Læsetid 7 min.

At skrive om ubehaget ved at være sig selv

Hun har endnu ikke udgivet en bog, men er allerede kritikernes yndling. Hun er 25 år og hedder Olga Ravn. På tirsdag debuterer hun på Gyldendal med digtsamlingen ’Jeg æder mig selv som lyng’
Kroppen spiller en central rolle i Olga Ravns digtning. Kroppen som en besynderlig blanding af noget meget privat og noget meget offentligt.

Kroppen spiller en central rolle i Olga Ravns digtning. Kroppen som en besynderlig blanding af noget meget privat og noget meget offentligt.

Sara Galbiati
13. januar 2012

»Det må simpelthen være anderledes, at der kommer mælk ud af ens bryster, end at der kommer sæd ud af ens pik.«

Svaret fra Olga Ravn falder prompte. Lige inden har den nu lettere befippede journalist rodet sig ud i en række vindtørre og indviklede spørgsmål om feministisk kritik og kønnede erfaringer. Og det er ikke fordi, Olga Ravn ikke kan tale langt og langhåret om den slags emner, men hun kan også godt lide at skære ind til benet. Måske er det derfor, hun er blevet digter. Og endda en meget lovende en af slagsen.

Tirsdag udkommer hendes debutdigtsamling Jeg æder mig selv som lyng på Gyldendal. Men allerede siden hun for godt tre år siden debuterede med fem digte i Hvedekorn, har det litterære miljø holdt øje med hende. Lars Bukdahl har udråbt hende til den nye Poul Borum, og sig selv til vor tids Olga Ravn, og han savner vist kun indimellem noget gakkethed. Selv tager Olga Ravn »begejstringsmaskinen Bukdahl og Co« med ro.

Hvad Olga Ravn til gengæld ikke tager med ro er debuten. Én ting er digtene, som er skrevet, afleveret og sendt i trykken, og som hun har haft fuld kontrol over. Men så er der alt det udenom. Bogomslag, layout, fotografier. Og pressemeddelelsen. Olga Ravn himler med øjnene. Da hun læste Gyldendals endelige pressetekst, gik hun straks til tasterne og lavede tre alternativer, som hun lagde ud på sin blog. Det sidste lyder således:

»En digtsamling om at blive voksen. Det kan godt være svært. Den handler også om farver og krop og ting. Man behøver ikke nødvendigvis at forstå det hele. Haha. Lol.«

Humoren er en måde at tackle den slags situationer på. Men den hjælper kun kortvarigt. Selv kan hun bedst beskrive følelsen som skam. En skam, som følger af det kontroltab og den præstationsangst, som indfinder sig, når teksterne og digtene forlader privatsfæren og stilles til skue i offentligheden.

»Mens jeg skriver, befinder jeg mig ofte i en slags samtale med den litteratur jeg holder af. Jeg ved præcis, hvordan digtet skal være, hvornår teksten er god, hvornår den er færdig. Senere, langt tid efter at jeg har skrevet det, kan jeg få oplevelsen af ligesom at vågne op og se på teksten, som om det er en anden, der har skrevet den. En som samtidig er mig. Der er en skam forbundet med det. Skam over at være den, man er, at man skriver, som man skriver, føler, som man føler. Det er frygteligt,« fortæller Olga Ravn.

Skammen har fulgt Olga Ravn så længe hun kan huske. Lige så længe som skriften. »Måske, det at skrive i sig selv medfører en skamfuld erfaring,« fortæller hun.

»Dét at vise sig på den måde — at tro, der findes interesse for det, man siger. At mishandle sin erfaring, så den bliver til tekst. At føle, som man gør.«

Pigesind

Faktisk kan Olga Ravn slet ikke huske en tid, hvor hun ikke har skrevet. Da kælderen i hendes ejendom sidste år blev oversvømmet, væltede det frem med papirer i alle formater og afskygninger, som engang havde været tekster.

»I de fleste tilfælde var kuglepensskriften splattet helt ud til mærkeligt abstrakte billeder i forskellige farver, hvor man aldrig ville have gættet, at der engang havde stået sætninger. Det var lidt, som om oversvømmelsen havde fortolket alt det gamle skidt. Faktisk var det ret flot, men det kunne ikke reddes. Det stank al for meget af pis,« fortæller hun.

Men så hjælper det selvfølgelig, at Olga Ravn tilhører en generation af skribenter, hvor »internettet altid har været der«.

»Jeg har lagt tekster ud på sindssygt underlige blogs. subnet.dk, og hvad de ellers hedder. På digte.dk havde man et hav af underlige ’digter’-venner, man aldrig mødte i virkeligheden. Så selvom det at skrive altid har været meget privat, så har jeg aldrig skrevet til skuffen. Der har altid været en bevidsthed om modtagere,« fortæller hun.

En af de forfattere, Olga Ravn ofte taler med, inden digtene er færdige, og skammen melder sig, er Tove Ditlevsen. Og som så mange andre danske skolepiger stødte hun på Tove Ditlevsens digte i en tidlig alder. Det var ikke kærlighed ved første blik.

»Det var de der ’evige tre’ og den slags. Jesus Christ, altså. Jeg synes sgu ikke, det var særlig godt. Men så på et tidspunkt begyndte jeg at læse hendes sene romaner, som bare er sindssygt gode. Vilhelms værelse, Ansigterne, Gift, Det tidlige forår. Jeg forstår ikke, at de ikke er mere kanoniserede. Jeg var helt nede over, hvor fede, de var,« siger Olga Ravn.

Så forholdet til Tove fra Vesterbro endte med at blive helt godt for den unge digter, der også selv er vokset op på den københavnske stenbro. Så godt faktisk, at hendes aktuelle debutdigtsamling begyndte som en genskrivning af Ditlevsens debut Pigesind fra 1939.

Med afsæt i et sindrigt bogstavsystem, hvor Olga Ravn benyttede samme antal ord og begyndelsesbogstaver som digtene i Pigesind, begyndte Jeg æder mig selv som lyng langsomt at finde sin egen form. Stilistisk er Olga Ravn langt fra sit forbillede. Så har man ikke sagt for meget. Men temaer og stemninger går tydeligt igen: Pigefiguren, overgang til voksenlivet, kvindelighed, kroppen, abort.

»Der er to ting, man virkelig ikke kan slippe væk fra. Den ene er, at man skal dø, og den anden, at man har et køn. Det har været meget stærkt for mig at gøre mig erfaringer, som ligger meget tydeligt i forlængelse af den krop, jeg har. F.eks. det at få en abort, som er så forbundet med det at have en livmor,« fortæller hun.

Sprogets ubehag

Kroppen spiller i det hele taget en central rolle i Olga Ravns digtning. Kroppen som en besynderlig blanding af noget meget privat og noget meget offentligt. I det omfang digtene overhovedet skal formidle en stemning, en følelse, så handler det først og sidst om at formidle det kropslige ubehag. At digte ubehaget ved at være sig selv.

»Den kropslige erfaring er dér, hvor det private rum bliver konkret. Med alt det lort, kroppen går og laver. Også i bogstaveligste forstand,« siger Olga Ravn.

Hun skynder sig at tilføje, at beskæftigelsen med kroppens ubehag, og med alt det lort, den går og laver, selvfølgelig ikke er ny, hverken i hverdagslivet eller i digtekunsten. Men at der måske alligevel er noget nyt på færde i hendes og hendes yngre digterkollegers måde at beskæftige sig med det kropslige på.

Vi har fået fortalt en historie om, at vi er frie til at være præcis dem vi vil være. Problemet er bare, at kroppen på en meget konkret og brutal facon, går ind og sætter en stopper for det. Så bliver man syg, så sidder ens ansigt forkert. Der er simpelthen en meget stor uoverensstemmelse mellem forestillingen om verden som liggende åben, og så det faktum, at man har en krop, der nægter dig adgang til steder, hvor du derfor aldrig kan tale fra, siger Olga Ravn.

Hun fremhæver, at der længe har været en udbredt enighed om, at vi som menneske først og fremmest er noget sjæleligt, noget der har at gøre med vores personlighed eller vores bevidsthed. Ånden er blevet favoriseret i forestillingen om, hvad et menneske er.

»Men det passer jo bare ikke. Kroppen er ikke bare et hylster, som forgår og dør. Kroppen er der hele tiden. Det er bare ikke særlig nemt at finde ud af, hvad der er krop, og hvad der er bevidsthed. Det er totalt viklet sammen,« siger Olga Ravn.

Hun understreger, at det ikke handler om at forlade den åndelige forståelse af mennesket til fordel for en kropslig forståelse. At det ikke handler om, at en kroppens revolution skal tage over, hvor den freudianske revolution slap. Men at hun i sine digte blot ønsker at udforske, hvilken rolle kroppen spiller i vores erfaringsverden. Ikke mindst de erfaringer, som knytter sig til ubehaget ved kroppen.

»Det er meget ubehag i mine digte, tror jeg. Alt det ubehag man kan holde for sig selv. Ikke nødvendigvis katastroferne, som man ikke rigtig kan holde skjult så længe, men alt det som bare er ubehageligt. Som man skammer sig over,« siger hun og tilføjer:

»Samtidig er kroppen er også en frihed. En mulighed. Men i sine mange muligheder bærer kroppen på sine egne begrænsninger — man kan ikke få et andet ansigt, man er ikke neutral, men mærket.«

Apropos mærker. Måske er det nye blik på det private, på skammen og på kroppen i virkeligheden del af en tendens i tiden. Generationsmagerne har da også allerede været på banen. Under overskriften »Endnu et kinder-æg til samlingen« skrev Tue Andersen Nexø således den 17. november 2011 i denne avis:

»Jeg ved ikke, om der er en tendens i alle debuterne dette efterår, men det er, som om en ny generation — født omkring 1985, udkommet det sidste års tid eller to — er ved at blive synlig. De kender hinanden på kryds og tværs, fra tidsskrifter, Forfatterskolen, oplæsninger og alt muligt andet. Og deres bøger kredser også om det samme: køn, krop, begær, identitet. De skriver på en hård, nogle gange næsten pornografisk kødelighed. På den anden side virker begæret ikke liderligt hos dem, men snarere ulykkeligt.«

Lars Bukdahl har allerede tilsluttet sig det nye kinderæg. Som dog endnu ikke har fået et navn. Men så er der jo forfatterskolestemplet, som altid står klar i kulissen, når litteraturkritikken ikke kan finde andet, der forbinder nye forfattere. Selv ved Olga Ravn ikke rigtig med alle disse stempler. Og skulle nogen endelig finde på at klistre mærkater på hende efter debuten, så tager hun dem gerne på sig.

»Jeg er ikke bange for forfatterskolestemplet. Altså, man får jo så mange stempler, jeg kan godt bære dem. Derfor kan jeg da godt blive irriteret, hvis jeg hører folk i radioen vrænge ’forfatterskolelitteratur’ ad bøger, de ikke kan lide. Men hver gang, der er nogen, som prøver at putte andre i kasser, fortæller det jo meget mere om dem selv, end om dem, der kommer i kassen,« siger Olga Ravn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Med fare for at blotte en selv kunne man også vende den om og sige, at det må næsten være det samme, at der kommer sæd ud af ens pik som at der kommer mælk ud af ens bryster. Formålet er i hvert fald det samme på den lange bane, altså forplantning. Hvis Lars Bukdahl savner noget gakkethed i Olgas værker bliver hun sikkert ikke den nye Poul Borum. Men derfor kan hun jo godt blive til noget alligevel.

Brugerbillede for Peter Jensen

Apropos Borum - i 'Hver dag på ny':

"EFTER DIG

Ikke ét mørke
får du lov til at efterlade.
På ryggen skal du slæbe
hver eneste nat
du har levet.

Du skal ligge i jorden
som støv.
Og bære
og bære det hele.

Men alle dine dagslys
er sat i glas og ramme.
Sols stråler
falder, falder
altid de samme.

Du har ingenting
at græde for.
Når øm din latter
vil indgå
i skove og i vægge."

Brugerbillede for Søren Geckler
Søren Geckler

Jeg ville betragte etiketten "Den ny Borum" som en fornærmelse.

I øvrigt deler jeg hendes holdning mht Ditlevsen. Vilhelms Værelse er noget af det bedste, der er skrevet på dansk

Brugerbillede for Lauritz Jensen
Lauritz Jensen

'Så gik der tid med det ..'
Og : 'Sunshine, Sunshine Reggae' altså videoen ..
Olga er Peter og Anne-Dortes datter, hvor jeg dog glæder mig til at læse hvad du har på hjerte !!

Brugerbillede for Henrik Darlie
Henrik Darlie

Det må da også være sindsygt anderledes hvis der kommer lort ud af ens mund.

Det har altid vakt opsigt, men nu er det åbenbart også blevet sindsygt populært.

"Jeg æder min busbillet,
i den falmende regn,
den vælter ned af mit lår,
så tykt som en skosål"

Se, jeg kan skam
osse
det rimer på
... klodser ?

Stik dén, Femina.
Og lad mig advare,
det er ikke let at blive voksen.
Det gør avs.

Men held og lykke med det.

Brugerbillede for Kim Gram

lyset, lyden, lydene, lyset, lys, lyd, sangen
sang, sange også
som mennesker, som mennesket, som arbejdere, som arbejderne, som jo er meget sikre på
at hvis noget, nogen , det eller de eller de
var, er eller kan blive virkelige
må det være af verden, som verden og i verden