BOSTON — Et passagerskib, der sejler mellem Sri Lanka og England i 1950’erne, kunne næppe forventes at tilbyde et stort udvalg af bøger ombord. Boghungrende gæster måtte medbringe deres eget lille bibliotek.
I den canadiske forfatter Michael Ondaatjes seneste roman, The Cat’s Table, om hans egen og to andre Ceylon-drenges tre-ugers togt fra Colombo til London optræder en vis Mr. Fonseca. Han er en skolelærer, der uvist af hvilken årsag har valgt at udvandre til den britiske moderkoloni for at finde en stilling på en kommuneskole. Mr. Fonseca tilbringer dag og nat i sin kabine omgivet af sit medbragte bibliotek. Den 11-årige Michael fascineres af mandens fysiske og metafysiske tilknytning til bøger.
»Det virkede, som om bøgerne, Mr. Fonseca læste, gav ham tryghed eller ro … Han ville aldrig blive et velstående menneske; han ville føre et asketisk liv som skolelærer i et eller andet byområde. Men han udstrålede en ophøjet sindsro, som udsprang af hans valg af den tilværelse, han eftertragtede. Og denne sindsro og vished har jeg kun mærket hos dem, der befinder sig tæt på en harnisk af bøger«, skriver Ondaatje.
I dag har luksuslinere deres egne biblioteker. I Manhattan findes endda et Hotel Library spækket med væg til-væg bogreoler. Og i de veluddannedes hjem findes utallige små bogsamlinger.
Men hvor lang tid vil det vare ved?
Spørgsmålet trænger sig akut på i en æra med en drabelig hurtig teknologisk udvikling. Bøger er ikke kun til for at blive læst. De tjener som dekoration, de giver udtryk for indehaverens smag og interesser, de signalerer lærdom; den arkitektoniske indretning af bogreoler og hylder i kontorer, stuer, køkkener og badeværelser skaber en for hjemmet særegen atmosfære. Hvordan klarer det moderne menneske sig uden bogens fysiske (modsat den metafysiske) funktion, når de elektroniske bøger snart har fået overtaget? Bliver bøger et samleobjekt, som LP-plader er i dag og CD’er snart vil blive?
I 1840 skrev Felix Mendelssohn sin 2. symfoni (cantata), en Lobgesang opført i Leipzig til ære for Gutenbergs opfindelse af bogtrykkeriet 400 år tidligere. En tilsvarende prisning af Gutenberg vil næppe finde sted i 2040. Han vil måske være glemt. I stedet vil Steve Jobs blive fejret som opfinder af e-bogen — dog næppe i Tyskland.
Skribenters biblioteker
Kan hænde, at man bør dokumentere biblioteket og bøgers plads på reolen, inden det er for sent? Det synes i hvert fald at være formålet med en bog netop udgivet om diverse amerikanske forfatteres og intellektuelles personlige biblioteker.
Redaktøren er Leah Price, professor i bogens historie på Harvard University.
Hver forfatter — i nogle tilfælde par — har indbudt Price til deres hjem og ladet en fotograf afbilde dem og deres bøger. Resultatet er pikerende. Læsere er jo altid særlig interesserede i at få et kig ind i de ’berømtes’ private omgivelser.
Vinderne af hjemmet med den mest attraktive bogreol — ifølge uformelle samtaler Price har haft med læsere — er forfatteren Claire Messud og litteraturkritiker og professor i engelsk litteratur, James Wood. De bor i Cambridge, Massachusetts.
»Det skyldes utvivlsomt, at folk stræber efter at have dekorative bogreoler i deres dagligstue. Hos Messud og Wood er bøgerne æstetisk smukt arrangeret i rummet,« siger professor Price.
Som udgangspunkt skriver Price i indledningen til bogen Unpacking My Library: Writers and Their Books, at indsigt i skribenters forvaltning af deres bogsamlinger fortæller os noget om dem selv.
»Fordi bøger kan ejes uden at blive læst og læst uden at være ejet, afslører boghylden på en gang vores private såvel som offentlige side. De kan tjene som et nyttigt stykke værktøj eller som teatereffekt.«
Orden på boghylderne
Ét af flere fascinerende aspekter ved personlige bogsamlinger er opdelingen i kategorier. Den feministiske forfatter Alison Bechdel deler bøger op i emner.
