Læsetid: 2 min.

Den glemte filmhistorie om UFO-penissen

En stum dværg med kufferten fuld af dildoer og en UFO formet som en astronomisk penis: Den brasilianske sexkomedie, ’pornochanchada’, var et af Rotterdam Filmfestivals kollektive filmglæder — og genoplivede en fortrængt epoke i brasiliansk filmhistorie
16. februar 2012

»Beklager, men jeg bliver nødt til at gå hen og se brasiliansk porno,« sagde den amerikanske filmkritiker Aaron Cutler og brød op fra FIPRESCI-juryens midtvejsmøde på Rotterdam Film Festival. Netop pornoundskyldningen faldt i aldeles god jord, for ’brasiliansk porno’, 80’ernes kultdyrkede pornochanchadas, var nemlig the shit på Rotterdam Film Festival i år. Det var det kollektive fyraftenshelle, som alle underholdte sig ved at snakke om. Ligesom legaliseringen af porno og de heraf følgende folkekære sengekants- og stjernetegnsfilm blev bannerfører for en ny dansk bramfrihed i de lalle-liderlige 70’ere, så markerede 80’ernes ofte absurdistiske pornochanchadas et særligt — og vigtigt — paradigmeskifte i brasiliansk filmhistorie.

Skraldekvarterets film

Boca do Lixo (Mund af skrald) er dels et forrået, fysisk område i centrum af São Paolo med tung kriminalitet og prostitution. Og så er det blevet betegnelsen på en gruppe filmmagere, der fra 60’erne lavede film på en sten. Der blev eksperimenteret frit, råt og risikovilligt med stort kunstnerisk profit: Anselmo Duartes vandt, som eneste brasilianske film nogensinde, Den Gyldne Palme i Cannes for sin The Given Word (O Pagador de Promessas) i 1962, og 70’erne blev en gylden periode for de eksperimenterende Boca do Lixo-film. Da det stærke militærstyre løsnede deres restriktioner mod erotiske film, blev pornochanchadaen en realitet som en soft core-pornoficering af 30’ernes musicalkomedier, chanchadas. Dengang, omend sexløst, serverede chanchadaen eskapisme for folket, og nu skulle det først mildt erotiske, senere stærkt pornografiske, komediestof gøre det samme.

Penis-UFO

Resultaterne er langt fra blot sengekantsfjollerier, men syrede, absurdistiske, vildt eksperimenterende og virkeligt underlige filmværker, der vendte sig imod amerikanske strømninger og brasilianske statskrav. For mange filmmagere var det langt mere kunstnerisk interessant at lave salgbare lumre film end at producere statsstøttede, og strengt regulerede, sager. Og da interessen for mere hardcore sager blev efterspurgt, fulgte flere af Boca do Lixo-filmmagerne med — ofte under pseudonym. I Ody Fragas Senta No Meu, Que Eu Entro Na Tua (Sid på min, så trænger jeg ind i din, 1985) sidder en mands penis på hovedet, mens en kvindes vagina kan tale. I Jean Garrets Fuk fuk à Brasileira (1986) følger vi en stum dværg, der beretter om et (sex)liv med en kuffert fuld af dildoer i en særligt lystig verden: Heste kan tale. Fimsede mænd har sex med deres mødre. En UFO er, i mangel på større filmbudget, som dværgen metaagtigt erkender, formet som en kæmpe penis af papmache. Film som denne har i årtier, indtil Rotterdam, været en glemt og uopdrivelig del af brasiliansk filmhistorie og føde for de vigtigste brasilianske instruktører.

»Beklager, jeg bliver nødt til at gå,« sagde Cutler.

En cinefil må gøre hvad en cinefil bliver nødt til at gøre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu