Læsetid: 5 min.

Festivalfilm i de cinefiles åndehul

Rotterdam Film Festival er filmfestivalernes distingverede lillebror — en myretue af cinefile kritikere og internationale instruktører med konkurrencefilm, der eksemplificerer den abstrakte, kritiske betegnelse ’festivalfilm’. De unge film er ’smukke’, ’provokerende’ og ’vovede’ — men sjældent meget mere end det
Rotterdam Film Festival er filmfestivalernes distingverede lillebror — en myretue af cinefile kritikere og internationale instruktører med konkurrencefilm, der eksemplificerer den abstrakte, kritiske betegnelse ’festivalfilm’. De unge film er ’smukke’, ’provokerende’ og ’vovede’ — men sjældent meget mere end det
9. februar 2012

Efter arme Rotterdam under Anden Verdenskrig blev jævnet med jorden, har der rejst sig en betongrå ribbenssteg af provinsagtige shoppinggader, planket op side om side i byens centrum. Her ligger det enorme kulturkongrescenter, De Doelen, som under Rotterdam Film Festival er byens hjerte, der ind- og udsluser en hær af cinefile verdensborgere. Små trehjulede knallerter med påmonterede telte plutter herfra med internationale gæster på bagsædet rundt til byens biografer og ud til den historiske havn. For hardcore filmfestivalnomader er festivalen et behageligt, socialt og filmnørdet helle, før Berlinalen tilraner sig verdensfilmpressens udelte opmærksomhed.

Rotterdam er cinefiliens åndehul med retrospektiver af brasilianske kultfilm fra São Paulos søle, af finsk filmhistorie, kinesiske dokumentarer og så premierefilmene i konkurrence, som mange, med deres egen definition af ordet, ynder at kalde typiske festivalfilm. »Poetisk. Vovet. Mærkelig.« »Chokerende. Meditativ. Smuk,« står der på bannere og plakater byen rundt. Det er, på godt og ondt, de friske varer, som de europæiske filmfestivalers distingverede lillebror har at byde på.

Etnisk kritikerpalet

Informations udsendte er under festivalen fipresci en del af den internationale filmkritikerjury, som en sjettedel af festivalens juniorkritiker-hold, en etnisk palet af filmjournalister: En kinesisk journalist, Li, fra Beijing rapporterer dagligt hjem til sit »firma«. Han må under ingen omstændigheder nævne festivalens udstilling af Ai Weiweis videokunst eller beskrive den systemkritiske kinesiske temaserie, Hidden Histories, selv om det er den, han af festivalen er blevet sat til at dække. I Kina må man for tiden ikke lave film, hvori der indgår nøgen hud, monstre — eller spøgelser, fortæller han.

En kvindelig ungarsk journalist, Janka, holder i Holland pause fra sit kriselammede hjemland, hvor der for tiden produceres nul film, og hvor filminstruktørerne i apatisk angst afventer landets skæbne. To dage før hjemrejse går det ungarske flyselskab konkurs. Hun får med nød og næppe en af de sidste billetter, der kan bringe hende hjem til et kulturlammet, økonomisk kaos igen. Der er masser af global (film)politisk gods på et hold, der skal kværne sig igennem de »poetiske, mærkelige, meditative« 15 debut- eller anden feature-film, som er nomineret til den officielle Tiger Award og dermed også kritikerens fipresci-pris.

På en filmfestival er ’festivalfilm’ en sær genrebetegnelse. Alle har deres egen, mere eller mindre negative, definition. Overordnet er det den slags film, der markant adskiller sig fra, det meste af det, der får regulær filmdistribution i hjem- og udland — og som ofte, firkantet sagt, eksemplificerer ét af de opremsede tillægsord, men ikke mere end det. Blandt konkurrencefilmene er der flere med adjektivprædikatet ’smuk’ — uden at det i sig selv gør dem gode (nok). Mest bemærkelsesværdigt er billedkunstnerne Anka og Wilhelm Sasnals polsk-amerikanske It Looks Pretty from a Distance(2011) ,der med kameraet skaber snævre rum, som ophæver afstandsfornemmelsen, og iscenesætter billeder af absolut klam, grum, white trash-søle, der nærmer sig klicheen: røvsprækker, mider i sengen, sved og blod og tis på tøjet i et klaustrofobisk mikrokosmisk landsbyhelvede. Lige så visuelt overvældende, og skuffende, er brasilianske Eduardo Nunes’ Sudoueste(2011), filmet i perfekt belyste, sort-hvide viddeskærmsbilleder, men med en dræbende langsom og møjsommeligt udfoldet historie.

Pastiche pastiche

Der er nordisk gods i den sært utidige og filmnørdede Black’s Game af islandske Óskar Thór Axelsson .Den er med Nicolas Winding Refn som executive producer sat i 1999 som en sær pastiche på sluthalvfemsernes krimithriller-pastiche. Det er altså en pastiche på en pastiche: En hæsblæsende historie om Islands narkomiljø, og en ikke kedelig, men i lyset af forbillederne teknisk underlegen blanding af Guy Ritchies speedede stil fra bl.a. Rub, stub og to rygende geværer (1998) med et drys af Simon Stahos Vildspor (1998) og Refns Pusher (1996) .’Mærkelig’.

Lige så ’mærkelig’ er det nye bidrag til den nye bølge af græske absurdistiske, deadpan-film, Babis Makridis’ L,skrevet af Efthymis Filippou, der medforfattede Giorgos Lanthimos’ fortjent hyldede Dogtooth og hans nye Alpeis.

I Ler Makridis gået absolut ad absurdum i en gal historie om en professionel honning køber, der aldrig nogensinde forlader sin bil. Hvad der blev stillet af (mærkelige) spørgsmål til sprog, opdragelse, fascisme og seksualitet i Dogtoothbliver, i Makridis’ deadpan-stil og langsommelige instruktion, rent fragmenteret nonsens og film absurd-dum.

Vel- og voldment

Et andet bud på festivalfilm er sådan en nationalpolitisk film fra et tredjeverdensland, der hellere vil vise kår end fortælle historier. Adjektiv: ’Vigtig’. Sådan en film er især den burmesiske Return to Burma, der med dokumentarisk minimalisme udstiller den økonomiske situation i Burma set fra en hjemvendt arbejders perspektiv. Det er velment og politisk relevant, men også for løst og udramatisk til at holde folk i biografsædet. Modsat er der de festivalfilm, der er så grænseoverskridende i deres voldelige eller seksuelle indhold, at internationale distributører ryster i bukserne, mens festivalfolket jubler over provokationen.

’Chokerende’. Sådan én var sidste års provokationsleflende kulthit A Serbian Film,og sådan en er den unge serbiske instruktør Maja Milos’ eksplicitte teenageportræt Clip, der med mindelser om amerikanske Larry Clark og med hardcorepornografiske scenarier udstiller en 14-årig teenagepiges nihilistiske forhold til sex. Hun fremstilles som del af en narcissistisk mobilkamerageneration, fortabt på grund af forældrefravær og følelsesmæssig distance, og hun bliver filmet med et kamera, der kører frem og tilbage på hendes unge, sprøde krop.

Fredag aften vinder den, sigende, den symbolske KNF Award for bedste film uden distribution — og så vinder den, til både jubel og hovedrysten, en af festivaljuryens tre Tiger Awards. En anden går til et nedtonet, symboldrevet kinesisk drama om incest, Egg and Stone:’Vovet’ .Og én til et sensibelt brasiliansk skilsmissedrama, Thursday till Sundayoplevet fra familiebilens børnebagsæde. fiprescistår alene med at give en pris til brasilianske Neighbouring Sounds.Det er en flerstrenget fortælling, der gennem sine kontrastmættede urbane billeder af nyt og gammelt byggeri, af sociale klasser, familie- og naborelationer tilbyder en løst fortalt, men fængslende udfoldet skildring af paranoia og sikkerhed. Den synes både juryen, voksne som juniorer, eksemplificerer alle mulige adjektiver på én gang: sjov, rørende, vigtig, helstøbt osv. Måske er det sigende, at den er instrueret af en brasiliansk filmkritiker, Kleber Mendonça Filhos. Måske er den en rigtig — ’kritikerfilm’. Hvad dét så end skal betyde.

Buzzword. Den serbiske Tiger Award-vinder ’Clip’ er en af Rotterdam Film Festivals eksempler på en ung, typisk ’festivalfilm’, der deler vandene og skræmmer distributørerne med ét insisterende adjektiv: ’chokerende’. Foto: fra filmen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu