Læsetid: 5 min.

Revolutionen har gjort kunstnerne tavse

Da diktatoren Hosni Mubaraks styre faldt, fik egypterne endelig mulighed for at udtrykke sig frit. Men den genvundne ytringsfrihed har haft sparsom effekt på kulturscenen. Vi besøgte en musikgruppe, der ligefrem er stoppet med at spille
'Det giver ikke mening at demonstrere, når man ikke ved, hvad man demonstrerer imod,' siger Omar Essam (t.h.) fra det egyptiske band Sandouk Eldonia. Gruppen stoppede med at spille deres politiske sange, efter revolutionen brød ud.

'Det giver ikke mening at demonstrere, når man ikke ved, hvad man demonstrerer imod,' siger Omar Essam (t.h.) fra det egyptiske band Sandouk Eldonia. Gruppen stoppede med at spille deres politiske sange, efter revolutionen brød ud.

Sofie Amalie Klougart

25. januar 2012

KAIRO — Det er efterhånden en gammel historie, den om, at kreativiteten er blusset op i kølvandet på revolutionerne i de arabiske lande. Ordet er blevet frit, så mellemøstlige og nordafrikanske kunstnere kan få lov til at udtrykke sig, som de vil, og i rappen, i scenekunsten, i gadekunsten hylder de unge arabere deres politiske idealer og udveksler på kryds og tværs som aldrig før.

Men det er allerede en gammel løgn. I hvert fald hvis man spørger 25-årige Omar Essam, som sidder på en café i Downtown, et par hundrede meter fra Tahrirpladsen, og ruller en cigaret. Han er forsanger i den egyptiske musikgruppe Sandouk Eldonia, som synger om politik og værdier. Men de har ikke optrådt siden revolutionen.

»Under Mubarak skrev vi masser af sange,« siger han og tager et hiv af cigaretten. Han er iklædt sixpence, bomuldssweater og jeans.

»Dengang kunne man ikke sige noget direkte, men vi havde behov for at sige fra, så vi formulerede os gennem metaforer. Nu er Mubarak væk, men det samme er vores vision. Vi er i en slags limbo sammen med resten af det egyptiske folk. Bliver det bedre nu? Ingen ved det.«

’Folket flytter alting’

Da Information i december 2010 mødte Omar Essam og hans bandmedlemmer, gav bandet jævnligt koncerter. Impulsivt indtog de gadehjørner efter forgodtbefindende, og fra tid til anden blev de booket til at spille til større arrangementer.

De gjorde det for at more sig, men projektet havde et klart politisk motiv.

»Folket flytter alting i verden,« sagde Omar Essam dengang til avisens udsendte. »Hvis Egypten skal forbedres, skal det ske gennem os, ingen andre.«

Godt en måned senere blev hans tese forløst i et blodigt folkeligt oprør. Den 25. januar 2011 begyndte demonstrationerne nær den egyptiske højesteret og fortsatte til Tahrirpladsen ved parlamentet, hvor politi- og sikkerhedskræfter satte ind med vandkanoner og tåregas.

Sandouk Eldonia er ikke gået i opløsning, og de unge mænd holder ikke officielt pause fra musikken. Men de skriver heller ikke nye sange.

»Det giver jo ikke mening at demonstrere, når man ikke ved, hvad man demonstrerer imod,« siger Omar Essam i dag.

Opstand af nye genrer

Den egyptiske journalist Ali Abdel Mohsen, der har dækket egyptisk kulturliv for avisen Al-Masry Al-Youm i flere år, har svært ved helt at forstå Sandouk Eldonias disposition.

»Selvfølgelig er der mange, som er deprimerede over tingenes tilstand, og som derfor finder det svært at producere kunst. Men jeg mener … Hvis ikke en situation som denne inspirerer kunstnere til at udtrykke sig, hvad skulle så gøre det,« spørger han og pointerer, at selv om revolutionen endnu ikke har affødt det, som Sandouk Eldnoia havde forventet, har den skabt nye musikalske landvindinger.

»I det forgangne år har vi set en utrolig og inspirerende opstand af nye genrer, som populært kaldes elektro-shaabi. Shaab betyder ’folket’ som i el shaab yoreed iskat el-nizam: ’Folket kræver regimets fald’. Et populært råb under revolutionen, der også har fundet vej til mange sangtekster siden,« fortæller han.

Før revolutionen hørte man kun den slags vestligt inspireret musik i taxaer eller til bryllupper i fattige nabolag. Men dagen før, Information taler med Abdel Mohsen, har han været til reception hos en EU-ambassadør i Kairo, hvor elektro-shaabi-bandet Islam Chipsy optrådte. Islam er forsangerens fornavn, og Chipsy er Egyptens mest populære chips-mærke.

»I dag er der elektro-shaabi alle vegne, og 99 procent af sangteksterne smadrer den tidligere præsident og hans kumpaner med en entusiasme og frihed, som vi aldrig tidligere har hørt. Men der er også plads til mindre seriøst indhold, ofte humoristisk. For eksempel handler mange af sangene om at tage billige stoffer,« siger han og sammenligner de nye kunstnere med amerikanske rappere som Danny Brown og OFWGKTA, som dog har højere produktionsstandarder.

En vestlig konstruktion

Tilbage på baren nær Tahrirpladsen støder flere unge egyptere til. Hver gang en ny slår sig ned ved bordet, bliver en ny shisha (vandpibe) stillet til rådighed. 27-årige Hamid Abdel, der spiller tamburin, og som sammen med sin bror skriver gruppens tekster, kan ikke selv mærke den udvikling, Mohsen taler om.

»Kunsten har ikke udviklet sig; det er en vestlig konstruktion. Ligesom før synger de fleste om Egypten, men hvor de før sang ’styret længe leve’, synger de nu ’længe leve oprøret,« siger han og bliver suppleret af Omar Essam.

»Dybest set er der ikke noget som helst, der har ændret sig,« siger han med et suk. Hamid Abdel tager ordet igen.

»For musikerne i Kairo handler det — som så meget andet — om at tjene penge. De lever på én stor løgn,« siger han.»Vi har brug for nye tekster. Men før der kan opstå nye tekster, må vi have en ny vision.«

Revolution af ideer

Ali Abdel Mohsen køber ikke påstanden om, at alle sangtekster dengang var en hyldest til regimet. Det er jo ikke Nordkorea, som han siger:

»Pre-revolutionslyrikken bestod måske af 50 procent kærlighedssange og 50 procent break up-sange. Nu er det nok nærmere 50 procent kærlighedssange, 25 procent break up-sange og 25 procent sange, der hylder revolutionen,« siger han.

Men som det ofte er tilfældet, forsøgte mainstreamkunstnere at hoppe med på vognen, som — i dette tilfælde — kørte til støtte for revolutionen. Det interessante var ifølge Abdel Mohsen, at mainstreamkunstnernes revolutionshyldester ikke blev modtaget særlig godt af offentligheden. Derimod kom de revolutionssange, der havde størst succes, fra unge, uafhængige musikere, som før revolutionen ikke havde mange fans. Han nævner blandt andet Cairokee, et rockband med sange som »Sawt el-Horria« (Frihedens stemme) og »El-Midan« (Pladsen).

»Revolutionen har gjort, at det ældre publikum er mere lydhørt over for yngre kunstnere på grund af en nyfunden respekt for den yngre generation: Facebook-ungerne, der sparkede revolutionen i gang. Det er godt for kunsten. Men vi må erkende, at revolutionen langtfra er overstået. Vi må tænke anderledes. Det er ikke nok at skille sig af med ledere — vi må skille os af med alle de giftige ideer og destruktive overbevisninger, som lederne har plantet i os. Og indtil nu kan der kun ses antydninger af denne tankegang i musikken. Jeg håber, at det også vil kunne ses i litteratur og film, men det er stadig for tidligt at spå om det.«

Revolution af sindet

Hos Sandouk Eldnoia i Kairos Downtown brænder vandpibernes kul så småt ud, mens aftenen bliver til nat. Inden drengene farer videre ud i den arabiske nat, giver Hamid Abdel sit bud på fremtiden.

»Revolutionen var en god ting, for Mubarak var nødt til at blive afsat. Det kunne ikke være anderledes. Men der vil komme fremtidige revolutioner, som er vigtigere: Den største konflikt i Egypten bliver en intern muslimsk konflikt, som vil blive kæmpet mellem shiamuslimer, islamister og salafister. Vi får brug for en revolution af sindet,« hævder han.

»Og inden vi er kommet videre, kan vi ikke lave kunst.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Det giver jo ikke mening at demonstrere, når man ikke ved, hvad man demonstrerer imod", siger den ene spillemand deprimeret - og får så heldigvis svar af en anden: "Før der kan opstå nye tekster, må vi have en ny vision. Vi får brug for en revolution af sindet. Og inden vi er kommet videre, kan vi ikke lave kunst."

For det giver kun ringe mening at demonstrere, når man kun ved hvad man er IMOD, men ikke aner hvad man er FOR.

Brian Pietersen

Tom Paamand

""det giver kun ringe mening at demonstrere, når man kun ved hvad man er IMOD, men ikke aner hvad man er FOR.""

hvis du har fået tæsk nok, kæmper du for at slippe, det betyder ikke du ved hvad du så vil, da du er totalt ødelagt. Så først skal du befries for den der udfører smerte på dig, derefter skal du finde dig selv.

Brian Pietersen

det siger så noget om at de mennesker har været noget igennem man har svært vd at sætte ord på, men det undrer mig at journalisterne her ikke er klar over at der meget vel kan være den sammenhæng.

Hvis man lige selv har været i det, kan man ikke kapere det før efter lang tids ro til at få bearbejdet smerterne.