Kommentar
Læsetid: 5 min.

Når finker ryger af panden

Har kulturministeren givet grønt lys til racistiske og homofobiske udtalelser? Eller har han givet grønt lys til at tale om dem?
Kultur
16. januar 2012

Kulturminister Uffe Elbæk røg i sidste uge en tur rundt i mediemøllen citeret for, at racisme og homofobi kan undskyldes. Anledningen var et par december-sager fra den engelske Premier League i fodbold, hvor to spillere var blevet hhv. anklaget og dømt for racistiske udtalelser under en kamp.

»Der skal være en vis tolerance, hvor man forstår, at der kan ryge en finke af panden under særlig pressede situationer,« sagde han og fik hug i spalterne for at sanktionere den slags hadefuld tale.

Det fik mig til at tænke på en sommerferie, jeg holdt med min familie for et par år siden. Jeg sad og spillede kort med mine to brødre og vores onkel. Et stik, som jeg virkelig ikke ville have, blev spillet sådan, at mine to brødre smed de to laveste hjertere på bordet, 2 og 3, og så smilede jeg til min onkel, da jeg lagde 4’eren, for den kunne han ikke krybe under. Men for pokker, han var renonce i hjerter, smed en klør af, og stikket var mit.

»Ok!« udbrød jeg højlydt og spontant. »Der blev jeg da godt nok lige bollet i røven.«

Se, det var noget ånds-svagt noget at sige. For hvorfor skulle jeg pludselig kæde det at blive snørret/narret/ ydmyget sammen med en bestemt form for seksuel praksis. Skulle der være noget særlig slemt ved analsex? Giver udsagnet egentlig ikke kun mening for heteroseksuelle mænd, der forbinder analsex med noget nedværdigende? Jeg vil mene, at det er et homofobisk udsagn. Og når jeg øjeblikkelig blev ildrød i hovedet, og min lillebror begyndte at sprutte af grin, var det selvfølgelig fordi, at min onkel er til mænd.

Jeg tror ikke, at jeg på noget bevidst plan har en eneste holdning i forhold til mennesker og deres seksuelle adfærd, der kan udlægges som homofobisk. Men lige der, over for min elskede onkel af alle mennesker, i en pludselig reaktion på et frustrerende nederlag i kortspil, fløj der et homofobisk udsagn ud af munden på mig.

Racismen indprentet

Det minder mig om en anden sag. Seinfeld-skuespilleren Michael Richards (det er ham, der spiller Kramer) optrådte i 2006 som stand up-komiker på Laugh Factory i West Hollywood. Han følte sig generet af nogle publikummer og blev til sidst så arrig, at han, ja, gik amok og begyndte at råbe op om, at de skulle holde kæft, at de for 50 år siden ville hænge med hovedet nedad med en gaffel stukket op i røven, for det var tilfældigvis sorte publikummer, og Richards kaldte dem »nigger« en håndfuld gange og blev bare mere og mere vred og ubehagelig at høre på, indtil publikum begyndte at udvandre.

Nogle dage senere var Jerry Seinfeld så gæst i David Lettermans talkshow, hvor Michael Richards kom igennem på en videosamtale, hvor han sagde:

»Altså, jeg er virkelig knust over det her, og jeg beklager dybt over for alle folk blandt publikum, de sorte, latinamerikanerne, de hvide — alle, som var der og tog imod al den vrede og det had og raseri. (...) Jeg vil nå ind til roden af denne fjendtlighed, hvorfor den er der, hvorfor raseriet er i nogen af os, hvorfor det møg finder sted.«

Jeg boede i New York på det tidspunkt, og jeg kan huske, at en af mine (hvide) amerikanske veninder fuldstændig afviste hans undskyldning som et ynkeligt forsøg på at redde sin karriere, nu hvor han havde afsløret sig selv som racist, hvilket han — ifølge hende — kunne glemme alt om at løbe fra.

Og det er så her, at jeg får lyst til at sige: Den som fisen lugte kan, det er fisens ejermand.

For mon det overhovedet kan lade sig gøre at vokse op i et grundlæggende racistisk land som USA uden at få racismen indprentet i ens krop og tankegang. Mon ikke min veninde selv — som jeg, som Richards — ser hudfarve, før hun ser mennesker? Mon ikke hun selv, på trods af ph.d. i sociologi og venstreorienteret politisk ståsted, har knap så politisk korrekte tankemønstre gemt i sig?

Jeg tænker det samme om min egen homofobi. At man da umuligt kan vokse op i den danske provins, gå i folkeskole, gå til fodbold, forbruge populærkultur uden at være grundigt præget af homofobisk tankegang.

Tal åbent om det

Det stopper vel i øvrigt heller ikke ved racisme og homofobi. Jeg tror stadig, at jeg kan finde på, hvis en bilist kører ud foran mig på cykelstien, eller hvis en modstander tackler mig hensynløst i en fodboldkamp, at råbe, »Hvad sker der for dig, spasser?!«, hvilket vel er en fuldstændig urimelig og uacceptabel, nedværdigende omtale af mennesker med fysisk motoriske funktionsforstyrrelser og specifikke kognitive vanskeligheder kendt som spastisk lammelse. Som jeg ellers ikke tænker dårligere om, end jeg gør om andre mennesker — hvilket jeg så måske nok gør alligevel.

»Jeg er ikke racist,« sagde Michael Richards til de amerikanske tv-seere. »Og alligevel bliver det sagt, det trænger igennem, det skyder ud af mig.«

Det handler ikke om at undskylde eller retfærdiggøre den enkelte persons spontane hadtale med henvisning til, at vedkommende i virkeligheden er en åbensindet person af politisk korrekt observans. Det handler heller ikke om at lægge ansvaret fra sig ved at skyde skylden på samfundets strukturelle racisme og homofobi. Det handler om at skabe et rum, hvor man i fællesskab kan konfrontere det had, de fordomme, den forskelstænkning, som ingen vel kan sige sig fri for. Så man kan blive bevidst om det. Så man kan gøre noget ved det.

Som Uffe Elbæk også sagde i det meget omtalte interview:

»Det vigtigste er, at de rollemodeller vi har blandt spillerne, men også os politikere og idrætsorganisationerne, står frem og siger, det er dårlig stil, og at det er uacceptabelt.«

For selvfølgelig skal hverken racistiske eller homofobiske udsagn accepteres. Men forbud og straf kan kun slå ned på symptomerne, det kan ikke kurere. Det kan kun et fællesskab, der tør tale åbent og ærligt om sine egne sygdomme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Andreas Jørgensen

Dejligt nuanceret, Rasmussen. Tak for det.

Et ekstra aspekt i debatten er også, at her i Danmark - det dumme grins mekka - kan grovkornede vitser nogle gange faktisk være et udtryk for respekt. Ræsonnementet lyder, at først når vi er ligeværdige er det lovligt at drille.

Som Ricky Gervais siger i en trailer på BBC for øjeblikket: Humour comes from a good or a bad place.

Anders Haahr Rasmussen

Hej Peter,
tak for det.
En lidt længere version af kommentaren samt en omfattende kritik af den fra Maja Bissenbakker, adjunkt, ph.d. ved Center for Kønsforskning, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet, ligger inde på min blog, hvor der er godt gang i debatten: http://www.information.dk/blog/anders-haahr-rasmussen/290093
vh Anders

Henrik Darlie

Vil man vide hvordan sproget sjoflifiseres, skal man bare høre P3 et par dage. Hvis man befinder sig på en arbejdsplads hvor radioen kværner konstant, så slipper man ikke, med mindre man bruger ørepropper. Det er, for nu at blive i jargonen 'pisseirriterende'.

Michael Guderup

Gad vide om, Maja Bissenbakker, adjunkt, ph.d. ved Center for Kønsforskning, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet, nogensinde har deltaget i en fodboldkamp?

Hvis ikke, vil jeg gerne afsløre at der bliver givet og taget verbalt - i alle rækker. "Kampens hede" dækker egentlig tilstanden ganske fint. Alle vil vinde, alle har pulsen oppe, alle brænder for holdets og den egne præstation.

Ind kommer modstanderen, med præcis samme pulsniveau og ambitioner, og forsøger at stjæle bolden, sejren og æren fra dig.

Læg hertil (i de lavere rækker/serier), en "indbygget" langsommelighed og klodsethed samt elendige baneforhold, som uvægerligt medfører en perlerække af frispark med mere eller mindre dramatisk udkomme.

Læg endvidere hertil, diverse "kampe i kampen", gammelt nag mellem klubberne og forskellige, mere eller mindre, bevidste svinestreger, og så har man altså noget af en heksekedel på hænderne.

Det er i denne tilstand, at Maja Bissenbakker, adjunkt, ph.d. ved Center for Kønsforskning, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet, forventer at folk skal opføre præcis efter retningslinierne i den politisk korrekte håndbog.

Man skal opføre sig ligeså besindigt som man gør, når nogen springer én over i kantinekøen i kontorhuset. Det er jo helt håbløst.

Man står overfor en éndimensionel modstander, som du måske aldrig har mødt før. Han har lige losset en af dine holdkammerater ned i feltet, og dommeren (med blindestokken), dømmer ikke straffe.

Du er opkørt, der er en reaktion på vej og modstanderen skal svines med det samme. Hvad er mere oplagt end at køre på distinktive, fysiske karakteristika, som man ved vil fornærme udmiddelbart, og som overskrider nogle daglige grænser for adfærd?

"Røde apparat", hvis han er rødhåret, "fede svin", hvis han udfylder trøjen lidt for godt og ja, "perker" hvis han er af udenlandsk oprindelse, og der ellers ikke er noget at udsætte på hans fysiske fremtoning.

Jeg har hørt det massevis af gange, og sjovt nok, i 99,9 % af tilfældene giver folk rent faktisk hinanden hånd efter kampen på trods, eller måske nærmere på grund af. Mange gange også fordi, de kommer i tanke om, at de rent faktisk også selv har en afrikaner eller en Mohammed med på holdet

Og så må den skid være slået.

Men det er den altså åbenbart ikke alligevel.

Sådanne konflikter skal løftes ud af konteksten, problematiseres og benyttes som basis for et eller andet absurd kulturel genopdragelsesregime, hvorunder centrale myndigheder skal forholde sig til en mikroskopisk, lokal konflikt på en fodboldbane i Kløvermarken, en søndag formiddag med tømmermænd.

Det er da at skyde finker af panden med kanoner.

Tom W. Petersen

Det ændrer ikke kun på sproget, når man skal passe på med, hvad man siger.
Det ændrer også på ens tankegang og mentalitet, hvis man mindes om, at visse udtryk er uacceptable. Det får nemlig en til at tænke over, om det faktisk er forkert at bruge nedværdigende udtryk om mennesker. (Hos dem, der overhovedet tænker.)
Og det medvirker til at ændre ens egen måde at tænke om de mennesker, man bruger nedværdigende udtryk om. Man kan faktisk nå helt frem til, at man ikke længere tænker disse medmennesker som anderledes i negativ forstand.
Og det er dermed ikke symptombehandling, men behandling af selve ondet.
Det er sproget, der bestemmer vor tankegang.

Tom W. Petersen

Michael Guderup har på sin vis ret. Det er sådan, det foregår.
Og netop de finker, der altså ryger af panden viser så netop helt præcist, hvordan tankegangen og synet på andre er, når man ikke behersker sig.