Baggrund
Læsetid: 4 min.

Riskær: Markedet kannibaliserer sig selv

Finanssektoren avler på sig selv, og derfor degenererer den, siger finansmanden Klaus Riskær Pedersen. Han vil have indført Tobin-skat og ser på Occupy-bevægelsen i New York med en følelse af … lykke
’Det hele er institutionaliseret på kryds og tværs af de samme magthavere, der bytter tjenester med hinanden. Dermed bliver kontrolmekanismerne langsomt sat ud af kraft, og dele af den demokratiske retsstat degenererer,’ siger Klaus   Riskær Pedersen.

’Det hele er institutionaliseret på kryds og tværs af de samme magthavere, der bytter tjenester med hinanden. Dermed bliver kontrolmekanismerne langsomt sat ud af kraft, og dele af den demokratiske retsstat degenererer,’ siger Klaus Riskær Pedersen.

Jakob Dall

Kultur
4. januar 2012

Han er blevet kaldt den ukuelige korkprop. Klaus Riskær Pedersen har oplevet kolossale nedture, men bliver ved med at poppe op i nye eventyr. Selv oplever han at være »en legemliggørelse af tidernes opture og nedgange«. For tiden afsoner Klaus Riskær Pedersen en dom på seks års fængsel for bedrageri.

Klaus Riskær Pedersens nyeste firma, hvor han kun optræder som konsulent, beskæftiger sig blandt andet med valutaspekulation. Alligevel er han stærk tilhænger af den såkaldte Tobin-skat, der har til formål at dæmpe den kortsigtede valutaspekulation.

»Jeg har været i maskinrummet, siden jeg var 14, men det skal ikke forhindre mig i at kritisere markedet selv. Hvis man vil vide noget om hospitaler, lytter man vel hellere til en overlæges bekymrede kritik, end hvad vinduespudseren mener at kunne iagttage,« siger Riskær Pedersen.

Klaus Riskær Pedersen har fulgt udviklingen, siden han som 14-årig skrev en bog om at købe aktier og obligationer, og efter sin studentereksamen startede han det kritiske analyseinstitut Børsinformation.

Indavl

Finansmarkederne har fået lov at udvikle sig alt for ureguleret, mener Riskær.

Omsætningen på det globale valutamarked er nu vokset til en størrelse, der på bare fire dage svarer til det årlige bruttonationalprodukt i USA.

»Finansmarkedet skulle betjene samfundsøkonomien, men i stedet er det blevet samfundsøkonomien, der betjener finansmarkedet,« lyder hans kritik.

Riskær kritiserer, hvordan man har tilladt den finansielle industri at opbygge en byge af afledte produkter, der intet har at gøre med samfundsøkonomiens behov for at udveksle varer og tjenesteydelser.

»Vi ser et finansmarked, der avler på sig selv for så igen at avle på afkommet. Når man avler på sit eget afkom, så degenererer man,« siger Riskær Pedersen.

»Den form for handel giver intet reelt bidrag til noget som helst.«

Tværtimod, argumenterer Riskær. Det koster at have et marked, der ikke er styret af reelle faktorer, men af finansformler og computeralgoritmer, fordi det skaber større udsvingstilbøjelighed.

»Jo mere et marked svinger, desto større risikopræmie kræver investorerne.«

Det betyder i sidste ende, at samfundet må betale en dyr merpris, og at det, som man ser for tiden i Sydeuropa, bliver dyrere at rejse lån gennem f.eks. salg af statsobligationer. Samtidig forsvinder gennemskueligheden på markedet, hvilket er en af forudsætningerne for, at markedet rent faktisk fungerer, argumenterer Riskær.

»Markedet kannibaliserer sig selv, fordi man opbygger en ineffektivitet, der svækker markedet ved at fjerne troværdigheden og gennemsigtigheden.«

Folkelige protester

Befolkningen er over hele verden blevet offer for markedets ineffektivitet, og svaret er kommet fra Occupy Wall Street, majoprøret i Madrid og Det Arabiske Forår.

»Det, vi ser nu, er bare begyndelsen. Der er grænser for, hvor meget man kan se huspriserne falde. Hvor mange velfærdsydelser man kan fjerne, og hvor meget man kan hæve skatterne.«

De folkelige protester inspirerer erhvervsmanden.

»Jeg synes Occupy-bevægelsen er fantastisk. Jeg er lykkelig. Du ser her en venstrefløj, der omformulerer sig selv,« siger Klaus Riskær Pedersen.

Han mener, man skulle have taget opgøret med finanskapitalen allerede tilbage ved børskrisen i 1987, og at de problemer, vi står i nu, handler om, at det politiske apparat var for indspist til at kunne handle.

Den nye venstrefløj, som Klaus Riskær sætter sin lid til, skal begynde at fokusere på forbindelserne mellem toppen af erhvervslivet, politikerne og embedsværket.

»Det er venstrefløjens udfordring at gøre noget ved sammensmeltningen af de institutioner, der egentlig skal kontrollere hinanden, i stedet for at ligge under for gammel venstrefløjsromantik.«

»Vi taler om en ganske lille elite, hvor ikke så få burde smides på porten. For 200 år siden havde man kappet hovederne af dem.«

»Det hele er institutionaliseret på kryds og tværs af de samme magthavere, der bytter tjenester med hinanden. Dermed bliver kontrolmekanismerne langsomt sat ud af kraft, og dele af den demokratiske retsstat degenererer.«

»Jeg tror, vi får en ny 68-bevægelse. En ny guldalder. Men det kræver, at vi har en venstrefløj, der kan bruge hovedet.«

En revolutionær

— Du er tidligere Venstre-politiker, og alligevel lægger du meget håb i, hvordan venstrefløjen udvikler sig?

»Nu må du holde op, det er fordi, du er for ung, du ved simpelthen ikke nok om mig til at lave et interview,« sprutter Klaus Riskær. Men han forbarmer sig:

»Jeg var socialliberal. Det Venstre, jeg meldte mig ind i, var Christen Bergs Venstre, der levede efter mottoet: ’Gå aldrig på kompromis med uretten’.«

»Det var Uffe Ellemanns Venstre, jeg meldte mig ind i. Ikke Anders Foghs.«

— Opfatter du dig selv som venstreorienteret?

»Næ, jeg har altid forstået mig selv som systemkritiker. Venstre og højre interesserer mig ikke. Jeg har altid set mine handlinger systemkritisk,« svarer Riskær.

Han fortæller, hvordan han på toppen af sin karriere i 1990 gjorde, hvad han kunne, for at blive revet ud af Den Blå Bog.

»Jeg ville ud, for jeg ville ikke være en del af ’establishmentet’ med al dets indavl. Hvis du skal lave fremdrift, kan du ikke være en del af de eksisterende magtstrukturer. Al fremdrift er revolutionær,« siger Klaus Riskær Pedersen, og tilføjer:

»I den forstand er jeg revolutionær.«

Serie

Kapitalisme 2011

Seneste artikler

  • Kritik af vulgaritet og grådighed

    13. januar 2012
    Vil man forstå, hvad kapitalismen har betydet for litteraturen, kommer man ikke uden om at gå tilbage til dengang, den slog igennem. Vi har nemlig vænnet os til den; det, der forfærdede Balzac, accepterer vi i dag som et vilkår
  • Da kongerne holdt op med at beskytte de svage

    10. januar 2012
    Virtuelle penge og vækst på kredit er ikke et moderne fænomen. At bruge penge, man ikke har, har altid været hjørnesten i økonomien. Det nye er, at vi har opbygget et system, der beskytter kreditoren, ikke debitoren
  • Kunsten er nyliberalismens guldkalv

    10. januar 2012
    Trods et par magre år efter finanskrisen er samtidskunsten stadig en integreret del af den neoliberale kapitalisme. Måske neoliberalismen og samtidskunsten simpelthen er skabt for hinanden?
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

randi christiansen

Claus Silfverberg : ”@Randi Christiansen, så oplever jeg fejl på begge sider og finder det uhyggeligt destruktivt for vor allesammens velfærd, at vi i Danmark lader mere end 70% af vor indkomst køre ind over det offentlige, og at vi har flere beskæftiget i det offentlige end i industrien.”

Vi kan nemt blive enige om, at det eksisterende system fungerer meget uhensigtsmæssigt. Hvilke tanker har du gjort dig – hvis nogen – om hvorledes samfundets grundlæggende sturkturer burde indrettes/forandres ?

Er du enig i, at et grundlæggende skæringspunkt befinder sig i feltet, der har at gøre med hensigtsmæssig og retfærdig administration af vore – biotopens – fælles ressourcer ? Og at en grundlæggende forskel i den diskussion viser sig i liberalisters og socialisters livssyn ?

Jeg har i nedenstående – endnu engang – forsøgt mig med at beskrive, hvorldes jeg ser disse divergenser.

For hvad er det egentlig, vi diskuterer her ? I mine øjne handler det om samfundets helt grundlæggende strukturer – hvorledes ønsker vi at forholde os til administrationen af biotopens fælles ressourcer ? Som jeg har forstået liberalisterne, mener de, at tilgangen til biotopens ressourcer skal afhænge af den stærkes ret og med en nedre grænse – defineret temmelig uklart af dem selv – for hvor megen social elendighed, de vil kunne tåle at se på.

Når de tænker sådan, tror jeg, det er fordi, de ikke tror på følgende : i og med at man er født, er man en uomgængelig del af et fællesskab, som det derfor nødvendigvis vil være i ens egen interesse fungerer så godt som muligt. Hvis et eller flere individer falder uden for den normative definition, af hvad der er samfundsnyttige bidrag, kan man derfor ikke automatisk konkludere, at det er den enkeltes skyld. Det er en alt for primitiv analyse, og ufatteligt at den kan vinde nogen udbredelse overhovedet. Disse sociologiske mekanismer er indlysende langt mere komplekse, men må dog grundlæggende have at gøre med, hvorvidt ressourceallokeringen foregår efter retfærdige principper.

Dette ser vi nu i den aktuelle finanskrise med al tydelighed ikke er tilfældet. Et system, som tillader privatkapitalisering af og indbyrdes konkurrence om biotopens fælles ressourcer, manifesterer ikke det samarbejde, som er nødvendigt for helheden. Altså er det påkrævet at vi med al vores menneskelige snilde og omsorg for os selv, hinanden og vores dyrebare klode finder en model, hvormed disse resourceallokeringsproblemer kan imødegås. Bemærk at mennesker, som får tilgodeset grundlæggende behov og ikke uretfærdigt forfordeles, ikke kriges.

Denne forståelse er socialisterne, som jeg forstår det, nærmere ved og derfor dem, man må forsøge at henholdsvis støtte og holde i ørerne.

Claus Silfverberg

Vort eksisterende system er efter min bedste overbevisning ikke så langt fra at være det bedste i verden, men vi er blot blevet for socialistiske - det hæmmer virkelysten, når skatterne er så høje som tilfældet er i dag.

Højtuddannede unge danskere med virkelyst og ambitioner flytter til udlandet, og ditto udlændinge afskrækkes fra at flytte til Danmark - hvis de da overhovedet kan få opholds- og arbejdstilladelse. Det er dumt for vor allesammens fremtidige velfærd. Mere end nogensinde lever vi i en dynamisk global village, hvor konstant flexibilitet og tilpasning er afgørende for succes.

Mange, mindre veluddannede unge danskere af alle etniske baggrunde bliver - efter min overbevisning - ikke tilstrækkeligt motiveret - pisk og gulerod - til at gøre en indsats for sig selv og for samfundet - velstanden og trygheden er blevet for stor.

Jeg håber, at det er lidt svar på dine spørgsmål.

randi christiansen

Claus - Har du da ikke spurgt dig selv, hvad der er den grundlæggende årsag til disharmonien ? Du kan da ikke mene, at bare skatterne blev sat ned, så var alle problemer løst ?

Skattelettelser i lavindkomstgrupperne kunne godt have en positiv effekt, men det står ikke alene uden en indsats for at skabe job.

At forgylde de forgyldte rykker intet, så i stedet for at flygte til Tyskland, flygter de til de britiske jomfruøer.

Claus Silfverberg

Jeg har også en fortid som iværksætter, og jeg skal love jer for, at skatteniveauet er en vigtig parameter, når man begynder at øjne chanchen for succes.

Jeg har også en klar fornemmelse af, at mange lader stå til på sociale overførselsindkomster, fordi merindkomsten ved at stå og gå på arbejde ikke er tilstrækkeligt motiverende.

Nogle drives af en gulerod, andre af en pisk. De fleste nok af lidt af begge dele. Og jeg er ikke fortaler for et samfund a la det amerikanske. :-)

Claus Silfverberg

Ritzau her til morgen:

80.000 unge danskere mellem 15 og 29 år har hverken været under uddannelse eller i arbejde i de seneste seks måneder.

De har i stedet levet af offentlige ydelser eller af hjælp fra forældrene, viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som har taget et øjebliksbillede af de nyest tilgængelige tal, der er fra september 2010.

Siden da er ledigheden blandt unge vokset, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) kalder analysen "dybt alarmerende".

Sider