Adolf Eichmanns bortførelse og retssag udstilles på museum

TEL AVIV — Der er kammen, cigaretetuiet og de hoveddørsnøgler, han havde på sig, da han blev taget til fange. Der er den injektionsnål, der blev brugt til at bedøve ham, da han blev bortført fra Argentina til Israel. Og der er den kabine, hvor han sad under retssagen.

Israels efterretningstjeneste, Mossad, løfter nu på sit hidtidige slør af hemmeligholdelse og udstiller for første gang dokumenter, materialer, redskaber og personlige vidnesbyrd, der har forbindelse til pågribelsen og bortførelsen af Adolf Eichmann — den nazistiske krigsforbryder, der blev hængt i Israel for næsten 50 år siden.

’Operation Finale’, som den nye udstilling på Det Jødiske Folks Museum i Tel Aviv er kommet til at hedde, har som kurator en Mossad-officer, der stadig er i aktiv tjeneste (og derfor kun vil stå frem under navnet ’Avner A‘). 90 procent af det udstillede materiale stammer fra Mossads egne arkiver — spiontjenesten har aldrig tidligere åbnet disse for offentligheden.

Spionageudstyr

Udstillingen omfatter spionageudstyr, herunder et kamera skjult i en mappe, værktøj, der blev brugt til at forfalske dokumenter og nummerplader; den oprindelige Mossad-arkivmappe om Eichmann, håndskrevet på gulnet papir; og den kabine, som han blev afhørt i under processen imod ham. Det fremgår, at det var den karakteristiske form på hans ører, der i sin tid førte til, at hans sande identitet blev afsløret. Eichmann var den ledende teknokrat, som havde fået ansvaret for at gennemføre Hitlers Endlösung for det jødiske folk, hvor seks millioner mennesker blev systematisk og industrielt aflivet i det, som almindeligvis regnes for historiens grusomste folkemord. Efter krigen blev han taget til fange af de allierede, men undslap og flygtede til Argentina. Her fattede et overlevende Holocaust-offer, hvis datter var blevet kæreste med Eichmanns søn, mistro til sidstnævntes far og alarmerede den israelske efterretningstjeneste. En kompliceret operation, der involverede en halv snes agenter, hvoraf de fleste er døde i dag, blev forberedt og gennemført maj 1960. Eichmann, der boede i Buenos Aires under navnet Ricardo Klement, blev i al hemmelighed fotograferet, og billederne af ham sammenlignet med dem, Mossad var i besiddelse af fra hans SS-tid. Ud fra formen på hans ører blev det konkluderet, at Eichmann og Klement måtte være en og samme person.

På vej hjem fra sit arbejde som værkfører for Mercedes-Benz i Argentina blev han gennet ind i en bil af et hold af Mossad-agenter. En af disse, Rafi Eitan, deltog ved sidste uges åbningshøjtidelighed og beskriver i et video-klip på udstillingen, hvad der skete. »Eichmanns hoved lå i mit skød,« fortæller han. Agenten undersøgte hans krop for kendte ar og siger, at han blev nærmest ekstatisk, da han fandt dem.

Falsk navn

Eichmann blev ført til et sikkert hus. Da agenterne afkrævede ham identifikation, oplyste han først et falsk tysk navn og derpå sin argentinske identitet. Da de spurgte for tredje gang, tilstod han: »Jeg er Adolf Eichmann — Dette er faktisk mit navn.« Derpå, husker Eitan, bad han om et glas vin.

En kompliceret plan om at føre ham ud af landet uden at varsko de argentinske myndigheder blev sat i værk. Et El Al-fly bragte en officiel israelsk delegation til Buenos Aires som dække: Eichmann skulle gives ud for at være en ansat i luftfartsselskabet, der var blevet syg. Udklædt i El Al-uniform og kraftigt bedøvet blev han taget om bord og anbragt i et flysæde på første klasse.

Luba Volk, der i dag er i firserne, kom uvidende til at spille en rolle i bortførelsen. Som en tidligere ansat i El Al, der var flyttet til Buenos Aires, blev hun kontaktet af flyselskabet og bedt om at hjælpe med at sikre dokumentation for flyvningen. Hun havde ingen anelse om, hvad dens sande formål var.

Da nyheden om Eichmanns tilfangetagelse og bortførelse fra Argentina kom frem, blev Volk tvunget til at forlade landet og vende tilbage til Israel.

»Mit navn stod på al dokumentation«, sagde hun, da hun besøgte udstillingen.

»Jeg blev meget stolt over at have deltaget i operationen, men det ærgrer mig stadig, at jeg ikke vidste, hvad jeg lavede, mens jeg gjorde det.«

Ingen tilsyn

Over et halvt århundrede senere dokumenterer udstillingen, hvad der i dag må forekomme som primitive spionagemetoder. Der var ingen computere til at lagre data, krydstjekke oplysninger eller oprette falske dokumenter. Der var ingen kommunikationsmidler til at holde kontakt med agenterne i marken. Men der var heller ikke meget tilsyn i Buenos Aires lufthavn, så det var ikke noget problem for Mossads agenter at bringe udstyr ind i store kufferter eller at smugle Eichmann ud af landet.

Da David Ben-Gurion, Israels første premierminister, bekendtgjorde pågribelsen i en tale i det israelske parlament, kom det som noget af et chok for verdensoffentligheden. Eichmann blev tiltalt efter 15 anklagepunkter om forbrydelser mod det jødiske folk, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og medlemskab af en fjendtlig organisation.

Efter en retsproces, der kom til at strække sig over otte måneder, og hvorunder 99 Holocaust-overlevende vidnede imod ham, blev Eichmann dømt til døden og hængt den 31. maj 1962 — den eneste gang i Israels historie, at en dødsstraf er fældet og eksekveret. Hans lig blev kremeret, og asken spredt i havet, på god afstand af Israels territorialfarvand.

Avinoam Armoni, museets direktør, pointerer, at episoden blev afgørende for dannelsen af Israels nationale identitet.

»Før processen mod Eichmann var der ingen (i Israel, red.), som virkelig ville tale ud om Holocausts rædsler. Mange af de overlevende tav, selv over for deres børn,« siger han.

En dæmning brast

Processen blev en eksistentiel omvæltning for israelere som han, der er født umiddelbart efter krigen.

»Det var, som om en dæmning brast. Jeg husker, at jeg sad som klinet til radioen. Da jeg voksede op, hed det sig altid: ’Jeg er israeler — ikke jøde’. Nu blev vi pludselig konfronteret med hele denne historie,« siger han og udtrykker sit håb om, at udstillingen vil bidrage til at holde mindet om Eichmann levende i det israelske folks kollektive bevidsthed.

Micky Goldman, en overlevende fra Auschwitz, der blev politimand i den nye stat Israel, kom til at arbejde for den efterforskningsenhed, der indsamlede beviser mod Eichmann. Han vidnede under retssagen og overværede tillige Eichmanns henrettelse.

»Jeg bar intet nag til ham,« siger han i et andet af udstillingens videoklip.

»Jeg vidste dengang, og jeg ved i dag, at et menneskes dødsstraf ikke kan hævne, hvad tyskerne gjorde mod os. Jeg så ham alene som et redskab, hvorigennem jeg kunne lære sandheden om Holocaust. Derudover betød han intet for mig. Selv om det var ham, som sendte mig til Auschwitz.«

Udstillingen er blevet et sandt tilløbsstykke, siden den åbnede i sidste uge. Tanken er nu at gøre udenlandske museer interesseret i den.

Avner A, kuratoren med 25 års tjeneste i Mossad bag sig, siger, at historien stadig er ufuldstændig.

»Hver dag jeg hører jeg noget nyt — ofte små historier fra folk, der kommer for at se udstillingen,« siger han.

»Min rolle er at finde alle disse små fragmenter og sætte dem sammen til et hele. Jeg efterforsker stadig. Vi har stadig ikke hele historien. Men det her er så tæt på, som vi kan komme.«

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen