Læsetid: 3 min.

Intelligensen på lærredet

Den svenske skuespiller Erland Josephson, der døde forleden 88 år gammel, var en af Ingmar Bergmans foretrukne, måske fordi han som få andre kunne projicere intelligens på lærredet
Multitalent. Svenskeren Erland Josephson blev mest kendt som Ingmar Bergmans foretrukne skuespiller, selv om han gjorde sig gældende som forfatter i flere genrer og som teaterleder.

Multitalent. Svenskeren Erland Josephson blev mest kendt som Ingmar Bergmans foretrukne skuespiller, selv om han gjorde sig gældende som forfatter i flere genrer og som teaterleder.

Janerik Henriksson

1. marts 2012

Som ofte konstateret er det ikke ret mange skuespillere, der på lærredet kan projicere virkelig intelligens, ja, intellektuel dybde.

Erland Josephson var en af de få udvalgte. Han gjorde sig gældende som forfatter i flere genrer, som teaterleder og -skuespiller, men det var som en af den store svensker Ingmar Bergmans foretrukne aktører, at han blev mest kendt.

Han og Bergman var venner fra ungdomsårene, men det var først, da Josephson var omkring de 50 år gammel, at han slog igennem som filmskuespiller og gik en international karriere i møde. Alderens pondus arbejdede for ham.

Utro ægtemand

Præstationen som den utro ægtemand i Bergmans tv-serie Scener fra et ægteskab (1973) med tilhørende filmversion betød det store gennembrud for Josephson, der allerede så tidligt som i 1946 lod sig se i en mindre rolle i et af Bergmans første forsøg som instruktør, Det regner på vor kærlighed.

Josephson var i sjælden grad og på alle fronter Bergmans medsammensvorne, og i samspil med Liv Ullmann demonstrerede han et enormt register i Ægteskab-serien, der – som Bergman sagde – tog fire måneder at optage, men et helt liv at opleve.

Fra arrogancen over løgnen til den dybeste fortvivlelse – her var den Bergmanske (anti)helt ribbet for al ydre glamour og antydning af martyrglorie.

Inden da havde Erland Josephson skrevet to lystspilmanuskripter med Bergman (Lustgården og Syv glade enker), men mere betydningfuld er hans præstation som den misantropiske arkitekt i firkantsdramaet En passion (1969), hvor den intellektuelle rageknivskarphed ses for første gang, med negativt fortegn (som ofte hos Bergman).

Bøn til Vorherre

Samspillet med Liv Ullman fortsattes hos Ingmar Bergman i Ansigt til ansigt (1976), også både tv-serie og biograffilm, og Erland Josephson var jødisk troldmand i endnu en Bergmanserie omskabt til film, den populære Fanny og Alexander (1982). Men kort forinden skrev han og instruerede han den intellektuellle satire Marmeladeoprøret, hvor han selv medvirker i en professor-hovedrolle.

Nu hvor den grånende Josephson nærmede de 60, kaldte det store udland for alvor, og han spillede små og større karakterroller rundt

omkring i Europa i film af ansete instruktører som russeren Andrej Tarkovskij, ungareren István Szabó, amerikaneren Phil Kaufman (Tilværelsens ulidelige lethed), englænderen Peter Greenaway og grækeren Théo Angelópoulos (Odysseus’ blik) og danske Anders Refn (De flyvende djævle).

Det var film, hvor Josephson med sin umiskendelige jødiske udstråling næsten måtte bære den europæiske civilisations krise og truende opløsning på sine skuldre, og ud over det spidse vid og den skærende intelligens var det da også påfaldende, at han kunne nå øjeblikke af dyb tragik.

Den rørende lille mand

Mest berømt blev hans professor (igen!) i Tarkovskijs sidste film Ofret (1986), en svensk produktion optaget på Gotland. Det er her, Josephson har en scene i den sublimt højstemte stil, hvor han beder Vorherre redde verden fra den truende atomkatastrofe. Høres hans bøn, vil han ofre sin familie til gengæld for verdens frelse! I sin høje alderdom oplevede Erland Josephson at fremstille Ingmar Bergman himself i Liv Ullmanns vellykkede filmudgave af et Bargman-manuskript, Troløs (2000). Men hverken denne optræden eller hans præstation i Bergmans tv-produktion Larmar och gör sig till (1999) er dog særligt mindeværdige.

Det er derimod Josephsons allersidste Bergmanrolle i svanesangen Sarabande (2003), endnu en tv-film. Her tages tråden op fra Scener fra et ægteskab og samspillet med Liv Ullmann genoptages i et drama, hvor den sjæleflænsende magtkamp videreføres. Den basale livs- og dødsangst i selve ulvetimen fremstilles mesterligt af Josephson i hans specielle galgenhumoristiske udgave: »Jeg er for lille til min angst.«

Den nu 80-årige Josephson har intet mistet af sin sarkasme som Johan, der som en kuldskær edderkop trækker i konflikternes tråde. En eneboer, som trøster sig med Kierkegaard-læsning og Bruckner-musik. Og ender så troværdigt hjælpeløs, at man forstår Ullmanns ømhed trods alt for den »rørende« lille mand.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu