Glyptotekets dæmon er død

Stemmen i røret var ældet og lumsk på én gang. »Jeg aner ikke, hvor en genstand var blevet udgravet. Den kunne være blevet udgravet for 100 år siden; den kunne være blevet udgravet for en time siden.«

Los Angeles Times ringede for tre uger siden op til Robert Hecht, den 92-årige kunsthandler, som den italienske stat netop havde opgivet en seks år lang retssag for kunstsmugling mod på grund af forældelse. Fra sit sengeleje i Paris udviste Hecht ingen fortrydelse over at have været den centrale edderkop i det kunstsmuglingsnetværk, som er blevet kaldt århundredets største kulturforbrydelse. Hecht var gennem et langt liv i kunsthandlen blevet legendarisk som den mellemmand, der kunne skaffe klodens rigeste museer de allerprægtigste arkæologiske skatte fra Italien; og ofte så nyopgravede af gravrøvere, at de stadig duftede af umbrisk eller siciliansk muld.

Robert Hechts købere var museumsdirektører fra det danske Glyptoteket, amerikanske Metropolitan og Getty, alle de rigeste museer i verden — og dem med direktører af den gamle skole. Den, hvor det afgørende ved det arkæologiske artefakt ikke var den historiske viden, det kunne bibringe om sit område og sin tid, men dets skønhed og prægnans i sig selv. For den gamle skole var det kun de dødssyge universitets-akademikere, der hidsede sig op over den viden, der gik tabt, når Hechts kumpaner røvede kulturarv ud af et Italien, der jo i forvejen var propfyldt med keramik. For, som tidligere Glyptoteks-direktør Flemming Johansen sagde, da Information i 2007 afslørede, at det prægtigste stykke i Glyptotekets samling, sabiner-fyrstegraven, var hælervarer fra et gravrøveri formidlet af Hecht:

»Det interessante er jo genstandens iboende værdi, ikke konteksten. Skidt holder jo ikke op med at være skidt, bare fordi det er gammelt. Hele hetzen mod genstande uden proveniens (dokumentation om oprindelse, red.) kommer fra universitetsfolkene. Og her tror jeg, der spiller en vis misundelse ind mod dem, der har fingre i og penge til de helt store ting. Kunsthandlere som Robert Hecht er jo enormt kultiverede folk, der ved mere om det her end de fleste.«

Charmeret og skræmt

Johansens slet skjulte beundring for Robert Hecht går igennem Glyptotekets mest skyldtyngede historie, ligesom beundringen — og frygten — for Hecht går igen i beskrivelser af manden fra de mange museumsfolk, der efter skandalesagerne begyndte at rulle, har fortalt om deres relation til den berygtede kunsthandler. Hecht dannede personlige venskaber med flere af Glyptotekets direktører og især med museets direktør i 1970’erne, Mogens Gjødesen. Han var en kendt figur på museet og kom ofte med nye genstande i plasticposer — nok ikke mindst opmuntret af de skiftende direktørers effektive adgang til Ny Carlsberg Fondets pengepung. På Glyptoteket, som mange andre steder i museumsverdnen, var man både charmeret og skræmt: »Han var en charmerende dæmon,« har museumsinspektør Jette Christiansen sagt.

Da den italienske anklagemyndighed i sidste måned måtte opgive retssagen mod Hecht, var udfaldet allerede blevet en slags formalitet på grund af hovedpersonens meget høje alder. Alligevel har sagen haft kolossale konsekvenser. Hechts faste leverandør, smuglerbagmanden Giacomo Medicis dom på otte års fængsel og en bøde på ti millioner euro blev i januar stadfæstet af Italiens højeste retsinstans. Og endnu vigtigere har sagen sat fart på en lavine af tilbageleveringer til Italien fra museer verden over, der måtte indrømme at have indkøbt arkæologiske skatte uden at spørge til, om de mon var friske hælervarer fra gravrøverier. Seneste runde kom sidst i januar, da blandt andet Metropolitan Museum og Princeton University leverede over 100 genstande tilbage til Italien.

Tilbage står Glyptoteket, der formodentlig har op mod 100 genstande fra Robert Hecht og hans allierede stående i samlingen — nogle af dem på de allerprægtigste placeringer. Med Hechts død er en af de sidste ikoner for den antihistoriske tilgang, som skaffede Glyptoteket genstandene, forsvundet.