Læsetid: 3 min.

At tale om sig selv

Hvornår bliver bekendelser til litteratur?
Hvornår bliver bekendelser til litteratur?
27. januar 2012

Den franske psykoanalytiker Jacques Lacan, som nogen vil vide, at jeg ynder at referere til, har et begreb om det »fulde« sprog, altså ikke det stangberusede, men det fyldte, det sprog, der har en egen fylde: La parole pleine. Til forskel fra det tomme sprog, la parole vide. Som psykoanalytiker beskæftiger Lacan sig med det sprog, der forekommer på briksen, så for ham er det her, sprogets fylde kan indtræffe. Længe taler analysanden (altså den, der ligger på briksen) enten om sig selv eller til den anden, siger Lacan, men når hun taler om sig selv til den anden, indtræffer sprogets fylde. Og så kan analysen slutte. Men her, hvor analysen kan slutte, er måske dér, hvor litteraturen kan begynde, tænker jeg. For kunne man ikke vurdere den litterære bekendelsesgenre, der florerer så voldsomt i samtidslitteraturen (og har eksisteret siden Augustin), ud fra spørgsmålet om, hvorvidt dens jegstemme formår at tale både om sig selv og til den anden?

Man kan måske endda hævde, at man slet ikke rigtig taler om sig selv, så længe man ikke gør det til den anden — og at man slet ikke rigtig taler til den anden, hvis ikke man formår at tale om sig selv. Men det kræver en definition både af, hvad et selv er, og hvad det vil sige at tale til den anden, at være henvendt. Lad os her gøre det kort og negativt: Et selv er det, man ikke kan skrive i en kontaktannonce, og henvendtheden er en insisteren i sproget, som på ingen måde garanteres af, at man bruger ordet »du«.

Om mig selv

Når Merete Pryds Helle udgiver sine mails til veninden Mai, virker de trods brevets adresserende form ikke særlig henvendte; jeg’et taler om sig selv, men ikke til den anden. Når Pablo Llambías udgiver sine dagbogsoptegnelser i sonetform taler han yderst ærligt om sig selv, om sin paranoia og sin medicin og sin infantile kvindeafhængighed — men er der en henvendelse i denne tale? Eller foregår der bare en hermetisk indelukning af jeg’ets sprogbrokker i sonetternes uniforme syltekrukker? Og samtidig: hvis der ikke er henvendelse, er der så en sandhedssøgen, eller netop bare en ærlighed, som ikke må forveksles med sandhed …? Hvis jeg finder en henvendelse i Llambías’ sonetter, finder jeg den i rytmen. Det er i rytmen, de insisterer, det var med deres rytme de talte sig helt ind i mine nattedrømme, første gang jeg læste dem.

Til den anden

Hvad så med den aktuelle nordiske litteraturs gigabekendelse i seks mammutbind, Karl Ove Knausgårds Min Kamp? Knausgård har selv sat det som en fordring til teksten, at den skal have et »du«, altså en eller anden form for henvendelse, som er det, han mener mangler i Hitlers Min kamp og Breiviks manifest. Og mange, mange læsere har følt sig direkte talt til af hans værk. Som litteraturfestivalleder Christian Lund indledte, da han forrige år interviewede Knausgård: »Det er egentlig mærkeligt at skulle sidde og tale med dig om din bog her foran 300 mennesker, for du har jo skrevet den til mig.« Knausgård har formået at skabe en stemme, så den enkelte læser føler sig som hans intime tilhører. Om det så er, fordi han taler for meget »til den anden« og lige ved, hvad vi (det gennemsnitlige læsepublikum i Norden netop nu) vil høre, må forblive et åbent spørgsmål.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu