med Radio 24Lyv, landmændene og alle de andre på overførselsindkomster«. Personligt foreslår jeg, at vi tilføjer bankdirektørerne og de største og mest skamløse socialnassere, nemlig kongehuset, til listen. Den royale Bethany ville hade mig for dette, men jeg trøster mig med, at hendes øjesten, Ditte Okman (som mange mener, er den egentlige dukkefører for Bethany), nok ville sympatisere med mig på dette punkt.

Det var min hyldest til Bethany, og hvis jeg nogensinde skulle rende ind i Bethany på den lokale bodega (hvor vi jo nok mødes før eller siden), skal det være mig en udsøgt ære og fornøjelse at give den første flaske Fernet Branca!

Skål!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvilken fremragende beskrivelse af faenomenet Bethany, som -efter besoegstallet at doemme- vi to ikke er de eneste beundrere af...

Mvh Max