Læsetid: 5 min.

Marilyn Monroes engelske udflugt

Hun skulle give ham sexappeal, han skulle give hende kulturel prestige. Samarbejdet mellem Marilyn og Laurence Olivier på ’Prinsen og korpigen’ var fuld af faldgruber, og begge faldt i dem. En ny film, som har premiere i næste uge, skildrer mødet mellem de to modsætninger
Hun skulle give ham sexappeal, han skulle give hende kulturel prestige. Samarbejdet mellem Marilyn og Laurence Olivier på ’Prinsen og korpigen’ var fuld af faldgruber, og begge faldt i dem. En ny film, som har premiere i næste uge, skildrer mødet mellem de to modsætninger
19. januar 2012

»Ok, Marilyn, vær sexet!«

Af alle Sir Laurence Oliviers instruktioner under optagelserne til Prinsen og korpigen var denne opfordring måske den, der faldt i dårligst jord hos den amerikanske stjerne.

Og så kom den ovenikøbet på første optagedag, netop i en film, hvor hun håbede at lægge meget af sit blonde sexbombe-image bag sig. Hun styrtede ud af Pinewood-dekorationen, hvorpå Laurence Olivier kunne fundere over det råd, han havde fået af Marilyns forrige instruktør, Joshua Logan: »Lad være at give hende ordrer. Hun ved sikkert mere om at spille på film end nogen anden.«

Men nu måtte Marilyn fortvivlet ringe til sin nye guru, Actors Studio-lederen Lee Strasberg, og tværs over Atlanten konsultere ham i kunsten at være sexet på film.

Som om Marilyn ikke allerede mestrede denne kunst til fuldkommenhed, ordrer eller ej!

Marilyns projekt

Ja, det lyder komisk, men på den anden side måtte der ske noget ekstremt og nærmest absurd, når to så væsensforskellige stjerner som Hollywoods erotiske ypperstepræstinde og den eminente engelske Shakespearefortolker Olivier i 1956 indledte et kontrasternes samarbejde.

Det var Marilyn, der startede projektet. Som producent for Marilyn Monroe Productions hyrede hun Olivier til både at instruere, være producer og spille Balkanprins i en filmudgave af den ærkebritiske Terence Rattigans succeskomedie The Sleeping Prince.

Selvfølgelig med sig selv som den sødmefyldt indtagende og uskyldigt sexede korpige, der erobrer den skørtejagende og lidet romantiske prins’ beregnende hjerte og ender med at blive introduceret i de højere engelske cirkler.

Fortryllet af Marilyn

Det var ellers kærlighed ved første blik mellem glamourstjernen og karakterfortolkeren.

I sine erindringer Confessions of an Actor har Laurence Olivier med betydelig selvironi fortalt, at han efter den første introduktion (hvor Marilyn dog også kom for sent) og de indledende produktionsmøder i New York faldt helt og aldeles for dette forførende væsen, der på så enestående måde forenede vid, fysisk attraktion og sødme.

Han var nu klar til at være sin (også berømte) skuespiller-viv, Vivien Leigh, utro!

»Jeg gik hjem som et lam, der for en kort stund havde fået udsat slagtningen, men næste gang ... Du gode Gud! For første gang truede det med at blive Vivien, der stod med håret ned ad nakken!«

Piben fik dog hurtigt en anden lyd, da Marilyn ankom til England med sin ægtemand, den højt ansete dramatiker Arthur Miller, og sin private dramalærer, den noget mindre respekterede Paula Strasberg, som både Miller og Olivier betragtede som en ren fidusmager. Olivier insisterede på to ugers læseprøver, hvilket ikke bekom Marilyn, der demonstrativt dukkede op i hverdagsdress med halstørklæde om hovedet og dårlig makeup. Men det var først, da selve optagelserne begyndte, at Olivier og Marilyn gik ind til hver deres mareridt — som er paradoksalt, da der jo som bekendt i sidste ende kom en net og præsentabel film ud af anstrengelserne, selvfølgelig først og fremmest takket være Marilyns iboende lysende magi, hver gang hun viste sig på lærredet.

En tornefuld vej

Olivier følte sig hurtigt drevet til vanvid af Marilyns højst specielle arbejdsvaner.

Ikke blot konsulterede hun til Oliviers irritation ustandselig den umulige Paula Strasberg før hver optagelse — hun kom også regelmæssigt for sent, kunne ikke sine replikker, famlede sig frem og var vag og svær at få kontakt med. Derved handicappede hun alle på filmholdet og forsinkede gang på gang produktionen.

Det hele ville være utåleligt for en mand af Laurence Oliviers status, hvis han ikke anede lys for enden af tunnelen. Måske ville det gå for ham som for Marilyns to foregående instruktører, der også var blevet sat på hårde prøver af stjernen, Billy Wilder (Den søde kløe) og nævnte Joshua Logan.

Vejen mod målet var tung og byrdefuld, men slutresultatet alle anstrengelserne værd, kunne de forsikre.

Olivier var selvfølgelig bevidst om, at der lå mere bag konflikterne end Marilyns sarte sind og tilsyneladende primadonnanykker.

I deres arbejdsfilosofi var de to stjerner dybt forskellige. Marilyn svor nu til metodeteorien, der opfordrer skuespilleren til at trække på paralleller til sit eget liv i en rolle, som skabes spontant og på en måde eksistentielt. Metodeskuespilleren kreerer sin figur indefra og udefter. Men Olivier havde dyb mistro til metodelæren og dens selvhøjtidelige rektor Lee Strasberg. Et besøg på Actors Studio havde grundlagt en solid foragt. Groft sagt byggede den disciplinerede Olivier sin figur op udefra og indefter, af en mængde små iagttagne træk og omhyggeligt udtænkte manerer, der skabte det ydre hylster for de skikkelser, han derefter oplyste indefra med sine følelser.

Og som den fremragende teaterskuespiller han var, betød teksten uendelig meget for ham. I sine erindringer vender han flere gange tilbage til ideen om, at Marilyns talent først og fremmest var som en slags fotomodel: Hun var utrolig god til at blive fotograferet, arbejdede strålende sammen med stillfotografer og efterkom til perfektion hans instruktioner, når bare hun ikke havde replikker!

Begyndelsen til enden

For Marilyn Monroe blev det en svær tid på fremmed jord, hvor hendes nyslåede ægteskab med Miller slog de første revner; hvor hun for alvor gjorde sig dybt afhængig af sovemedicin for at dulme angst og søvnløshed; og hvor hun begyndte at drikke for meget.

Nedturen var begyndt. Men den trods alt relativt lykkelige udgang på denne historie er altså, at der af al denne elendighed kom en så relativt vellykket film. Mange mener med rette, at Marilyn aldrig har været yndigere end i denne film, hvor hun kan spille på den frejdige pigeretfærdighed, der stråler ud fra hendes på én gang barnlige og sensuelle ansigt, her sminket med sandt mesterskab og kærligt farvefotograferet af Jack Cardiff.

Ingen tvivl om, at hun overstråler den meget ’dygtigere’ Laurence Olivier, der dog har format nok til både at træde tilbage og træde i karakter som den stivnakkede Balkanfyrste.

Mange år senere så Olivier filmen igen og blev overrasket over, hvor godt den trods alt holdt. Jo, Marilyn kunne meget andet end bare være »sexet«. Måske havde det bare været lidt svært at få øje på i raseriet over hendes »uprofessionelle« vaghed og timelange forsinkelser. For Marilyn selv var der kun tilbage ved afslutningsselskabet for filmen at undskylde sin opførsel over for det engelske filmhold (»Jeg har været syg«), der for længst havde afskrevet hende som umulig. Der gik to år, før hun igen stod foran et filmkamera og fem et halvt, før hun efter al sandsynlighed tog sit eget liv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

olivier goulin

"Han var nu klar til at være sin (også berømte) skuespiller-viv, Vivien Leigh, utro!"

Utaknemmelige skarn! Han var gift med filmhistoriens måske smukkeste skuespillerinde nogensinde.

/O

Method acting opstod ikke som nogen måske kunne
tro i USA, men i Rusland. Constantin Stanislawski er manden bag den amerikanske variant af Method Acting, som ganske korrekt bruger psykologiske metoder, hvor Stanislawski bruger en multi-facetteret, holistisk and ' psychophysical approach, which explores character and action both from the 'inside out' and the 'outside." kilde:
http://en.wikipedia.org/wiki/Constantin_Stanislavski

Og ja, Prinsen og Korpigen er meget charmerende fil, hvor Marilyn viser at kan andet end at spille en dum blondine.