Læsetid: 7 min.

Den største hemmelighed skjulte han selv

FBI’s første chef, J. Edgar Hoover, var en af det 20. århundredes mest magtfulde amerikanere. Samtidig var han en af de mest kontroversielle og gådefulde. Men alt tyder på, at den hemmelighed, som den skruppelløse kommunisthader og bekæmper af gangstere, lagde mest vægt på at bevare, handlede om hans egen skjulte seksualitet
Personlighed. J. Edgar Hoover var så frygtindgydende, at det siges, at den daværende præsident Lyndon B. Johnson skal have sagt, at han hellere ville ’have Hoover inde i teltet og pisse ud af det, end udenfor og pisse ind’. Arkiv

Personlighed. J. Edgar Hoover var så frygtindgydende, at det siges, at den daværende præsident Lyndon B. Johnson skal have sagt, at han hellere ville ’have Hoover inde i teltet og pisse ud af det, end udenfor og pisse ind’. Arkiv

Yoichi Okamoto

12. januar 2012

WASHINGTON DC — Ofte kan en myte få sit helt eget liv. Muligvis er det en betingelse for, at der skabes en myte — der pr. definition må skabes i en bagudrettet bevægelse — at forestillingen om personen ender med at erhverve sig en eksistens hinsides det egentlige menneske.

Det 20. århundredes USA er rig på mytiske personligheder — JFK, Martin Luther King, Marilyn Monroe, James Dean, Elvis Presley for blot at nævne nogle få. Fælles for disse er heltedannelsen. Men der eksisterer en anden gruppe: Skurkene, de dystre mænd, som godt nok var og fortsat er helte i en afgrænset gruppe, men som for deres eftertid nu mestendels fremstår som frygtindgydende: Richard Nixon, senator Joseph (Joe) McCarthy, Al Capone (om end sidstnævnte blev født i 1899) er oplagte eksempler.

Og så J. Edgar Hoover. FBI’s grundlægger og første chef fra 1924-72. Selv den dag i dag, over 70 år efter institutionens dannelse, taler garvede politi- og efterretningsagenter i FBI (Federal Bureau of Investigation) om ham med ærefrygt; visse fortsat med dyb veneration og respekt, mens andre ansatte i det, der ofte i Washingtons politikerslang kaldes The Bureau, trækker på smilebåndet. FBI’s hovedkvarter i Washington er den dag i dag opkaldt efter ham.

Hoover var en mand, der »lurede i stort set alle offentligt ansattes mareridt. Og ikke blot hos dem, også hos mange flere, der simpelthen gik gennem livet med en følelse af skyld. Det var en Hoover med en mørk tilstedeværelse, en mand så skræmmende, at selv præsidenter ikke turde fyre ham. Han herskede suverænt over hemmelige filer og arkiver, der registrerede titusinder, måske hundredtusinder af amerikanere, der alle var udsat for FBI-overvågning, fordi de blev anset for ikke at være hævet over mistanke. Mistanke om hvad? Dette var ikke altid klart, men mistanke om uortodokse udtalelser blev anset for at være årsag nok til at åbne en fil.«

Sådan skriver Russel Baker, tidligere klummeskribent og korrespondent for de to amerikanske aviser The New York Times og Baltimore Sun i The New York Review of Books. Han har også skrevet flere bøger, og i november 2011 anmeldte han filmen J. Edgar,der har premiere i Danmark 19. januar.

Så dum som en lastbilchauffør

Baker fanger suverænt — og med et suverænt sprog — den nagende følelse af usikkerhed og frygt, den evige lille skarpe sten i den mentale sko, som embedsmænd og andre, som af den ene eller den anden grund var kommet i Bureauets søgelys, oplevede under den legendariske chef. Der i øvrigt om nogen må siges at have legemeliggjort den fortsat aktuelle rettesnor inden for organisationsteori, at enhver arbejdsplads, der lever med eller rettere under en stærk chef, gennemsyres af hans (i sjældne tilfælde: hendes) etos og moralske principper.

Hoovers ledelsesstil var lunefuld og temperamentsfuld — i sin retorik var han sin tids Steve Jobs, og han afholdt sig ikke fra at kalde medarbejdere, som han anså for mindre talentfulde, for pinheads og »lige så tomhjernede som lastbilchauffører«.

De kvikkeste brød han sig imidlertid heller ikke om, så dem manøvrerede han ud på måder, som igen ikke er så forskellige fra, hvad man kan se på mange arbejdspladser i dag, uanset om de kalder sig hierarkiske eller det modsatte.

FBI blev derfor i næsten 40 år til en spejling af dets chef. En organisation, der følte sig berettiget, ja, forpligtet til at udspionere sine medborgere helt ned i den mest private detalje.

»Ingen kunne derfor føle sig sikker. FBI’s chef handlede på grundlag af den frygt, som trives bedst, når tågen er tykkest, usikkerheden dybest, og folk, der altid har følt sig hævet over enhver mistanke, begynder at nære tvivl. For hvad nu hvis ... Måske er der en for længst glemt hændelse i deres fjerne fortid, der kan graves op og udsætte dem for offentlig ydmygelse, for en afsløring ansigt til ansigt med Kongressens efterforskere, for efterfølgende anklage og menneskelig ruin,« skriver Baker videre og slutter sin indledning med konstateringen af, at det rigtignok er sjældent at møde mennesker, som ikke har et par uheldige episoder i deres livshistorie.

Snavset, magten og forfølgelserne

»Som Willie Stark har anført i Robert Penn Warrens All the King’s Men, er mennesket undfanget i synd, født i fordærv, og ’overgår fra stanken af vagina og livmoder til stanken af ligklædet,’ og når en eller anden leder længe nok efter snavs, så finder man altid noget.«

All the King’s Mener en prima referenceramme. For denne klassiker handler netop om fordærv og magtens korrumpering af dens udøvere. Stark ankommer til den politiske verden fyldt af virketrang og lysten til gøre en forskel, som det så trættende hedder. Men han oplever hurtigt, at i takt med at hans omgivelser forsøger at forstøde ham fra magten, bliver det vigtigste mål netop at beholde den. Et ældgammelt tema i litteraturen, som de fleste yngre mennesker — også dem, der ikke er specielt belæste — om ikke andet vil have stiftet bekendtskab med gennem sødladne Disney-videofilm eller gennem filmatiseringen af Ringenes Herre, der har netop magtens ødelæggende egenskaber som det gennemgående tema.

Og nu får vi så historien fortalt igen gennem Hoover. Endog med menneskelige træk, for om end den nye film, der nu er på vej til Danmark, medtager visse af politichefens mere dæmoniske karakteregenskaber, så dvæler lange perioder af den ved de rene succeser med gangsterbekæmpelse, mens den nedtoner den grimme forfølgelse af kommunister og andre »samfundsnedbrydende elementer«.

Men historien om Hoover ville ikke være så fascinerende for eftertiden, hvis den blot havde handlet om en topchef og tyran. Det, som adskillige afhandlinger og bøger har dvælet ved lige siden hans død i 1972 — han døde, naturligvis, med støvlerne på, og det ville unægteligt også have været svært at forestille sig ham som golfspillende pensionist — er, at den største hemmelighed, han holdt på blandt de titusinde af filer og arkivskabe, handlede om ham selv.

Dels om hans livslange personlige forhold til hans næstkommanderende, Clyde Tolson, dels om en forkærlighed for at iklæde sig kvindetøj. Der eksisterer ingen håndfaste beviser for, at Tolson og Hoovers forhold var seksuelt. I teorien kan det have begrænset sig til »at holde hinanden i hånden i biografens mørke« som Baker poetisk skriver i sin anmeldelse.

Den urene mand i skabet

At han imidlertid var både homoseksuel og transvestit er der imidlertid ikke mange, der i dag betvivler. Og der var også mange i datidens politi- og efterretningstjenester, som vidste besked med forholdet, der var kontroversielt, da det startede og ikke meget mindre, da det sluttede med hans død. USA er ikke en nation, hvor homoseksualitet har haft lette kår; man skal betænke, at præsident Obama først i 2011 formåede at afskaffe den amerikanske hærs forbud mod »åben homoseksualitet«, og at homoseksuelle ægteskaber selv i den igangværende valgkamp om nomineringen af republikanernes præsidentkandidat i perioder har fortrængt selv den ellers altdominerende diskussion om økonomi og arbejdsløshed fra dagsordenen.

Hoover og Tolson er imidlertid ikke et almindeligt par, selv om de går på travbanen, spiser middage på forskellige gentlemens’ clubs, tager på weekender sammen (de boede ikke sammen formelt), ferierer og diskuterer. Dels grundet tidens ubønhørlige restriktioner, dels grundet den usædvanlige organisation, deres professionelle liv udspiller sig i. Ved hjælp af af mikrofoner, aflytninger, koder og hemmeligheder om filmstjerners, borgerrettighedsforkæmperes og præsidenters sexliv kæmper Hoover for at »fjerne samfundets urenheder«, som han siger i filmen. Men man har hele tiden fornemmelsen af, at han også forfølger et andet mål: at holde sig selv ren.

Hans besættelse af at bringe enhver underminerende eller subversiv aktivitet rettet mod Amerika til ophør, chikanen mod politiske dissidenter, mod politiske kritikere og borgerrettighedsgrupper var kontroversiel også dengang, den fandt sted, men den handlede måske lige så meget om en personlig usikkerhed, en følelse af, at de kræfter, der var på spil i ham selv, havde brug for at blive begravet og holdt i ave, nøjagtigt ligesom prostitution eller kommunismens afskyeligheder havde det.

At han omvendt aldrig tog et opgør med mafiaen skyldtes ifølge Hoovers kritikere, at netop denne kriminelle organisation var i besiddelse af belastende materiale om Hoovers homoseksualitet; den påstand er dog aldrig blevet endegyldigt bevist.

Tilbageholdenheden over for mafiaen stod i grel modsætning til Hoovers andre små julelege, hvor han tilbageholdt og truede med offentliggørelse af adskillige pinagtige personlige afsløringer fra Eleanor Roosevelts lesbiske forhold, over præsident Kennedys eskapader, adskillige senatorers anløbne privatliv og Martin Luther Kings omgang med ludere. Hoover vidste besked med det hele, lod han altid folk forstå. Selv forblev han en myte, som der skal mere end en ny film af Clint Eastwood med Leonardo de Caprio i hovedrollen til at rokke ved.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Så altså, måske var hr. Hoover (støvsuger) bare en helt almindelig bureaukrat og ikke engang homoseksuel. I hvert fald ligner han en vagtmester vi engang havde på Købemagergade Postkontor, som ligesom aldrig gik på arbejdet. Han var arbejdet. Og fordi vi ikke vidste noget om ham, opstod der alle mulige rygter som selvfølgelig havde den konsekvens at mange var lidt bange for ham. Noget der passede vagtmesteren ganske godt, for så var halvdelen af arbejdet allerede gjort.

Jeg synes nu mere, at manden ligner en slikket brugtbilsforhandler, der prøver at prakke dig en gammel VW på, med havregryn i gearkassen og skærme af overvejende plastikpadding ...

Søren Kristensen

Og når jeg har det lidt afslappet i forhold til det der med at klæde sig i kvindetøj, så det fordi jeg havde min gang hos det bedre borgerskab i Nordsjælland tilbage i halvfjerdserne, hvor man enten var meget pro eller meget kontra USA. I de USA-venlige miljøer var det en overgang mode at midaldrende mænd, med en god uddannelse, klædte sig ud i dametøj (Dame Edna-stil) i et forsøg på at hamle op med hippiernes frisind og tidens generelle frivolitet. Det kan således meget vel tænkes, nu når der skal spekuleres, at den gode hr. Hoover også har deltaget i den slags udskejelser. Vi ved det ganske enkett ikke. Men indtil der ligger håndfaste beviser på noget andet har man jo lov til at have sine formodninger. Alt andet lige.

Heinrich R. Jørgensen

Homoseksualitet som en forklaring på alskens bizarre fænomener. Ikke ét eneste bevis er fremført. Det er gætterier, fra ende til anden. Den rene fiktion.

Fakta er:
Manden var den personificerede frygt. Civilisationens modstander. Despotiets katalysator. Humane og oplyste personers stopklods og potentielle ødelægger. En karaktermorder og nådeløs forfølger af sine modstandere. Den kriminelle underverdens beskytter.

olivier goulin

Jeg kan godt lide citatet:

".... er mennesket undfanget i synd, født i fordærv, og ’overgår fra stanken af vagina og livmoder til stanken af ligklædet,"

Og heldigvis, kunne man tilføje, er det ikke i stand til at lugte noget i nogen af tilfældene,

I øvrigt en glimrende artikel denne gang fra Annegrethe.

