Nyhed
Læsetid: 2 min.

Blandt DDR-bøsser

Berlins filmfestival er også et paradis for dokumentarfilmelskere. Pludselig møder man mennesker, man aldrig havde troet, man skulle møde
Kultur
18. februar 2012

På vej op ad trappen går en mand i sort/rød-stribede strømpebukser, hvid blondenederdel, armyjakke, sorte fingerløse handsker med lædersnørrer og let udtværet mascara. Hans hår er barberet tæt i nakken. Han er til premiere på dokumentarfilmen Unter Männern. Schwul in der DDR (Blandt mænd. Bøsse i DDR) af Ringo Rösener og Markus Stein. Det var ingen dans på socialismens røde roser at være det. I filmen møder vi seks mænd, der ikke kunne være mere forskellige. Blandt andre Christian, en pensioneret lærer i skovmandsskjorte, som en psykiater mente at kunne ’helbrede’, og som egentlig ikke havde nogen planer om at komme ud af skabet, »da mit liv i den henseende er forbi i min alder.« Vi møder den knap 80-årige Jürgen, der midt i sine fine gamle møbler og med kejser Wilhelm-overskæg og tårer i øjnene fortæller, at han først stod ved sin homoseksualitet som 31-årig. »Bøsse kunne man simpelt hen ikke være!«

Vi møder den tatoverede frisør Frank, som nogle gange drømmer, at han bliver født anderledes og skal vokse op som heteroseksuel. »Ikke at det ville ske! Men så skulle jeg gå på café og i biografen med kvinder og høre dem tale i evigheder, indtil de var klar ... Uhh. Det ville være slemt.« Nogle gange blev han anholdt af folkepolitiet på Alexanderplatz, fordi han gik i gule gummisko og havde farvet sit hår lyserødt. »Lidt som Billy Idol.« Frank flygtede til Vestberlin. Den elskede Klaus fulgte aldrig efter, som han havde lovet. Han havde fået AIDS. Vi møder Eduard Stapel, der havde studeret teologi, men på grund af sin seksualitet ikke kunne blive præst og i stedet blev socialarbejder. Stapel blev den østtyske bøssebevægelses borgerrettighedsforkæmper, og da han i 1980’erne fik kræft, lod myndighederne ingen anledning gå fra sig til at fortælle hans ti år yngre kæreste Jens, at Stapel snart ville dø. Med Stapel går vi ned på undergrundstoilettet ’Der Bürgermeister’, det lå så tæt på Leipzigs rådhus, hvor mangt et natligt stævnemøde fandt sted. Bøsserne blev tålt, men var forbudt i DDR. »Vi var statsfjender som alle andre oppositionsgrupper. Vi skulle opklares og om bedst muligt omvendes,« siger Stapel.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mærkeligt, jeg kender folk, er i 80erne havde bekendte i bl.a. Rostock, som de ofte tog på besøg hos. De talte om et ganske livligt, afslappet miljø med en udpræget tolerance.

michael parly pedersen

Peter Hansen

Homo Partitoppen, homo partitoppen, men du har bare ikke vidst det, de var så fulde af hemmelighedskræmmeri i DDR. Der var forskel på Peter hattemager og cheferne. DDR Chefen, du ved, kunne jo f.eks. godt snave med med bossen fra Sovjet, det har vi da set billeder af. Ja, endog ved offentlige møder og foran hele pressen.

Ha-ha, Michael Parly, de mennesker, jeg kender - kendte, dengang - befandt sig på det mere ydmyge plan. Men jeg har kun deres udsagn fra det, og desværre er vi i den situation, at de ikke er nogen, man kan spørge mere.

Uli Fahrenberg

Ikke at jeg kender meget til den konkrete problematik, men som én der er opvokset i DDR vil jeg mene at der ikke behøver at være modstrid mellem hvad artiklen beskriver og Peter Hansens erfaringer:

Om man fik lov til at være i fred eller blev trukket igennem kakaven (som det hedder på (øst)tysk), afhang i stor grad af hvor god (eller villig) man var til at gemme sig. Så jeg kan sagtens forestille mig at man kunne få lov til at have sit homoseksuelle liv i fred i Rostock, bare man gik stille med dørene.

En anden ting der spiller ind er nok at der var mange ting der kunne lade sig gøre i provinsen (Rostock f.x.) som blev slået hårdt ned på i Berlin (DDRs udstillingsvindue mod vest, jo).

Uli Fahrenbeg, jeg tror, du har helt ret.

Uli Fahrenberg

Der er også den efterhånden noget omstridte Charlotte von Mahlsdorf, jo. En "Vorzeige-Schwuler" som, i hvert fald i perioder, blev anset for værende nyttig for systemet og derfor ikke bare ladet i fred, men decideret støttet af systemet.

Ja, men hun var jo også noget hjulpet af sin kamp mod nazismen, i DDR-regimets øjne. Der har forøvrigt lige spillet en fremragende forestilling om hende: "Jeg er min egen kone" med skuespilleren Jakob Højlev, instrueret af Charlotte Munksø.
Desuden er tilværelsen som transperson nok også lidt anderledes, den øgede eksponering til trods har det jo i mange samfund med udpræget homofobi ligesom været acceptabelt at vælge at leve en kvinderolle ud.

Iøvrigt er seksualiteten som subversiv i kommunistiske lande tidligt behandlet, der kom således i 80erne allerede en bog om det åbenbart stærkt promiskuøse sovjetiske samfund - formodentlig udsendt som antisovjetisk propaganda, men i visse kredse nok snarere læst som en udvidet turistbrochure.