»Jeg har en afdeling for skønlitteratur og en anden for faglitteratur. De står i alfabetisk orden. Jeg har også inddelt samlingen i erindringer, autobiografier og antologier. Herefter følger kunstteori, kulturkritik, film og litteraturkritik, sproglære, psykoanalyse, mytologi, filosofi og religion« fortæller Bechdel.
Men hun har også sektioner for feminisme og gay-teori: »Men på et eller andet tidspunkt gik der rod i det, jeg kunne ikke finde de fagbøger, jeg skulle slå op i,« siger hun og fortsætter:
»Så fandt jeg på at arrangere dem under udgivelsesdato i hver emnekategori. Det betyder ikke alene, at jeg nu kan finde dem hurtigt, men også, at når jeg kaster et blik over bogryggene giver det mig et indtryk af tidsånden fra f.eks. Jill Johnstons Lesbian Nation (1973) til When Gay People Get Married (2009).« Bechdel er den absolut mest systematiske af alle interviewede.
Den afroamerikanske jurist og romanforfatter Stephen Carter har det mest rodede bibliotek.: »De fleste af mine bøger er ikke kategoriseret; jo, bøger om Lincoln står på den samme hylde, ligesom mine skakbøger. Alt andet bliver bare stukket ind i reolen, hvor der er plads på det tidspunkt. Det generer mig ikke, at det tager sin tid at finde en bog. Det er da dødkedeligt at have alt ved hånden,« siger Carter.
Bøger er sakrale
Psykologen og hjerneforskeren Steven Pinker — gift med filosof og romanforfatter Rebecca Goldstein — har gjort det til en videnskab at opføre et organiseret bibliotek i deres lejlighed i sydlige Manhattan.
»Jeg opdagede for 15 år siden, at hvide firkantede terninger er ideelle som reoler,« fortæller Pinker, professor på Harvard University.
»De gør det nemmere at opdele i kategorier og finde bøgerne. Jeg bestiller dem direkte fra en fabrik over internettet.«
Pinker genbestilte terningerne så ofte, at han en dag fik en opringning fra fabrikanten. Ville han være interesseret i at medvirke i en tv-reklame for reolsystemet. Hvorfor ikke, svarede hjerneforskeren, der er landskendt for sine bøger.
Hans filosof-hustru Goldstein betragter bøger som noget nær sakrale. »Jeg kunne aldrig finde på at benytte bøger instrumentalt, f.eks. til at sidde på eller som støtte,« fortæller hun Price.
»Okay, måske en telefonbog, men aldrig en bog skrevet af en forfatter, der har kæmpet sig igennem de mange lidelser, det er at skrive en bog. Kant har ret, når han siger, at en person ikke kun er et middel, men også et mål i sig selv. Samme opfattelse har jeg af bogen.«
Bog eller mad
Pulitzer-prisvinderen fra 2008, Junot Díaz, er den af de interviewede forfattere, som åbnede dørene til sine gemakker på videst gab.
»Mange skribenter ønskede ikke at vise samtlige af deres boghylder; kun de præsentable,« fortæller Leah Price. »Junot var det modsatte. Det rørte mig virkeligt, at han lod mig og fotografen se alle hans bøger, også dem på toilettet, håndværksbøger, kogebøger, tegneserier blandet sammen i en pærevælling med al hans seriøse litteratur.«
Fra professor Prices kontor på Harvard-universitetet kan man gennem vinduet se den lejlighed, Junot Díaz bor i. Díaz voksede op ludfattig: »Så snart det lykkedes mig at skaffe lidt penge, begyndte jeg at købe bøger,« fortæller han.
»Det var lidt som med Erasmus af Rotterdam, der ofte måtte vælge mellem føde og bøger og ofte valgte at købe en bog. Jeg ville aldrig have overlevet mine forældres skilsmisse, en søster der løb hjemmefra og en bror med kræft uden mine bøger.«
Dette intime afhængighedsforhold til bøger — som kan minde om Carsten Jensens beskrivelse af sin fordybelse i bøger i en ung alder i Af en astmatisk kritikers bekendelser — giver sig for Junot Díazs vedkommende udslag i en art forpligtelse til at læse alle de bøger, han rekvirerer.
»Alt,hvad jeg køber, bliver i sidste instans læst, men naturligvis køber jeg flere bøger, end jeg kan læse, så der står altid et minimum af 100 bøger på en hylde og venter,« siger Díaz, forfatter til bestselleren The Brief Wondrous Life of Oscar Wao (2007).
»Det er ret cool, at det faktisk er lykkedes mig et par gange at indhente overskuddet, men så begynder jeg at købe helt vildt igen, og kapløbet starter forfra.«
Nedarvede samlinger
Forfatteren Claire Messud har et mere ambivalent forhold til sin bogsamling.
»Der har været perioder i min tilværelse, hvor jeg i mine bøger kunne aflæse min egen intellektuelle og litterære livsbane, hvilket virkede nødvendigt og meningsfuldt. Men nu i min modne alder køber jeg bøger, som rygere køber to pakker cigaretter om dagen. Jeg elsker mine bøger, men af og til ønsker jeg, bare de ville forsvinde.«
Sidste sommer døde Messuds far i Canada. Hun tog med sin mand James Wood og deres to børn til Toronto for at frasælge et bibliotek på mange tusinde bøger, som François-Michel Messud havde indsamlet under utallige opdagelsesrejser til Mellemøsten.
Wood beskrev fornylig i et essay i The New Yorker Magazine den udfordring, familien stod overfor. De prøvede at give bøger væk til kommunale biblioteker i Canada, men ingen var interesserede. De kunne ikke få sig selv til at smide svigerfarens bøger væk, nogle af dem var værdifulde værker. Til sidst fandt de en generøs modtager i form af Institut for Mellemøststudier på Harvard University.
Ifølge Leah Price er det blevet næsten umuligt for overlevende børn at give, endsige sælge, deres afdøde forældres bogsamlinger væk, selv når de indeholder sjældne eksemplarer:
»Antikvariater, biblioteker og brugtboghandlere fortæller mig, at de hver dag bliver plaget af opringninger fra desperate arvinger til bogsamlinger, som ikke forstår, at det koster mere at emneopdele og lagre bøgerne end at købe nye. De har ganske enkelt ikke fysisk plads.«
Faktisk, siger Leah Price, bør alle nulevende personer med anseelige bogsamlinger nøje overveje, hvad de kan gøre, inden de dør, for at lette den byrde, de belæsser deres afkom med.
»Det er virkelig blevet et problem nu om dage. Folk kan ikke finde plads til deres forældres bøger, og ingen vil længere aftage dem.«
Giv-væk
En løsning er at stille bøgerne ud på fortovet dagen inden renovationsvognen kommer og henter affald.
»Forbavsende mange mennesker gør det her i Cambridge; man kan på visse dage gå rundt og finde interessante bøger foran folks huse. Jeg synes, det er vildt spændende at opdage, hvad beboerne i mit kvarter læser,« siger Price. Selv har hun 15 reoler fyldt med bøger i sit hjem. »Men jeg er ikke sentimentalt forbundet til mine bøger. Som barn flyttede min familie meget rundt, vi boede i andres lejligheder og huse, hvor jeg havde mulighed for at gå på rov i bogreolerne.«
I dag tilbringer Leah Price en del af sin tid med at læse bøger og magasiner fra det 19. århundrede på sin iPhone.
»Google Books har snart scannet alt, så jeg behøver ikke længere at gå på Harvards bibliotek og læse dem i et værelse for sjældne bøger. Når jeg er færdig med at læse på min iPhone, trykker jeg bare på sletknappen. Det er en fantastisk luksus ikke at skulle finde plads til dem på en reol. Jeg ved godt, det er et etisk problem. Undskyld. Men det gør mit arbejde lettere,« siger professor Price.
Claire Messud, hvis seneste bog, The Emperor’s Chil-dren, blev nomineret til Man Booker-prisen, kan ikke forestille sig en verden uden bøger og biblioteker.
»Hvad sker der efter en apokalyptisk begivenhed, hvor strømmen er gået, og ingen computere fungerer? Hvordan bevarer vi ord i en tid, hvor ny teknologi forældes i løbet af nul komma -fem,« spørger hun.
»Selve ideen, at vi kan klare os med viden uden klister og papir, og at vi ikke ønsker at nyde genstande lavet af klister og papir, er for mig absurd. Enhver, der mener, at bøger er undværlige, er en person, der slet ikke forstår at værdsætte sanselig nydelse. Jeg ynker den person.«
’Unpacking My Library: Writers and Their Books’, redigeret af Leah Price, Yale University Press, 201 sider, New Haven & London 2011
