
»Hvis man elsker fantasy, kulørt sci-fi og historier proppet med alle mulige former for halsbrækkende bedrifter og sværdkamp, rummer disse bøger det hele – og mere til,« skriver den finske filmjournalist og manuskriptforfatter Juhani Nurmi i et essay om den amerikanske forfatter Edgar Rice Burroughs’ John Carter-bøger.
Det er i år 100 år siden, at A Princess of Mars, den første af 11 bøger om eventyreren og krigeren John Carter udkom, og det er også i år, at den første spillefilm baseret på bøgerne, John Carter, har premiere.
Kort fortalt handler bogen om sydstatssoldaten John Carter, der på flugt fra en flok apache-indianere på magisk vis bliver transporteret til Mars og her møder både sære væsener, krigeriske folkeslag og en smuk prinsesse og selv bliver lidt af en kriger, fordi han pga. den mindre tyngdekraft på planeten i forhold til Jorden både er stærkere og kan hoppe meget højere end marsboerne.
Edgar Rice Burroughs var på mange måder en verdensbygger – han fandt på Mars’ flora og fauna og skabte et helt sprog til marsboerne – bøgerne er meget detaljerede og beskrivende, og selv om han lod sig inspirere af blandt andre sci-fi-pionere som Jules Verne og H.G. Wells, var Burroughs selv en foregangsmand, som har sat sig spor i eftertiden. Tydeligst måske i Frank Herberts Dune-serie, George Lucas’ Star Wars-saga og James Camerons Avatar. Ingen af dem kunne være blevet til uden Burroughs, og alle tre har da også nævnt John Carter-serien som en vigtig inspirationskilde.
Indflydelsesrig forfatter
Sci-fi-forfatteren Ray Bradbury, der selv har skrevet Mars-historier, har sagt, at »Burroughs formentlig er den mest indflydelsesrige forfatter i verdenshistorien«.
Og da han i et interview blev spurgt om hvorfor, svarede Bradbury, at Burroughs »giver en hel generation af drenge romantik og eventyr. Burroughs fik dem til at gå ud og beslutte sig for at være noget særligt. Det er det, vi skal gøre for alle, give dem livets gave med vores bøger. Sige til en pige eller en dreng på 10 år, ’Hej, det er sjovt at leve! Ret ryggen!’ Jeg har talt biokemikere og astronomer og teknologer inden for forskellige områder, som alle, da de var 10 år gamle, forelskede sig i John Carter og Tarzan og besluttede sig for at blive noget romantisk. Burroughs sender os til Månen.«
Hollywood har forsøgt at filmatisere John Carter, stort set siden den første bog udkom, men alle forsøg er enten blevet skrinlagt af økonomiske eller praktiske hensyn. Teknologien har simpelthen ikke været klar til at realisere Edgar Rice Burroughs’ omfattende vision, og det er først nu, at computerne er store og stærke nok til at gøre det på en måde, som både visuelt og økonomisk giver mening.
Og det er formentlig også en af de vægtigste årsager til, at John Carter aldrig er blevet lige så kendt og populær som forfatterens anden store skabning, abemanden Tarzan. Hvor en Tarzan-film blot kræver lidt jungle, nogle vilde dyr og en mand iført et lændeklæde, kræver en John Carter-film, at man på en overbevisende måde kan bringe publikum til Mars og her genskabe den natur og de storslåede landskaber, Burroughs’ frodige fantasi fostrede.
De første bøger
Edgar Rice Burroughs, der blev født den 1. september 1875 i Chicago, var i midten af 30’erne, før han begyndte at skrive. Inden da havde han forsøgt sig som soldat, cowboy, købmand, sælger, bogholder, togbetjent uden dog at finde sit kald – og en fast indkomst til sig selv og sin familie. I 1911 arbejdede han som blyantspidser-grossist og havde tid nok til at læse diverse kulørte hæfter med historier i de fantastiske genrer, historier, som han syntes var alt andet end imponerende. Burroughs, der aldrig før havde skrevet andet end digte og små fortællinger til sine børn og nevøer og niecer, besluttede sig for at skrive en roman.
»’Jeg kan skrive lige så godt som forfatterne af disse kulørte hæfter, så nu vil jeg forsøge mig som forfatter,’ og så satte han sig ned for at skrive noget,« siger Jim Sullos, der er direktør for Edgar Rice Burroughs Inc., der administrerer alle rettighederne til forfatterens mange værker.
Burroughs roman blev antaget af den første udgiver, han sendte den til, og under titlen Under the Moons of Mars blev den trykt som føljeton i All-Story Magazine i begyndelsen af 1912. Da den udkom som bog, var titlen A Princess of Mars, og på det tidspunkt var Burroughs allerede i gang med en efterfølger, ligesom han havde skrevet og fået trykt sin første historie om Tarzan.
Tarzan blev hurtigt populær, meget mere populær end John Carter, hvilket fangede driftige filmfolks opmærksomhed, og den første film om abemanden og hans oplevelser havde premiere allerede i 1918. Det blev siden til mange flere og forskellige film om Tarzan og Jane – bedst kendt er nok dem med Johnny Weissmuller som Tarzan med det karakteristiske kampråb – og Jim Sullos fortæller, at der i Hollywood arbejdes på en ny version.
Det blev til Superman
Edgar Rice Burroughs skrev mere end 100 bøger – og de handlede langtfra alle om Tarzan og John Carter – og i 1923 blev han den første forfatter, der etablerede et firma i sit eget navn og overførte alle rettighederne til sine bøger til det firma, som så udbetalte ham løn. I Californien købte han en ranch, som han døbte Tarzana, og som siden kom til at lægge navn til den by, der efterhånden voksede op omkring ranchen og eksisterer den dag i dag.
Edgar Rice Burroughs Inc. holder også stadig til i Tarzana, siger Jim Sullos og fortæller, at det er en god forretning at administrere rettighederne til forfatterens værker. 2012, der altså er 100-året for både Tarzan og John Carter, byder ikke kun på den første John Carter-film, men også på forskellige arrangementer for de mange fans af Burroughs og hans figurer, ligesom mange af bøgerne bliver genoptrykt.
Jim Sullos forklarer forfatterens fortsatte popularitet med, at Burroughs ikke skrev ud fra et litterært ståsted, og at han ikke forsøgte at påvirke sine læsere eller lære dem noget.
»Han skrev for at underholde folk, og hvis man spørger på det litterære parnas, så står hr. Burroughs ikke særlig højt på listen,« siger Sullos.
»Men han har overlevet, fordi hans læsere elsker det, han skrev. Han var historiefortæller, før han overhovedet blev forfatter. Han skabte utrolige beskrivelser af alting, der er mange detaljer med i det, han skrev. Han fandt på et sprog til Mars-bøgerne, og han tegnede planeten og placerede oceaner på den og dyr og planter. Han gik langt videre end bare at skrive en bog. Han skabte et Mars-univers, som ikke eksisterede inden da. Det er meget underholdende historier fuld af fantasi og ting, ingen havde forestillet sig før. John Carter kan springe højt op i luften, fordi tyngdekraften er en anden på Mars end på Jorden, og det var en af inspirationskilderne, da Superman blev skabt i 1930’erne. Da ophavsmændene til Superman, Jerry Siegel og Joel Schuster, blev interviewet om figuren, sagde de, at ’vi læste, at John Carter kunne springe højt op i luften, og det gav os ideen til en mand, en helt, der kunne flyve, og det blev til Supermand.’«
Andrew Stantons ’John Carter’ har dansk premiere den 8. marts
Forlaget Klim har udgivet uforkortet udgave af Tarzan, abernes konge på dansk, oversat af Allan Hilton Andersen
Adskillige af Edgar Rice Burroughs romaner om både John Carter og Tarzan er tilgængelige på engelsk som gratis e-bøger via Project Gutenberg på gutenberg.org
Mange af de gamle Tarzan-film er udgivet på dansk dvd. Tarzan.org
Forlaget Klim udsendte ikke blot "Tarzan, abernes konge" i den første, uforkortede udgave. Som alle ved, fik Tarzan først fat i sin Jane i bind to, "Tarzan vender tilbage", så den udkom naturligvis også i uforkortet udgave.