Læsetid: 6 min.

’Min film er et wake-up call’

Oscarhåb. En sort-hvid, fransk stumfilm har lagt Hollywood for sine fødder, ifølge instruktøren fordi ’The Artist’ er en påmindelse om, at filmkunst er i billeder og skal tale til følelserne. Information har mødt Michel Hazanavicius, hvis navn om kort tid vil være på alles læber — hvis de tør udtale det
Michel Hazanavicius har i ’The Artist’ ladet sig inspirere af 1920’erne. Hans næste film bliver en genindspilning af 1948-filmen ’The Search’ om en mors utrættelige kamp for at finde sin søn, der er en af de overlevende fra Auschwitz. Den oprindelige vandt to Oscars.

Michel Hazanavicius har i ’The Artist’ ladet sig inspirere af 1920’erne. Hans næste film bliver en genindspilning af 1948-filmen ’The Search’ om en mors utrættelige kamp for at finde sin søn, der er en af de overlevende fra Auschwitz. Den oprindelige vandt to Oscars.

2. februar 2012

Før interviewet begynder, stikker pr-kvinden hovedet ind i suiten på The Dorchester for at spørge, om han mangler noget. Vidste man ikke bedre, skulle man tro, at manden, der sidder i lyseblå skjorte og vest under en silkebaldakin omkranset af draperinger, var en magtfuld profil i filmverdenen.

Kender man til gengæld til filmjournalisters vilkår i den internationale branche, ved man, at når et dansk dagblad kan få et såkaldt one-on-one, ulig de sædvanlige junkets, hvor flere kolleger stimler sammen om ’talentet’, er der ikke tale om en stjerne. Ikke engang pr-kvinden ved, hvordan man udtaler hans efternavn, der er af litauisk oprindelse. Siden Information mødte Michel Hazanavicius for nylig i London, har hans nyeste film imidlertid vundet en Golden Globe og blevet nomineret til 10 Oscars, hvilket vil sige stort set alle de statuetter, en spillefilm kan nomineres til, og spås at vinde de mest prestigefyldte af dem, deriblandt for bedste film. Hvis ikke instruktørens navn snart vil være på alles læber, vil det være tilfældet med hans film, The Artist.

Lyst til stumfilm

Aftenen før interviewet er Michel Hazanavicius’ franske sort-hvide stumfilm blevet vist for flere hundrede mennesker i Odeon på Leicester Square under latter og klapsalver. Her takkede filmens hovedrolleindehaver, den franske skuespiller Jean Dujardin, sit begejstrede publikum fra scenen, men hans engelske ordforråd slap hurtigt op: »I sorry, I am so French

Heller ikke hans instruktør imponerer på fremmedsprog dagen efter på The Dorchester. Til gengæld mestrer han filmsproget bedre end de fleste af sine samtidige. Og det var netop lysten til at lege med det, der gav ideen til The Artist.

»Jeg havde ganske enkelt lyst til at lave en stumfilm,« siger Hazanavicius, der er en stor fan af genren. Efter at have genset nogle klassikere, blandt andre King Vidors Crowd, slog det ham, at det var lettere for ham at engagere sig i en stumfilm, end i de fleste film produceret i hans samtid. Samtidig lagde han mærke til, at man lynhurtigt kedede sig under en stumfilm, hvis ikke fortællingen var stramt komponeret.

»Når man ser en traditionel moderne film, er man mere distanceret i forhold til karaktererne, for filmen gør arbejdet for én. Men i en stumfilm, i en sort-hvid film, får man ikke det hele serveret. Det åbenbare, som vi er blevet vant til, mangler, og så må vi selv gøre en del af arbejdet. Man må selv forestille sig stemmer, replikker, lyddesign. På den måde tager publikum i højere grad del i fortællingen og kommer tættere på karaktererne. Som publikum bliver man en medspiller, og det var den relation, jeg ville opnå — at dele oplevelsen med publikum.«

Uskyldig historie

Måske især for en dansker, minder det om dogme, idéen med at begrænse sin adgang til virkemidler for at udfordre sig selv. Tanken er ikke fremmed for Michel Hazanavicius.

»Min film er et wake-up call til andre filmskabere, og det lyder: ’Husk, hvad det er for et medie, I arbejder med!’ Jeg vidste ikke, om jeg kunne gøre det her, men da jeg først havde manuskriptet, var jeg sikker. Det var afgørende, at jeg kunne skrive en historie, der var interessant uden at være alt for kompleks, for det ville ikke kunne lade sig gøre uden lyd,« siger instruktøren, der som forberedelse så stakkevis af ruller med stumfilm og læste de store biografier om Hollywood-stjerner fra 1920’erne.

Ud af det fødtes George Valentin (Jean Dujardin), en stjerne i stumfilmens dage, inspireret af blandt andre Douglas Fairbanks, og som er blevet berømt på at lave heltemodige actionfilm flankeret af en lille hund. Da talefilmen kommer, detroniseres han, til sin gru af den smukke statist Peppy Miller, der spilles af instruktørens hustru Bérénice Bejo. Både hun og Dujardin er blevet Oscarnomineret for deres præstationer.

»Min forrige film var meget mere intellektuel, mere voksen på en måde, kløgtigere og mere sarkastisk,« siger Hazanavicius, der i Frankrig er kendt for sine pasticher på spiongenren, også med Dujardin i hovedrollen.

»Denne her er utroligt naiv, utroligt uskyldig, altså historien i filmen, ikke måden, den er udført på. Da jeg redigerede den, tænkte jeg, at folk måske ville synes, den var lidt for soap-agtig, for banal, for gammeldags, fordi den på ingen måde er politisk. Men det er den så alligevel. For da jeg begyndte at vise den, gik det op for mig, at selve det at lave en sort-hvid stumfilm faktisk er ret politisk. Det vigtigste at vide, når man laver film, er at man ikke har brug for ret meget til at fortælle en historie.«

Kunsten at visualisere

Michel Hazanavicius skrev The Artist, mens reklamer for James Camerons 3D-film Avatar dominerede gadebilledet i store dele af verden, en oplevelse, den franske instruktør beskriver som »at sidde bag rattet in en 2CV, mens formel 1-biler brøler forbi.«

Hazanavicius skynder sig dog at tilføje, at hans film ikke er en kritik af Avatar. Og at han ikke har lavet The Artist, fordi han sad i biografen og blev irriteret over mange nye film, hvor informationer proppes ind i en uelegant dialog, hvis formål det er at give publikum viden, filmskaberne hellere burde vise i billeder og gennem handling.

I The Artist ringer Peppy ikke til en veninde efter mødet med Georges Valentin og siger: »Jeg har aldrig været så forelsket.«

Hun sniger sig ind i hans garderobe, hvor hun tøvende nærmer sig en sort smoking på en gine, stikker hånden gennem ærmet og lægger den på sin hofte, så det ser ud, som om hun omfavnes af jakkens elegante ejer.

Kontrakt med publikum

»Jeg laver film af positive årsager, og min film har ikke til hensigt at kritisere 3D-teknologi. Det var ganske enkelt befriende ikke at have nogen dialog, for man bliver meget mere vovet. Mange film har så travlt med at ligne andre film, men med denne film var det hele pointen, at den ikke skulle ligne andre film. Og fordi jeg kun kunne fortælle i billeder, brugte jeg alt, hvad jeg havde ved hånden. For eksempel i en scene, hvor karakteren nages af en indre konflikt, kunne jeg rent faktisk vise ham visualisere for sig selv, at han skyder sig. Det ville jeg ikke turde i en almindelig film. Det er kun Fellini eller Almodóvar, der kan slippe af sted med den slags,« siger Hazanavicius og griner.

»Men i en stumfilm er man nødt til arbejde på den måde. Folk ved godt, at du ikke må bruge dialog, så du har en kontrakt med publikum om, at den slags greb er i orden. Nogle af billederne er tydelige, andre er mere subtile, og nogle forsøger jeg bevidst at skjule. Det jo en historie om en filmstjerne, der falder, og derfor er der trapper overalt. Der er en scene, hvor Valentin møder Peppy på den store trappe i filmstudiet, hun er på vej op, og han er på vej ned, i alle henseender.«

Oprindelig var det Michel Hazanavicius’ idé at skrive om en tysk stumfilmstjerne, hvis karriere møder sit endeligt i Berlin, da talefilmen tager over samtidig med nazisterne.

»Det var en tragedie, og det blev simpelthen for dystert. Jeg synes, det var lige en tand for meget at bede folk om at se en sort-hvid stumfilm, der ender tragisk. Men det er en vigtig pointe for mig, at folk ikke som sådan er imod kvalitet. Det var det, jeg gerne ville vise.«

The Artist har premiere torsdag den 9. februar, og bliver anmeldt her i avisen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer