Læsetid: 15 min.

You’re wrong — this is Serbia

Før jeg tog til Beograd, havde jeg været ængstelig ved tanken om at møde folk af hans slags. Jeg havde været ukoncentreret og følt mig svævende. Men nu, da jeg stod foran ham, var jeg ikke længere bange: Jeg var pissed. Jeg ville ikke finde mig i det. Selv om — det måtte jeg erkende — på en måde havde han ret. Men hvad var det egentlig, han kaldte for Serbien?
Før jeg tog til Beograd, havde jeg været ængstelig ved tanken om at møde folk af hans slags. Jeg havde været ukoncentreret og følt mig svævende. Men nu, da jeg stod foran ham, var jeg ikke længere bange: Jeg var pissed. Jeg ville ikke finde mig i det. Selv om — det måtte jeg erkende — på en måde havde han ret. Men hvad var det egentlig, han kaldte for Serbien?
6. januar 2012

»You’re wrong! This is Serbia!« Indtil tjeneren sagde disse ord, havde jeg været en ordinær gæst på en gennemsnitlig restaurant med en upåfaldende yngre mandlig tjener. Det var ved Sava-flodens bred i Beograd. Restauranten havde en afdeling med ’Rygning forbudt’-skilte. De hang på væggene i alle verdenshjørner, og de stod bøjet i pap på hvert af bordene og gav løfter om vestlige tilstande.

»Det er meget svært at forbyde rygning her i Serbien,« forklarede forfatter og oversætter Predrag Crnkovic mig. Han havde oversat min roman, Det dobbelte land, der netop var udkommet på serbisk samme dag, og vi havde ledt efter et sted at spise sammen om aftenen.

»Man har forsøgt at indføre rygeforbud her ligesom i Europa, men folk vil ikke finde sig i det. De er gale over denne begrænsning af deres frihed.«

Bag ham fik jeg øje på en ældre mand med cykelstyroverskæg, som tændte sig en smøg. Jeg kaldte på tjeneren:

»Jeg troede, at det her var en ikkeryger-afdeling,« sagde jeg og nikkede over mod cykelstyret, fuld af den selvbevidsthed, der kendetegner kunden, som er vant til altid at have ret. Tjeneren skottede over til ham.

»Det er ejerens bror,« sagde han, fuld af skuldertrækninger og udslåede arme. »Hvad kan jeg gøre?«

»Det er virkelig ikke så godt,« svarede jeg, fuld af retfærdig harme. Ikke kun som kunde i butikken, men også fordi røgen fra ejerens bror var en påmindelse om noget, der er latent til stede i os alle; og i hver eneste nation — og som i eks-Jugoslavien udartede sig til den krig i 90’erne, som med alle sine etniske udrensninger og kz-lejre vakte mindelser om nazisternes gerninger og menneskesyn.

»Loven skal være den samme for alle,« sagde jeg.

Så kom det, som et piskeslag:

»You’re wrong. This is Serbia.«

Han sagde det, som om han med disse ord tværede mit ansigt ned i et fyldt askebæger — klodset, men grundigt. Han udtalte Serbia, som om det var hans ejendom, og som om han nedgjorde mig med sin ejendom. Som om Serbia var større og mere magtfuldt, end jeg nogensinde fuldt ud ville forstå. Som om jeg satte noget dyrebart på spil ved at tage fejl af Serbia. Men det var kun en advarsel. Han forsvandt ud i baglokalet.

Oppe i baren opdagede jeg et askebæger med en cigaret, der lå og røg. Det var tjeneren, der havde efterladt den der. Bag disken stod en kvindelig tjener og trykkede ind på kasseapparatet med en smøg klemt fast mellem læberne.

»Hun er også begyndt at ryge, hende der bag dig,« sagde Predrag. »Hun er sikkert ejerens kusine.«

Land of the Champions

Vi var mange, der hastede forbi den store poster i Beograds Lufthavn. Over vores hoveder stod det med store bogstaver: Welcome to Serbia—Land of The Champions. Jeg gik også forbi med min håndkuffert, og da jeg opdagede, hvad der stod, forsøgte jeg at forestille mig en tilsvarende poster i Københavns Lufthavn: Welcome to Denmark—Land of Kyllingen—også kendt som Michael Rasmussen og cykelrytter i Tour de France.

Men hvorfor ikke: Welcome to Denmark—Land of The Champions? Danmark var jo ligesom Serbien også engang en af Europas store nationer, og ligesom serberne mistede vi også det hele for flere hundrede år siden og blev reduceret til en lilleputnation, som svenskerkongen let kunne have smidt helt ud i havet. Nogen mener, at det er på grund af denne historie, man her har talemåden: ’Hvad udadtil tabes, skal indadtil vindes’? Atter andre mener ligefrem, at landets sørgelige historie er forklaringen på danskernes særlige ironi, som de også gerne retter mod sig selv, hvilket forvirrer mange udlændinge under deres første tid i landet. Folk her griner altid af alt, hvad der er storladent, meget følelsesfuldt og definitivt. De er klar over, at det store står for fald, så de klukker bare og venter tålmodigt på, at det skal vælte.

Men hvis det er rigtigt, at den særlige ironi i Danmark skyldes historien — hvorfor har serberne så ikke udviklet en tilsvarende ironi?

På en af Beograds flersporede boulevarder ligger Det Serbiske Forsvarsministerium. Det består af to moderne bygninger på ti-elleve etager, som ligger i forlængelse af hinanden på hver side af et vejkryds. De blev bombet af NATO i 1999, og de halvt og helt sammenstyrtede etageadskillelser ligger forskudt mellem hinanden ligesom jordlagene i en bjergside. Som om denne kolos er noget naturligt, der er født af jordens indre kraft. Som om den slet ikke er en menneskeligt frembragt forekomst, og at det ikke er et frit valg, om man vil lade Forsvarsministeriet henligge således sønderskudt år efter år.

Ruiner har altid fascineret mig lige så meget, som hvis jeg så en blottet hjerne eller direkte ind til en andens mest unævnelige hemmeligheder. Ude er brudt igennem til inde, eller inde er brudt ud; offentligt og privat er bogstaveligt talt brudt sammen. Ligesom nationalisterne under krigen i 90’erne heller ikke tillod nogen skelnen mellem individ og gruppe; ikke tillod ’deres egne’ mulighed for at afslå at slå ’de andre’ ihjel; så ville de selv blive skudt. Man var ikke længere et privat individ med egen vilje og dømmekraft, men en del af en flok, hvor man skulle agere, som om man ikke havde noget personligt ansvar, ingen samvittighed.

Hver gang jeg ser den bygning, ser jeg et bjerg, og skjult i dets jordlagsrynker får jeg øje på et ansigt. Det er fordrejet af smerte og gråd. Det er ansigtet af den sygelige patriark, der jamrer, mens han krænger sin skjorte op: »Se, mine kødsår! Så stærk er jeg—så meget smerte kan jeg bære. Og så meget skylder man mig.«

Dette er en påmindelse til alle de tusindvis af indbyggere, som passerer forbi Forsvarsministeriet, om, at Vesten har ødelagt Serbien—og at Serbien aldrig vil forgå.

Gestussen med at lade ruinen ligge og vise sårene frem er på en gang en offergørelse af sig selv og en demonstration af styrke. Sådan reagerer den dysfunktionelle patriark, når han ikke kan få sin vilje; så gør han sig lille og såret, klager og afpresser. Og ved at offergøre sig selv, kan han standse debatten og selv få ordet. Når nogen skylder patriarken, har han nemlig stadig en magt, der ikke kræver fornuft, argumentation eller rimelighed. Smerten, følelserne er i sig selv hans argument. Patriarken er en mafia, der bruger vold og følelser til at undgælde sig dén saglige samtale, som er demokratiets grundpille.

Serbiens sønderbombede Forsvarsministerium er en skamløst ublufærdig selvudlevering af en mentalitet, som er emblematisk for Serbien.

Men er dét Serbien?

Den krænkede patriark møder man jo alle vegne, hvor demokratiet eller en anden form for pluralisme trænger sig på.

Men patriarken kan have værdighed. Hvor der ikke er nogen stat, som beskytter individet, spiller han en nødvendig rolle som den leder, der sørger for at danne de fællesskaber, vi alle er afhængige af at være en del af. Han regulerer magten mellem individer og grupper med begreber som ære og skam, blod og ånd, sprog og historie. Det er ikke primitivt eller dumt. Det er den eneste mulighed for at styre sig selv og hinanden, når der ingen stat er til at sikre den enkeltes integritet. Hvad ville du selv havde gjort, hvis der ikke var noget politi til at pågribe dem, der havde slået din søn ihjel, brændt dit hus ned og voldtaget din søster? Hvis der ingen domstole var til at straffe forbryderne; og ingen politikere, som sikrede en ligelig balance i magtfordelingen mellem dig og de andre?

Og Jugoslavien i alle dets former har aldrig været en stat, hvor politi, domstole og politikere tjente alle ligeligt. Der var altid forskel på folk: Under osmannerne var muslimerne førsteklassesborgere; i det første Jugoslavien mellem de to verdenskrige var serberne af flere gode grunde førsteklassesborgere; og i det andet Jugoslavien efter 1945 var kommunisterne førsteklassesborgere. Når staten ikke sikrer alle sine borgeres integritet—når loven ikke er lige for alle—er patriarken, blodet, ånden og alt det uundværligt.

Men på den måde kommer patriarken let til at fremme det samme menneskesyn som nationalisten og kommunisten: I din krop og i din sjæl er der indlejret bestemte holdninger og værdier. Dem har du på grund af dit tilhørsforhold til din klasse; din etnicitet eller race; din religion; din seksualitet; dit køn—i ét ord: din ’kultur’. Og ligesom du aldrig kan frigøre dig fra din ’kultur’, kan du heller aldrig frigøre dig fra de holdninger, som følger med den.

Vi andre, som har en anden ’kultur’ og andre holdninger, kommer aldrig til at forstå dig, ligesom du heller ikke nogensinde vil kunne forstå os rigtigt. Vi kan ikke gøre for det. Det ligger i vores kultur. Fordi vi hver især repræsenterer noget forskelligt, kan vi aldrig blive en del af et fælles samfund.

Dette menneske- og kultursyn syn var begrundelsen for suspenderingen af de universelle menneskerettigheder—og af individet som et frit tænkende og handlende væsen, der selv vælger sine holdninger og kan skifte mening, og som er personligt ansvarlig for sine gerninger. Det undergravede Jugoslavien i dets forskellige former og fremmede derved samtidig patriarkens og nationalistens rolle. Skruen blev strammet, og da Tito døde, havde den demokratiske debatkultur ikke fået fodfæste. Uden Titos faste hånd smuldrede staten, og patriarkens og nationalistens menneske- og kultursyn blev i sidste ende til en legitimering af drab, krig og forbrydelser mod menneskeheden.

Som monument over den grædende patriark—og nationalist og kommunist—er det sønderskudte Forsvarsministerium i Beograd ikke et monument over noget, som er specielt serbisk, men over en brydning mellem en samfundsform, som også hersker uden for Serbien. Ikke kun i andre ikke-demokratiske samfund; også i den danske demokratiske velfærdsstat møder vi det samme menneske- og kultursyn blandt den yderste højrefløj og de særligt humanistisk indstillede.

Den samme tilgang til folk viser sig også andre steder, hvor det f.eks. fremføres, at muslimer pr. definition ikke kan være demokrater, fordi det ligger i deres religion ikke at være demokratisk sindede; eller at man ikke må gøre grin med Mohammed, fordi det ligger i muslimers ’kultur’, at de føler sig krænkede over det, og at de derfor må reagere med vold og ødelæggelse. Uanset om man bruger ’kultur’ til at nedgøre andre eller vise dem en særlig respekt, indtager man dermed en position, hvor man stiller spørgsmålstegn ved, om loven skal være lige for alle. Skal man undskylde karikaturtegningerne? Svaret skal man ikke søge i nogens følelser, men i spørgsmålet: Hvad er værst: At man kan såres over spot og spe; eller at der ikke skal være lighed for loven om ytringsfrihed? Hvis man går ind for begrænsninger af ytringsfriheden, må man jo også svare på, hvilke personer/grupper/kulturer/holdninger der ikke må kritiseres, fordi det krænker. Med andre ord: Skal sammenhængskraften baseres på, at vi er enige om, at vi har en grundlæggende ret til at ytre vores uenighed, og at vi ikke nødvendigvis skal respektere hinanden, men dog tolerere hinanden? Eller skal sammenhængskraften baseret på, at vi er enige om at optræde enigt; at respekt og tolerance er det samme, og at vi ikke må nære eller ytre manglende respekt for andre holdninger?

So much for your European democracy

»Ih, hvor smiler du sødt. Ingen tysk pige kunne nogensinde smile så sødt.«

Han var historieprofessor fra Beograd Universitet. Omkring de 55. Han havde speciale i den serbisk-ortodokse kirke, og da han slog sig ned ved vores bord—vi fra forlaget og min oversætter og jeg holdt pause fra Bogmessen—var jeg klar over, at enten ville denne universitetsmand være en vidende intellektuel, som kunne blive et interessant bekendtskab, eller også ville det være den serbiske nationalisme og Fanden selv, der talte gennem hans mund. Det første han sagde til mig var:

»Ja, jeg taler engelsk, men jeg er ikke meget for det.«

»Men, hvorfor dog ikke?«

Han holdt lidt igen, og dog var det ikke uden tilfredshed—men også bitterhed—at han svarede:

»I don’t like English politics

»Men jeg er jo ikke English politics,« svarede jeg.

»Nej, men du burde nu tale serbisk. Det er jo the first language

»The first language?«

Mente han det ældste sprog i verden, eller det sprog, der vandt førsteprisen i en konkurrence mellem alle verdens sprog?

»Ja, det er the first language

Jeg smilede — irriteret over min egen kvindagtighed — men jeg var ikke parat. Det var netop tanken om folk som ham, der havde gjort mig mest ængstelig forud for denne rejse. Selv om Det dobbelte land ikke er en politisk roman om krigen, men handler om en mand, der vil være en anden, og som på kannibalistisk vis overtager en anden mands liv — beskriver den samtidig Jugoslavien som en mental tilstand. Læser man den med politiske briller, er den en modsigelse af alt, hvad de nationalistiske røster fremfører. Mens jeg pakkede min kuffert, kunne jeg allerede mærke panikken og åndenøden, når det isnende vand slog sammen om mig—og jeg kom ned i dette land, der er så tæt befolket af nationalister og mordere forklædt som krigshelte. Og nu, da jeg sad ansigt til ansigt med en af patriarkerne og nationalisterne, var jeg stadig uforberedt, så jeg tog min kop og kiggede ned på teen og nippede til den.

»Just joking,« sagde professoren. (Altid smart med en helgardering.)

Men det fortsatte: Intet sted i Europa var landskabet så smukt som her, hvorfra vi havde udsigt over Sava-floden til et industrianlæg og en gold hede på den anden side. Igen talte han med denne blanding af tilfredshed og bitterhed. Han nævnte også for mig (tre gange), at han vidste meget om den serbisk-ortodokse kirke, fordi han var professor. Og at ingen tysk pige ville kunne smile så sødt, som jeg gjorde. Og alt sammen sagde han med denne bittertilfredshed.

På min anden side sad Ivana, som var sekretær på forlaget. Hun var 25 år, og for hende var den bedste tid de år, hvor hun havde læst ved universitetet. Hun fortalte, hvor svært det er at få en uddannelse, fordi det er så dyrt; og selv om man har en uddannelse, er det langtfra sikkert, at man kan få et job; og selv hvis man får et job, vil man ikke få en løn, man kan leve af. De muligheder som hendes forældre havde haft, da de var unge, havde hun og hendes generation ikke i dag.

»Man er nødt til at have en særlig form for humor, ellers klarer man sig ikke i det her land,« sagde hun. De ting, hun værdsatte, var at kunne have en åben samtale med sin kæreste, at gå en tur langs floden eller at gå på loppemarked. Den slags ting.

Da vi skulle tilbage på bogmessen, skulle vi igennem et tælleapparat. Det var helt nyt, men teknikken accepterede ikke, at adgangskortet blev læst flere gange i træk, så Ivana og jeg kom ind, men de andre måtte pænt vente udenfor i otte minutter, sagde vagten, før de kunne bruge forlagets adgangskort igen. Professoren snerrede:

»So much for your European democracy!«

Hvad mente han? Hvad havde tælleapparaterne med Europa og demokrati at gøre? Jeg var ligeglad. Endelig kunne jeg opponere mod ham uden at blive usaglig:

»Jeg er overbevist om, at EU har sparet os for flere krige.«

Først da gik det op for mig, hvad forbindelsen var mellem tælleapparaterne og demokratiet: Intet moderne—hverken tekniske frembringelser eller demokratier—duer. Og for mit indre blik så jeg dem igen; alle de glade, rundkindede, tyske piger i propagandafilm fra 40’erne. De gik rundt i deres folkedragter og høstede korn. Og de smukke, unge mænd i deres uniformer med kranierne foran på kasketterne og de lange Hugo Boss-jakker af sort læder. Jeg ser og lugter røgen fra skorstenene bag pigtrådshegnene.

Drugdealers, hele banden

Det var tid at komme hjem, og jeg mødtes med Mire, min redaktør, på en smuk café i jugendstil over for Hotel Moskva i det centrale Beograd.

»So, have you enjoyed the Belgrade air?«spurgte han hen over den tyrkiske kaffe.

Jeg fortalte ham om min modvilje mod professoren, men det slog han hen. Professoren var harmløs. Ikke en stor fisk. Så fortalte jeg ham om tjeneren og hans Serbia. Han lo.

»Jamen, det er ikke en restaurant. Det er der, man går hen, hvis man skal købe drugs. De er drugdealer, hele banden.«

So much for your Serbia!

For dét Serbia er ikke en stat; det er slet ikke et fællesskab.

Men selv om det ikke var Serbien, havde det noget centralt tilfælles med Serbien: den manglende respekt for loven. Suspenderingen af de universelle menneskerettigheder og alles lighed for loven; indførelsen af de kriminelles lov, hvor alle kæmper mod alle. Når man træder ind på nogens enemærker, er man gæst—ikke i den forstand, at man skal forvente gæstfrihed. Som gæst er man underordnet. Reglerne er til for at beskytte førsteklassesborgerne. Det er den stærkestes ret, der hersker. Problemer løses med vold eller truslen om vold. Tjenerens Serbia og det Serbien, som man kan slå op i sit atlas er et sted, hvor de kriminelles lov hersker.

Serbia post mortem

Når mørket falder på, bliver der tændt lys oppe bag Forsvarsministeriets vinduer. Ruinen er som en død krop, hvor nogle af organerne stadig er i funktion. Der er lamper inde på kontorerne, der er stole og borde derinde. Nogen har tændt disse lamper, nogen sidder ved disse borde, som gengangere i et forbudt hus. Det er embedsmænd og kontorister. De har sideskilninger og nystrøgede skjorter på. De skriver på computere, bøjer sig over arkivskuffer og står ved vandautomaten og fylder deres plastikbæger med iskoldt vand. Nogle gange går og småløber de ned ad gangene—forbi dørene til alle Forsvarsministeriets dødsgange. Finerbeklædte døre. Lukkede og tavse. Som så mange andre døre i andre huse og på gader og veje i alverdens byer — bag hvilke man finder stuer med sofaer og fjernsyn og reoler, der minder om sofaer og fjernsyn og reoler i alle andre stuer; og børneværelser og soveværelser med de samme møbler som alle andre børne- og soveværelser.

Riv plastikbåndet, der hænger slapt foran en af disse døre i Forsvarsministeriet, over. Se ind bag den i halvmørket, hvor kontorgangen åbner sig; med glatte, hvide vægge på hver side af det lange gulv, der peger bort som mod det uendelige, beklædt med et væg til væg-tæppe i en diskret farve.

Enkelte steder står der et par stole, og der hænger billeder på væggene. Ved dørene sidder der små anonyme navneskilte med almindelige navne. Alt sammen er så let at genkende. Nogen plejede at vande blomster her. Engang sad nogen i stolene og gik gennem dørene med navneskiltene med de almindelige navne.

Det er støvet, der forråder stedet. Støvet og mørket og de selvdøde planter. Ligesom den væltede stol længere henne. Den har fået det ene ben flået af, og polstringen i ryggen er flænset op, så man kan se ind til metalfjedrene. Glasskårene fra billederne, der er blæst af væggen, skreg engang klirrende, men blev overdøvet af murbrokkernes dump over gulvet og bombernes brøl, der kom som et jordskælv fra oven og sprængte hele bygningen op; som en kniv, der hurtigt og uden tøven sprætter et kødsår op.

Glasskårene og murbrokkerne ligger i stadig større formationer på gulvet med filttæppet. Længere fremme slipper betonen brat og hænger som en stor, forreven tunge ud ad munden på et forhistorisk stort og dødt dyr—og gangen fortaber sig; ud i blændende solskin, i sløv regn og slud eller upåfaldende gråvejr. Og her, hvor Forsvarsministeriets inderste rum åbner sig for dig som en himmelhøj katedral; her i den forbudte zone, hvor du på brøkdele af et sekund kunne være blevet flået op og sprængt i småstykker — bliver du mødt af en nøgen trækrone. Lydløst vajer den foran dig med alle sine grene som opadvendte arme med udstrakte hænder. De er fyldt med små hårde knopper, og med ét brister de alle—blad efter blad i tusindvis folder sig ud. Og som myriader af små dunede ansigter, der kommer til sig selv, åbner de sig mod dig og blotter det inderste af deres nøgne, sarte, lysegrønne hud, mens de stumt ser tilbage på dig.

 

Birgithe Kosovic er forfatter til romanen ’Det dobbelte land’—vinder af Danske Banks Litteraturpris 2011, Danmarks Radios Romanpris 2011 og Weekendavisens Litteraturpris 2010

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom W. Petersen

Enig i mpp's kommentar.
Angående velskrevet: Ja. Men:
Betyder pissed vred? Er en poster en plakat?
Eller betyder det bare noget andet på dansk?

Det føles lidt for letkøbt at hænge Serbiens tragedie op på Patriarkalsk kultur. Hvor forfinet det lyriske sprog end måtte være, er og bliver udgangspunktet for den poetiske behandling meget tynd:

"Uden Titos faste hånd smuldrede staten, og patriarkens og nationalistens menneske- og kultursyn blev i sidste ende til en legitimering af drab, krig og forbrydelser mod menneskeheden."

Det er selvfølgelig den historie vi har fået fortalt igen og igen om x-jugoslavien, men betyder det at sagen er såre simpel?

I november 1990, oven på den politiske tumult i landet, pressede George Bush Sr. "The Foreign Appropriations Law" igennem, der lukkede for kredit og støtte til Jugoslavien. Ifølge den nye lov, var jugoslaviske republikker kun kreditværdige, i så fald de erklærede deres uafhængighed fra Jugoslavien. Se: http://www.iacenter.org/bosnia/origins.htm

Michael Parenti: "There was a conscious and delibarate plan to fragment and break up Yugoslavia" ~ http://www.youtube.com/watch?v=y7BszQCgwLc&feature=player_detailpage#t=1...

Parenti's analyse fra 1999 er på ingen måde uaktuel i dag, hvor vi ser det vestlige samfund tage tilløb til endnu flere bomber (som vores egen lakridsminister forsikrer os om er helt iorden) i mellemøsten. Samtidig ser vi EU med IMF i ryggen ignorere demokratier og indsætte bankmænd som overgangs-statsledere.

PS: De første 25 minutter af sludderen er absolut ikke uinteresante, men beskæftiger sig ikke direkte med sagen.

Robert Ørsted-Jensen

"hvorfor har serberne så ikke udviklet en tilsvarende ironi?"
en årsag er jo nok at vi ikke er ens, at mennesker er forskellige, en anden er jo nok også at Serbien - i modsætning til Danmark - endnu ikke har indset sin egen dårskab og opgivet at få Sydslesvig tilbage.

Erik Thau-Knudsen

Til Rune Lund:
Man kan ikke forvente en høj grad af videnskabelighed i et dagblad, og slet ikke i en rejseartikel. Jeg føler mig godt informeret om en danskers rejseindtryk og forklaringsunivers, så lyrisk, det end må krydres, selv om jeg også kender til andre facetter af Jugoslaviens fald end Birgithe Kosovic - og dig, Rune Lund.
F. eks. at opløsningsprocessen allerede var i gang længe inden Bush-diktatet 1990. Og burde et land med orden på sine finanser ikke kunne blæse højt og flot på den slags? Jugoslavien stod vakkelvornt, med galopperende inflation, nepotisme, dårlig embedsførelse, stigende arbejdsløshed, fattigdom, nedslidt infrastruktur og produktionsapparat allerede i 1980-erne, forhold, som allerede kunne mærkes inden Titos død, men som Tito formåede at dække over bl. a. ved at optage lån i udlandet. At nutidens unge i Serbien ikke kan få et så rigt og uafhængigt liv som deres forældre var en sang, som jeg hørte sunget i Jugoslavien helt tilbage i 1980-erne, altså for et slægtsled siden.
Andre grunde til Serbiens nuværende elendighed end netop Rune Lunds (der passer som fod i hose med de sammensværgelsesteorier, der florerer i det tidligere Jugoslavien) kan være arven fra de tidligere imperier på Balkanhalvøen — Byzants og Det osmanniske Imperium, hvor skellet mellem eliter og masser var langt grellere end i det koldere Skandinavien, hvor selv herremændene på Adam af Bremens tid måtte tage fat sammen med trællene, hvis man ville overleve vintrene. Vi i de nordlige egne sidder med den egalitære arv fra istiden og kan ikke give slip på den. Derfor annammer vi alle egalitære samfundsteorier — eller opfinder dem selv. Jean Jacques Rousseau og Karl Marx kom fra kølige himmelstrøg, ikke fra Rom eller Athen.