/O

Det er voldsomt naivt at tro, at fordi manden ser kedelig ud, kan han ikke være svans eller trans.

J. Edgar Hoover blev fremstllet som begge dele i storfilmen JFK.

For alle os, der er til det latrinære, er her en klasikker -

“Inter faeces et urinam nascimur” - det antikke suk over menneskelivets prekære fysiologiske begyndelse i den moderlige flaskehals …

Hans Jørgen Lassen

I modsætning til hr. Goulin finder jeg dette temmelig plat og kønsforskrækket:

"stanken af vagina"

Normalt stinker en vagina sgu ikke; jeg vil snarere sige: au contraire.

Ophavsmanden til denne uskønne vending må have et stærkt forkvaklet forhold til kvinder.

Hans Jørgen Lassen

Jeg må tilslutte mig Heinrich (selv om han glemte at henvise til grundlovens forarbejder).

Ovenstående artikel er en tynd kop te, og tynd te er ikke særlig interessant.

Indholdet kan koges ned til:

Hoover var muuuuligvis bøsse. Det vides ikke, men muuuligheden bør absolut nævnes.

Han har muuuligvis ved en enkelt lejlighed iført sig sin storesøsters kjole. Ingen så det ganske vist, men det kan ikke på forhånd udelukkes.

Og hvad i alverden kommer det noget som helst ved, om Hoover var til det ene eller det andet. Hvad der kommer eller kom ret mange ved, var hans udøvelse af dette magtfulde embede.

Elendig artikel, som ikke hører hjemme i Information. Eller for den sags skyld andre steder.

Søren Rehhoff

Uanset hvad Hoovers motivation var, så har det at grave smuds op om folk, vel altid været en del af magtspillet, ikke bare når det kommer til efterretnngstjenester, men også hvad angåt f.eks.dele af pressen. Bare se på sådan en som Rupert Murdoch som man indtrykket har kunnet holde hele den engelske magtelite i skak, fordi de var bange for at han kunne have noget noget på dem. Han udøvede magt på samme måde som Hoover. Viden er magt som mam siger.Jeg er glad for at jeg læser Information, det er en avis der aldrig nogensinde kunne synke så lavt. Jeg kan sådan set godt forstå hvis Hoover skjulte sine tilbøjeligheder, han kunne jo se hvad det gjorde ved andre hvis det kom frem.

Mikkel Andersen

http://www.straightdope.com/columns/read/2423/was-j-edgar-hoover-a-cross...

Her er et udmærket link, der kort behandler vandrehistorien om Hoovers transvestisme. Som det fremgår, er det noget af en tilsnigelse, at "alt tyder på, at den hemmelighed, som [han] lagde mest vægt på at bevare, handlede om hans egen skjulte seksualitet".

Sådan går det naturligvis, når man skriver historiske artikler uden videre research end (eller tilsyneladende anden motivation end reklame for) Hollywood-film.

Hasse Gårde-Askmose

Historie - og ditto historier - er noget mærkeligt noget:
Sidder og hører de tidligere statsministre fortælle om deres forhold til dtonningen. Og meget kommer frem på den indre lystavle.
Og så kommer det, der ikke har meget med emnet at gøre: (Og dog. Robert Kenndy var meget aktiv deltager i Mc'Carty's kommunistforfølgelse og dermed ...).

Få fat i Hersch "Kennedy-det andet ansigt" om præsident J. F. Kennedy. Og læs den.

Hemmeligheden om Hoover er måske i særdeleshed også hemmeligheden om de venner og forbindelser som Hoover havde.
Fandt denne video på You tube. Et stort efterforskningsarbejde er lagt i det talte foredrag med billeder hvor blandt andet Hoover nævnes
i foredraget som en del af gruppe, der inkluderer suspekte personer omkring NASA - CIA og øvrige suspekte personer der kobles til mordet på Kennedy.

Den pågældende video rangerer højt på min liste som en af de mest interessante video's fra USA.
Det er i den forbindelse ingen ulempe, at der forekommer informationer i videoen som bør kendes af alle der interesserer sig for det "virkelige USA" der normalt gemmer sig godt bag glansbillederne fra Hollywood.
Informationer om magtens USA som det ellers ville tage 100 år at grave op på egen hånd.
http://www.youtube.com/watch?v=Cj2qrl6Q2rk&feature=related