Læsetid: 4 min.

At blive kælet ihjel

Forfattere: Jeg er helt opmærksom på, at min egen holdning til forfatterfaget godt kan have romantiske træk, og at de i værste fald kan udarte til ren selvfedme, men jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor unge forfatterspirer gider gå på Forfatterskolen
Forfattere: Jeg er helt opmærksom på, at min egen holdning til forfatterfaget godt kan have romantiske træk, og at de i værste fald kan udarte til ren selvfedme, men jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor unge forfatterspirer gider gå på Forfatterskolen
10. februar 2012

Det er noget enhver rask dreng, og bestemt også enhver rask pige, udmærket godt ved. At det gælder om at være på vagt, hvis de voksne bliver alt for umådeholdne i deres ros, hvis de ustandseligt klapper én anerkendende på håret, hvis de i det hele taget i for høj grad tilkendegiver deres umådelige tilfredshed med det, man gør, og det, man siger.

Så er den særlige voksenidræt i udfoldelse: De er i færd med at æde barnet med hud og hår. De har tænkt sig at kæle én ihjel. At de naturligvis mener det godt, er også i sig selv ildevarslende.

Det betyder, at de selv er så forkridtede i hovedet, at de ikke kan se det problematiske i, at deres uskyldige børn tilsyneladende, uden at gøre modstand, er i færd med at overtage forældrenes holdninger, værdier og vaner før de har haft en jordisk chance for at teste dem med egne oplevelser og erfaringer.

Billedligt talt er der visse forældre, der elsker at se deres børn gå i takt, at rette ind og med rørende, barnlig beslutsomhed gøre alt, hvad de kan, for at blive tro kopier af deres far og mor. Man kan se det i alle slags miljøer. Blikkenslagerens vakse dreng, der allerede som tiårig foretrækker at gå i overalls og allerede er kyndig i kunsten at bruge en rørtang. Lægesønnen, der som teenager ikke har noget højere ønske end at gå i sin fars fodspor.

Det kan naturligvis være barnets allerinderste ønske virkelig at overtage forældrenes erhverv, men det er nu altid urovækkende, hvis det ikke foregår under en vis modstand, der i det mindste demonstrerer, at barnet har selvstændighed nok til også at overveje andre muligheder.

Man gyser lidt ved børn og unge mennesker, der er for tilpasningsvillige. Ligesom forældre før i tiden havde den opfattelse, at den, der aldrig har stjålet som barn, såmænd nok ender som tyveknægt.

Et personligt projekt

Ikke mindst i kultur- og kunstlivet er det vigtigt at markere selvstændighed og faktisk også modvilje mod at tilpasse sig de gældende normer. Jeg er helt opmærksom på, at min egen holdning til forfatterfaget godt kan have romantiske træk, og at de i værste fald kan udarte til ren selvfedme, men jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor unge forfatterspirer gider gå på Forfatterskolen. Heller ikke selv om jeg kender adskillige unge forfattere, der har gået der. Heller ikke selv om de både er gode og talentfulde forfattere.

Det ville de være blevet under alle omstændigheder, det er jeg overbevist om. Jeg har selv af og til været en slags ’privatkonsulent’ for unge forfattere, og jeg er da ubeskeden nok til at mene, at jeg har været i stand til at hjælpe dem lidt på vej. Jeg har endda ved en enkelt lejlighed været indkaldt som ’censor’ for nogle af Forfatterskolens afgangselever.

Alligevel begriber jeg ikke at voksne, modne forfattere overhovedet tør påtage sig rollen som lærer for unge forfattere. Ud over at man kan bidrage med personlige erfaringer, gennem personlig kontakt, kan jeg ikke se, at der er noget som helst, der kvalificerer én til direkte at undervise i faget. Som i øvrigt dårligt nok kan kaldes et fag, for for enhver forfatter — ung som gammel — er det først og fremmest et udpræget personligt projekt, hvor man ikke uden videre kan overtage andres erfaringer. Forfattere, der har undervist på skolen, forsvarer sig med, at de jo egentlig heller ikke underviser eleverne — som de heller ikke opfatter som elever, men som unge kolleger. De er en slags ’støttepersoner’, siger de. Et publikum for så vidt.

Det lyder tilforladeligt, men på den anden side ikke videre overbevisende. Eftersom ’uddannelsen’ som forfatter er så personlig, som den er, og jo under alle omstændigheder forudsætter, at ’eleven’ gør sig sine helt egne erfaringer med vilkårene, ikke mindst de sociale og økonomiske, og med offentligheden, publikum, er det svært at se, hvilket fagligt formål der skulle være med at tilbringe den vigtige elevtid på, hvad der i det mindste formelt er en skolebænk. Som sagt kan jeg godt se faren for romantisering, men den risiko må jeg så løbe.

Efter min bedste overbevisning er der ingen vej udenom, hvis man vil skabe sig et liv som professionel forfatter: Man må gøre sig de nødvendige erfaringer ude i virkeligheden. Der er jo praktisk taget ingen forældre, der klapper begejstret i hænderne, når deres søn eller datter fortæller dem, at han eller hun har tænkt sig at blive forfatter. Samfundet ved heller ikke rigtig, hvad man skal bruge dem til.

Så de første mange år for de fleste forfattere er et liv på trods af al sund, samfundsmæssig fornuft. Uanset hvilken baggrund man har, vil man blive mødt med skepsis, hovedrysten og vantro. Hvordan kan man give afkald på alt det, der for andre mennesker er indlysende pligter og rettigheder, ikke mindst evnen til at forsørge sig selv? Og samtidig nyde almindelig anerkendelse som et modent og ansvarligt menneske. På den måde at leve på kanten af det almindelige samfund, kræver en robusthed, som man kun kan oparbejde i direkte konfrontation med virkeligheden og dens krav. Man lærer den ikke på et beskyttet værksted.

Forfatterskolen er utvivlsomt grundlagt ud fra de bedste motiver, ikke mindst ønsket om at drage omsorg for unge talenter. Og omsorg er og bliver en god ting. Men også en farlig ting. Det er netop ved omsorg, udspekulerede voksne påbegynder den proces, der kan ende med, at et ungt menneske bliver kælet ihjel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per-Olof Johanssson

Interessant debat - uden debat. På den ene talerstol står Niels Frank http://www.information.dk/293075 på den anden står Bent Vinn Nielsen http://www.information.dk/293070 uden at Information fortæller, at debatten nogen tid har huseret på PROMENADEN http://prmndn.blogspot.com/2012/02/how-to-do-things-with-poetry.html og fortsat i denne tråd http://prmndn.blogspot.com/2012/02/mere-populisme.html som en debat om i hvilken grad redaktøren skal styre et indlæg - og det kan også være relevant en gang til, vidste Bent at Information ville bringe Niels' af Poltiken afviste kronik?

Per-Olof Johanssson

…..På min blog suppleret med dette: For det er klart lettere at føre en debat om forfatterskoler eller ej end om jounalismens forsøg på at kontrollere forfatteres indlæg – enten ved afvisning eller ved ‘forslag til ændringer’ eller ved at skjule den strategiske baggrund for invitation til at skrive om et bestemt emne – som hvis f.eks. Bent Vinn Nielsen opfordres til at skrive om sit syn på forfatterskoler uden at få at vide at en anden samtidig skriver om det emne – med en artikel som allerede er offentliggjort på en blog
http://perolofdk.wordpress.com/2012/01/24/litteraturkritik/