Læsetid: 3 min.

Dirty Things

Stig Sæterbakken (1966-2012)
Stig Sæterbakken (1966-2012)
3. februar 2012

Stig Sæterbakken var et intellektuelt og kunstnerisk kraftværk. Som 18-årig skoleelev debuterede han med digte. Seks bøger havde han bag sig, da jeg i 1995 lærte ham at kende. Nu redigerede han Marginal, essayantologier helliget husguder og skrevet af nordiske litterater. Faulkner, Handke, Cortázar og Strindberg fik hver sit nummer, før forlaget sagde stop.

Med sin alvor og integritet betvang Stig al kommerciel visdom, så den lidet solgte skriftserie kunne slutte med manér: Sidste nummer viedes den næsten ukendte Emmanuel Bove. Stig var grundigt smittet af min Bove-bacille, ingen vej tilbage. Havde Marginal fået lov at leve, ville der utvivlsomt være kommet oplysende, idiosynkratiske numre om Poe, Beckett, Bataille, Céline, Mirbeau, Crtrescu, Souzy ...

Stig kunne virke streng i sin kompromisløshed, men rummede megen varme, skræmmende ved sin intense arbejdsevne og sine usvigeligt præcise formuleringer. Den skarpe begavelse havde en pris, for den holdt sammen på et kaos. I en hyldest til alkohol skrev han: »Hadde jeg ikke drukket, hadde jeg blitt gal. For så konsentrert er min tilstedeværelse i verden, dag for dag, at den ikke hadde vært til å bære hvis den ikke også kunne bryte sammen, gå i stykker, gå i opløsning.«

Se uhyret i øjnene

I 2007 blev Stig kunstnerisk leder af hjembyen Lillehammers litteraturfestival. Han inviterede prompte Herta Müller, hvis svimlende skrift han beundrede, men tillige den spionagedømte Arne Treholt. At den norske stat i hans åbningstale blev sat på anklagebænken var ilde hørt hos mange i auditoriet, men kold tavshed var for intet at regne mod den storm, der to år senere rejste sig, fordi Stig inviterede holocaustbenægteren David Irving. Det rettænkende borgerskab, og flere forfatterkolleger, kunne ikke forlige sig med, at den dømte mand ikke bare skulle ties ihjel. Stig nedlagde sit hverv. Apologet for det udstødte, det gale, det obskøne var han ikke, pueril trang til provokation drev ham heller ikke, men den klarøjede erkendelse, at mennesket bærer på dunkle drifter og står sig ved at se uhyret i øjnene.

Romanen Det nye testamentet,1993, forsøgte at forstå det onde (Hitler), »fordi det onde måske er den menneskeligste af alle tilstande.« Fornægtelse fører kun til det destruktives indbrud. Trilogien Siamesisk, Selvbeherskelse(begge på dansk) og Sauermugg,1997-99, blev et gennembrud. Mens Stig her endnu dyrkede grotesken og en urenhedens æstetik, blev han i sine senere romaner, således Gjennom natten,2011, en renset psykologisk realist med stadig sans for de katastrofer, der følger, når ’underlødige’ impulser siver gennem sprækker i det civilisatoriske panser. Med Sauermuggsom mulig undtagelse bevarede han den beherskelse, han i Holdningen Burroughs vs. den norske selvbeherskelsenbegræd, idet han plæderede for »et helt vilt verk«.

Det sidste punktum

Essayistikken: Estetisk salighet,1994, Det onde øye, 2001, og Dirty Things,2010, er i mine øjne det væsentligste Stig har skrevet. Spændstigt kredser den selvkorrigerende tanke ind og ned, »ikke først og fremmest som tænkning, men som en beskrivelse af tænkningens forløb«. Med afsæt i en detalje udfoldes en lysende begribelse af helheden, mens alle sætninger holder sig lige langt fra centrum. Stig var en elsket lærer i essayistik og en mesterlig praktiker.

I 2010 udkom en samling optegnelser, Umuligheten av å leve,som på få sider flåede en maske af i selvbehersket fortvivlelse over umuligheden af at blive voksen, »mens det oppe i hodet på meg fremdeles koker av all verdens latterlige lengsler, idiotiske redsler, detaljerte selvmordsplaner, grisete sexfantasier og helt respektløse forestillinger om de såkalt viktige ting i livet.«

Den altid radikale Stig Sæterbakken undsagde liv og værk som blændværk, en dekkoperasjon.Lammet måtte læseren undre sig over et så fuldendt og gennemreflekteret bedrag.

Sidste punktum sattes den 24. januar 2012. »Selvmordet er barnsligheten i sin ytterste konsekvens.«

Til sin svenske forlægger sendte Stig om natten denne sms: »Hvad skal jeg si? Vi var barn sammen. Vi realiserte Bataille. Vi skapte et paradis. Vi var uslåelige. Vi var dynamitt. Vi elsket hverandre. Vi var selve livet. Enduring love. Stig.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu