Læsetid: 5 min.

Den forbandede krop

Det er biologiens pres, der råder i den nye litteratur. De unge forfattere er vrede på kroppen og dens besværligheder, men også kroppens muligheder udforskes. Det, der kendetegner den nye litteratur, er ifølge kritiker og lektor Elisabeth Friis et uironisk forhold til kroppen
Det er biologiens pres, der råder i den nye litteratur. De unge forfattere er vrede på kroppen og dens besværligheder, men også kroppens muligheder udforskes. Det, der kendetegner den nye litteratur, er ifølge kritiker og lektor Elisabeth Friis et uironisk forhold til kroppen
3. februar 2012

Hvis man følger lidt med i den danske litteratur, der kommer lige nu, har man muligvis allerede opdaget, at spørgsmål om ’en ny kropslighed’ hele tiden dukker op.

Det er meget konkret. Som når Olga Ravn i sin debutdigtsamling Jeg æder mig selv som lyng, der udkom for to uger siden, skriver et digt (»Grammatisk ubehag«), der handler om at være tvangsindlagt i sin biologiske krop. Menstruationens cyklus møller i digtet afsted som »røddøgn« fulde af ø’er. Menstruationen er et hamsterhjul, som det lyriske jeg ikke kan andet end at træde rundt i.

Og i Kristina Nya Glaffeys også helt friskudkomne svada af en bog, Padder og krybdyr, er det også biologiens pres, der råder. Padder og krybdyr er et ufattelig veloplagt smædeskrift, rettet mod gentrificeringen af homoseksuelle og de nye muligheder for kommerciel udbytning, der hænger sammen med for eksempel den lesbiskes ønske om at blive mor.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg ved ikke, hvem der har bildt kvinder ind, at "kroppen er en social konstruktion" - kun.

Hvis man er hoppet på den galej, er det fuldt forklarligt med denne uartikulerede forlangen efter politisk korrekthed, med at køn ikke er væsentligt, hvilket vi desværre også er vidner til i nogle af disse fora, hvor kønnet åbenbart skal være bandlyst - en ikke forsvindende del af helheden.

Kunne man ikke bare begynde med også at acceptere sin biologi, prøve at elske sin krop, som den nu er, uden at lade sig påvirke af allle mulige kommmercielle og andre uvedkommende påvirkninger udefra - det gør de fleste mænd da, selv jeg med begyndende hængevom og hårpragt de forkerte steder, så det må være muligt i ligestillingens navn - uden at skælde andre ud, især mændene.

Dette med at piger ikke altid er glade for deres krop og dens funktioner, kan nogle af os huske også var et af de store diskussionsemner i 1960-erne, mine kvinder kunne da skrue ned for vægten, når der skulle erobres en mand (ego), men mange er øjensynlig ikke kommet videre end dengang i 60-erne, så "ny kropslighed" må være næste projekt ...

Heinrich R. Jørgensen

En hud-roman om en tvetulle, der er yderst overfladisk, og befinder sig i nærheden af Lemvig?

Ikke et dårligt oplæg...

Niels Engelsted

Artiklen bekræfter det uhyre vigtige forhold, at kvinder--i modsætning til mænd--ikke kan være identiske med deres krop. Kvindekroppen tilhører i sin grundkonstruktion arten og artens videreførsel, og at den ikke er hendes egen bliver kvinden igen og igen mindet om. Det er det, som artiklen og den bagvedliggende litteratur illustrerer så forbilledligt.

Dette forhold, at kroppen og personen ikke er identiske, men nogle gange kæmper med og mod hinanden, er en af de væsentligste kilder til modstillingen mellem sjæl og legeme, som har været med os siden oldtiden.

Det forklarer endvidere, hvorfor kvinder har meget mere sjæl og fornemmelse for det sjælelige end mænd, der stort set aldrig oplever en modsætning til deres krop.

Dette undskylder og forklarer også min kønsfælle Jan Weis, når han tydeligt mangler sjælsfornemmelse og ikke kan forstå, at kvinder ikke bare kan elske deres krop, når han dog elsker sin ølmave og skaldepande.

Vi er mere primitive, Jan, det er noget, vi bare må acceptere.

Det er lige til at blive helt skitsofrenic af - det med primitiviteten må vi mandfolk så lære og leve med som det mindste onde ...

Hans Jørgen Lassen

Gad vide, om disse digtere og debattanter nogen sinde har set en livmoder.

Her i familien har vi et aldeles nøgternt forhold til det kødelige. Datteren er jordemoder.

Men der er åbenbart nogle, der har et problem med, at vi er fysiske, biologiske væsener.

Jeg er normalt ikke meget for at deltage i kønsdebatten da jeg ofte er uenig med mit eget køn, men alligevel. Forleden var jeg helt imod sædvane inde i et af den kreative klasses mange Cafélattetempeler. På grund af de meget tætstående borde, var jeg tvangsindlagt til en meget direkte samtale mellem to kvindelige studcand'er om smerten ved intimpircing, -barbering og -hårfjerning - den ene havde opgivet hårene på bene. Da jeg efter en expressos tid - forlod stedet, følte jeg mig godt nok som en gammel stivnakke.

http://www.information.dk/207110#comment-179453

kropsfornægtelse, og så endog ofte kaldt: venstreorineteret progressivitet, fremskridt,
det er vist "lidt" fjollet;
og det er vel egentlig så indlysende, at man heller næppe burde tiltro de som taler for det, at de mener det som andet end en dårlig spøg
( eller evt. for at opstille overdrivende fejlkontraster til virkeligheden ).

men selvfølgeligt:

hvis ravne kan tjene på at fjerne kroppe, så behøver de vel næppe at sidde og hakke i det

Kom til at tænke over, at jeg engang kendte en dame, der var af den faste overbevisning, at hendes livmoder stod i forbindelse med hele - universet.

Som - har jeg just fået fortalt - tilhørende den udbredte species - primitivt mandkønsvæsen - blev jeg naturligvis på stedet aldeles mundlam, men det gik med tiden heldigvis over igen - efter de sædvanlige 14 dage.

kritikere mod darwinisme,
de ved vel egentlig godt at
darwinismen"s" "genstande" jo stort set anyway følger darwinismen, så det er kun fortielser af darwinismen"s" gyldighed, de evt. forsøger at få gennemført, men hvad i alverden skulle det tjene til at forsøge det?

Hans Jørgen Lassen

Jeg kan godt lide kvinder, især én.

At nogle kvinder ikke kan lide sig selv, synes jeg er dybt sørgeligt, tangerende det tragiske.

At atter andre, eller måske de samme vil fornægte deres kvindelighed, med tilhørende biologi, synes jeg er værre end tragisk.

de af humanister, elelr mandesagsforkæmpere, eller kvindesagsforkæmpere, hvis det virkeligt var alvorligt ment fra deres sider, at nægte:

menneske = menneskekrop
menneskeliv = mennskekropsliv
menneskeforløb = menneskekropforløb

og de lighedstegn er som oftest er temmlig nøjagtige,
så havde de en mindre god sag.

Hans Jørgen Lassen skriver disse inspirerende ord; "At nogle kvinder ikke kan lide sig selv, synes jeg er dybt sørgeligt, tangerende det tragiske.
At atter andre, eller måske de samme vil fornægte deres kvindelighed, med tilhørende biologi, synes jeg er værre end tragisk."

Når alle mænd en dag fatter, at udfordringen og kampen er større og værre på kvindernes banehalvdel end på mændenes banehalvdel kommer forståelsen af; hvorfor at kvinder kan være meget, meget kede af det.

Det tiltag jeg ville anbefale for at forbedre kvinders situation på jorden er lige efter bogen.
(Kan bare ikke lige huske hvor jeg lagde den bog.)

Spændende. Den kreative skrive process eller blokering kan altså influeres/kureres efter en god bøf(med medicin rester) eller blot ved at tykke i en oppustelig delfin. Hmmm ... .

olivier goulin

@Niels,

Interessante betratninger - dog er jeg ikke sikker på, at jeg er helt enig.

Min observation er i hvertfald, at kvinder, generelt (og dette lille ord, skal man jo altid huske at indføje) - er langt mere forfængelige omkring deres krop og fysiske fremtoning. Ja det er faktisk så slående, at maskulinitet, for mig, nærmest er kendetegnet ved den 'uproblemtiske og umiddelbare relation' til egen krop.

Den forfængelige mand er i en vis forstand 'feminin, for at sætte det på spidsen.

Denne 'maskuline kropslige uskyld' er der desværre forholdsvis mange kvinder, der ikke besidder.

Artiklen her illustreer for så vidt et meget alment træk hos kvindekønnet.

Og kropslig forfængelighed, mener jeg, udspringer af præcis det modsatte, af det, du antyder. Det kommer ikke af en sjæls-krops dualitet, men netop af en bunden identifikation med kroppen - kroppen, som bliver et redskab til anerkendelse, opmærksomhed og kærlighed.

Denne identifikation viser sig som et kompleks af forfængelighed, lavt selvværd, anerkendelseshunger, arrogance, generthed, forlegenhed etc.

Men der er mange andre, og langt alvorlgere anden ordens effekter af denne 'falske' identifikation.

På eet punkt er jeg dog helt enig: Kvinder har indiskutabelt en langt større affinitet for det spirituelle, end mænd, måske netop fordi, de mere end manden, identificerer sig med det kropslige, og mindre med det åndelige, og følgeligt lider mere under denne uheldige identifikation.

For mange kvinder er kroppen deres eneste rigitge 'trumfkort', hvor sørgeligt og forkert, det end lyder. De lærer fra de er små piger, at deres krop er nøglen til partner- og moderskab, og hele deres identitet og selvbillede kommer til at kredse ulykkeligt om denne besættelse.

Spiritualitet handler bl.a. om at bryde denne identifikation og indse, at det irreducible og væsentlige Jeg er af åndelig beskaffenhed, og er kroppen overlegen.

For mange mennesker i dag, er kroppen blevet en byrde, fordi de er blevet en slave af deres sanser, sansenydelser og ikke mindst - af den metafysiske identifikation, som kroppen påtrykker deres bevidsthed. Det får skæbnesvangre konsekvenser for deres selvrespekt og respekt for andre, og for deres evne til at elske sig selv og andre

Det er modernitetens svøbe, og konsekvenserne af denne sygdom er særdeles vidtrækkende.

/O

Vores kropsudformning påvirker m/k hvad vi bruger den, og dermed vores hjerne til, gennem livet - en selvforstærkende symbiose mellem hjerne og krop. Frustrerende er det at genetisk indeholder menneskegruppen langt flere funktionsvariationer end det moderne liv tilbyder at imødekomme.

Oliver Goulin skriver denne interessante sætning; -"For mange kvinder er kroppen deres eneste rigitge ‘trumfkort’, hvor sørgeligt og forkert, det end lyder. De lærer fra de er små piger, at deres krop er nøglen til partner- og moderskab, og hele deres identitet og selvbillede kommer til at kredse ulykkeligt om denne besættelse."

Præcis - og sammenholdt med "Herremandens" (såvidt man kan det bedømme det på tilstandene
i samfundene) hyppige mangel på god fysisk form og medfølgende udseende samt ofte udbredt mangel på uegennyttig spiritualitet og dertil den desværre udbredte opfattelse hos mange mænd at kvinder er uperfekte mænd; hvor det ligesågodt modsat kunne hævdes, at mænd er uperfekte kvinder; - Alt dette medvirker naturligvis til at gøre livet til et regulært helvede, hvor kvinder blomstrer tidligt af - i stadig yngre aldre.
På trods af potentialet mand eller kvinde. Som naturligvis er til stede, men som ikke udnyttes.

Naturligvis burde mænd forsøge at leve op til at være den modpol for kvinden som de kunne være - men når f.eks Hollywood -Film og -TV oftest inspirerer mænd til selvudvikling går idealerne målt på film og TV-tid oftest i retning af actionmænd der netop ikke spørger kvinder om - eller sætter sig det mindste ind i; hvad kvinder reelt vil have.

Samtidigt har mænd igennem 70' og 80' -erne hvor rødstrømperne - "testosteron-bitchene" alligevel fik mændene til at lytte efter - naturligvis kun udnyttet deres taletid til at kræve at mænd blev mere feminine. Hvilket naturligvis kun var at gøre nar med mænd - generelt.
Grænserne for hvad det vil sige at være en god mand for kvinden er derfor aldeles ikke afsøgt tilstrækkeligt i offentlig sammenhæng og bliver derfor naturligvis ofte heller ikke afsøgt af den enkelte mand der her på Prison planet. worldwide stadig oftere svinger hellere sig op til at være reelt et dumt svin og fangevogter snarere end til at være en rigtig mand.

Jeg sværger til gængæld på; at når kvinder møder en rigtig mand så er han hverken actionhelt som Arnold og Bruce heller ikke politiker som Zarkozy eller Berlusconi - og heller ikke et fjols som i forvildede ung pigedrømme som ala Michael Jackson og George Michael.
En rigtig mand passer på og holder sin krop i god form - søger viden at anvende positivt - fastholder venlighed og tolerance uanset udfordringer - og afsøger alle kærlighedens muligheder med sin kvinde; der ellers stadig oftere lærer her på denne lille fordømte prisonplanet, at kærligheden ikke eksisterer.
Kunne mænd således formå at vise deres kærlighed til KVINDEN på alle måder ville kvinder holde blomstringen længere end det ses idag.
Det er fandme tragisk når kvinder 2012 er set at blomstre af som bare 16- 17-årige.
For helvede - det er jo der i lige den alder at deres gode voksenliv burde begynde!

Hov-et par sætninger gik i urdu.
rettelse 1.
Samtidigt har mænd igennem 70’ og 80’ -erne måttet stå model til rødstrømperne - “testosteron-bitchene” der jo alligevel fik mændene til at lytte efter - men de udnyttede desværre kun deres taletid til at kræve at mænd blev mere feminine. Hvilket naturligvis kun var at gøre nar med mænd - generelt.

rettelse 2
Grænserne for hvad det vil sige at være en god mand for kvinden er derfor aldeles ikke afsøgt tilstrækkeligt i offentlig sammenhæng og bliver derfor naturligvis ofte heller ikke afsøgt ordentligt af den enkelte mand der her på Prison planet dot worldwide stadig oftere hellere svinger sig op til at være reelt et dumt svin og fangevogter, snarere end til at være en rigtig mand.

Niels Engelsted

Oliver, et mandeseminar om kvinders forhold til deres krop burde nok vække til eftertanke, et lille anstrøg af det latterlige er svært at afvise, men i det mindste kan man undskylde sig med, at det burde være interessant for kvinder at få indblik i, hvordan mænd tænker.

Med dette caveat forekommer dine ovenstående observationer og betragtninger rigtige, men her bliver den skelnen mellem kvindens krop som hardware, software og user, som jeg foreslog i en anden tråd, relevant.

Pattedyrshunnens krop er fra naturens side (Hardware) en fødemaskine og et mejeri dedikeret til artens videreførelse. Kvinden har pattedyrshunnens krop, og kan, når hun bliver kønsmoden, ikke undgå at opleve, at hendes krop er på en mission, der ikke er hendes egen. Kvinden kan identificere sig med denne mission eller ikke, eller snart det ene og snart det andet, men en særlig opmærksomhed på kroppen og ikke mindst den sårbarhed, den udsætter hende for, er uomgængelig. Min påstand var så, at den begrebslige krop-sjæl modstilling fra oldtiden i høj grad er forankret i dette, at kvinden oplever, at hun som person (User) er både andet end og fanget i kroppen.

Til den biologiske hardware hører en kulturel software, der bestemmer anvendelsen af hardwaren. Hardwaren er uforanderlig (men påvirkelig af for eksempel p-piller), hvorimod de vaner og traditioner, der regulerer kønsforhold, avl og yngelpleje er foranderlige gennem historien. (Her skal tilføjes, at kønsforholdet hos mennesket er en essentiel del af det økonomiske forhold, hvilket giver den menneskelige software en dramatisk betydning, da økonomien er vores definerende artstræk, men det er en anden historie).

Dine betragtninger om kvindens forhold til sin krop henviser netop til vor kulturs software, som er foranderlig. (Interessant i øvrigt, at netop ”feminitetens” software kan afspilles på mandens hardware!) Da kvinden fødes ind i en kultur, der er ligeså forudbestemt som hendes biologiske natur, kan dette yderligere skærpe hendes personlige følelse af at tilhøre andre end sig selv, og dermed hendes personlige følelse af sig selv.

Hermed sagt, at din forståelse ikke strider mod min. Der er bare flere planer i spil.

Alt dette burde—i princippet—være indiskutabelt og nemt at forstå. Da mænd har meget mindre modstilling til deres biologiske kønskrop, natlig sædafgang er vel det nærmeste, og da kulturen i øvrigt i tusind år har været tilrettelagt for mænd, så må mænd mangle erfaringer til at forstå det, som kvinder oplever med deres krop, kort sagt være dummere, hvad tråden her nok ikke afkræfter.

Rasmus Bro Clemmensen

Sikke en absurd debat der kan opstå på baggrund af sådan nogle herlige bøger og sådan en god artikel!

Hvor mange har overhovedet kigget i de bøger der bliver diskutteret i artiklen?

Kravl ud af hulen hulemænd, og se at der er andet end skygger derude.

Gunvor Trinderup

Næ, det ville ikke være særligt godt for den frie sindkrop, Jan ~ og ja, verden, og ikke mindst livet, er et pusseløjeligt 'landskab' at vandre gennem ...

Dan Johannesson

De kære intellekter, "indfaget i fysisk forfald" burde gøre sig den anstrengelse at undersøge livets mere esoteriske aspekter, dvs. dem som ligger uden for venstre hjernehalvdels trygge, ego baserede perceptionsfelt.

De ville opdage at SJÆLEN er fæstnet i den fysiske krop, som den også gennemstrømmer. Og ved at øge forbindelsen til sin krop, samt øge sin kærlighed til den, vil ETHVERT menneske, ateist til fanatikere opleve øget velvære, glæde og mere harmoniske tilstande i indre og ydre anliggender.

Den urinsure, selvhøjtidelige og utaknemmelige mentale selv-forståelse, projiceret af egoet, vil forfalde, og relationen til kroppen og livets skønhed blomstre. Så det handler blot om at vende det hele lidt på hovedet ifht. standard forståelserne af menneskelig eksistens.

Måske skal man være lidt forsigtig med at lægge for meget personligt i dette litterære 'approatch' - det er slet ikke sikkert 'de damer' er så vrede eller trætte at deres kroppe som de give udtryk for Det er blot et 'metodiske greb' de vælger fordi det kan bruges kreativt.
Vi kan vel alle ind i mellem være trætte af vores krop. Over dens forfald eller over det den ikke vil eller kan når vi gerne vil.
Det er en del af vores lod som mennesker: Vi må hele tiden forlige os med den krop vi nu engang
har. Kvinder mærker vel mere end os mænd at kroppen ind i mellem 'går sine egen veje'

Karen von Sydow

Enhver generalisering er et overbreb. Denne debat er altså stødt på grund inden den overhovedet er gået i gang.

Ikke bare generaliseringer flyder rundt her; arkariske dikotomier og determinismer finder man også.

Ærgerligt.

Debatten har sikkert flydt bredt på dette tema om kvinder og deres forhold til deres krop.
Selv har jeg iagttaget en hyppig tendens til at kvinder der er på vej ud i ekstreme kropslige tilstande som fedme eller usund levevis - åbenbart ignorer ethvert advarselssignal der burde tages alvorligt og de fortsætter deres usunde levevis der så vidt jeg kan se kan føre til efterfølgende forskellige invaliderende tilstande.
Det er mit indtryk baseret på samtaler med kvinder på vej ud i ekstremet og forfaldet, at hverken erkendelsen eller nogen reel vilje er til stede i tilstrækkelig omfang for at begynde at ændre på det tiltagende forfald.
At noget kunne tyde på at "Systemet" er opmærksom på problemet sås i TV2's efterårs-satsning med jægersoldat og coach B.S. Christiansen hvor et antal dog yngre kvinder blev udsat for soldaterlivets stroppemetoder i forsøget på at gå fra tilstanden fed og færdig til frisk pige igen.
Jeg så ikke disse TV-programmerne, dog har jeg læst at stroppemetoderne virkede og at pigerne tabte sig til egen tilfredshed.

Men hvad skal til for at ændre kursen for de kvinder der som luksusskibet Costa Concordia i titusindvis flyder apatisk forbi i livet uden at kunne evne at tage sig sammen til at ændre på den negative udvikling - på trods af sikkert bedre vidende. ?

Personligt mener jeg, at kvinder med begyndende helbredsproblemer som følge af forkert livsstil straks bør frekventere byens Biopat og blive målt igennem og sat på rette kur.
Ikke mindst I forsøget på at nå frem til oplevelsen af hvorledes det til en forskel er at leve i den "velsignede krop".