Læsetid: 6 min.

Alvorsfuld tyngde og lurende fare

Den svenske karakterskuespiller Max von Sydow har siden 1949 lavet film med alle fra Ingmar Bergman til Woody Allen, og senest blev han Oscarnomineret for sin birolle i Stephen Daldrys ’Ekstremt højt og utrolig tæt på’. Men ej heller denne gang vandt han sin første Oscar: Måske fordi han ofte er blevet fastlåst i stereotype roller
Oscarkandidat. ’Efterhånden som man blive ældre, får man tilbudt ældre karakterer – ja, ofte meget gamle mennesker, der dør midt i manuskriptet. Det er trist og ikke specielt interessant,’ siger den svenske skuespiller Max von Sydow, der var nomineret til en Oscar for sin stumme rolle i biografaktuelle ’Ekstremt højt og utrolig tæt på’.

Oscarkandidat. ’Efterhånden som man blive ældre, får man tilbudt ældre karakterer – ja, ofte meget gamle mennesker, der dør midt i manuskriptet. Det er trist og ikke specielt interessant,’ siger den svenske skuespiller Max von Sydow, der var nomineret til en Oscar for sin stumme rolle i biografaktuelle ’Ekstremt højt og utrolig tæt på’.

SF Film

1. marts 2012

Først i slutningen af vores interview bliver det en smule klarere, hvorfor Max von Sydow i den grad nød at medvirke i Ekstremt højt og utrolig tæt på, Stephen Daldrys filmversionering af Jonathan Safran Foers roman af samme navn om en drengs modnende oplevelser i kølvandet på 11. september. I filmen spiller von Sydow en stum mand, kendt som ’Lejeren’, der blevet revet brat og uigenkaldeligt ud af sin eneboertilværelse, da en hyperaktiv dreng (spillet af Thomas Horn) pludselig bryder ind i hans værelse og rabler manisk, før han trækker von Sydow ud på en eventyrlig jagt efter noget meget vigtigt.

I slutningen af vores interview i et roligt hotelværelse i New York braser en dreng (som også er Horn) nemlig ind og begynder at rable manisk om en eller anden, som han absolut skal finde. Det er i den grad et ekko af filmen, at det kunne være et pr-stunt, men von Sydow og hans elegante franske kone Catherine (som ledsager sin mand under dette interview, som hun ofte gør) rejser sig begge op, synligt oplivede.

»Hvad foregår der, Thomas?,« spørger han, imens hans udskårne granitansigt flækker midt over i et grin. Atmosfæren, som førhen var lige så højtidelig som i en Ingmar Bergman-film, er pludselig helt forvandlet.

For en skuespiller, der siden 1949 har medvirket i et utal af film, vil kvaliteten uundgåeligt være svingende. For hver Smultronstället, Hannah og hendes søstre, Eksorcisten og Pelle Erobreren er der også en Strange Brew (en tvivlsom canadisk komedie fra 1983, der foregår i et bryggeri, red.). Men i sidste måned blev von Sydow nomineret til en Oscar for Bedste Mandlige Birolle (det blev dog en anden stor gammel skuespiller, den jævnaldrende Christopher Plummer, der løb af med denne, red.).

»Jeg vidste ikke noget om bogen, da jeg læste manuskriptet,« siger von Sydow, mens hans store og i en alder af 82 år stadig atletisk udseende skikkelse får hotellet stol til at virke latterligt lille.

»Men jeg blev meget glad for, at det var Stephen Daldry, der skulle instruere den. Alle hans film har en særlig kvalitet. Vi kunne jo kalde det en Daldry-kvalitet.«

Der var dog et irritationsmoment ved denne film for den svenske skuespiller: Hans karakter skulle se sin søns død i øjnene – hvilket netop var den rolle, han også spillede så glimrende i Dykkerklokken og sommerfuglen for kun fem år siden.

»Jeg ville elske at spille roller, jeg aldrig har spillet før, men har man succes med en bestemt type karakter, vil castingagenterne ofte tænker: ’Jamen, så skal vi lige præcis have noget i den retning.«

Han sukker tungt.

»Det er faktisk ret kedsommeligt.«

Charmerende selskab

Kedsomhed på jobbet lyder unægtelig som lidt af et problem for Max von Sydow. Han har været lige så aktiv i det seneste årti som altid og har bl.a. optrådt i Minority Report, Shutter Island og mange andre. Men selv ser han dog mere galgenhumoristisk på det.

»Efterhånden som man blive ældre, får man tilbudt ældre karakterer – ja, ofte meget gamle mennesker, der dør midt i manuskriptet. Det er trist og ikke specielt interessant.«

Von Sydow har ikke dog ikke ligefrem skullet vente til, han havde passeret de 80, før han kom til at lide under typecasting. Lige siden han overgik fra at lave europæiske til overvejende at lave amerikanske film i 1960’erne, blev han i kraft at sin karakteristiske stemme nemlig ofte castet som skurk eller som religiøs figur (»Det kan være interessant, men også det kan være meget kedeligt«).

Selv da han begyndte sin skuespillerkarriere på Dramaten i Stockholm i sine tidlige 20’ere fik han ofte rollen som bondekarl på grund af sin høje, stovte skikkelse (»Det var ikke særlig interessant.«) Max von Sydow er dog et charmerende selskab: Han er snakkesalig, oprigtig og rørende opmærksom på sin kone, med hvem han har to børn (han har yderligere to fra et tidligere ægteskab). Han taler ofte om, hvad »vi synes« i stedet for, hvad »jeg synes« og tilkaster hende blikke som for at tjekke hendes mening. Hun virker dog for det meste mere interesseret i at læse sin bog end i at høre sin mand fortælle endnu en journalist om sine oplevelser med Ingmar Bergman. Men lad os alligevel tage dette samarbejde op. Bergman var den instruktør, som Max von Sydow altid vil føle sig tættest forbundet med, og makkerskabet strakte sig da også over 13 film.

»Vores forhold var overordentlig betydningsfuldt, både på det personlige og på det professionelle plan. Det var kompliceret, og uden det ville jeg ikke være her,« siger skuespilleren bare.

»Han lærte mig, at når man spiller klassiske karakter, skal man ikke tage dem alt for alvorligt. De er bare mennesker. Bergman havde stor sans for humor.«

Kedelig typecasting

Virkelig? De færreste tænker på Bergman som nogen munter fætter.

»Nej hør nu!« siger von Sydow med påtaget chokeret mine over, at nogen kunne finde på at forbinde instruktøren af Det syvende segl med andet end skæg og ballade.

»Det var meget vigtigt for Bergman, at alle vi, der var på hans optagelser, havde det sjovt sammen.«

Max von Sydow er født i Sverige som søn af en professor og en lærer. Hverken faren eller moren blev spor begejstret over, at han valgte teatervejen.

»Mine forældre blev opdraget op i familier, hvor man mente, at teaterfolk ikke var til at stole på. De var nu søde mennesker alligevel,« siger han.

Døbt Carl Adolph von Sydow besluttede han sig for at ændre sit navn, da han slog ind på skuespillerfaget. Men passer det, at han tog navn efter en loppe?

»Hahaha,« buldrer von Sydow – og hans latter fylder hele værelset.

»Ja! Hahaha. Under min værnepligt medvirkede jeg i en sketch, hvor jeg skulle spille en loppe ved navn Max. Så da kritikerne blev ved med at fejlstave mit navn, besluttede jeg mig for at ændre det og tænkte: ’Aha! Max!’«

Von Sydows overgang til amerikanske film var ikke specielt vellykket: Han lagde ud med at være selveste Jesus i den temmelig triste The Greatest Story Ever Told – en rolle, han kun modvilligt påtog sig. Filmen gik imod alt det, han havde lært fra Bergman om, hvordan man spiller klassiske roller.

»Der var intet liv i karaktererne – de blev spillet som maskiner, som om de var forført af deres egen betydning. De var ikke mennesker ...«

Rollen kastede von Sydow i en anden slags typecasting, da han efterfølgende fik tilbudt »en mængde religiøse figurer ... Biskopper, helgener, paver ... som kan være meget kedelige.«

En vild fyr

Men ikke altid. En af Max von Sydows mest berømte roller var som fader Merrin i Eksorcisten. Den rolle, var spændende at spille, indrømmer han – ikke mindst fordi instruktøren, William Friedkin, var »en vild fyr«, der kunne finde på at gøre ting såsom at affyre pistoler uden for kameraet, for at se, hvilke reaktioner det ville fremkalde hos hans skuespillere.

Instruktører som David Lynch og Martin Scorsese har også udnyttet den alvorstyngde og udstråling af lurende fare, som von Sydow bibringer filmisk i henholdsvis Dune og Shutter Island. Men det var Woody Allen, der udnyttede den underliggende ømhed bedst i Hannah og hendes søstre, hvor von Sydow spiller Fredrick, den forpinte kunstner. I den ekstraordinære scene, hvor Fredricks partner, Lee (Barbara Hershey), fortæller ham, at hun tager afsted, går von Sydow fra opstemthed til forundring til vrede til sorg til dyb fortvivlelse på omkring seks minutter.

»Det var en sjov oplevelse, fordi det, Allen gør, er at få stand-ins til at øve scenen, mens vi ser på, og derpå optager vi. Det overraskede mig. Han er en interessant menneske, en stimulerende personlighed.«

For tiden bor Max von Sydow og Catherine i Paris. Hvad kunne han ønske sig af sin karriere herefter?

»Jeg ville elske at spille roller, jeg ikke har spillet før,« svarer han. Og udstøder derpå et dybt suk.

 

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu