Når historien gentager sig selv

Da den islandske filmskaber Fridrik Thor Fridriksson var dreng, gik han i skole med skuespillerinden Kristbjörg Kjelds søn, som blev drillet, fordi hans mor spillede med i en ’pornofilm’.

Filmen, Erik Ballings Pigen Gogo(1962), som blev lavet i Island, var bestemt ikke porno, men et psykologisk-erotisk drama om kærligheden mellem to meget forskellige mennesker og Ballings eneste tragedie. Det var også den første islandskproducerede film — instruktøren var dansk, men pengene, filmholdet, skuespillerne og den øverste producent var islandske — og den blev en stor succes på den lille ø højt mod nord. Pigen Gogofik stor betydning for islandsk film, for selv om der skulle gå mange år, før landet fik etableret et egentligt produktionsmiljø, beviste den, at det kunne lade sig gøre at lave film i Island. Det fortæller Fridrik Thor Fridriksson, Islands mest prominente og produktive instruktør og producent, som har lavet en slags opfølger til Ballings film, den selvbiografiske Mamma Gógó.

For nylig var 57-årige Fridriksson i København for under de årlige Biodage på Nordatlantens Brygge at vise den både humoristiske og rørende Mamma Gógó, og han tog sig samtidig tid til at mødes med Information for at tale om både sin egen og Erik Ballings film.

»De fleste har glemt alt om den i Island — og også her i Danmark,« siger Fridrik Thor Fridriksson om Pigen Gogo, der på islandsk hedder 79 af stöinniog viste sig at være svær at finde en pæn kopi af i både Danmark og Island.

En uskyldig film

»Men den er vigtig, fordi det var den første seriøse film, der blev lavet i Island. Producenten, Gudlaugur Rósinkranz, havde store ambitioner for filmproduktion i Island, men ligesom i dag var politikerne ikke på hans side, og det blev ikke til så meget dengang. Vi er meget heldige som nation at have denne film som en del af vores filmarv. I samme periode lavede Gabriel Axel, der er en af mine gode venner, en vikingefilm i Island, og den var slet ikke lige så succesfuld. Men både han og Balling har haft stor indflydelse på islandsk film, selv om de ikke var klar over det dengang. Folk, der arbejdede på Pigen Gogo, kom senere til at spille en vigtig rolle for islandsk film. Det ville ikke være sket, hvis ikke Pigen Gogovar blevet lavet.«

Fridrik Thor Fridriksson kalder Pigen Gogofor en »uskyldig film,« og han så den adskillige gange, inden han skulle i gang med Mamma Gógó.

»Jeg synes, at det er en af Erik Ballings bedste film. Det er en meget smuk, sort-hvid film. Man kan kritisere manuskriptet, men den er nu stadig god. Den repræsenterer en ærlig måde at lave film på.«

En selvbiografisk film

Mamma Gógóer ikke en decideret fortsættelse af Pigen Gogo, fortæller den islandske instruktør. Hvor Pigen Gogohandler om en udsvævende storbykvinde, Gogos, møde med kærligheden i skikkelse af en ensom taxichauffør fra landet, fortæller Mamma Gógóom en filminstruktør, der kæmper med både sin dårlige økonomi og sin Alzheimer-syge mor. Det er en selvbiografisk historie, som foregår i nutiden, men tager udgangspunkt i den periode i begyndelsen af 1990’erne, hvor Fridrik Thor Fridriksson lavede den alt andet end succesfulde Naturens børn(1991), og hans mor blev syg.

»Den forholder sig kun perifert til Erik Ballings film,« siger instruktøren.

»For 12 år siden, da min mor fik diagnosticeret Alzheimers, vidste jeg, at jeg ville lave en film om det. Jeg kendte til Pigen Gogo, og jeg kendte skuespillerinden, som spiller Gogo, og hun var den eneste, der kunne spille min mor. Så jeg ventede på, at hun skulle blive ældre. Manden, der spiller min far i Mamma Gógó, Gunnar Eyjólfsson, er også den samme, som spillede Gogos kæreste i Pigen Gogo.«

De samme skuespillere

Fridrik Thor Fridriksson forklarer, at hans mors kælenavn var Gogo, og at der er ligheder mellem Pigen Gogoog Mamma Gógóog de to film og de virkelige begivenheder bag, som blandt andet har med den militærbase, Keflavik, der indtil 2006 lå i nærheden af Reykjavik og havde en stor indflydelse på livet i hovedstaden, at gøre.

»Min mor havde mange venner specielt blandt de britiske soldater. Først var vi besat af briterne, og så tog amerikanerne over, da de gik ind i Anden Verdenskrig. Hun fortalte mig mange historier om sine britiske venner. Jeg tror, at hun følte, at amerikanerne var for vulgære for hende. Briterne var rigtige gentlemen. Derfor var det et smukt sammentræf, at hovedpersonens navn i Pigen Gogoogså er Gogo, og at hun har et forhold til nogle af mændene på basen.«

Pigen Gogospiller også en anden, endnu mere direkte rolle i Mamma Gógó, nemlig i de flashback-scener, hvor Gógó tænker tilbage på sin ungdom og forholdet til sin afdøde mand, og Fridrik Thor Fridriksson bruger klip fra Erik Ballings film.

»Når jeg viser Mamma Gógórundt om i verden, tror folk ikke på, at det er den samme skuespillerinde. De siger, at de ligner hinanden, men er det den samme kvinde? Jeg synes nu, at det er ret nemt at genkende hende,« siger instruktøren.

Film som gravsten

Fridrik Thor Fridriksson kalder sine film »gravsten«, altså en slags mindesmærker over mennesker, stykker af islandsk kultur og Island selv, der altid synes at have været et land under forandring. Mange af filmene rummer selvbiografiske elementer og er i besiddelse af en stilfærdig humor.

» Naturens børnvar en gravsten,« siger han om filmen, der er omdrejningspunktet i Mamma Gógó.

»Jeg arbejdede på en kirkegård i mange år og lavede gravsten, det gjorde jeg i 10 år af mit liv, og siden jeg begyndte at lave film, har jeg altid lavet gravsten for et eller andet. Jeg har lavet en gravsten for rockmusikken i Island, og Naturens børner en gravsten for min far. Jeg kunne godt lide det, han gjorde, inden han døde. Han gik med bare fødder på den størknede lava i nærheden af sin gård, og han døde kort tid efter, og jeg tror, at han gjorde det for at komme tættere på det område, han elskede så højt. Han er også begravet der. Mamma Gógóer en personlig film, men Movie Days(1994) var også personlig, selvbiografisk. Alt det, der sker i Mamma Gógó, er også sket i virkeligheden, men over meget længere tid end i filmen. Det eneste, jeg har ændret, er, at min mor stadig er i live i dag, 97 år gammel.« Filminstruktøren i Mamma Gógóhar gæld til op over begge ører — Naturens børntjener ingen penge — men han lokkes alligevel til at investere i lovende aktier af sin veltalende bankrådgiver. Og så går det selvfølgelig galt. Sådan er det også gået for Fridrik Thor Fridriksson flere gange i løbet af hans karriere — han er blevet forført af den ambitiøse islandske drøm — og da Mamma Gógóforegår i nutiden, benytter instruktøren lejligheden til at kommentere Islands voldsomme økonomiske sammenbrud og kritisere de politikere, der lod bankerne og finansmændene agere så uansvarligt.

Kapitalkritik

»Jeg har mistet mit hus så mange gange, at det ikke betyder så meget for mig længere,« siger instruktøren med et skævt smil.

»Nu bor jeg i huset igen, og banken smider mig ikke ud, selv om de kunne gøre det når som helst. Jeg betaler ikke tilbage på min gæld. Jeg købte huset tilbage kun et par uger før, det hele kollapsede i oktober 2008. De lånte mig pengene, og alting var forbundet med udenlandsk valuta, så nu er min gæld ... huset er måske 70 eller 50 millioner islandske kroner værd, jeg ved det ikke, men lånet er på noget i retning af 400 millioner.«

Mest vred er Fridrik Thor Fridriksson dog på politikerne.

»Den nuværende, islandske regering burde være en venstreorienteret regering, som jeg har støttet. Men de forstår ikke vigtigheden af at lave film, så de har beskåret filmstøtten med 35 procent og har på den måde ødelagt mit livsværk. Det gør mig mere vred end bankfolkene, fordi de er blot mennesker, som politikerne burde kontrollere. Men politikerne fejlede, og hvis man er grådig eller kriminel, så går man så langt, som man kan. Jeg troede selv på disse mennesker, syntes, at de var finansielle genier og grinede højt, når de købte ejendomme i København. De havde store planer om at købe Tivoli, og jeg tænkte, at det kunne være sjovt, hvis de købte Tivoli, rev det ned og byggede et stort indkøbscenter. Det er, som Karl Marx sagde, at når historien gentager sig selv, er det ’den ene gang som tragedie, den anden gang som farce.’«

Mere om Nordatlantens Brygge og Biodage på www.bryggen.dk

Mere om Erik Balling og ’Pigen Gogo’ i Christian Monggaards biografi om instruktøren, ’Balling — hans liv og film’