Skiftedage, begivenheder og de bedste cd’er

Den klassiske musik fik i det forløbne efterår en form for gennembrud i danskernes store forsamlingshus, hen over fem lørdag aftener i DR 1, hvor menuen ellers plejer at stå på Olsen-Banden eller Dirch Passer. Programmet hed Maestro og gik i al sin enkelthed ud på at lade seks mere eller mindre kendte medieansigter konkurrere om, hvem der slap bedst fra at dirigere et symfoniorkester. Altså endnu engang amatørernes glade aften, og det kan man som fagmand godt sidde og grine højt og længe over. Men på den anden side: I tilfældet Maestro må man medgive, at der blev åbnet døre for ganske mange uindviede mennesker, angiveligt også for børn og unge.

Lørdagsseerne, som for størstedelens vedkommende ikke kender noget videre til radiokanalen P2, opdagede dermed også, at DR råder over et symfoniorkester og et stort kor. Og det er vel historisk set institutionens egen skyld, for angsten for at miste tv-kunder med den ’åh så formelle’ klassiske musik har været fremherskende i flere årtier.

Men det bliver der nu rådet bod på i den nytilkomne kanal DR K, her spiller seertallene heller ikke den store rolle.

Udtyndet public service

Hvad DR derimod ikke kan bebrejdes, er, at man fra 1. november blev presset til at afskære lytterne fra at høre P2 på FM i dagtid. At fjerne P3 eller P4 ville nok have medført græske tilstande i befolkningen. Klassisk musik i DR’s radio er nu to ting: DAB døgnet rundt og FM om aftenen og natten. Der er godt nok justeret på programmerne, men endnu skylder man at vise os, at radioen kan bruges til noget mere dybtgående formidling. Også her er der fra chefkredsen nedsivet en angst for at kede.

En mere alvorlig kulturpolitisk forandring drejer sig om radiotransmissionerne af koncerter med de danske landsdelsorkestre og forestillinger fra Den Kongelige Opera. DR har opsagt samarbejdsaftalerne med begge parter, og det siger sig selv, at man hermed løber fra en uhyre vigtig public service-forpligtelse, som har været virksom siden Anden Verdenskrig. Orkestrene har hurtigt entreret med en kommerciel kanal, Radio Klassisk, for at få deres koncerter sendt ud til en bred kreds af musiklyttere, og det træk har bragt DR tilbage til forhandlingsbordet. I skrivende stund er man ikke kommet til enighed, men orkestrene håber på en fortsat tilstedeværelse på P2 i mere reduceret omfang end hidtil. Sådan ser det ikke ud for Operaens vedkommende. Her må danskerne fra 1. januar undvære de fem-seks årlige transmissioner fra den internationalt berømmede nationalscene. Vi lader billedet stå et øjeblik.

Nyt blod

Året bragte også skiftedage i de københavnske førerbunkere. Thomas Dausgaard har forladt Radiosymfonikerne, Den Kongelige Opera har sagt farvel til Kasper Holten og Michael Schønwandt og goddag til englænderen Keith Warner og tjekken Jakub Hrusa, DR Vokalensemblet har omsider fået en chefdirigent, svenskeren Olof Boman. De tre danskere har gjort det strålende, og de tre udlændinge vil gøre det anderledes, men sandsynligvis også meget godt.

Sjællands Symfoniorkester fik ny orkesterchef sidste år, Uffe Savery, som med sin baggrund også i rytmisk musik har ønsket at få luftet ud i bageriet. Det er foreløbig blevet til lanceringen af en ny koncertform, som åbenbart skal hedde noget på engelsk: 60 Minutes.

I stedet for den sædvanlige lagkagemodel med ouverture, solokoncert, pause, symfoni, udvides seancen til næsten tre timer med en times pauseløs koncert midtvejs. Før og efter kan publikum pendle rundt i Musikkonservatoriets koncertsalsfoyer og høre på samtaler, ambient dj-show, minioptrædener, få noget at spise eller hænge ud i en lounge. Kan være man er ganske træt i ørerne efter sådan en omgang, men det er et tiltrængt og modigt initiativ, som fortsætter og får lov til at udvikle sit potentiale. Kulturminister Uffe Elbæk burde kigge forbi næste gang og gøre sig nogle flere erfaringer i marken, det forlyder at han fortsat agter at flytte 40 millioner fra det klassiske musikliv over til det rytmiske — det bliver i givet fald godt for nogen og døden for andre.

Begivenheder

Blandt begivenhederne i det forgangne år skal det nu gælde nogle stykker hentet fra fortrinsvis mindre koncertsteder, som er kommet til at spille en større og større rolle. Mogens Dahls Koncertsal har efter nogle års støt stigende kvalitetskurve befæstet sig som et lille musikmekka på Islands Brygge. Koncerten for Amnesty International i marts står næsten som et åndeligt monument for frihedskampen i et turbulent arabisk forår. Leif Ove Andsnes spillede klavermusik af Beethoven, Brahms og Schönberg, og især hans udførelse af Beethovens Opus 111 ramte en sjældent oplevet dybde.

200-året for Liszts fødsel blev på forbilledlig vis markeret af Louisiana med to koncerter, dels klaversonaten i h-mol i januar med Stephen Hough, dels den tre timer lange klaversamling Années de pèlerinage, komplet for første gang i en dansk koncertsal, spillet i april af den unge franskmand Bertrand Chamayou.

For at blive ved klaverløverne: Jevgenij Kissin overgik alle forventninger i en mildt sagt fantastisk udførelse af Griegs klaverkoncert i juni i Tivoli, med en ufattelig fingerspitzengefühl og en stramt swingende puls. Michael Schønwandt og Kasper Holten sagde farvel og tak med Richard Strauss kolossale Die Frau ohne Schatten, en ubetinget sejr for iscenesætteren Holten, Det Kongelige Kapel og Schønwandt.

Der har også været sublime møder med kammermusikkens musketerer. Den årlige julifestival på Hindsgavl Slot bragte verdensnavne ind i den intime havestue, som eksempelvis tenoren Werner Güra og pianisten Christoph Berner. Han sang Schuberts Die schöne Müllerin så smukt og så intenst, som man aldrig har hørt det og aldrig vil glemme det. Den franske strygekvartet Quatuor Modigliani, fire sorgløse knægte i 20’erne, begyndte med en kvartet af teenageren Schubert, så man pludselig forstod, hvor tæt han var på Mozarts geni, og sluttede med Mendelssohn, hvor de endegyldigt rensede ham for anklager om glathed, pænhed og søvndyssende filen op og ned. Der var desuden sindsoprivende momenter under Nikolaj Medtners mystiske Sonata tragica med den unge russiske pianist Jevgenij Sudbin, som også optræder på nedenstående liste over årets bedste cd’er.

Og i september søsatte vores egen Trio con Brio en tilbagevendende kammermusikfestival i København, de var her, der og alle vegne sammen med Den Danske Strygekvartet og udenlandske stjernegæster. En meget vellykket jomfrurejse.

Årets bedste

2011 var året, hvor danskerne fik adgang til musiktjenesten Spotify, som mageligt også kan benyttes af brugere, der vil høre klassisk musik. Indtil videre er der nu intet, der tyder på, at internettet vil udkonkurrere Bach, Beethoven og Brahms på den gammeldags compact disc, tværtimod trives de mindre udenlandske klassiske pladeselskaber vældig godt. Blandt årets mange gode udgivelser på cd og dvd står de fem nedenfor udvalgte stærkt. Fælles for dem er viljen til at se på den nedskrevne musik med friske øjne, og efterfølgende omsætte det til beundringsværdige fortolkninger. I tilfældet Tannhäuser nyt og dragende for både øje og øre.

Liszt: Klaverkoncert nr. 1 og 2. Daniel Barenboim (klaver). Staatskapelle Berlin. Dirigent: Pierre Boulez. DG 00289 477 9521

Beethoven: Klaverkoncert nr. 4 og 5. Jevgenij Sudbin (klaver). Minnesota Orchestra. Dirigent: Osmo Vänskä. BIS 1758

Schubert: Nacht und Träume. Matthias Goerne (baryton). Alexander Schmalcz (klaver). Lieder Edition 5. Harmonia Mundi 902063

The Natural World of Pelle Gudmundsen-Holmgreen. Ars Nova Copenhagen. Dirigent: Paul Hillier. Dacapo 6.220583

Wagner: Tannhäuser. Den Kongelige Opera. Det Kongelige Kapel. Dirigent: Friedemann Layer. Iscenesættelse: Kasper Holten. Decca DVD 0743390