Læsetid: 2 min.

En død mands damer

Om forfatterportrættet og reklamen. Plus Hollywood
Grumt. Unge kvindelige forfattere bliver kaldt Borum-babes og fremskrives som den afdøde digter Poul Borums engle.

Grumt. Unge kvindelige forfattere bliver kaldt Borum-babes og fremskrives som den afdøde digter Poul Borums engle.

17. februar 2012

Måske man som stumfilmstjernen Thera Bara skulle opfinde en baggrund som barn af Sahara-ørknen, modtage pressen omgivet af kranier og levende slanger og insistere på kun at tale om okkulte sager. Tage stereotyperne på forskud. Gå i en kjole af asbest, lade sig brænde. Jeg føler mig så Strindbergsk i nat, jeg ser sammenhænge alle steder. Netop som jeg går ind i en baggård og ser en sort hund ligge for fødderne af en lille dreng, og netop som drengen vender sin hånd i mod mig, og jeg ser, at han i hånden holder spar fem, forstår jeg, at jeg skal dø. Nej, det sidste er noget jeg har fra Strindberg. Jeg sidder bare i et gæsteværelse på en højskole, eleverne spille volleyball i gymnastiksalen nedenunder, deres gummisko hviner i gulvet, de råber. Vi fik partyskinke til middag, og så citronfromagen.

I Berlingske kaldte Jens Andersen i en velmenende klumme Josefine Klougart, Christel Wiinblad og Sissel Bergfjord for Borum-babes, min lille feministtromme begyndte straks at slå sig selv med en lille stik af sølv, pling pling. James Bond og Poul Borum skrives sammen, de unge, kvindelige forfattere, vel og mærke for unge til at have modtaget undervisning af Borum, inden han døde, fremskrives som Borums engle (komplet med halvfjerdser-svaj i buks). Vi har altså at gøre med en art beyond the grave agentpraksis, hvor de kvindelige elever må bære patriarkens mærke, de er en død mands udsendinge. Et okay stolt hverv, hvis man ikke også skulle være spædbarn i samme nu. James Borums håndlangere, hans sengekammerater, ikke mere end det, babe, bikini-kill, smukke og letpåklædte vedhæng, der bruges til at indkredse vor hovedperson som kvindebedårer, magthaver, med licens til at dræbe. De er pynt på en afdød Hollywood-agents rejse mod sex i outer space. Jeg fatter det ikke, selvom jeg fatter det grumt. Den smukke kvinde, hendes ansigt ejes af alle.

Sne og 3-stjernet salami, yeah

Omkring skolen ligger sneen på markerne. Den bliver liggende i dagevis, uger. Det er bemærkelsesværdigt, hvordan den smukke, kvindelige forfatter klandres for andres brug af hendes ansigt, for en synlighed, hun ikke selv har kontrol over, men som hovedsageligt ligger i mediernes hænder. Bambiøjne som Lars Bukdahl kaldte Klougarts blik, lille hyggedyr, tegnefilmsnuser. Vi forveksler den unge, smukke kvindes ansigt med et ansigt, vi kender fra reklamen, fra pornofilmen. Hendes ansigt bærer ufrivilligt et mærke fra andre genres billedsprog. Hendes ansigt støder sammen med en forestilling, vi har, om kvinden i reklamen (’laughing woman with salad’) som et passivt salgsredskab, en genstand, ikke et menneske.

Det går helt galt, når dette smukke ansigt pludselig får krop og navn og skriver bøger eller udgiver plader. Det kaster et menneskeligt lys over papfiguren i lifesize. Hvornår er et billede et billede af et menneske, og hvornår er det et billede af forbrugets sprog? Vi begår den fejl at læse hinandens ansigter som genkendelige reklameformer, at se reklamens, showets sprog, før vi ser ansigtet. Vi møder ikke hinanden, et slør af kapitaliseret flirt bølger imellem os, vi bliver ren Hollywood og 3-stjernet salami hos hinanden, vores øjne er overvægtige af kultur.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Hvornår er et billede et billede af et menneske, og hvornår er det et billede af forbrugets sprog"

Skulle det ha været 'misbrugets' og ikke 'forbrugets'?
:)