Læsetid: 9 min.

Danmarkshistorien er også filmskabernes

Om en uge er der premiere på ’Hvidsten gruppen’ – en ny film, der tager fat på et kapitel fra Danmarkshistorien og former det. Men hvad betyder det for vores historieforståelse, at den skabes gennem fiktion? Og siden hvornår er det i øvrigt blevet filmskabernes opgave at videreformidle historien?
Stereotyper. Alle raske drenge på Randersegnen kender historien om kroejerfamilien, som gik ind i frihedskampen og endte med at betale den højeste pris. For historikerne er det fortsat vanskeligt at overbevise danskerne om, at det ikke var et enigt Danmark, der gjorde front mod tysken.

Stereotyper. Alle raske drenge på Randersegnen kender historien om kroejerfamilien, som gik ind i frihedskampen og endte med at betale den højeste pris. For historikerne er det fortsat vanskeligt at overbevise danskerne om, at det ikke var et enigt Danmark, der gjorde front mod tysken.

Lars Høgsted

23. februar 2012

Otte hjemmeværnsfolk står foran den nye biograf BioCity i Randers. Hver af dem holder en fakkel. En niende camouflageklædt person står lidt foran de andre, og han holder en fane. Højt og stolt. I højttalerne kører et lydspor fra BBC’s Her er London, og inde i biografen, der ligger på den i Randers nærmest mytologiserede Thor-grund, er der fyldt med caféborde, glitter og god stemning.

Information er inviteret til gallapremiere på Regner Grastens nye film Hvidsten gruppen. En film baseret på virkelige hændelser om en kroejerfamilie, som gik ind i frihedskampen og endte med at betale den højeste pris. Pffiw. Der lyder et pift i et hjørne. Det kommer fra Regner Grasten. Han har stillet sig op på et lille podium i hjørnet, og nu kalder han sine skuespillere derop. Folk snakker lidt og klapper lidt. Så pifter han igen. Som når en fodboldtræner er træt af at sige: ’Kan I så holde kæft?’. På en pænere måde, ganske vist, men stadig ikke særlig gallaagtigt. Han begynder at snakke, men i lokalet befinder sig 300 mand, der alle er bevæbnet med fri fadøl, så ingen hører rigtig, hvad han siger. Pressekorpset fotograferer, mens en rundtosset Regner Grasten farer rundt og bekendtgør, at vi »går live på TV 2 om fem minutter«. Inden han pifter igen. Ti pift bliver det til fra filmskaberens læber. »Jeg har lavet utrolig mange film,« siger Regner Grasten senere på aftenen og namedropper titler som Krummerne, Kun en pige, Det forsømte forår og Anja og Viktor.

»Men den her film er det største, der kunne ske for mig som filmproducent. Jeg kan slet ikke sætte ord på, hvor stor betydning det har – ikke bare for mig, men for jer, for os alle sammen – og på, hvor spændt jeg er på at vise jer filmen.«

Han fortæller, at han er »jysk gift«, og at hans hustrus mor engang tog ham på tur, hvor de endte på Hvidsten Kro. Det var 15-16 år siden, men da han hørte historien, var han solgt på stedet og købte alle bøger om Hvidstengruppen. Han var fascineret af det ufattelige mod og den høje moral og blev mere og mere sikker på, at historien var et filmemne.

»Vi lever i en tid, hvor vi på tv oplever Syrien, Libyen, folk, der kæmper for deres frihed. Ofrer deres liv. Det må have påvirket os på en eller anden måde, for sidst vi kørte gennem Hvidsten, var vi ikke i tvivl.«

’Dyb’, ’spændende’, ’tragisk’ og ’stærk’

Det er en rørende historie, som alle raske drenge fra Randersegnen kender ud og ind. Den lokale troubadour Lars Lilholt har uomtvisteligt bidraget til berømmelsen med sin sang om gruppen, som han også optræder med ved gallapremieren. Med Regner Grastens ord er sangen »dyb«, »spændende«, »tragisk« og »stærk«, og han henviser til et »dybt fascinerende« YouTube-klip, hvor unge mennesker i tusindtal synger med og »svinger, som om det var det hårdeste rock.«

Den hårdeste rock er det nu ikke, det ved Lilholt også godt, men han kalder selv sangen et ’rockepos’, og han skrev den for 18 år siden med hjælp fra Gerda Fiil, der selv havde deltaget i aktionerne og på daværende tidspunkt ejede kroen. Og fordi hun hjalp Lilholt med de faktuelle detaljer, blev han i 2007 bedt om at spille sangen på Det Kongelige Teater i anledning af Nationalmuseets 200-års-jubilæum. Den var jo en primær kilde. Jow jow. Ganske ydmygt, og ganske på sin plads, spiller Lars sin sang, som vi – i hvert fald os fra Randers – kender så godt.

Men netop fordi historien er så forholdsvis kendt – og så forholdsvis simpel – har den aldrig været på tegnebrættet hos filminstruktør Ole Christian Madsen, som står bag den beslægtede Flammen og Citronen (2007).

»Jeg kender historien om Hvidstengruppen, og jeg synes, det er en god, men lille historie, som for mig vil være svær at fortælle på en særlig overraskende måde,« siger han.

Da Flammen og Citronen kom, blev den mødt med overvejende ros, men i hjørnerne blev den kritiseret af faghistorikere for ikke at skildre ’den sande historie’. »Flammen og Citronen fortæller en sand historie. Men det er vigtigt at holde fast i, at alle har deres sandhed. Når man laver research til en film, kan man opleve, at to mennesker, der stod ved siden af hinanden til den samme aktion husker helt forskelligt om, hvor aktionen skete, og hvem der var med. Det må man som dramatiker tage med – og arbejde med: Kilden har en sandhed, som man skal frem til.«

Tre faser

Det er ikke noget nyt, at filmskabere kaster sig over historiske fortællinger, men lige nu nærmest eksploderer antallet af kapitler fra Danmarkshistorien på det store lærred. Samtidig med Hvidsten gruppen går Nikolaj Arcels En kongelig affære om Struensee, Ole Bornedal instruerer en film om slaget ved Dybbøl Mølle, og Mikael Rieks vil lave en film om Frederik IX. Ifølge flere eksperter skyldes tendensen primært, at man har fundet ud af, at der er et marked for historiske film, som ellers er uoverskueligt dyre at begive sig ud i.

Ph.d. og filmhistoriker Lars-Martin Sørensen er i gang med et forskningsprojekt om dansk films vilkår under besættelsen og dens senere fremstilling af besættelsen ved Det Danske Filminstitut. Når snakken går på historiefortolkning, opdeler han den danske filmproduktion med besættelsestiden som emne i tre faser.

»Lige umiddelbart efter krigen kom tre fiktionsfilm, som står tilbage som værker, man stadig husker,« siger han med henvisning til Bodil Ipsens De røde enge (1945), Johan Jacobsens Den usynlige hær (1945) og Soyas Tre år efter (1948).

»Det var bitre film, som ikke havde samme heroiserende fremstilling af modstandsfolk, som man senere har set.«

Han beskriver en scene i De røde enge, hvor Poul Reichhardt og Lau Lauritzen står og funderer over, hvor få danskere, der i virkeligheden kæmper, og om de, der gør, overhovedet vil blive husket. Som seer mærker man en bitterhed og desillusion, som har været fuldstændig fraværende i de senere film og fortællingerne om modstandskampen, hvor man ifølge Sørensen i stedet har dyrket de ubesmittede helte.

»I Tre år efter har vi et lemlæstende opgør med værnemageriet, som der ikke har været fokus på i andre film,« fortæller han.

I filmen spiller Ib Schønberg en driftig, kvabset småkapitalist, som har ’kollaboreret big time’ med tyskerne og er blevet forvist fra det gode selskab.

I filmens nutid lukkes han ind i varmen igen og kan efter tre år genoptage sin professionelle karriere, fordi han ikke er udstyret med en samvittighed. Det er på den anden side arkitekten, som også har samarbejdet med tyskerne, men som påtager sig skylden og drikker sig ihjel.

»Det er en slags mikrokosmos over det danske samfund, hvor alle typer er repræsenteret. Men det interessante er, at filmens vinder er den samvittighedsløse kapitalist. Modstandsmanden, som i øvrigt er medlem af en L-gruppe og altså har likvideret landsforrædere, fremstilles som taberen. Moralsk måske en vinder, men det er ikke ham, der vinder slaget om pengene og magten.«

Den næste fase er en lang mellemliggende periode, hvor der med Sørensens ord indfinder sig en konsensusfortælling, og hvor heltedyrkelsen af modstandsbevægelsen holder sit indtog.

»Perioden er et resultat af, at man ikke beskæftiger sig med de mere diskutable ting, som modstandsbevægelsen foretog sig. Vi ser hverken film om stikkerlikvideringer eller danskere, der blev nazister. Derfor har vi en lang og kedelig periode, hvor fortællingen er, at modstandsfolk er nogle helte.«

Men først med Ole Christian Madsens Flammen og Citronen – og til dels tv-serien Edderkoppen (200) – tager man skridtet videre og afdækker konsekvenser og råddenskab henholdsvis under krigen og i efterkrigstiden.

»Det er nyt at tage stikkerdræberne og fremstille dem som ikke-helte,« siger Sørensen og peger på, at det blandt andet skyldes, at faghistorikere som Jørgen Hæstrup, men også folketingspolitikere Frode Jakobsen, har stået stejlt på ikke at ville beskæftige sig med denne side af sagen.

Baseret på hvilke handlinger

På første sal i Rigsarkivet i København er der et kontor med udsigt til Christiansborg. Kontoret bebos af en af disse faghistorikere: arkivar og seniorforsker ved Rigsarkivets formidlingsafdeling Peter Birkelund.

Udsigten til trods kigger han mere ind i en skærm eller i en af de mange bøger, der fylder hans reoler, end ud ad vinduet. Peter Birkelund har stor respekt for Jørgen Hæstrup og hans metoder, selv om han på mange måder er outdated.

Ikke desto mindre glæder arkivaren sig over film som Hvidsten gruppen.

»Det er fint nok, når filmmagere blander fiktion og virkelighed sammen i deres historier,« siger han. »Men det kan være problematisk, når de i indledningen skriver, at historien er baseret på en eller anden begivenhed, men beskueren ikke ved, hvad der er sandt, og hvad der ikke er.«

Arkivaren mener dog ikke, at man kan bebrejde filmskaberne at lave gode historier baseret på bøger eller videnskabelige værker. Og han frygter heller ikke, at den historiske fiktion giver yngre generationer en forfejlet historieforståelse.

»Man kan håbe, at de unge, der ser filmene og på den måde får skabt en interesse for emnet, går skridtet videre og læser historiske værker, hvor vægten er lagt lidt anderledes, og hvor der ikke er så meget krudt og kugler,« siger han.

Den stigende interesse for historiske film og særligt film om besættelsen, mener han, skyldes, at vi er kommet på tilpas afstand af begivenhederne – og muligvis også, at man har fundet ud af, at der er økonomisk ræson i de store produktioner.

Hververedskab

Instruktøren Ole Christian Madsen mener, at den tyske film Der Untergang (2004) banede vejen for, at man atter kunne skildre Anden Verdenskrig.

»Vi er konstant i gang med at revidere egen identitet. Nogle af de film, der er kommet, som belyser historiske hændelser, gør det, fordi der er noget nyt at fortælle. Nyt lys at se konteksten i. Det er derfor, man fortæller noget,« siger han og påpeger, at man umiddelbart efter krigen forsøgte at styrke den nationale identitet, mens vi i dag skal forstå os selv i en mere international sammenhæng. Og derfor må vi nødvendigvis også betragte vores krigshistorie i et lidt andet lys.

Ifølge Lars-Martin Sørensen har besættelseshistorikere stadig vanskeligt ved at få den almindelige dansker til at forstå, at det ikke var et enigt Danmark, der gjorde front mod den tyske nation. At det ikke var alle danskere, der var imod tyskerne. Det kan faghistorien godtgøre, men det er ikke det, den almindelige dansker går rundt og mener. Og når det ikke er det, skyldes det i et eller andet omfang, at populærfiktion fortæller en anden historie, siger han.

I Hvidsten gruppen, som filmhistorikeren vel at mærke endnu ikke set, bliver denne uenighed fremstillet i filmens indledende fase. Men – det glemmer man hurtigt som betragter. For når først plottet er i gang, og skudsalver og faldskærme fyger gennem biografsalen, sidder man med hjertet et godt stykke oppe i halsen og tænker, hvem der bare var en af de tapre danskere, der i patriotisk forening kæmpede mod de ’tyske nazisvin’, som de flere gange kaldes i filmen.

»Krigsfiktion er det bedste hververedskab, forsvaret har,« siger Sørensen. »Ganske enkelt fordi den fremstiller en anden virkelighed end den, der møder soldaterne.«

Og det er nok heller ikke helt uden grund, at man foran BioCity Randers og på landsdækkende tv søndag aften bliver mødt af en flok stolte soldater med fakler i hænderne og ild i øjnene. Helt tilfældigt er det næppe heller, at det første, man ser, når man kommer ind i biografen, er en enorm reklameplakat med påskriften ’Hvidsten gruppen – Hjemmeværnet i Randers’.

Hvidstengruppen har premiere den 1. marts i biografer landet over

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik von Stijnbergen

"Instruktøren Ole Christian Madsen mener, at den tyske film Der Untergang (2004) banede vejen for, at man atter kunne skildre Anden Verdenskrig."

Syntes nu Charlie Chaplin lignede bedre end Bruno Ganz ;), og så må Ole Madsen vist til at dykke lidt ned i film arkiverne.

Michael Kongstad Nielsen

Efter min mening er det godt, at det ikke er instruktøren bag "Flammen og Citronen", der har lavet den nye film, "Hvidsten - Gruppen", for så var det endt i splatter og speciel effekts som eneste bidrag til historieforståelsen. Jeg håber, den nye film yder tiden, vilkårene, menneskene, deres følelser, karakterer og moral fortjent anerkendelse og respekt.

Michael Kongstad Nielsen

Søren, jeg tror der tænkes på den lettere dårlige samvittighed, filmbranchen kan have over ikke at formidle historien, men bruge den i eget favør til knaldromanagtig filmisk underholdning, der opsluger publikum og generer en masse profit. Film har altid haft forskellig lødighed, men den slags kritik er forsvundet, nu er eneste kvalitetsmærke, om filmen scorer kassen.

det er alle mediers opgave at mytologisere vores historieforståelse, gerne til ukendelighed, så længe det tjener et formål. Danmark har et meget aktivt filmmiljø

Tom W. Petersen

Her er intet nyt.
Fiktionen har altid tolket historien. Man kan for eksempel begynde med Ingemanns romaner.
Der er (mindst) to slags formidlere af historien:
Dem, der bruger historien som middel til at fortælle om verden og menneskene, som de synes verden og menneskene er, og som ikke er bundet af faglige hensyn til fakta - men som, ofte dygtigt, benytter fakta til deres fortælling.
Og der er faghistorikerne, som, bundet af deres fags standarder om fagligt funderet kildekritik, søger at stykke en fremstilling sammen, som er så nær på de faktiske forhold som muligt.
Begge slags formidlere har naturligvis en dagsorden med deres fremstillinger. Men der er friheden til at digte og de faglige krav til forskel.
Man kan inddrage journalisterne, som i reglen mest ligner historikerne, men som ikke er så bundne til historiefagets krav, som historikerne er.
Det gælder om at være klar over, hvad der er fiktion, og hvad der ikke er.
Men vi vil så gerne forføres...

1)

Ja - så er det, jeg er nødt til at fortælle om en rystende oplevelse, jeg havde for et par uger siden.

Vi - hele familien - var på til Hamburg. I IC3-toget fra sad vi sammen med en ung kvinde, unversitetsstuderende med en drøm om at arbejde i Bruxelles, for EU.

Da jeg hentede kaffe, opdagede jeg, at toget hed....."Kaj Munk".

Så jeg sagde, med et smil, til den kommende eurokrat: "Er det ikke lidt frækt at opkalde et af de toge, der kører til Tyskland efter Kaj Munk"?

HUN VIDSTE IKKE, HVEM DET VAR. Hun vidste ikke, at manden var blevet likvideret eller at han var en af de største forfattere i det sidste århundrede.. Hun anede heller ikke at der havde været dødspatruljer i Danmark under krigen. Faktsk havde hun heller aldrig hørt om Søren Kam.

2) Film har vel alle dage arbejdet med historie som stof. Hvad enten det så er Birth of a Nation, Out of Africa, En kongelig affære eller In the Land of Blood and Honey.

I går aftes læste jeg en godnat-historie højt for min yngste: To stenalderdrenge hugger en båd, tager ud at fiske og driver til havs.

Min egen var forresten Vilhelm Mobergs "Forrædder-land".

Faktisk hed en af de græske muser Clio - og hun var ansvarlig for historien. Hun var såmænd helt på linje med dansens, musikkens, skuespillets og lyrikkens muser...og ordet muse" betyder "hvad man husker".

Såå - når vi ikke er her mere, vil historien stadig være et stof for kunstnere - også filmfolk.

Henrik Jensen:

"...at han var en af de største forfattere i det sidste århundrede"

Det synes jeg er lidt af en tilsnigelse. Men det er selvfølgelig også en ren subjektiv bedømmelse.

John Houbo Pedersen

Min nu afdøde far sagde: " Jeg var terrorist fra 40 til 43, derefter frihedskæmper, dernæst helt blandt"De sidste dages Hellige""

Tom W. Petersen

Henrik Jensen
Ak, ja -
Ved juletid gav jeg en indspilning af "Messias" til et veletableret, veluddannet par på tredive.
De anede ikke, hvem Händel var; de kendte end ikke navnet.
Sådan er der så meget.
Alt for meget.

Kaj Munk var aldeles ikke demokrat, han gik i 1930'erne og såmænd også i 1940'erne idn for en stærk mand, som kunne løse problemerne effektivt.

Lige nu (fra 21.30-22.15 her den 24.02. 2012) har der været en udsendelse om Kaj Munk; her kom det endelig frem at Kaj Munki beundrede Hitler og dermed nazismen. Han skrev bl.a. et skuespil over Shakespeare's Hamlet, som ender med at nazismen bliver indført i Danmark - så meget demokrat var Kaj Muink.

Og jo, han beklagede da ganske vist de udryddelser, der skete af bl.a. jøderne og de folk mv. der blev forfulgt, også i 1940'erne. Men frem for alt var Kaj Munk altså nationalist....og det var på den baggrund, at han opfordrede til modstand mod tyskerne....

Mht. Søren Kam mv. havde jeg altså heller aldrig hørt om ham, indtil EB begyndte at skrive om ham for cirka 20-22 år siden. Og jeg har da haft forældre som var 9-10 år da krigen brød ud i Danmark. Jeg har også set De Røde Enge og En fremmed banker på mv. - og det er da korrekt, at den skildrer det som artiklen skriver om, men i hvert fald en af de her film handler også om socialdemokraternes forsøg på at forhindre kommunisterne i at få nogen som helst form indflydelse i efterkrigstiden efter 2. verdenskrig. (hvis det ikke er en anden film jeg tænker på?)

Og ja, Hvidsteen-gruppen gjorde noget fantastisk og modigt og farligt dengang i 1943; men hvornår bliver den rigtige historie fortalt, den med at små kommunistiske grupper allered ei 1940-1941 begyndte at gå til modstand mod tyskerne. Den folkelige modstand kom jo først omkring 1943-1944, hvor det måtte stå klart for alle, at tyskerne var på vej til at tabe krigen. Ikke for at forklejne Hvidsteen-gruppens bedrifter, for det var og er stadig vigtigt det som de gjorde...

En anden ting er at den her film risikerer at bringe myten om danskerne der stod sammen skulder ved skulder i de fem forbandede år tilbage igen. Vi ved nu, bl.a. fra historiske kilder, at dette ikke er sandt. Der var store splittelser i det danske samfund, også under krigen....og adskillige mennesker, især fra erhvervslivet samarbejdede med tyskerne...

Ang. det der med fiktion og historie - I Danmark havde vi Saxo som lavede sin form for historie-skrivning allerede for cirka 800-900 år siden, og i 1800-tallet havde vi Carit Etlar som skrev Gøngehøvdingen og Ingemann's historiske romaner som også lade en fortolkning ind. Og i dag har vi en masse forfattere som skriver historiske romaner. Og da jeg gik i gymnasiet opførte vi et skuespil af Sven Holm om Christian den 7, hvor slut-replikken var: De gjorde ham sindssyg - og det valgte han.

Bare for at sige, at forfattere, dramatikere, film-skabere alle har fortolket historien og fortalt den histore, de vil fortælle...ud fra det budskab de vil ud med.