Læsetid: 6 min.

Et ubestemt sind — i en helt bestemt krop

Identiteten er et hylster af hud, der kan fyldes med hvad som helst — men kroppen slipper vi ikke for, siger årets vinder af Montanas Litteraturpris, Bjørn Rasmussen
’Det har overrasket mig, hvor meget forfatteren betyder som person. Det bryder jeg mig ikke så meget om. Jeg føler mig i forvejen rigelig fiktionaliseret som person i verden – og det her skaber ikke ligefrem større jordforbindelse,’ siger forfatteren og dramatikeren Bjørn Rasmussen, der i går modtog Montanas Litteraturpris, her sammen med Christian Dorph.

’Det har overrasket mig, hvor meget forfatteren betyder som person. Det bryder jeg mig ikke så meget om. Jeg føler mig i forvejen rigelig fiktionaliseret som person i verden – og det her skaber ikke ligefrem større jordforbindelse,’ siger forfatteren og dramatikeren Bjørn Rasmussen, der i går modtog Montanas Litteraturpris, her sammen med Christian Dorph.

Kåre Viemose

14. januar 2012

Torsdag aften, dagen før uddelingen af Montanas Litteraturpris, sidder Bjørn Rasmussen på det yderste af en stol med løftede skuldre og hænderne hvilende på sædet under sig.

»Jeg synes, det hele er meget overvældende,« siger han og smiler forlegent.

Det skal ikke misforstås. Bjørn Rasmussen er glad for at modtage prisen. Men han er ikke glad for den opmærksomhed, som følger med. Det er egentlig ikke, fordi han har noget imod den; han ved bare ikke, hvad han skal stille op med den.

»Jeg har været meget ængstelig for alt det her — for at give interview og for i det hele taget at findes på den her måde — som en offentlig person,« forklarer han.

Det har da også været svært overhovedet at få Bjørn Rasmussen i tale. Først afslog han helt at mødes, siden tilbød han et e-mail-interview som erstatning, men nu sidder han her så alligevel — for nedrullede gardiner på lærerværelset på Testrup Højskole — og skal tale om lige præcis dét, han har allermindst lyst til at tale om: sig selv.

»Det har overrasket mig, hvor meget forfatteren betyder som person. Det bryder jeg mig ikke så meget om. Jeg føler mig i forvejen rigelig fiktionaliseret som person i verden — og det her skaber ikke lige frem større jordforbindelse,« siger han og smiler forlegent for anden gang.

Men så er det godt, vi i stedet har bogen at tale om. Den ligger på bordet imellem os og gør ikke stort væsen af sig. I omfang fylder den blot 100 sider, men i litterær kvalitet vejer den tungt: »Årets debut,« kaldte Berlingske romanen, »dybt imponerende,« skrev Politiken, mens Informations Tue Andersen Nexø talte om »en vild prosadebut, der sprænger alle rammer«.

Alting ender med et ’og’

Dommerkomiteen bag Montanas litteraturpris var heller aldrig i tvivl om, at bogen med den poetiske titel Huden er det elastiske hylster, der omgiver hele legemet var og er en helt specielt udgivelse. Selv kalder Bjørn Rasmussen sin bog for »en eksistentiel roman, der handler om alle livets store spørgsmål: Hvad vil det sige at blive voksen? Hvad vil det sige at erindre? Hvad vil det sige at være et ubestemt sind i en bestemt krop?«

Handlingen tager sin begyndelse, da romanfiguren Bjørn som voksen møder den ridelærer, han som 15-årig havde et passioneret SM-forhold til. Gensynet sender ham tilbage til opvæksten på rideskolen i Lemvig med en neurotisk forstyrret mor, to fraværende brødre, en spirende og hemmeligholdt homoseksualitet og et væld af destruktive tanker, som får udløb ved, at han skærer i sig selv.

»På nogle punkter kan man godt kalde det en klassisk tragedie,« siger Bjørn Rasmussen — men helt klassisk bliver den aldrig, for romanen former sig ikke som en lineær, fremadskridende fortælling, men er i stedet stykket sammen af indfald og scener, hvoraf Bjørns gensyn med sin tidligere elsker står som den helt centrale.

»Men mødet genfortælles på forskellige måder i bogen. Ét sted genkender Bjørn ridelæreren, og et andet sted genkender han ham ikke, og det peger tilbage til, at det altid er et umuligt erindringsprojekt at ville forsøge at stykke sin livshistorie sammen. For så snart noget bliver italesat som værende erfaret og sandt, så kommer en modsat erfaring og gør krav på sandheden.«

— Er det også derfor, romanen slutter med et ’og’?

»Ja, for når præmissen er, at man ikke kan nedfælde én sandhed om erindringen og om det her forhold — fordi alting hele tiden kan siges på flere måder — så holder fordoblingen heller aldrig op. Og derfor kan romanen heller ikke slutte med et punktum.«

Skrift med skrift på

Mulighederne for identitetsdannelse er et af bogens centrale temaer — og temaet reflekteres i selve bogens form, hvor den første sætning i hvert afsnit er hentet fra andre romaner. Kapitel et citerer fra Marguerite Duras’ Elskeren, kapitel to fra Sylvia Plaths Måske bliver jeg aldrig lykkelig, kapitel tre fra Antoine de Saint-Exupérys Den lille Prins, kapitel fire fra Kathys Ackers Don Quixote, der var en drøm og kapitel fem fra Christina Hesselholdts Du mit du. Herpå følger tre privatfotos, der udgør en slags spejlingsakse i romanen, hvorefter de sidste fem kapitler citerer fra romanens egne første fem kapitler. Det er skrift med skrift på. Tekststykker, der henviser til andre tekststykker, indtil oprindelsen fortaber sig i de sproglige tåger.

»Romanens struktur understøtter tematikken,« forklarer Bjørn Rasmussen.

»Det hentede sprog minder om en hentethed i identiteten. Lige så svært det er at skelne mellem mine sætninger og de sætninger, jeg låner — lige så umuligt er det for Bjørn at afgrænse sit eget subjekt fra omverdenen.«

— Så romanens kakofoni af forfatterstemmer svarer på en måde til Bjørns mange forskellige jeg'er?

»Ja, romanen er en afvisning af avocado-jeg'et, der består af en skal, noget kød og en kerne inderst inde. Hvis man overhovedet skal tale om en kerne, så er den flyttet ud i overfladen, ud i huden. Det er dér, kønnet og subjektet sidder. Og det er et meget sårbart sted, fordi man her er stillet til skue og kan præges og males på og skæres i.«

— Abonnerer du også selv på den forestilling om identiteten — at den er et hylster af hud, som kan fyldes med hvad som helst?

»Ja, jeg har ikke en oplevelse af, at jeg er noget bestemt, at jeg har et bestemt sind. Jeg synes, at så snart jeg definerer mig som et eller andet, så føles det forfejlet. Men det er sådan en kamp, jeg har. På den ene side væmmes jeg ved at skulle definere mig som noget bestemt, og på den anden side er jeg angst for ikke at gøre det. For hvis der ikke er nogen grænser for, hvem man er — hvis alt er muligt — så bliver det jo næsten umuligt at leve.«

Bjørn og andre ord med ø

På mange måder ligger det lige for at læse Bjørn Rasmussens roman selvbiografisk: Jeg-fortælleren hedder Bjørn, romanen udspiller sig i forfatteren Bjørn Rasmussens barndomsland, og midt i bogen finder man to fotografier, som viser en lille dreng og et føl samt en karakterseddel for dressurridning påført navnet »Bjørn Rasmussen«. Alligevel har de fleste anmeldere behændigt forsøgt at undgå spørgsmålet om, hvor meget af romanen, der reelt tilhører virkeligheden, og hvor meget af den, der hører fiktionen til. Klogeligt, mener Bjørn Rasmussen, for spørgsmålet giver slet ikke mening.

»Mange vil gerne kunne sige, at dét er selvoplevet, og dét er opfundet. Men det kan ikke skilles ad. I bogen er der nogle konkrete sammenfald mellem min egen historie og Bjørns historie, men de er ikke mere sande end alt det andet.«

— Og alligevel har du valgt at kalde din hovedperson Bjørn?

»Ja, men jeg synes, jeg overskrider spørgsmålet om selvbiografi og ikke selvbio-grafi ved at skrive Bjørn så mange gange, at ordet opløser sig selv. Efterhånden peger det ikke længere tilbage på nogen biografi, men bliver bare til fem bogstaver, der peger alle mulige andre steder hen. Hen på andre ord med ’ø’ for eksempel: Død og drøm og røvhul. Eller tilbage på sig selv som skrift. Som stoflighed og lyd. Som tekstuel krop.«

For Bjørn Rasmussen er det at skrive en alvorlig sag, fortæller han. Hvert ord rummer et verdenssyn, og enhver skrift er altid politisk. Derfor er det heller ikke ligegyldigt, hvordan man formulerer sig, og hvad man skriver om.

»Jeg mener ikke, det er noget godt argument for at skrive, at man bare gerne vil fortælle en god historie. Nej, det må være mere ambitiøst end det. Tekster er altid allerede et udsagn om verden, om livet, og det må litteraturen være bevidst om,« siger han og smiler igen lidt forlegent.

»Man tilbyder jo verden noget, når man skriver.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gunvor Trinderup

"Identiteten er et hylster af hud, der kan fyldes med hvad som helst — men kroppen slipper vi ikke for, siger årets vinder af Montanas Litteraturpris, Bjørn Rasmussen"

*smilerognikkeranerkendende*